Er kommet for sent igang med livet..

Kære alle derude..
Jeg er en Q i starten af 30'erne, men egentligt har jeg ikke nået ret meget..jo har en meget kort erhvervsuddannelse og ville også gerne lave noget nyt, men det har lange udsigter og det er svært at få adgang - netop pga. min alder.
Mænd..har været på en del datingsider efterhånden uden nogen succes..enten vil de ikke mødes med mig offentlig eller også er det tydeligt at de kun er ude på sex. Mange har igennem livet kaldt mig grim, drenget, og veninder..har jeg heller ikke. Det eneste positive i mit liv er nogle få pennevenner og så prøver jeg at ha' nogle sociale interesser..men selv om jeg forsøger at snakke med folk så går interessen aldrig den anden vej. Jeg føler mig uattraktiv og har kun haft en enkelt kæreste - han var meget ældre, men et rart væsen - men han lever ikke mere.
Jeg synes mit liv er så tomt - selv mine interesser (fitness, korsang og guitarspil) er ikke nok til at holde mit humør oppe.
Jeg frygter for fremtiden. Frygter at jeg dør alene og gammel. Jeg synes ikke jeg har ret meget at leve for.
Nå ved ikke hvad jeg ville med det her indlæg, bare lette mit [l] tror jeg

Du skal ikke gå rundt alene og have det sådan!
Hvis du har mod på det, så søg efter et sted med andre, der er alene og søger venskaber.
Du har ret til at være den du er og blive respekteret for det.
Når alt kommer til alt er det vigtigste om du er et ordentligt menneske, der vil andre og dig selv noget godt - begge dele er vigtigt. Du skal fokusere på at gøre ting du kan lide - for din egen skyld. Så skal der nok komme en ven eller 2 dumpende og hvem ved - måske en kæreste.
Slip ikke dine interesser, hvis du har kræfter til at hænge i, kommer lysten nok igen.
Alle de bedste ønsker for din fremtid

Jeg kender til en del af det du beskriver og kan skrive under på at terapi kan hjælpe en del.
Har du noget familie i dit liv?.
Jeg kan virkelig godt forstå det er barskt at være ensom, men jeg håber ikke du giver op. Jeg er siker på du har en hel del at leve for og en masse at byde på.
Når man har en depression er det meget svært at se noget positivt i livet og ikke minst i sig selv, men det er igen depressionen der lyver.
Du skulle måske finde flere svar og noget støtte på depnet.dk. Der finder du rigtig mange der er i dit sted og flere oplysninger om hvad der sker med din depression.
Uanset hvad, håber jeg du har mulighed for at komme i terapi hos en dygtig terapeut.
Start med at tage et lille skrit ad gangen, og jeg ved hvor svært det er med de små skridt når man bare vil være der hvor man ønsker her og nu. Der er ikke noget der sker over nat, men du kan tage det første skridt til det sted du ønsker at være i dit liv.
Jeg kender en del til at være bagud og se hvor meget alle andre når, og inden man når at se sig om er man blevet de 30 og alle andre har uddannelse, job, ægteskab, børn og vovse, og det får man sgu stress af.
Jeg ønsker dig alt held og lykke til at få det liv du øsnker dig.

Ja opsøg fx en psykolog, det må da være noget af en møg-situation at føle alt så "nederen"...

Inden jeg fik set mig om, var vi alle 30 og havde børn og var gift med uddannelse og job.
Jeg har oven i købet kæmpet for at nå dertil, men bliver hele tiden svigtet og jeg har haft svært ved at gennemføre en uddannelse, fordi der har været så meget sygdom i min familie, jeg har haft boligproblemer (svært ved at finde bolig) og har haft nogle ting med i rygsækken fra min barndom, som blomstrede op igen midt i krisen.
Nu hvor jeg er i start 30´erne, tror jeg at virksomhederne fravælger mig. Jeg har netop afsluttet min BA og starter på en kandidat efter sommerferien.

Jeg vil sige at det at jeg tog teten op igen og gjorde min BA færdig og nu skal igang med en kandidat, rykkede faktisk en del for mig. Nu har jeg gjort noget færdigt og snart har jeg en hel uddannelse. Håber jeg kan finde et arbejde mens jeg læser.

Jeg er mere og mere begyndt at tage ja hatten på. Men det er fandme svært, når skæbnen bliver ved med at pille den af 🙁
Men nu har jeg taget den på igen.

