Er vi for forvente?

Er blevet lidt inspireret, af alle de her tråde om single kvinder der bliver insemineret og "scor uden at røre en finger" - eller noget i den stil.
Og det får man til at tænke lidt på om kvinder OG mænd er blevet for forvente mht deres evt kommende partner.
Nu er jeg jo kvinde og kan snakke lidt uden den der scor tråd. Det er de færreste kvinder i 30'erne, der ville gide at prøve at score en mand der ikke virker interesseret. Vi er jo blevet for forvente, vi ved jo der er masser af mænd der vil os og som gider viser os interessen, men er det lige præcis derfor der er så mange singler?
Vi tager dem, der måske hurtigt bliver skiftet ud når interessen og opmærksomheden daler lidt, isteden for at gå efter dem hvor interessen og opmærksomheden kan udvikle sig?
Hvad med jer mænd? Vi kvinder har fundet ud af I er meget kræsne, men er I også alt for forvente?
Og kom du ikke med alle mulige dumme undskyldninger. Vi er ukendte herinde og kan komme med de reele holdninger ikke bare dem vi har på udenpå.

Sådan en, som scorekaj uden finger, ville jeg aldrig bruge et minut på. Grunden til han har trukket fingre og følehorn til sig er netop, som han selv forklarer HAN KAN IKKE HÅNDTERE AFSLAG. Hvorfor kan man så ikke det? Det kan man ikke fordi det koster på den magre selvtillid.
Da jeg nu hverken ønsker at være mor eller støttepædagog men kæreste, så er den type mænd udelukkede på forhånd. De er i virkeligheden bare modstykket til tidligere tiders "bænkevarmere". "Man må pænt vente, til man bliver valgt"
Det må da være rædselsfuldt. Giv mig nogle udfarende mænd, der tør.

Det er kvinderne der er det. De fleste kvinder vil bare have noget sex og ikke et seriøst forhold. Men for at give sex, så vil de også scores på den mest romantiske måde. DET gider mænd ikke mere, bruge en masse tid og penge på blomster og middage for en omgang sex. Vend den om, hvis kvinder skulle sende blomster, invitere på middag i byen bare for en gang sex og så slut.
Noget helt andet, så er de fleste kvinder dødsyge i sengen, der forventer de sku også manden laver det hele. Kvindekønnet har fået storhedsvanvid.

..at onanere. Så behøver man ikke invitere sin hånd ud at spise og sidde hele aftenen og høre på alle dens dødsyge problemer 🙂

Der findes da sikkert mænd der ikke er forvente, som der findes kvinder der ikke er forvente.
Men jeg har seriøst aldrig mødt i mand som ikke har sagt han er forvent, det samme gælder da mine mandlige venner - de er mindst lige så forvente som os kvinder er det, bare på et andet niveau😉
Vil de fleste kvinder ikke seriøse forhold??😕
Er det ikke det samme som mange kvinder siger om mænd??
Måske de bare søger jeres modsætninger.
Tja... jeg oplever ikke at mænd har stoppet al den romantiske måde - heldigvis🙂 men jeg er så heller ikke kvinden der knalder med en mand efter 1 eller 3 dates, der går noget længere tid😉

Uden at det skal komme den samlede kvindeverden, og dermed det skønneste køn jeg kender, til skade - så mener jeg senest efter den udsendelse om scorepiger på TV2 igår at DE piger ikke lader de værste scorekarle noget efter i overfladiskhed.
Men, dem vil du næppe ønske at blive sammenlignet med?
Da jeg bevæger mig i en verden, hvor man er kommet over de mest fascinerende sixpacks hos mig og mine jævnaldrende, er min målgruppe næppe den du tilhører - aldersmæssigt. Jeg tror at en betegnelse som "forvænt" ikke er så udbredt i min aldersgruppe.
Jeg har det dog som du. Jeg gider ikke det "dateri" længere, hvor man bare behøver at fyre krudtet af den første aften, fordi man ved at det vil blive en "kort affære". Det har jeg hverken lysten, eller alderen til længere. Jeg springer gerne over, selv hvis udsigten til noget nemt og hurtigt er god, for at slå til for alvor når den rette dukker op. Eller ihvertfald virker sådan.
Jeg er ikke desperat efter at få noget kvinde. Jeg har været forvænt engang. Det havde en del med mit job at gøre, hvor jeg mødte virkeligt mange "highend" kvinder. Men så snart det udvikler sig til et tag-selv-bord daler interessen fra min side. Senest nu hvor damerne ikke helt reagerer som de engang gjorde.
Nej, jeg stiler efter kvalitet fremfor kvantitet nu. Er der ikke udsigt til noget længere varende, så gør jeg mig ikke den store umage.
Mvh Hunter

