Er 40 en panikalder?

Jeg har en kammerat, som lige er blevet 40. Det er en kæmpestor nedtur for ham. Han har virkelig været nede, frustreret og synes, at nu er livet godt nok alvorligt og halvvejs slut. Nu spørger jeg blot, da jeg som kvinde, ikke helt forstår denne panik omkring de 40. Hvorfor?
Hvordan er 40 så slem i forhold til andre alderstrin? Er du også flippet over at runde de 40? Og er det specielt for mænd slemt at runde de 40?

Jeg er en kvinde som nu har rundet de 43 og jeg må da sige, at jeg havde en krise da jeg blev 40. Jeg var/er single og dengang syntes jeg det var flovt og pinligt at være 40 og stadig ikke have mand og børn, måske din gode ven har det på samme måde? Vi har vel allesammen forventninger til livet, og når man når en vis alder og man ikke synes at de forventninger man havde ikke er blevet indfriet, så kan man da godt gå i panik, det var det der skete for mig. I dag har jeg det godt og kan godt grine lidt ved mig selv over det,men dengang syntes jeg godt nok at det var hårdt.
Maijannes

er ikke alt bare altid "slemt for mænd"?
Og nej - jeg var hverken i panik som 30, 40, eller 50-års-fødselar. Og det var ret gode fester.
Panikken kommer vel af man har udrettet for lidt. Ellers var det jo bare at læne sig tilbage og sige "hold da op, se alt hvad jeg har udrettet" og så glæde dig over det.
Spørg din ven, hvad han er bagefter med.

For mig var det at blive 40 også en begivenhed, der udløste en "krise"... Hvorfor? Et eller andet sted gav det mig anledning til refleksion. Ikke i så høj grad over at "jeg ikke havde nået, det som jeg ville" (som Dulkis er inde på), men i højere grad over om jeg nu lever det liv, som jeg vil og bruger de evner som jeg har til fulde... Og jeg har hørt flere, som også oplevede deres 40-års dag som en begivenhed, der gav anledning til krise/selv-refleksion... og den mulighed skal man måske gribe og bruge den konstruktivt... for der er trods alt nogle år tilbage, hvor en ændring af tingenes tilstand kan nydes...
Laxmi

Jeg runder de 40 år om ca 4 måneder men er slet slet ikke i panik - glæder mig faktisk til det "nye" årti !
Jovist tænker jeg da over, at man ikke ligefrem er 23 år længere men det er bestemt ikke noget så gir' mig åndenød eller gør mig bange ...

Hej anonyme
Min eks mand stak af på hans 40 års fødselsdag.

Han så vel bare sit snit til at komme afsted.

Skal du ud at søge arbejde, eller venter på forfremmelse, er det et skarpt hjørne. Med hensyn til det andet, bliver det kun bedre.

Jeg havde også major krise da det skete... Så er man altså ikke ung mere, eller det bliver sværere at bilde sig selv ind at man er det
**Fyrre fed og førdig** - er jo også en man har harft med sig fra barnsben.. - man kan godt glemme at få fat i de unge på 25, for nu er man en gammel gris..
venligst Klaus...

Jeg føler bestemt ikke min panikalder begyndte med de 40 .. tvært om - det var evt. mine bedste år - skal man tale om panik - tror jeg det er når man bliver "voksen" og fylder 50 - de 5 sidste år siden jeg blev voksen har været mit panik stadie .. og her hvor jeg virkelig føler nu går det godt nok den forkerte vej ..
Undskyld men som Mand er man betydelig mere atraktiv i 40'erne ind i 50'erne - sådan føler jeg og det er det der giver Mig panik ...men bare rolig man overlever .... *SS*