Men ja, man får totalt stress af at alle de andre bare kører smooth igennem. Eller ihvertfald noget mere smooth end mig. Jeg kender ALT til det.
Hold kæft hvor har jeg tudet meget over det. Havde halvandet år hvor jeg tudede hver eneste dag. Jeg følte mig så alene og fortabt og som en taber.
Min kæreste skred da jeg havde allermest brug for ham og vi stod og skulle flytte sammen. Men set i bakspejlet er det godt vi ikke er sammen. Det eneste han vil er at gå i byen og drikke sig fuld. Manden er 33. Men det er stadig hårdt at miste det fundament også.
Nå, det blev vist lidt rodet det her indlæg. Blev bare så glad da jeg så nogen i samme båd. Det har jeg virkelig ønsket at finde.

min veninde var lidt på samme sted som dig. Hun tog en uddannelse (aftenuniversitet eller åbent universitet). Når hun skrev jobansøgninger, vinklede hun den sådan at hun skrev at hun var igang med at videreuddanne sig, for at komme tættere på at nå sine mål.
Det hjalp. Men det er nu ikke mit indtryk at alderen fylder så meget hos andre. Det er nok mest i ens eget hoved.
Hvis du tager en uddannelse/kurser på aftenuniversitetet f.eks. vil du også med stor sandsynlighed møde andre på din alder og derigennem få et socialt netværk.
Jeg håber det bedste for dig og det er altså slet ikke så unormalt som du tror, at stå der hvor du står. På ettidspunkt så er det de andre der står i en krise og så har du rykket dig. Det skifter med tiden. Lige nu er det dig der står for skud, men hvis du tager skeen i den anden hånd nu, vil jeg godt garantere dig at det ser ganske anderledes ud om 5 år :)
Jeg tror det vil være en god ide for dig at søge noget prof hjælp. Det er godt at få vinklet sin situation af en professionel.

Hør nu, man behøver ikke nå alt, inden man fylder 30. Det er meget normalt med en 30-årskrise, men man kan jo se sådan på det, at det er en god chance til at ændre på de ting, man godt vil ændre.
Det er ikke nødv. den alder, hvor det er lettest at få venner, men jeg tror, du kan forvente, at kommende venner vil være lidt mere stabile, end da du var 15.
Da jeg var 30, var jeg lige gået i gang med uddannelse, var barnløs, og kæresten og jeg var gået fra hinanden.Gik helt i brædderne og kom op igen - selvfølgelig 🙂 Nu er jeg 41, har både kæreste, børn, uddannelse og er jobmæssigt godt på vej. Du skal ikke give op, det er der slet ikke grund til.

Er 41, kæreste og barn.. Og har alligevel TID til at sidde og spamme her på Sol?? 😃

Jeg har været hos terapeut, taget på højskole, gået til aftenskole..jeg har prøvet en masse men stadig ingen venner.. jeg har heller ikke selv nogle råd..mine forslag til mig selv ligner dem I så fint har listet op.

En dygtig terapeut? Jeg har været hos 4 terapeuter, alle sagde de samme ting, men jeg kommer ingen vegne.. Familie, har kun min gamle mor tilbage.

Ja, og selvom det er svært, skal du prøve at glemme din utålmodighed og fokusere på at få det godt lige nu og her. Hvad med at gå ind i noget foreningsarbejde? Der er mange, der har det lige så svært som dig - eller sværere. Det kan være rart at få øjnene op for det, for det vækker din handlekraft. Få det bedste ud af dagen i dag - og gør noget for en anden i dag. En lille ting er også noget værd - tag din mor med ud at spise og få hende til at smile. Din glæde tiltrækker andre mere end dine problemer ;)

Jeg er faktisk medlem af et par foreninger og er blevet besøgsven..et eller andet skal man lave..jeg har sågar taget på ferie med min mor flere gange fordi jeg ikke havde andre..nu er jeg så gået over til rejsehøjskoler i stedet.

Når du møder andre med sådan en "velkomst-replik" er det måske ikke så mærkeligt, at du må tage alene på ferie?

Normalt er jeg sjældent negativ overfor fremmede..så det med velkomstreplikken forstår jeg ikke.. men okay.. jeg opgiver!