Så har hellere ikke set det omtalte program, men det er nok næppe med aldersgruppe, bare navnet høre til blandt dem der er 10-16 år yngre end mig😉
Sixpacks er sjældent populære i min aldersgruppe, vi vil hellere have en blød, støt mand 😉
Men du er jo inde på fuldstændig det samme som jeg mener. Du er jo også blevet forvent - staves det med æ og ikke e??😕 - og det som sådan ikke dårligt medmindre vi bliver for forvent og måske glemmer dybere værdier.

Hej igen "påtværs".
Jeg mener at det bør hedde "forvænt", da det kommer fra vane og at vænne sig til noget? Men det er ikke afgørende, så bare at flere var i tvivl om hvad du mente, da at forvente noget ikke er helt det samme som at være forvænt.
Den TV udsendelse jeg omtalte, hed "Sex i Danmark - de vilde piger". Den blev sendt ret sent, så mange har nok ikke set den. Vi fulgte en flok piger i alderen 16-25 som tog alt det de kunne få fat i. Gik udelukkende i byen for at score en fyr for aftenen. Og jeg er da den første til at indrømme at jeg har "været der, og gjort det".
Men det var i min pure, og vilde, ungdom. 70erne var altså også i høj grad et tag-selv-bord for dem af os som var ude med snøren. Jeg fortryder intet, men kan altså ikke se det sjove i den slags længere.
Jeg er nu i en alder hvor jeg forlængst burde være "sat". Etableret med villa, volvo og vovse - samt voman (beklager stavemåden) Men ting går nu engang skævt i visse forhold, og jeg har måttet tage konsekvensen af det.
Det jeg ville frem til var, at jeg hellere snyder mig selv for en oplevelse af den horisontale slags, hvor jeg ved at det stort set vil blive ved den, og venter hellere til jeg møder en kvinde hvor udsigten til noget varigt ser god ud.
Jeg ønsker ikke at være forvænt, også selvom jeg indser at jeg var det. Men vore værdier og syn på tosomheden ændrer sig med tiden. Man går væk fra det mere lystbetonede til det mere stabile. Og forhold hvor der er dybde, mentalt set. Man kan vokse sammen, selvom man først starter i fremskreden alder. Og det er langt mere givende, end disse korte lystbetonede bekendtskaber.
Mvh Hunter

Men den er altså svær at skrive noget om, uden det bliver sådan er kvinder og sådan er mænd.😕 Sådan nogle indlæg hader jeg.
Når der er så mange singler af begge køn er det så virkelig fordi alle har så høje forventninger til hvem og hvad der score en, at det aldrig lykkedes?
Omvendt synes jeg der er rigtig mange par der lader sig nøje. Hvis de ikke direkte ydmyger hinanden, så er de i hvert fald ikke gode for hinanden.
Den der med singlekvinder der ønsker sig børn, hvor faderen ikke er kendt, og uden forpligtelser overfor ham er svær. Man kommer nemt til at tage store ord i sin mund, men det er et eller andet sted et symptom på, at vi er blevet bange for nærhed. Tænkt at være så bange for at noget skal mislykkedes at man ikke en gang tør prøve at lukke en anden person ind i sit liv.
I stedet for tænkes der, at når det kan gå galt, så lader man hellere være med at prøve at finde en. Det synes jeg er sørgeligt.
Måske er det et symptom på at vi er en hel generation af skilsmissebørn, der er blevet bange for nærhed.
Jeg vil anbefale skilsmisse til enhver tid, frem for dårligt ægteskab, men det betyder jo ikke at man skal miste troen på andre mennesker.
Jeg elsker samtalen, og enhver kvinde jeg synes er sød at snakke med, vil efter et par gange blive den smukkeste person jeg kender. Men man standser jo ikke op og snakker med hvem som helst.😖
Jeg er ikke på datingsider, men har venner jeg kigger over skulderen. Hold kæft hvor det svært at komme til at tale med folk i dag. Alle gemmer sig bag pc'en og man skal godkendes i hoved og røv. Leve op til det bedste i 20 kategorier og sende billede.
Så er det sgu da klart at der ikke er nogen der kan leve op til hinandens drømme, når de så endelig mødes.
Nå det var en lang forklaring på det jeg egentlig mener. Nemlig at vi mangler viljen til nærvær. Hvad det så end skyldes. Vi er som generelt blevet bange for tæthed, ømhed og nærvær i samtalen.
Fordi vi kan jo gå hen og miste noget. Noget som ingen andre nogensinde vil kunne give os igen. Drømmen om et perfekt liv er blevet til viden om: det jeg har nu er godt nok, og jeg vil ikke miste det.
venlig hilsen
Grøn