starter allerede i 30 års alderen, der må de bare bekræftiget igen og igen af flest muligt plørehuller.
Rigtig mange ser man en stund med åben mund og polypper hvis de ser en barmfanger rund rumpe i høje stiletter, om hun så er naboens datter på 17 betyder mindre, det kan man kalde panik, at være så lidt mand at man flirter med alt og alle med et hul, der viser bare lidt interesse, ja så gør det intet om det er en, der er halvt så gammel som en selv, er kassedamen, kollegaen og gud og hver mand.
Det er mænd som de er flest,
der burde faktisk være gadespejle, således de kan se hvor lidt mandigt det egentligt ser ud, når de savlende mister nærheden, fordi deres hjerne er styret at en gang støvler, rumpe eller patter.
Det siger måske mere om hvilken ufattelig lille hjerne der styrer det mandige køn, end om hvorfor de har så lidt selvtillid at de går i panik, hvis ikke ovenstående finder sted
?
Elsker skam også bekræftigelse, men bliver faktisk irreteret over savlende mænd, kun min egen må savle over mig, det viser nemlig han ikke behøver gå i panik for sin manddihed
Hils din kammerat og sig, rigtig mange kvinder brækker sig over den panik, skulle de så også når maven og patterne hænger lidt, kaste sig over kuvøse guf og gå savlende rundt såsnart der er noget pænt at se på ?
Hvor er kvinders panik,og hvordan udmønder den sig,, ingen af de kvinder jeg har kendt, som en stund har haft savlende stakler ved deres side, ja de har altså ikke kastet sig ud i samme sørgelige forfatning, men snarere taget sig en jævnaldrende elsker, alternativt fyret manden, så han kunne savle videre blandt støvler, rumper og patter

Niks, det er kun en fiktiv tilstand, mere end noget andet!
Måske, lidt en følelse af ikke ha' noget det man ville

Jeg forstår godt din kammerat. Jeg blev 40 i år 2007. Jeg blev ikke frustreret eller nede men meget eftertænksom. Det som er skræmmende er at man næste gang bliver 50. For så er man da en halvgammel fyr.

de fleste maend jo,sørgeligt er det jo.Jeg syntes selv,at maend er bedst i 40 aars alderen........

har sin charme, man skal bare forstå at holde sig i form, hvis man lader stå til og skal have en trillebør at køre vommen i er der sku ingen der interesserer sig for en, jeg er tilfreds med min alder, jeg er 68, og har en heftig elsker, og har det dejligt

jeg er ved at være 39. jeg har det sidste halve år reflekteret og handlet meget på mit liv. Det handler ikke om at jeg er bange eller ked af, at blive ældre, men måske mere om! har jeg opnået det jeg ville, båder føelsesmæssigt, socialt, arbejdsmæssigt. ægteskabsmæssigt og meget mere. Tænker meget på om mit liv er som jeg ønsker det og hvad jeg kan gøre selv for at opnå det. Jeg tror at for mit vedkommende, handler det om, at nu er det tid til at få ryddet op i livet🙂 og man kan sige, at det måske også er på tide🙂 så at være i "midtvejskrisen" er nu ikke så ringe

Panikalderen er selvfølgelig en måde at anskue tingene på, og også den sætning der bliver brugt mest, når en mand eller kvinde vil skilles eller er utro omkring den alder.
Dejlig nem undskyldning for ens handlinger. Nææ, jeg tror det er mere simpelt end som sådan, jeg tror at på det tidspunkt er der i det traditionelle familiemønster ved at være store børn eller teenager, så der er tid til at føle og fornemme sig selv igen. Har man opnået det man vil, er man sammen med den kvinde/mand fordi man har børn med dem eller elsker man dem, har man det rigtige arbejde, har jeg fået rejst det jeg ville, har jeg fået lært det jeg ville, så mange tanker kommer tilbage, når man har tid til sig selv.
Ens behov for selvransagelse er kommet og der skal prioriteres i ens liv, og det betyder er det godt nok. Måske og måske ikke, og så skal der handles. Kald det bare panikalder, jeg kalder det tid til at føle igen og være sig selv igen. Jeg synes det er modige mennesker der tør at tage sit liv op til revision og gøre den forskel der gør at livet er en ekstra tand værd at leve i, i stedet for at nøjes, fordi det er det nemmeste.

at det er sørgeligt når savlende gamle halvfede mænd tror de er guds gave til kvinderne 😕..... De unge piger syntes måske de er morsomme, men bestemt ikke attraktive.
Har selv en mand som er 50 og indimellem glemmer hvor gammel han er og glor "savlende" på en unge trunter med stiletter.... har dog lært ham at jeg ikke gider hans kommentarer om trunternes dejligheder 😮