Jeg tror jeg misforstod..folk tror at jeg er en sur mokke i virkeligheden..men altså..jeg er vel bare deprimeret og kan ikke finde ud af mit liv. End of story.

Nej, du er sgu da ikke nogen sur mokke, du gør en masse ting, og du skal ikke opgive. Sandsynligheden taler for, at du har god tid. 🙂

Det var lige sådan et indlæg jeg havde brug for at læse 🙂

Er også ved at kæmpe mig vej op ad. Det er røv svært, men jeg giver ikke op. Jeg er på vej og det gør mig glad at tænke på. Jeg har gjort brug af terapi og det har hjulpet mig rigtig godt.

Jeg var 32.
Min fætter flyttede til Kbh for et år siden og manglede virkelig et netværk. Han meldte sig ind i Ungdommens Røde Kors og har fået sig et netværk i dag. Pludselig bliver man jo ven med venners venner osv.
Det KAN lade sig gøre, men jeg ved godt det er pisse hårdt når man sidder fast i møllen.
Jeg har selv arrangeret turneringer og sådan for de frivillige så vi kommer tættere på hinanden og mødes privat med nogle af dem.
Hvad med arbejdet? Er der ingen der?

Jeg er ked af at din mor er alt hvad du har tilbage, som du taler med. Så må du da også have haft det virkelig hårdt i din ungdom og yngre dage. Det kan altså sagtens sætte en "tilbage".

URK..mangler ikke folk her hvor jeg bor..er nok heller ikke SÅ ung mere med🙂Jeg har prøvet at arrangere ting, læsegrupper..frivillige ting..men lykkes ikke med noget af det og ja..i min ungdom sad jeg alene, når de andre festede og har kun haft min mor at snakke med..lidt taber-agtigt.

Jeg overvejer KBH..men det er så fandens dyrt og svært at finde noget at bo i derovre.

Det er svært, men du er ikke den eneste, der har været helt nede at vende - det er meget almindeligt 😉

Folk er meget imødekommende herinde. Og der sker så mange interessante og hyggelige ting. Der er meget at se og lave.
Hvis du vil have et sted at bo som ikke koster alverden, så prøv at komme ind på Privatbos ventelister. Det er ikke tit de åbner, men hvis de åbner så har du udsigt til en bolig til en ret fornuftig pris og indenfor en overskuelig tidsramme. Vi snakker normalt et år eller mindre 🙂

Du skal tjekke deres hjemmeside/ventelisten den første hverdag i hver måneden. Hvis den åbner så er det omkring kl.9 og ca.15-20 min frem.

Gud hvor jeg dog kender det! Jeg er 29 og har så godt som intet opnået i mit liv. Nogen gange ved jeg egentlig dårligt nok helt hvad det er jeg vil. Jeg er gået i stå, føler ikke jeg kommer nogen vegne. Jeg har ingen uddannelse, har aldrig haft en kæreste, har ingen venner, og intet job. Dagene kører bare i ring. Føler mig ofte som en eller anden alien der ikke hører til her.

AAAAALT for godt. Det var sgu helt skræmmende. Jeg følte jeg kørte et parallelliv til resten af verdenen.

Jeg endte med at blive så træt af det hele, at jeg tog et skodjob, tjente rigtig mange penge og så tog jeg på sprogskole i Sydamerika og bagefter rejste jeg rundt.

Det var ligesom et slags wake up call for mig. Jeg fik et job som engelsklærer i en fattig by i Peru og endte med at lave noget jeg elskede. Det at gøre noget for andre inspirerede mig til at gøre noget for mig selv.
Så, jeg er begyndt på en uddannelse i DK. Jeg synes ikke DK er landet for mig, så jeg smutter når jeg er færdig. Jeg arbejder om dagen og læser om aftenen (og til jer brokkehoveder på SOL....JA, jeg betaler selv min uddannelse).
Jeg er igang med at planlægge hvor jeg skal hen næste gang og hvilken organisation jeg skal rejse ud med. Jeg glæder mig.

Måske kunne det samme være en mulighed for dig? Der er masser af os, tro mig. Jeg mødte en del på min rejse og har et netværk på en 10 stk som jeg taler med jævnligt.

og få set nogle ting og dermed få et nyt perspektiv på tilværelsen. Det har hjulpet mange.
Du kan tage med en organisation ud og rejse, så du følges med nogle.

