Ensomhed eller?????
Hejsa..
Jeg har ikke rigtig nogen at snakke med.. Jeg tror dette brev er er selvmelidenhed, men kender i det ikke??? Jeg har så meget på hjertet og ingen at tude ved... Jeg har haften meget hård barndom og forsøger at bryde ud af det mønster, men jeg ender altid det samme sted: Hjemme med mine to børn bag mine trygge vægge, hvor ingen kan såre mig. Jeg er alene med dem og vi har det enormt fedt. Jeg vil ikke have en kæreste, hellere venner. Mit problem er: jeg bor i en by med de hersens "direktør-koner" (undskyld udtrykket, vil ikke fornærme nogen) og sidder selv på en bistand. Jeg føler at alle ser ned på mig, også selv om jeg forsøger at invitere folk over på kaffe... Jeg får altid et "Jeg har så travlt.." eller "Ikke lige i dag, måske en anden dag"... Jeg går til alle de møder der er i forældre-"grupperne", men stadig er der ingen der lukker mig ind. Jeg kan ikke flytte, pga min ældste søns mentale tilstand. Han har brug for et fast holdepunkt og struktur. Han ville blive knust, hvis jeg bare flyttede og det ville vel heller ikke hjælpe i den sidste ende.. Vi går til aktiviteter og de (2 drenge) ser ikke bag min "maske" (HELDIGVIS)... Politiet har lige fundet min far myrdet efter 2½ år, hvor han har været forsvundet, så han er der heller ik mere... Han var ellers den eneste jeg sådan rigtig betroede mig til. Lad mig sige det på denne måde: Jeg er hunderæd for at folk skal såre mig, ved det ene afslag på kontakt efter det andet, at jeg har opgivet at søge venner... Det eneste jeg sådan set mangler er en at græde ud ved, når det gælder, for facaden holder nok ikke i længden... Det er ca 5 år siden jeg har været i byen og hygge mig, da faren vil have ungerne hver for sig.. Så der er ikke en "fri-weekend" tilovers og barnepige har jeg ikke råd til, eller kender nogen der kan tage over en aften til næste dag... Og jeg ville heller ikke vide hvor jeg skulle gøre af mig selv, da det er så lang tid siden jeg har rigtigt været ude uden børnene... Jeg snakker bedst med mænd, hvorfor ved jeg ik... Måske fordi "tøser" kun snakker problemer næsten altid.. Tja.. Jeg havde så meget at sige, men nu er der vist gået en klap ned.. gggg. Hva gør man??? Jeg er kommet ind i en slags ond cirkel og har virkelig brug for nogen der kan samle mig op og ruske lidt i mig.. Nok er jeg af min egen mening og jeg lytter til andre, men når de så GERNE MÅ lytte til mig, gør de det ikke... Det skal lige siges at jeg nok er lidt hen af hende den rød-hårret fra desperate housewifes: Andres problemer kan jeg sagtens lytte og råde, men mine egne gemmer jeg, for ikke at lyde som en hykler eller for "ikke også at have et problem, fordi de andre har"... Jeg kan godt se selvironien i det her... Men når man VIRKELIG har brug for nogen til at sparke til en og slæbe en med i byen uden ungerne, hvordan hulen klarer man den???
Puha.. det var vist en længere roman, men det var godt at få ud... der kom hul på bylden, bare den nu ikke springer..
Kan I have en fortsat god aften..
Mvh: Mig
Jeg har ikke rigtig nogen at snakke med.. Jeg tror dette brev er er selvmelidenhed, men kender i det ikke??? Jeg har så meget på hjertet og ingen at tude ved... Jeg har haften meget hård barndom og forsøger at bryde ud af det mønster, men jeg ender altid det samme sted: Hjemme med mine to børn bag mine trygge vægge, hvor ingen kan såre mig. Jeg er alene med dem og vi har det enormt fedt. Jeg vil ikke have en kæreste, hellere venner. Mit problem er: jeg bor i en by med de hersens "direktør-koner" (undskyld udtrykket, vil ikke fornærme nogen) og sidder selv på en bistand. Jeg føler at alle ser ned på mig, også selv om jeg forsøger at invitere folk over på kaffe... Jeg får altid et "Jeg har så travlt.." eller "Ikke lige i dag, måske en anden dag"... Jeg går til alle de møder der er i forældre-"grupperne", men stadig er der ingen der lukker mig ind. Jeg kan ikke flytte, pga min ældste søns mentale tilstand. Han har brug for et fast holdepunkt og struktur. Han ville blive knust, hvis jeg bare flyttede og det ville vel heller ikke hjælpe i den sidste ende.. Vi går til aktiviteter og de (2 drenge) ser ikke bag min "maske" (HELDIGVIS)... Politiet har lige fundet min far myrdet efter 2½ år, hvor han har været forsvundet, så han er der heller ik mere... Han var ellers den eneste jeg sådan rigtig betroede mig til. Lad mig sige det på denne måde: Jeg er hunderæd for at folk skal såre mig, ved det ene afslag på kontakt efter det andet, at jeg har opgivet at søge venner... Det eneste jeg sådan set mangler er en at græde ud ved, når det gælder, for facaden holder nok ikke i længden... Det er ca 5 år siden jeg har været i byen og hygge mig, da faren vil have ungerne hver for sig.. Så der er ikke en "fri-weekend" tilovers og barnepige har jeg ikke råd til, eller kender nogen der kan tage over en aften til næste dag... Og jeg ville heller ikke vide hvor jeg skulle gøre af mig selv, da det er så lang tid siden jeg har rigtigt været ude uden børnene... Jeg snakker bedst med mænd, hvorfor ved jeg ik... Måske fordi "tøser" kun snakker problemer næsten altid.. Tja.. Jeg havde så meget at sige, men nu er der vist gået en klap ned.. gggg. Hva gør man??? Jeg er kommet ind i en slags ond cirkel og har virkelig brug for nogen der kan samle mig op og ruske lidt i mig.. Nok er jeg af min egen mening og jeg lytter til andre, men når de så GERNE MÅ lytte til mig, gør de det ikke... Det skal lige siges at jeg nok er lidt hen af hende den rød-hårret fra desperate housewifes: Andres problemer kan jeg sagtens lytte og råde, men mine egne gemmer jeg, for ikke at lyde som en hykler eller for "ikke også at have et problem, fordi de andre har"... Jeg kan godt se selvironien i det her... Men når man VIRKELIG har brug for nogen til at sparke til en og slæbe en med i byen uden ungerne, hvordan hulen klarer man den???
Puha.. det var vist en længere roman, men det var godt at få ud... der kom hul på bylden, bare den nu ikke springer..
Kan I have en fortsat god aften..
Mvh: Mig