Bortset fra det med skilsmisse børn. Det er jo aldersbestemt. Jeg er midt i 30'erne og der er igen i min omgangskreds eller i min omgangskreds's omgangskreds der har skilte forældre, der er først blevet normalt for dem der er yngre.
Og så lige det der er min single kvinder og insemination. Det er jo ikke fordi de ikke vil have nogen, men tiden løber fra dem. De har måske 1-2 år tilbage at få børn i og så kan jeg godt forstå de ikke tør vente og se om manden dukker op i løbet af de par år. De søger jo stadig mænd selvom de er insemineret eller har fået børnene.

Når de er singler til langt om i 30'erne, uden at have fundet mr.perfekt, så er det for mig et tegn på at de er bange for nærvær.
Selvfølgelig leder de videre som de hele tiden har gjort, men det er angsten for nærheden der gør at han ikke er fundet. Sådan ser jeg på det. For når man er i 30'erne så har der selvfølgelig været emner undervejs.
Med hensyn til skilsmissebørn, så tror jeg mere du er en ener. Jeg er 42 år og hele min forældres generation er også skilt, ligesom dem i 20'ernes forældre.😉 Jo jeg kender da også par der har været gift hele tiden, om jeg kan sige det på den måde, men ikke så mange, at jeg kan sige det er normalen.
Det er meget sjældent nogen kan sige som dig.
venlig hilsen
Grøn

Han har været inderligt overbevist om, at der altid kom en sporvogn til, men de er altså væk nu, og for at gøre det rigtig besværligt, så har de sku også taget skinnerne op😃
Udbuddet af de "gode piger" var noget større fra han var 18 til han var 39 end det er nu. 😉 Men han kan da sige han kom "blokken rundt"

Hvornår blev det kønsdelt?
Der er jo ligeså mange single mænd i 30'erne som kvinder, men de er måske ikke bange for nærvær når de er single i 30'erne??
Jeg synes da jeg hører mange både kvinder - og mænd, der mener af det modsatte køn ikke er seriøse.
Bortset fra det mener jeg intet det har med nærvær at gøre. Jeg kender flere der har haft 2-3 forhold af 4-8 år varighed og mellem forholdene har de ofte været single i 2-4 år, og så er de altså endt som single i 30'erne og i 40'erne😉
Derudover kan der da være mange andre grunde.
Eks. mig😃 Jeg er ikke bange for nærvær, men vil ikke have børn og har aldrig mødt en mand der ikke ville have børn. De sidste 5 år har jeg tilmed kun mødt meget desperate mænd. Grunden til jeg har været valgfri single i 1 år nu er, at hvis jeg mødte endnu en mand der mente, at vi efter 1 måneds dateri skal tage stilling til om vi vil hinanden resten af livet, så tror jeg virkelig jeg slår ham.
Det med skilmisserne kan da være tilfærdigt, men kender ingen på min alder hvis forældre er skilt og har aldrig datet en mand med skilte forældre, så jeg troede faktisk det mest var noget der er kommet senere.