Hej alle - tak for jeres råd, men jeg er i den situation at jeg har prøvet en del af tingene af og ja, skal også på højskoleferie senere - men stadigvæk.. der sker ikke så meget. Måske er det bare ikke meningen at jeg skal finde kærligheden osv. osv.
Men tak for jeres kommentarer og til nogle af jer: Altid rart at vide at man ikke alene.

Jeg vil anbefale at du først snakker med din læge. Hvis du er depressiv skal du have en henvisning til en psykolog eller psykiater, så du kan få hjælp til at komme fremad. Kognitiv terapi er rigtig godt til at vende tanke- og handlemønstre og jeg tror det er det du har brug for.
Vi er jævnaldrende. Igennem hele min barndom og en stor del af min ungdom blev jeg mobbet. Jeg har hørt mange gange at jeg var mærkelig, grim og aldrig blev til noget. Jeg adopterede i mange år andres opfattelse af mig og slog mig til tåls med at skæbnen ikke ville mig det godt. Jeg havde flere depressioner allerede som teenager, blev spise-forstyrret og ødelagde en ellers lovende sports-interesse ved at drikke og tage for mange stoffer. Jeg blev nemlig en del af en gå-i-byen-gruppe hvor det var en del af det og så blev jeg pludselig accepteret og inviteret til alverdens tid.
Men det hele havde en bagside; min tænkning var konstant negativ. Hvis nogen endelig spurgte hvordan jeg havde det, så var det et negativt svar. Meldte jeg mig til noget, så havde jeg negative forventninger om at ingen kunne lide mig, jeg var grim og dum og kunne ikke bruges. Jeg tiltrak rigtig mange uheldige personer af samme årsag; min miserable følelsesmæssige tilstand skreg langt væk og det tiltrækker altså ikke de mest positive mennesker.
Da jeg var 21 kom jeg for første gang i rigtig behandling for depression og og samtalerne var rigtig gode. Jeg fandt lige pludselig ud af at jeg selv var nødt til at tage ja-hatten på, selvom det var meget svært. At det jeg sendte ud i verden faktisk ikke var særlig positivt og at jeg derfor heller ikke modtog noget positivt. 5 år senere fik jeg så en diagnose på en sindslidelse. Og ved du hvad? Jeg så det som en gave! Jeg blev så glad den dag fordi jeg forstod hvad der var galt med mig og fordi jeg kunne få den rette behandling langt om længe. Det har ændret mit liv på mange måder.
Livet er ikke altid nemt for mig, slet ikke. Men som udgangspunkt ønsker jeg mig et godt liv, jeg VIL have det så godt som muligt, med mine begrænsninger. Jeg har gennemført en HF (havde også faglært uddannelse tidligere) og læser på en længerevarende videregående uddannelse. Jeg har overlevet et drabsforsøg fra min tidligere kærestes side uden at gå helt i stykker og sådan er der mange ting der er ændret. I dag betegner mange af dem jeg kender mig som glad, hyggelig og omsorgsfuld og det er noget jeg har fået med hjælp fra terapi OG min egen beslutning om et bedre liv.
Du har måske bare en almindelig depression, men det er slemt nok. Der skal gøres noget ved det. Virker det ikke første gang, så må du henvises til en anden. Får du medicin der ikke virker, så må du have noget andet osv., osv., osv. DU skal tage en beslutning om at du vil være en overlever og du vil have det liv du synes er godt; sæt dig ned og skrive punkt for punkt hvad det er du vil. Vil du have en ny uddannelse, så skrive det på. Vil du have en kæreste, så skriv det på. Vil du have et nyt hjem, skriv det på. Vil du gøre noget ved dig selv f.eks. træne, leve sundere, få en ny frisure osv., osv. Skriv det på.
I starten vil det være svært at tro på. I starten vil det være svært at sætte ja-hatten på, men det KAN lade sig gøre!
Første skridt er en tur til lægen; måske kan du nøjes med samtaler hos ham/hende, måske skal du videre i systemet. Men hjælp det skal du have, for ellers fortsætter det her, og det vil du ikke have. Jeg ved det hele lyder meget let, det er det bestemt ikke. Men det er virkelig værd at gøre noget her, for du KAN få dit liv som du vil have det (i store træk, træerne vokser jo ikke ind i himlen).
I øvrigt er 30 ingen alder. Jeg bliver 31 lige om lidt og jeg føler mig på ingen måde gammel eller "for" gammel, tvært imod. Jo ældre jeg bliver, jo mere afslappet og barnlig bliver jeg også. Indimellem så barnlig at selv børn synes jeg er for barnlig ;)
Alder er kun et tal. Du er ALDRIG ældre end du selv tror eller beslutter dig for at du skal være. For mig betyder det at jeg gennemsnitligt skydes til at være 5-7 år yngre, fordi jeg ikke har lyst til at være så voksen at jeg ligefrem bliver kedelig og gammelkoneagtig. Det har jeg selv bestemt, det ligger ikke til mig at være sådan, så hvorfor skulle jeg? Det samme kan du bestemme, men du skal turde det. Du skal turde tro på det og du skal turde bede om og tage imod hjælp.
Sommetider er smerten tryg. Den er ikke rar, men det er tryg for vi ved hvad det er. Når vi bliver svigtet igen og igen eller når vi løber panden mod en mur mere end én gang ved vi hvordan det føles og til sidst glemmer vi hvordan det føles at have det godt. Men det kan vi altså godt få; og det er slet ikke så dårligt, selvom det kan være skræmmende at skulle gribe livet, når vi første gang skal tage beslutningen om det. Det duer ikke at sætte sig på hælene og sige jeg har prøvet dit og dat, det virker ikke. Du skal blive ved, for på et tidspunkt falder du ind det rigtige sted og så virker det, også selvom det har gjort ondt, været svært - og lidt skræmmende.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke. Det er en kamp du skal i gang med, dit livs kamp. Men den er det helt sikkert værd. God vind!

