Er det OK at råbe/tale hårdt til sine børn...

... når de skal irettesættes? Min mand og jer er dybt ueninge. F.eks. her til morgen, kaster vores 8-årige søn en skumgummi bold (han kaster ikke hårdt)så den rager vores tv-fjernbetjening på gulvet. Jeg sagde, at jeg ikke ville have bolde i stuen og bad ham samle op. Samtidig begynder min mand at råbe op. Det resulterer i at vores søn bryder grædende sammen, og forlader stuen. Jeg siger til min mand, at jeg ikke synes det er nødvendigt at råbe, at vores søn udemærket forstår budskabet også selv om det bliver sagt stille og roligt. Han snerrer ad mig og siger at han har sagt det 100 gange at han ikke vil have bolde i stuen. Senere kommer han og skælder mig ud for at blande mig i hans børneopdragelse. Jeg siger at jer ikke er ening med ham og at man ikke behøver at tale så hårdt som han gør. Det er meget ubehageligt for os alle.

Jeg lider stadigvæk af psykisk skader, pga. min fars råben.
Psykisk vold er 100 gange værre end et klap i numsen, men
det fatter myndighederne ikke.

Jeg synes som udgangspunkt ikke at man bare skal råbe og skrige for at råbe og skrige.
Men der er situationer hvor jeg synes det er i orden at hæve stemmen. Især i situationer hvor barnet gentagne gange er irettesat omkring den samme adfærd eller hvor barnet meget bevidst begår en uønsket handling for at provokere, så synes jeg det er i orden at tale med store bogstaver. Selvfølgelig bør børnene ikke direkte bryde sammen af skræk, men nogle børn bliver ret gode til at manipulere med krokodilletårer, og så er man altså nødt til at kunne bruge stemmen på en måde som med det samme får barnet til at mærke at det er alvor. Det kan dels ske ved at man hæver den en anelse men også ved at ændre tronefaldet.
Noget helt andet er at i som forældre virkelig bør blive enige om en fælles stategi for børneopdragelsen. Jeg forstår faktisk godt din mands reaktion hvis denne situation opstår gang på gang, og du ikke griber hårdere ind end at sige "det må du søreme ikke gøre igen lille ven". Måske er det vigtigt at i aftaler at man i første omgang forsøger at forklare barnet at man ikke vil have bolde i stuen (eller hvad det nu er) men at det er i orden at hæve stemmen eller f.eks. inddrage visse privilegier hvis det sker gang på gang.
Jeg vil f.eks. heller ikke have at der kastes med bolde i stuen, faktisk skal der ikke kastes med noget som helst (uanset hvad det er lavet af) og det er ikke til diskussion! Det handler om at jeg vil have et hjem hvor mine ting kan stå fremme selvom der er et barn, og det må de bare lære at tilpasse sig. Når den regel er forklaret ser jeg faktisk ingen grund til ikke at være konsekvent hvis det sker, for det handler jo simpelthen om almindelig diciplin og dannelse. Hvis man gang på gang lader børnene slippe afsted med ting de har fået at vide at de ikke må, så holder de jo op med at respektere en og de vil måske vokse op og tro at regler som hovedregler ikke gælder for dem. Det duer ikke hvis de skal fungere ude i den virkelige verden på sigt.

Nogle gange er store bogstaver det der skal til for at understrege alvoren.
Jeg giver ikke meget for det der snak med at man ikke må skælde ud på børn.
Se hvor egoistiske og hensynsløse mange af nutidens unge er. Det er i bund og grund et resultat af at de aldrig har mødt konsekvens og at de altid har fået at vide at alt hvad de har lavet er ihhh så fint og godt. Samtidig tror de at de altid kan få en ny chance, fordi det har de været vandt til.
Jeg ved godt at teenagere altid har været røvirriterende, men det er alligevel som om de er blevet værre og værre og deres periode i livet hvor de skal opføre sig tåbeligt bliver længere og længere.