selvfølgelig gælder min påstand også singelmænd, men nu var det de kvinder som ønsker barn selv, bemærkningen faldt i sammenhæng med, så derfor ser det ud som om bemærkningen "kun" gælder dem.
Der er rigtig mange forskellige grunde til singellivet. Det vi snakker om er nogle hovedtræk.
Jeg vil gerne prøve at begrunde hvad jeg mener med nærvær. Ved først at bruge mig selv som eksempel.
Fra sidst i 20'erne til mit i 30'erne levede jeg i et forhold. Vi var gift noget af tiden. Set i bakspejlet gik det galt lang tid inden jeg ville skilles. Men mine argumenter blev ikke hørt, på den måde jeg ønskede de blev hørt på.
Men andre ord, var vi sammen, uden at være tætte eller have nærvær. Jeg har derfor lært hvor vigtigt det er at tale sammen, og ikke mindst forstå hinanden. Noget der kun opstår i nærværet. At man altså ud over at lytte og høre og forstår hinanden. Så det er jeg naturligvis obs på til næste gang.
Det er der rigtig mange par der mangler nærvær. Det kan gå et stykke tid. Nogle gange lang tid, men tomheden i forholdet vil på et eller andet tidspunkt komme op til overfladen.
Så ja. I mine øjne kan man sagtens have forhold bag sig uden at beside evnen til nærvær. Det kan være overfor en konkret person eller generelt, at nærværet mangler. Jeg ser det som en tidsånd, uanset om grunden er skilsmisse, pc forbrug eller andet.
Vi er alle generelt blevet dårlige til nærværet. Det er kun glædeligt hvis du ikke er bange for nærværet, men du skal jo finde en der heller ikke er det. Altså lytter og forstår dig. Ligesom du skal forstå ham.
venlig hilsen
Grøn

Måske er jeg naiv. Men jeg tror altså der er mange der IKKE er bange for nærværet. Måske jeg finder ud af jeg tager fejl om en del tid, men jeg tror nu på nærværet🙂

Vi tror alle på nærværet. Og vi tror alle vi har det. Spørgsmålet er mere præcist, om vi har det overfor den vi tror vi har det. For nogle er det en livslang øvelse fra forhold til forhold.
Forhåbentlig lære vi hvad nærvær er, eller vi finder det frem. Har vi fundet en der brinder nærværet frem i os, så har vi fundet den rigtige. Naiv eller ej.😉
Af samme grund går der altid et par gange før jeg for alvor synes, at hende vil jeg gerne lære bedre at kende. Fordi jeg opdager hun er lige så nysgerrig som mig. Kan argumentere for det hun står for, uden jeg nødvendigvis er enig eller fordi hun gør opmærksom på hun er uenig, men gerne vil høre mere om hvorfor jeg mener, hvad jeg mener. Lutter gode egenskaber, som fortjener at blive undersøgt nærmere.🙂
Lad mig komme med en anonym historie.
En mand inviterer en kvinde på cafe. Det er en meget speciel cafe med mange gode, fine og specielle øl. Det er mandens ynglingssted og han glæder sig til at vise det til den kvinde han god kan lide og gerne vil gøre indtryk på.
Hun er ikke meget til øl, og efter at have set hvad de har ønsker hun at han bestiller vin til hende.
Han bliver lidt skuffet, nu hvor de er et godt ølsted og han hade sådan glædet sig til at præsentere hende for noget af det han godt kan lide, så han spørger igen om der virkelig ikke er noget øl hun gerne vil smage.
Nu bliver hun skuffet over, at han ikke hører hvad hun virkelig gerne vil have, og hun føler sig lidt presset.... og skuffet.
Jeg stopper historien her. I mine øjne har begge ret ud fra hver deres motiv. Det, det gælder om fremadrettet er at få talt om begges motiv til at sige som de sagde, og så kigge fremad.
Hvor mange par tror du gør det, og hvor mange gange om ugen tror du sådan en situation opstår, hvor begge føler sig krænket, uden at få talt om det.
Her er det nærværet og tætheden kommer ind i forholdet. Er man i stand til at tale om sådan nogle situationer, så begge bliver "vindere."? Det vil sige så begge har lært af situationen, så lære man hvad nærvær er. Fordi så har man lyttet og samtidig fået noget ud af det selv.
En meget kortere version af ovenstående er, at du selvfølgelig ved hvad nærvær er- Det gælder om at finde en der har samme opfattelse af nærvær som dig.
Hvilket ikke er nemt, når man ser sig ud iu den store verden.😖
venlig hilsen
Grøn

Jeg forstår heller ikke de mennesker, der efter 3 dates kan mene at de gerne vil lære personen at kende.
Den første måned går for mig bare med sjov, hvor jeg skal føle at dette vil jer gerne altså at det er inspirerende nok. Først derefter begynder jeg at overveje om jeg virkelig gerne vil lære personen at kende.
Det kan være du har ret. Jeg håber da ikke mange kommer til at stå de situationer. Jeg ville aldrig kunne ende i sådan en situation, da jeg simpelhen er for ærlig.
Men igen den nærvær jeg tror på, er noget dybere end den du snakker om.
Det du snakker om der vil jeg aldrig kalde nærvær og kan ikke forestille mig mange ville kalde det nærvær.