Make-over, terapeuter, tåler ikke antidepressiver...been there done that :-) Men tak for din historie, yofilo.

jeg har også kæmpet mine kampe. om og om igen og når jeg lige troede at var ved at have styr på det, blev fundamentet fjernet fra mig endnu engang.
Mange gange gav jeg op. Sad og græd og surmulede i et hjørne. Så tog jeg JA hatten på igen og forsøgte igen, på en ny måde. Og nu ser det ud til at det lykkes.

Aldrig give op. Jeg ved det føles uretfædigt at se hvordan verden glider forbi med alle de lykkelig og succesfulde jævnaldrende, mens man selv tvivler på at det nogensinde sker for én selv.

Men det kommer også til dig. Men du skal ikke give op. Du kan give dig selv noget tid at restituere i, men så er det op på krikken igen [l]

men kom lige i tanke om, at min faster havde samme problem som dig og gik med det i over 10 år. Hun gik til hypnotisør og det fungerede for hende. Spørg mig ikke hvordan, men det fungerede altså. Hun har skrabet hele pakken sammen nu.
Jeg ved så ikke om det er fordi hun har lært at hypnotisere andre, men altså...give it a try 😃

med hele pakken mener jeg mand, unger, kanariefugle (i stedet for hunden) og bil plus nogle meget dyre cykler der altid er låst inde fordi de er så dyre (måske er det nogle af bivirkningerne ved hypnosen?).
Hun er det jeg vil kalde for lykkelig nu. Men det var så sandelig også hendes tur

Hej for sent i gang med livet. Det er aldrig for sent at gøre noget. Det er bare om at bruge de råd du får. Ja, det er godt at finde en god terapeut, det er faktisk det bedste, men en anden ting, du kan gøre, er, at melde dig ind i www.vi-kvinder.dk der er et netwærk for, ja kvinder. Søg på dit område, og du vil se, at der er aktiviteter, du kan deltage i. Det koster 300 kr. på årsbasis, men det er billigt for at starte kontakter, du måske vil kunne få venskaber ud af.
Held og lykke med det.

Vi-kvinder, depnet, er medlem begge steder uden nævneværdig succes [???]