Jeg er helt enig med dig. Der skal være regler, og det er der også hos os. Vores børn er som udgangspunkt (og det skal forældre jo sige) meget velopdragne. Og normalt er det ikke nødvendigt at hæve stemmen. Selvfølgelig kan det være nødvendigt af og til (og det gør jeg også selv). Jeg er meget alene med børnene og har INGEN problemer med at få dem til at gøre hvad jeg beder dem om, og fornemmer jeg at det kan være svært at trænge igennem, så plejer øjenkontakten at hjælpe.
Diskussionen mellem min mand og jeg opstår som regel fordi han er 'hurtig på aftrækkeren'. Det der med at råbe op med det sammen, det synes jeg er respektløs overfor børnene!

Du har ret - alt for mange børn får ikke sat grænser. Men det gør vores. I skolen får vi at vide at de er meget velopdragne og aldrig taler grimt. Det har været meget vigtigt for mig at lære min børn at man taler ordentligt til andre.
Så sent som i torsdag da jeg skulle hente den yngste på skolen, var der en dreng fra 1. kl. der kaldte mig noget grimt - uden videre. Jeg bad ham gentage hvad han sagde, og da han gjorde det - så gik jeg målrettet mod ham med FAST BLIK i øjenen (læs: arrigt blik) og sagde til ham: Nu skal jeg fortælle dig én ting. Du kender ikke mig godt nok til at tale sådan til mig. Er det så forstået? Svaret var et svagt ja. Med det vil jeg sige at vi voksne har ret til at reagere på uvorne unger.

okay. For mig er det kun et udtryk for de voksnes afmagt...og en lidt afstumpet måde at udtrykke sig på. Så næ, gu er det ej ok. Børn skal sommetider have tinfgene at vide mange, mange gange og nogle kan tonelejet godt være irreteret, men at råbe behøver man sku ik.

Hvis det er rigtigt som din mand hævder, nemlig at det har været nødvendigt op til 100 gange at fortælle jeres unge, at der ikke må spilles bold i stuen, jo, så mener jeg sgu bestemt at det er på sin plads at råbe op. Ungerne skal sgu da respektere at der er visse grænser for adfærden i hjemmet og selvfølgelig også udenfor hjemmet.
Noget kunne tyde på at du er for svag i din opdragelse af ungen....
Jeg går bestemt ikke ind for vold eller for psykisk ditto, men du er nødt til at trække grænserne skarpt op....
Derfor er det ind i mellem nødvendigt at brøle op....

råbe af barnet. Kan godt se at det er generende at et barn som godt ved at man ikke spiller forbold i stuen, gør det selv om han ved det ikke er ok. Børn prøver grænser. Børn tænker ikke ret langt. Og et eller andet sted så virker det bedre at en af jeg sagde: Ved du hvad unge mand. Hvis du ikke kan forstå at man ikke må spille bold i stuen så tager mor/far bolden og ødelægger den og så kan du ikke engang spile bold der ude mere. Du skal høre efter hvad der bliver sagt. Og var det mig der var mor i den givne situation så var jeg gået direkte ind på drengens værelse og havde taget noget som han holder af. tv, pc, og havde sagt at dette er straffen for at du ikke hører efter.
Nu er der så gået noget tid men man kunne sige til drengen at hvis det sker en anden gang så tager i det og det... Sådan er reglerne hos mig. Og tro mig de virker. Ingen der råber af børnene og ingen slår. Og barnet er flov når der kommer en smutter så det skriger ikke engang.

