Er kristendommen konfliktsky?
Ftg har adskillige gange forklaret, hvorfor han ikke svarer på spørgsmål. Det er fordi sande kristne ikke giver sig af med diskussioner med folk der kritiserer dem, siger ftg. Skal kristne virkeligt gå og gemme deres følelser indeni, sådan som ftg siger, eller skal de i overensstemmelse med al sund fornuft sige deres mening?
Der findes skrifsteder der kan støtte begge synspunkter, så det er jo rimeligt nok at konkludere, at der må være en tid til at tale og en tid til at tie. Men startede de første kristne virkeligt en masse diskussioner, blot for at tie når de blev modsagt (altså, gjorde de ligesom ftg)? Lad os se, hvad Bibelen siger:
"Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med" ApG 6:8-10
Der er intet der tyder på, at Stefanus stak halen mellem benene når debatterne blev ophedede. Tværtimod- han fortsatte dem, indtil han vandt diskussionerne. Fortsættelsen på historien er, at hans "modstandere" førte falske vidner i en retssag imod ham. Det fik dog heller ikke Stefanus til at lukke munden: Han talte Roma midt imod og betalte for det med sit liv (ApG 7:54-60). Kan man forestille sig Stefanus tie stille, fordi et par debattører udfordrede ham på logikken i det han sagde? Nej, naturligvis ikke, den slags har man kun behov for, hvis ens logik halter!
Men forfølgelsen af de første kristne stoppede ikke med mordet på Stefanus. Her læser vi, hvad der mere skete:
"Og Saulus bifaldt mordet på Stefanus.
Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria. Der var nogle fromme mænd, som begravede Stefanus og holdt en stor ligklage over ham.
Men Saulus søgte at tilintetgøre menigheden, han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem fængslet.
De, der var blevet spredt, begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet" ApG 8:1-4
Var der tale om kristne der foretrak at tie, når de blev modsagt? Nej, der var tydeligvis tale om folk, der gik ind i diskussionerne med liv og sjæl. Hvordan skulle Saulus ellers finde frem til dem? Prisen blev for mange, fængsel, forfølgelse og død.
Senere blev Saulus selv kristen og skiftede navn til Paulus. Men Paulus stak heller ikke op for bollemælk:
"Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus, og han prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds søn. Alle, der hørte det, blev forbavset og sagde: »Er det ikke ham, der i Jerusalem ville udrydde dem, der påkalder dette navn? Og er han ikke kommet hertil netop for at fængsle dem og bringe dem til ypperstepræsterne?« Men Saulus blev stadig stærkere og satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus. Efter lang tids forløb traf jøderne i fællesskab den beslutning at rydde ham af vejen. Men Saulus fik nys om deres plan. De holdt tilmed vagt ved byportene dag og nat for at kunne rydde ham af vejen. Men en nat tog hans disciple og firede ham ned i en kurv og fik ham således gennem bymuren" ApG 9:20-25
Apostlenes Gerninger er fyldt med historier om De første kristnes kompromisløse prædikener om kristendommen. Og de stoppede aldrig på halvvejen, næ de kørte diskussionerne til ende og vandt dem!
Nu havde de første kristne naturligvis heller ikke et Vagttårns Selskab der kunne lære dem, at tie stille når de blev modsagt. På den anden side var det tydeligvis de første kristne der havde de bedste argumenter, så de vandt deres diskussioner, hvorimod Vagttårns Selskabets ræssonementer jo gentagne gange er blevet udstillet som det de er: ufatteligt dårlige ræssonementer! Der findes ingen eksempler på, at de første kristne startede en diskussion for at opgive den pga. modstand- gik de ind i diskussionen gjorde de den færdig!
Den virkelige årsag til, at Vagttårns Selskabet lærer sine "disciple" at tie når de møder ræssonementer de ikke lige kan svare på er, naturligvis, at Vagttårns Selskabet på den måde slipper for at miste alle sine medlemmer på trods af deres religions ufatteligt uigennemtænkte ræssonementer.
Taktikken er: Hvis nogen modsiger dig er det et udtryk for forfølgelse. Forfølgelse beviser du har sandheden, så du har beviset på, at du har ret lige der, og behøver slet ikke overveje ræssonementet du ikke kender svaret på. (naturligvis kender de nogle gange et svar, men "modstanderne" kender det ofte også og sidder blot og venter på, at de kommer frem med det, så de kan pille det fra hinanden).
Vagttårns Selskabet er en "buffer" mellem Jehovas Vidner og sandheden. Ved at overbevise medlemmerne om, at de skal gøre som Selskabet siger, sikrer de sig imod, at Vidnerne opdager hvor dårlige deres ræssonementer er. Når jeg eksempelvis påviser, at de første kristne diskuterede, tilbad og troede noget helt andet end det Jehovas Vidner tror, så "bider" det ganske enkelt ikke på Jehovas Vidner, for de er oplært til, at de ikke selv kan forstå Bibelen, men at Vagttårns Selskabet skal fortolke den for dem.
Så når Vagttårns Selskabet skifter holdning (det sker ret tit og kaldes "nyt lys"), så bruger de ofte nøjagtigt de samme skriftsteder til at forklare det nye synspunkt, som de før brugte til at forklare det gamle synspunkt. Og vidnerne klapper hælene sammen og tror det nye og forkaster det gamle. Ind imellem skifter Vagttårns Selskabet "tilbage" og så er det igen de gamle ræssonementer der er rigtige! Sådan er det eksempelvis gået med organtransplantationer- først var det "lovligt", så blev det "forbudt" og nu er det igen "lovligt"!