Er kommet for sent igang med livet..
Øhh nej...
Du har bare opdaget at det er røvsygt at være voksen.
Du levede livet da du var barn. Gjorde du ikk?
Kan du se pointen?
Voksne arbejder, føder dumme unger med lav iq... dyrker sex, ser tv, går på restaurant, går på cafe, tager på ferie. Og så dør de.
Mig tror at du har overvurderet livet. Vi gør det allesammen, vi kan ikke lade være...
For alle fortæller os at livet er godt, og alle lader som om at de er glade og har det rigtigt godt, og du bør misunde dem.
Ha ha 🙂

Nå ja..ikke alle er lige positive.. men man må jo skønne på de enkle ting her i livet ik? At man er rask og har arbejde, så man har råd til tag og mad over hovedet - alt deruover må vel næsten være at betegne som unødig fråds 😖

Ja når man sådan lige lister tingene op kan det virke som man er bagud mht til tid og sted. Men helt ærligt INGEN har patentet på hvad livet er !
Jeg lever også alene og har altid gjort det. Jeg har også haft en alvorlig oplevelse i min ungdom som har spøgt en del ... da jeg sådan vågnede op af det og begyndte at begive mig ud på de veje som alle omkring havde været igang med længe så oplevede jeg kun skuffelse og sårede følelser.
Med tiden har jeg udviklet en alene tilværelse hvor jeg føler mig tryg i et eller andet omfang. Jeg har venner men er ikke videre social ... har nok udviklet den side mest vel. Men det har ofte været mit eget valg.
Men jeg besluttede mig for stadig at leve mit liv og at det blot var nogle andre aspekter jeg havde som indhold end de fleste omkring mig havde.
Man skal tage små skridt og udvikle ... ikke stå tilbage. Ønsker du at rejse så rejs fx. men tag den størrelse skridt du magter. Jeg tror det hele tiden handler lidt om at skubbe sig selv. Med tiden kan man tage større og større skridt ... samtidig vokser troen på at man kan og at det man har er godt nok.
Endelig så ved INGEN hvad morgendagen bringer så måske er situationen lige pludselig en helt anden. Hvem ved ?
Endelig så er jeg faktisk i dag kommet frem til at jeg ikke ØNSKER at bytte. I kraft af min udvikling ser jeg flere og flere fordele og mindre og mindre ulemper.
1 Jeg oplever meget uselvstændighed i min omgangskreds
2 Jeg oplever en stor grad af rutine (som virker røvkedeligt hvis jeg skal være ærlig her men holder det for mig selv normalt)
3 Jeg har efterhånden udviklet en række interesser - færdigheder som mange omkring beundre.
4 Jeg oplever en stor del selvhjulpenhed ... jeg kan selv og vil ! ... skal sku nok løse tingene. Ja og her af udviklet mottoet "jeg kan hvad jeg vil"
5 Ja og egentlig ser jeg mange par som lever "livet" og opfatter det faktisk ikke som noget at gå efter. Men det er jo fordi tigene har udviklet sig i anden retning for mig end dem. Ikke at deres er dårligere ELLER bedre ... det er blot noget andet.
Selvhjælpen har også været kernen til at jeg hele tiden tager nye skridt og udfordringer op fordi jeg føler jeg har en retning at gå (som er HELT min).
Håber du kan bruge noget af det ... græsset ER ikke nødvendigvis grønnere på den anden side af hegnet og ingen kender dagen.

Tror egentligt bare jeg skal trække mig tilbage fra det her liv..altså forstået sådan at når jeg har fået lavet de der skønhedsoperationer jeg har sparet op til over flere år kan det være at jeg får noget der ligner et liv.. jeg har faktisk aldrig hørt en mand sige noget pænt om mit ydre, ikke engang fra en fulderik.. jeg er 31. Fuuuuck....

