Er bare ikke rigtig glad nogensinde...

Jeg har været sammen med min kæreste i 2 år... Vi har det godt sammen, men jeg føler bare ikke at jeg er rigtig glad....
Altså, han er sød ved mig og mine børn... Han er stille, men måske lidt doven anlagt, hvilket godt kan gå mig lidt på, at han ligger sig i sengen så snart han er færdig med at spise, på trods af at vi andre stadig sidder og spiser. De´r bliver han så mere eller mindre liggende til næste morgen...
Jeg føler han er så ubetænksom.. Han tænker `mig, mig og mig`- i stedet for ´os`, det er vel egentlig meget normalt at man tænker på ´os´ efter 2 år, er det ikk??
Jeg kan ikke sætte andre fingre på ham, men føler mig bare ikke rigtig glad. Jeg har ikke lyst til at være alene og så fortryde om et par uger/mdr, at vi har stoppet..
´Kan bare ikke rigtig finde ud af om jeg bare ikke skal være sammen med ham eller om det bare er mig der forventer for meget..'
Han har altid været på den måde og sådan er han... føler mig bare tit skuffet over hvor uengageret jeg føler han er...
Er det bedre at være alene end at have det sådan??
Er temmelig trist idag, fordi han har lagt alle mulige planer med kammerater, selv om vi egentlig havde planlagt at skulle lave noget sammen. det gør han tit... Sætter mig/os til side...
Håber i har nogle ord til mig...

at du skal spilde din tid på ham...nu skriver du ikke hvor gammel du er...men kunne du tænke dig at dele resten af dit kosbare liv med ham?
husk at livet bliver ikke genudsendt..
hvis du er ung er der masser af muligheder for at finde en der er mere aktiv...for ham her er nok ikke nem at lave om på når det har være sådan fra starten.
man kan sagtens være ensom og trist i et forhold....men det er som regel når det er uden indhold og sammenhold.
op med humøret og tag´dig nu sammen og gør noget ved det...for det bliver ikke ham der gør noget...han har det jo dejligt og som han vil ha´det😉

Jeg er 28, og ja det kan godt være at jeg bare skulle bruge tiden på at være glad uden ham... men synes det er svært at vide om det er rigtigt eller forkert at gøre det forbi med ham... savner bare nogle følelser. han siger aldrig noget som helst...

Jeg synes du skal skynde dig væk ... han bliver desværre nok aldrig anderledes.
Jeg var 31 da jeg mødte min eks, han var nøjagtig lige sådan, jeg brugte 17 år på at prøve at ændre det, det lykkedes aldrig
Nu er jeg single, og det kan da ind imellem være trist, at gå alene, men så skynder jeg mig at tænke på, hvor ensom jeg var i mit ægteskab, og t nu har jeg friheden til at gøre præcis som det passer mig, og når det passer mig :D
Hvis du vælger at blive alene igen, så lov mig at du bruger lidt tid, til at slikke sårene.
Det tager sin tid at komme sig, også selv om det er dig der vælger at stoppe forholdet, for mit vedkommende tog det ca 2 år, før jeg ærligt kunne sige at jeg var vidre
Håber du tager den bedste beslutning for dig og dit barn / børn
Hilsen Heksen 🙂

du vil blive meget mere glad uden ham...det er jo ham der giver dig de triste tanker...ikke ved det han gør ...men ved det han IKKE gør sammen med dig...hvis du er alene kan du gøre tingene som du har lyst til...og få din egen frihed til at finde nye bekendtskaber som er betydelig mere spændende end en mand der bare ligger og flyder i sengen hele tiden...du er ung ...der skal da ske noget...du skal ud og more dig mens du kan...du siger ikke noget om du har børn...hvis du ikke har, skal du sørme nyde tiden inden og prøve at finde den rette at få dine børn med...hvis du fik børn med ham her...ville de tro at det skulle være sådan at far ligger i sin seng hele tiden...og de ville se ham som rollemodel .
jeg kender en kvinde der har en mand som din...og hun har det mest triste liv jeg nogensinde har set....han gør bestemt ikke hendes psykiske sygdom bedre...tværtimod😉

og hvad endnu værre er, så optager han pladsen for en kæreste der "er noget ved". Du har spildt 2 år indtil videre - lad ikke det tredie gå på den måde også. Hvorfor skal dine børn have en uglad mor? Det har de vel ikke gjort sig fortjent til, og hvad skal de bruge en voksen mand til, der ligger og flyder i sengene, når han ikke er ude med legekammeraterne?

"..at han ligger sig i sengen så snart han er færdig med at spise, på trods af at vi andre stadig sidder og spiser."
Har manden ingen fornemmelse for bordmanér? Det er da nærmest pinligt, er det ikke?
- Nå men det er vel ikke nogen forbrydelse i sig selv, men at han - efter to år - stadig ikke tænker os og ikke har respekt for de aftaler han laver med dig/Jer, synes jeg ikke lyder ret godt. Det vigtigst er dog at du ikke er glad! Man skal ikke være sammen, hvis man ikke bliver gladere af det. Som mormor også er inde på, hvorfor skal dine børn have en uglad mor?
- Du skriver indledningsvis at I har det godt sammen, hvad er det der er godt, men ikke gør dig glad?

har jeg lært .. mennesker er forskellige steder ... har forskellige mål, forventninger og drømme. Jeg tror ikke længere på at man kan ændre andre kun sig selv. Det er tydeligt du ikke er tilfreds med det som tingene er.
Jeg vil hellere være alene end have noget halvt. Måske kan du foreslå en pause❓har ikke meget erfaring med det men måske har I begge brug for at "savne hinanden" eller finde ud af om I overhovedet vil hinanden. Måske er I bare sammen fordi I er bange for at være alene ?
Jeg syntes ikke du kræver for meget i hvert fald .... grib dagen. Det er kun os selv der kan ændre verden. Livet er for kostbart og for kort til at spilde .... ja det var mit input :-)

Pusen har vi prøvet... 1 mdr var vi fra hinanden... men jeg havde det egentlig fint. altså det var da lidt mærkeligt, fordi vi faktisk næsten slet ikke havde kontakt med hinanden... og han fandt ud af at han helt sikkert ville være sammen med os... Men føler bare det er det samme igen nu... Er ret frustreret over det synes jeg....

syntes jeg du skal konfrontere ham med det ... sig det som det er. Du ikke kan leve med hans holdning/indsats. Hvis han er sikker på at han vil dig/jer så vil han også kunne manne sig op. Gøre en indsats for at få tingene til at glide.
Giv ham et par uger til at bevise at han virkelig vil det I har.... så kan du se om du kan leve med det. Du kan jo ikke give ham garanti for at det ender uden brud men jeg tror helt sikkert .. det gør det hvis ikke der sker noget. Her skal brud forstås bredt :-) altså det er sku ikke lykken for dig det må han forstå. Du har som alle andre ret til at have det godt ... men det er ikke sikkert at han overhovedet kan ændre noget ved din tilstand mere. Måske er det allerede kommet for langt ud for dig .... men han kan ikke andet end gøre sit til jeres samværd hvis han ellers vil. Måske viser det sig ikke at være nok .... pres ham.
Fight for your right ... :-D