- Du skriver "det handler jo simpelthen om almindelig diciplin og dannelse" Ja men er det råben og skringen da? Børn gør ikke som vi siger, men som vi gør. Det er den een ting, den anden er
"Hvis man gang på gang lader børnene slippe afsted med ting de har fået at vide at de ikke må, så holder de jo op med at respektere en og de vil måske vokse op og tro at regler som hovedregler ikke gælder for dem. Det duer ikke hvis de skal fungere ude i den virkelige verden på sigt."
- Jeg har da virkelig ikke skyggen af respekt for en råbende og skrigende mand. I mine øjne er han en nar, og mon ikke andre også deler det synspunkt? Jeg ville nu mene, der der sytten andre metoder, der ligefrem virker.
- Det gælder også for mænd der råber og skriger af deres koner og er han vant til at komme godt fra det, så vil jeg mene, hun selv været med til at åbne ballet. Til hans kommentar om, at hun ikke skal blande sig i hans opdragelsesmetoder, kan jeg kun sige, hvis ikke de voksne kan udvise så meget beherskelse at deres opførsel ikke har skadevirkninger, så må de finde sig i indblanding - uanset for utidig de finder den.
- Jeg vil ikke finde mig i at blive skreget ad, og mine børn har heller aldrig skullet.

- men ikke med en ubehersket råben og skrigen. Det var heller ikke den metode du valgte vel?

vi er der.
smut så over grænsen og gi ham en endefuld *LOL*

...det var selvfølgelig ikke den metode jeg valgte

... og det var ikke fodbold. Han sad stille og rolig med den lille skumbold (10 cm i dia.) og pludselig kastede han den (ikke hårdt). Normalt respektere han altid når jeg siger at der er noget jeg ikke vil have. Jeg behøver ikke at true eller tage hans ting. Han er en stille og rolig dreng, som lige fik lyst til at kast bolden (måske for at ramme hans lego kasse som stod på gulvet).

men at hæve stemmen er ok, men ikke ubehersket.
Hvorfor har du børn i dit hjem hvis de ikke må være der? boligen er jo en fælles bolig og hvis man har så dyre ting at de er uerstattelige når der sker uheld, ja så bør man vælge børn fra.
Ikke at jeg mener børn skal have lov til at te sig som om de er de eneste i verden, men hvor der handles spildes der, sådan er det bare, også jeg har følt vrede når en af ungerne havde lavet noget de ikke skulle, men jeg beherskede mig dog og nøjedes med at glo olmt på dem, så forsvandt de ind på deres værelser og jeg kunne næsten mærke "fuckfingeren" når de vendte ryggen til mig, men det er nu engang et led i det at modnes både som forældre og som børn, og så giver det anledning til mange grin.

Hvis jeres søn ikke har disse lidelser så fatter jeg ikke hvorfor man skulle råbe.
Børn forstår jo ikke bedre fordi man råber. Du reagerer så stille og roligt og siger måske.. fy "Peter" det må du ikke. Hvis du irettesætter med den blide tone, så er han jo fuldstændig ligeglad, men der er ingen grund til at råbe ad ungen. Uden at råbe skal man i stedet vise at man ikke vil have den opførsel ved kort og kontant med vred stemme at sige [nej jeg vil ikke have det] du lyder lidt blød ;-) Man behøver ikke at råbe, men børn skal have et klart budskab om hvad de må og ikke må. Et lille pip om ..."det må du ikke "Peter" virker slet ikke". Det virker som om at i er to modsætninger, din mand og dig. Du er den forsigtige som bare pipper et fy, hvor han råber højt og skælder ud.
Skæld ud virker ikke på nogen børn, det er ens egne fustrationer man lufter her. Få i stedet fundet ud af jeres regler hos jer og forklar dem kort og kontant uden nogen vage forklaringer. Overskrides nogle regler så er der jo så en straf hvor en gode bliver fjernet for en periode.
Netop sådan noget som børneopdragelse kan splitte forældre. I skal være enige om opdragelse og reglerne.
Du skal ikke være en pyldremor og din mand skal ikke være et råbende og skrigende uhyre, så i må tale sammen om hvordan i bedst kan opdrage i enighed ;-)

hvis det skal virke langsigtet.

Din mand råber fordi han er frustreret.
Måske er han frustreret over at hans barn ikke er lydhør over for ham, men egentlig kun respekterer sin mor.
Det er et gæt; men ser dine børn at du respekterer deres far ?

at udsætte børnene for hånende eller nedværdigene behandling, og her mener jeg at råberi hører til.Det håner din søn, virker som om din mand mener at drengen er så debil at budskabet skal råbes ind.