Kan nikke genkendende til meget af det du skriver.
Er selv 20 år. Det er ikke et problem for mig, at tiltrække opmærksomhed fra det modsatte køn og folk vil meget gerne i kontakt mig. Fremmede mennesker går langt uden om mig på gaden.
Men sådan har det ikke altid været. Blev som lille fejl placerer i en specialklasse, for børn med vanskelig adfærd. Var usædvanligt begavet,dette måtte jeg ikke være fordi jeg skulle være på nevo med de andre. I det samfund min mor havde bragt mig til, efter hun havde mødt hendes nye mand, lærte forældre deres børn, at man ikke måtte snakke med børn fra specialklasserne. fordi det var psykopater. Derfor blev jeg holdt uden for, mine klassekammerater var dampbørn osv. da jeg selv er en person der er stille og rolig, var det ikke nogle jeg kunne knytte venskaber til. Stort set alt min skole tid gik med at diskutere og høre på ballade. Efter min mor fik barn med hendes nye mand, glemte hun mig.
de snakke om at sende mig på børnehjem fordi de ikke kunne styre hende. Jeg fik slag både i skolen af lærende (de måtte gerne bruge magt i den klasse jeg gik)og hjemme. Da jeg var 11 år, fik jeg nok og brugte alt min fritid på bodybuilding og selvforsvar.
Begynde at arbejde og tjene penge (lommepenge var der ikke noget der hed) arbejde hård på en gård til en latterlig lille løn
Da jeg var 13 var jeg efterhånden blevet så stærk, at mine forældre ikke kunne styre mig mere, og de fjernede mine vægtskiver så jeg ikke kunne træne med vægte.
Jeg begyndte at tage mere og mere magt over min egen tilværelse og gjorde efterhånden kun hvad der passede mig.
Da jeg var lidt over 14 nægtede jeg at gå i skole. det resulterede i at kommunen kom indover. Der skulle findes et andet skoletilbud som selvfyldelig skulle være en special skole.
Det nægtede jeg og blev derefter beskyldt for at lide af Asperger.
Dette gjorde mig meget sur, da jeg få dage tidligere have hørt om en mand der havde misbrugt børn, kunne blive frikendt fordi han led af Asperger.
Og forlangte derfor at blive frikendt på børnepsykiatrisk afdeling.
Efter 7 måneder og tre samtaler på børnepsykiatrisk afdeling var jeg frikendt, og fik et normalt skoletilbud som jeg sagde ja til. Gik der 1,5 år og skulle indhente en hel tabt skolegang det var hårdt men jeg klarede mig nogenlunde.
Tros store sociale vanskeligheder. Var i mellemtiden begyndt at lide af svær akne og det to endnu hårdere på min selvtillid
Prøvede forskellige produkter med svag virkning, prøvde så solarie og det virkede men kun hvis jeg kom med jevnlige mellemrum dette resulterede i et stort misbrug af sol.
Min selvtillid blev bedre jeg havde penge, gik i mærkevaretøj, var brun, så godt ud, kørte på fede scootere og var ved at få venner/veninder og kærester.
Men da jeg havde en fortid i en specialklasse var det stadig på prøvebasis.
Haps så kom min storebror, og købte alle mine venner med ophold i hans lejlighed, sprut, og mulighed for at have et sted at tage stoffer.
Meget af tiden brugte han åbenbart på at sprede rygter om mig, snart havde jeg kun fjender og blev overfaldet flere gange.
Derfor begynde jeg at gå med våben for at kunne forsvarer mig selv, det har resulteret i at jeg skylder 30.000 i sagsomkostninger fordi jeg forsvarede mit syn og ansigt for at bleve kogt.
Efter at være blevet slået ned adskillige gange forsvandt musklerne, og i mellemtiden var min akne blevet værre og værre. Kunne ikke længere sove om natte og mit imonforsvar var smadret.
Lå syg hver uge, blev fyret fra mine jobs pga. sygdom (alle mente jeg var fuld af løgn selvom jeg aldrig har løjet overfor min familie) Begyndte på stærke akne preps forsatte med sol da de ikke var effektive uden for mig (selvom huden var ekstra lysfølsom), da mine muskler forsvandt, tog det hårdt på min selvtilid og magtede ikke at bruge 7 år på at bygge dem op igen.
Så begynde på hormoner.. Fik pga. akne pillerne depression, oveni hatten blev jeg smidt ud hjemmefra var jeg enlig glad for efterfølgende, da jeg ikke kunne klare den belastning min mor var for min psyke.
Kom ovenpå igen starte på drømmeuddannelsen som alle havde sagt jeg aldrig ville kunne klare, blev mobbet groft det første halve år og kunne ikke koncentrer mig om skole.
Biler på gaden stoppede op efter mig og ville have fat i mig (ved ikke hvorfor måske pga. mine ørestikker) Mobningen på skolen var der ikke nogle der ville gøre ved så da jeg fik nok, konfrontere jeg manden.
Det endte i at der kom to fylde biler som prøvede at skaffe sig adgang til mit lejemål. det blev efterfulgt ef et indbrud, et år efter min far havde lagt i respirator var det min brors tur de overlevede begge har i dag en handicappede far og en bror der er hjerneskadet. Derefter var det min fars tur til at blive røvet og overfaldet af tre narkomaner der ville slå ham ihjel, heldigvis slap han væk og klarede episoden, med et par ødelagte hænder og snitsår i ansigtet.
I mellemtiden skulle jeg deltage i adskillelige retsager som vidne, under falsk anklage, og som anklaget.
I dag har jeg valgt at isolere mig, da jeg lider af PTS, stress (med alle symptomerne) socialfobi,angst depression, skisofani. Min krop og ansigt er hvad jeg kalder et sørgeligt syn pga. infektion der har givet mig store ar i ansigtet pga akne piller. mit pigment er skadet pga solarie kombineret med akne piller, har fået gynomasti pga hormoner.
Kan ikke føle glæde, kærlighed, har Marrit hver nat. og har enlig ikke lyst til at leve.
Men pointen med det hele er, at jeg tror bare at nogle af os er bestemt til at leve sådan et liv om vi ønsker det eller ej...

