Er der noget om 7 års krisen?
Kære Carl Mar
Først vil jeg lige sige dig, at jeg altid har synes du var en provokerende stodder, men nysgerrigheden fik alligevel overtaget en dag jeg var på biblioteket! Jeg er vild med dine bøger, som efterhånden har fået favoritpladsen på min bogreol! Særligt seksualitet og følelser synes jeg er fantastisk.
Jeg er havnet i en krise efter 7 års ægteskab og ialt 13 års samliv med den samme mand. Jeg mødte min mand da jeg var 17, nu er jeg knap 33. Vi er jævnalderende. Vi har nogle dejlige unger. Vi er hinandens bedste venner, jeg holder utroligt meget af ham. Han er følsom, opmærksom og kærlig. Jeg er rapkæftet, udadvendt og fuld af krudt. Vi har altid suppleret hinanden godt, modsætninger mødes..., men jeg har altid haft følelsen af at han elskede mig mere end jeg elsker ham. Det har jeg ikke tidligere oplevet som et problem - men nu er der en anden fyr der har slået benene væk under mig, - jeg hader mig selv for at lyve for min mand, såre ham, sætte børnenes tryghed i risiko, men jeg kan bare ikke lade være. Jeg er forelsket i den anden. Han gengælder mine følelser, men er også etableret i en familie, vi ønsker ikke at såre nogen. Derfor har vi aftalt at det skal være slut imellem os. Men jeg er nedtrykt. Jeg tænker om jeg nogensinde har elsket min mand, som jeg burde? Er det "bare" venskab imellem os? Er han hvad jeg ønsker mig af en mand? Hvorfor får jeg lyst til en anden? Er jeg slet og ret vokset fra min mand? Min mand har ikke andet familie end mig og børnene og det synes jeg også yderligere gør det hele så svært - han har jo kun mig.
Handler min lyst til en anden om ubalance i mit ægteskab? Jeg kan jo ikke lave min mand om til at være "fanden i voldsk, her kommer jeg-agtig, jeg skal give dig modspil....", når det slet ikke er sådan hans personlighed er. Det er desværre bare nok lidt det jeg tænder på....
Jeg har desværre været min mand utro en enkelt gang tidligere, fordi jeg var vanvittig tændt på fyren - jeg har aldrig fortalt min mand om det, og det gør jeg heller ikke, men jeg føler mig som et dårligt menneske. Jeg var ikke forelsket i fyren, men betaget af ham - han fik mig til at blive vanvittig tændt - og det var længe siden jeg sidst havde følt blodet bruse i min krop, sommerfugle i maven, fonemmelse af lyst osv. Jeg tænder ikke særligt meget på min mand seksuelt mere, selv om vi har et ok sexliv. Jeg er en flot pige, får massere af bekræftelse når jeg går i byen osv. så jeg føler ikke det er bekræftelsen jeg søger, men hvad er det så? Er det mig der er bange for at se sandheden i øjnene; at jeg er vokset fra kærligheden til min mand?
Mange kram fra Tulle
Først vil jeg lige sige dig, at jeg altid har synes du var en provokerende stodder, men nysgerrigheden fik alligevel overtaget en dag jeg var på biblioteket! Jeg er vild med dine bøger, som efterhånden har fået favoritpladsen på min bogreol! Særligt seksualitet og følelser synes jeg er fantastisk.
Jeg er havnet i en krise efter 7 års ægteskab og ialt 13 års samliv med den samme mand. Jeg mødte min mand da jeg var 17, nu er jeg knap 33. Vi er jævnalderende. Vi har nogle dejlige unger. Vi er hinandens bedste venner, jeg holder utroligt meget af ham. Han er følsom, opmærksom og kærlig. Jeg er rapkæftet, udadvendt og fuld af krudt. Vi har altid suppleret hinanden godt, modsætninger mødes..., men jeg har altid haft følelsen af at han elskede mig mere end jeg elsker ham. Det har jeg ikke tidligere oplevet som et problem - men nu er der en anden fyr der har slået benene væk under mig, - jeg hader mig selv for at lyve for min mand, såre ham, sætte børnenes tryghed i risiko, men jeg kan bare ikke lade være. Jeg er forelsket i den anden. Han gengælder mine følelser, men er også etableret i en familie, vi ønsker ikke at såre nogen. Derfor har vi aftalt at det skal være slut imellem os. Men jeg er nedtrykt. Jeg tænker om jeg nogensinde har elsket min mand, som jeg burde? Er det "bare" venskab imellem os? Er han hvad jeg ønsker mig af en mand? Hvorfor får jeg lyst til en anden? Er jeg slet og ret vokset fra min mand? Min mand har ikke andet familie end mig og børnene og det synes jeg også yderligere gør det hele så svært - han har jo kun mig.
Handler min lyst til en anden om ubalance i mit ægteskab? Jeg kan jo ikke lave min mand om til at være "fanden i voldsk, her kommer jeg-agtig, jeg skal give dig modspil....", når det slet ikke er sådan hans personlighed er. Det er desværre bare nok lidt det jeg tænder på....
Jeg har desværre været min mand utro en enkelt gang tidligere, fordi jeg var vanvittig tændt på fyren - jeg har aldrig fortalt min mand om det, og det gør jeg heller ikke, men jeg føler mig som et dårligt menneske. Jeg var ikke forelsket i fyren, men betaget af ham - han fik mig til at blive vanvittig tændt - og det var længe siden jeg sidst havde følt blodet bruse i min krop, sommerfugle i maven, fonemmelse af lyst osv. Jeg tænder ikke særligt meget på min mand seksuelt mere, selv om vi har et ok sexliv. Jeg er en flot pige, får massere af bekræftelse når jeg går i byen osv. så jeg føler ikke det er bekræftelsen jeg søger, men hvad er det så? Er det mig der er bange for at se sandheden i øjnene; at jeg er vokset fra kærligheden til min mand?
Mange kram fra Tulle