Den slags vanvid var aldrig gået blandt de første kristne. Hvordan skulle de have vundet diskussionerne, hvis argumenterne var elendige?
Der findes skrifsteder der kan støtte begge synspunkter, så det er jo rimeligt nok at konkludere, at der må være en tid til at tale og en tid til at tie. Men startede de første kristne virkeligt en masse diskussioner, blot for at tie når de blev modsagt (altså, gjorde de ligesom ftg)? Lad os se, hvad Bibelen siger:
"Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med" ApG 6:8-10
Der er intet der tyder på, at Stefanus stak halen mellem benene når debatterne blev ophedede. Tværtimod- han fortsatte dem, indtil han vandt diskussionerne. Fortsættelsen på historien er, at hans "modstandere" førte falske vidner i en retssag imod ham. Det fik dog heller ikke Stefanus til at lukke munden: Han talte Roma midt imod og betalte for det med sit liv (ApG 7:54-60). Kan man forestille sig Stefanus tie stille, fordi et par debattører udfordrede ham på logikken i det han sagde? Nej, naturligvis ikke, den slags har man kun behov for, hvis ens logik halter!
Men forfølgelsen af de første kristne stoppede ikke med mordet på Stefanus. Her læser vi, hvad der mere skete:
"Og Saulus bifaldt mordet på Stefanus.
Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria. Der var nogle fromme mænd, som begravede Stefanus og holdt en stor ligklage over ham.
Men Saulus søgte at tilintetgøre menigheden, han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem fængslet.
De, der var blevet spredt, begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet" ApG 8:1-4
Var der tale om kristne der foretrak at tie, når de blev modsagt? Nej, der var tydeligvis tale om folk, der gik ind i diskussionerne med liv og sjæl. Hvordan skulle Saulus ellers finde frem til dem? Prisen blev for mange, fængsel, forfølgelse og død.
Senere blev Saulus selv kristen og skiftede navn til Paulus. Men Paulus stak heller ikke op for bollemælk:
"Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus, og han prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds søn. Alle, der hørte det, blev forbavset og sagde: »Er det ikke ham, der i Jerusalem ville udrydde dem, der påkalder dette navn? Og er han ikke kommet hertil netop for at fængsle dem og bringe dem til ypperstepræsterne?« Men Saulus blev stadig stærkere og satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus. Efter lang tids forløb traf jøderne i fællesskab den beslutning at rydde ham af vejen. Men Saulus fik nys om deres plan. De holdt tilmed vagt ved byportene dag og nat for at kunne rydde ham af vejen. Men en nat tog hans disciple og firede ham ned i en kurv og fik ham således gennem bymuren" ApG 9:20-25
Apostlenes Gerninger er fyldt med historier om De første kristnes kompromisløse prædikener om kristendommen. Og de stoppede aldrig på halvvejen, næ de kørte diskussionerne til ende og vandt dem!
Nu havde de første kristne naturligvis heller ikke et Vagttårns Selskab der kunne lære dem, at tie stille når de blev modsagt. På den anden side var det tydeligvis de første kristne der havde de bedste argumenter, så de vandt deres diskussioner, hvorimod Vagttårns Selskabets ræssonementer jo gentagne gange er blevet udstillet som det de er: ufatteligt dårlige ræssonementer! Der findes ingen eksempler på, at de første kristne startede en diskussion for at opgive den pga. modstand- gik de ind i diskussionen gjorde de den færdig!
Den virkelige årsag til, at Vagttårns Selskabet lærer sine "disciple" at tie når de møder ræssonementer de ikke lige kan svare på er, naturligvis, at Vagttårns Selskabet på den måde slipper for at miste alle sine medlemmer på trods af deres religions ufatteligt uigennemtænkte ræssonementer.
Taktikken er: Hvis nogen modsiger dig er det et udtryk for forfølgelse. Forfølgelse beviser du har sandheden, så du har beviset på, at du har ret lige der, og behøver slet ikke overveje ræssonementet du ikke kender svaret på. (naturligvis kender de nogle gange et svar, men "modstanderne" kender det ofte også og sidder blot og venter på, at de kommer frem med det, så de kan pille det fra hinanden).
Vagttårns Selskabet er en "buffer" mellem Jehovas Vidner og sandheden. Ved at overbevise medlemmerne om, at de skal gøre som Selskabet siger, sikrer de sig imod, at Vidnerne opdager hvor dårlige deres ræssonementer er. Når jeg eksempelvis påviser, at de første kristne diskuterede, tilbad og troede noget helt andet end det Jehovas Vidner tror, så "bider" det ganske enkelt ikke på Jehovas Vidner, for de er oplært til, at de ikke selv kan forstå Bibelen, men at Vagttårns Selskabet skal fortolke den for dem.
Så når Vagttårns Selskabet skifter holdning (det sker ret tit og kaldes "nyt lys"), så bruger de ofte nøjagtigt de samme skriftsteder til at forklare det nye synspunkt, som de før brugte til at forklare det gamle synspunkt. Og vidnerne klapper hælene sammen og tror det nye og forkaster det gamle. Ind imellem skifter Vagttårns Selskabet "tilbage" og så er det igen de gamle ræssonementer der er rigtige! Sådan er det eksempelvis gået med organtransplantationer- først var det "lovligt", så blev det "forbudt" og nu er det igen "lovligt"!
Den slags vanvid var aldrig gået blandt de første kristne. Hvordan skulle de have vundet diskussionerne, hvis argumenterne var elendige?