For sent igang med livet...kender den tanke...men drop den for den giver dig ingenting!
datingsites!drop dem...er mit råd...min erfaring...de fører intet godt med sig!
kast dig over virkeligheden...hvis du ikke vil leve for din egen skyld?(den følelse ændrer sig)...så lev for dem, der er værd, at leve for!gør det gode du kan...som sagt dem, der er det værd...du vil mærke det!
du får det bedre!
ved, at gå op i de ting i livet, der virkelig har dybere mening!
vis de ikke vil dig, er de ikke gode nok til dig!
vær god ved dig selv,stå ved din ret,spar op rejs ud, og oplev-sug ind, tag det med hjem!
...lad være med, at blive en slave af systemet!...det er sådan vi styres vi styres af vores følelser bla.det udnyttes i extrem grad idag, så vi er underkuet
...de skal genfinde dit inderste væsen igen,slippe det ud,åbne op...
meditation, er en god teknik, at være, så du kan genfinde intens tilstedeværelse i øjeblikket!
hvor før, og efter, er ligegyldigt...
hvor kun nu gælder!
forestil dig selv, som et stort barn..
drøm,følg dine ønsker,start fra bunden ved, at mærke langsomt efter i dig selv...
mindre rutine!
mere oplevelse!

Tror det er det helt rigtige input..accepterer alenelivet, friheden, rejserne, at jeg har penge nok skader heller ikke.. måske kan det at give op på nogle fronter, give mere livsmod..der er jo mange måder at leve sit liv på og selv om man må opgive visse drømme behøver man jo ikke leve indholdstløst.

Oplev noget!
Gør hvad du har lyst til.
Måske er det, du opfatter som et godt liv, ikke det der vil være bedst for dig?
Jeg synes, som andre nævner, at du skal gå ud og møde nogle nye mennesker, det er ikke så slemt ;)
Ellers snak med en psykolog, for du lyder sgu deprimeret, og man kan ikke blive lykkelig med en sort sky over hovedet S:
Håber du snart får noget [sun]-skin ind i dit liv
Becka [l]

Jeg møder masser af mennesker..men får aldrig den dybe kontakt til folk..og nej psykologer ikke løsningen..de forholder sig jo ikke til ens person, og det er kun ud fra egen erfaring at jeg ikke orker mere snak..nu skal der handling til.

Gør dig umage med den dybe snak så. 😉

Det er svært..som en anden skriver...det er svært at blive accepteret - folk har så mange forbehold og er man uheldig med udseendet kommer man bagest i køen..sådan er det bare, kynisk af H til.

Det forstår jeg skam godt.
Og samfundet kan være ret brutalt, jeg ønsker tit at man kunne accepterer alle, som de var. For hvis alle var ens, udadvente og farverige.. så var samfundet i virkeligheden helt gråt, på trods af alle farvene og al snakken.. 😕
Jeg håber for alle der har det dårlig med dem selv og deres omgivelser, at de en dag finder noget, der gør deres liv fantastisk :)

Hejsa.
Jeg er selv i 30erne og føler at vi måske har samme problemstillinger. Måske er der i virkeligheden langt flere end os end vi tror. Måske kan vi støtte hinanden. Hvor i landet er du fra?
Jeg selv er fra Nordjylland
http://www.sol.dk/debat/81-depression/2456122-sa-ensom-at-sjaelen-skriger

Jeg er fra Aarhus 🙂

hvis du har lyst til at kende en københavner, kunne vi støtte hinanden. Jeg har aldrig været i aarhus 🙂

hvordan får vi arrangeret det? du er velkommen til at skrive på min mail lene79@live.dk

til at sætte lidt skub i dig.