skal vi nu til at argumentere om, hvem der er dybest.
I mine øjne hænger det sammen. Jeg er da helt med på, at der er forskellige niveauer, men grænserne er flydende og påvirker hinanden.
Jeg vil da være taknemmelig, hvis du ville give et eksempel på, hvad du mener er dybere end at kunne snakke sammen, om sine ønsker og lyster. For dernæst at føle sig forstået.
Og bortset fra det, så er det selvfølgelig mig der er dybest. Øv bøv. Altså, hvad tænker du på.😉😃😃 Jeg er jo højest, så jeg kan finde dybere følelser.😉😃😃
venlig hilsen
Grøn🙂

misforstået🙂
De eksempler med ølbarer samt dit tidligere forhold, hvor du siger i ikke hørte hinanden.
Det mener jeg ikke er nærvær og jeg kan ikke forestille mig at nogen mener det.
Det var det jeg mente😉

undskyld, det sene svar, men jeg har et liv åbenbart.🙂
Hvis du ikke mener det, at tale sammen og forstå hinanden er nærvær, så er jeg i den grad nysgerrig på at vide, hvad det så er, nærvær er?????
At samtalen finder sted på en ølbar er jo blot et sted. Det kunne være hvor som helst. Det er jo samtalen og forståelsen, der er eksemplet.
Himmel og hav.
Kom med et eksempel.
venlig hilsen
Grøn

At skærer det lidt ud😉
Du har skrevet manglen på forståelse for hinanden og det at lytte til hinanden at mange mener at bare det er nærvær. Og det mener jeg bare ikke nogen ville kalde nærvær. Det er å langt fra nærvær ikke at lytte og forstå hinanden.
Under børn emne, er der en der har oprettet en tråd om hendes mand ikke vil have barn nr 3. Hun har slet slet ingen nærvær med sin mand, når hun kan skrive den tråd og mene det, men jeg kan simpelhen ikke selv tro at hun tror at det er nærvær.
Nærvær er bla at snakke sammen og forstå hinanden, men de eksempler du giver der snakker de jo faktisk ikke sammen og forstår ikke hinanden, da de ikke snakker sammen.
Der er jo ingen kommunkation eller snakke sammen i det der foregik på den bar, som du beskrev.
Hvis de snakkede sammen og der var kommunkation ville de jo sige hvad de reelt mente og ikke ligge låg på sig selv hele tiden.

Du skal da også have det hele serveret på et sølvfad.😃
Det er nemlig lige præcis at snakke sammen, lytte og forstå hinanden.🙂 Hvilket de ikke gjorde på cafeen. NETOP DERFOR ville det gælde, at de skulle snakke sammen fremadrettet, for at få løst deres manglende kommunikation Nøjagtig som jeg skrev.
Men hensyn til mit ægteskab, så blev vi jo netop skilt, fordi jeg ikke mener det er nærvær.
Hvor mange par tror du får snakket ud om disse "daglige" misforståelser, (hvilket jeg også skrev), som min begrundelse for, hvorfor der er så mange singler. (det er nemlig trådens emne). I mine øjne er der meget få par, der får snakket ud om "misforståelser." Derfor min negative indfaldsvinkel.
Men jeg FÅR altså BEGRUNDET, hvad der skal til i situationen, for at det efterfølgende er nærvær.
Din første sætning i ovenforstående indlæg give ikke mening for mig. Jeg forstår ikke, om du er enig med mig eller ej, i at samtale og forståelse er nærvær. Eller om du mener, nærvær er mere end det.
Hvis du mener det er mere end det, skylder du stadig et eksempel.😉

Vi er helt enige om, at hende i kategorien børn, ikke forstår sin mand, og min mistanke er , at hun har et dårligt ægteskab, hvor hun gerne vil have "noget" at lave, der ikke har med hendes mand at gøre.
Nærvær er at tale sammen, lytte og forstå hinanden. Hvilket jeg faktisk mener jeg give udtryk for i mine indlæg.
Så ja, jeg er helt med på at cafeen ikke var nærvær. Nærmest det modsatte.
venlig hilsen
Grøn🙂

Nærvær er også fælles nævner for forventning af/med livet og ønsker for livet.

Men det ved du jo ikke før du har talt sammen med vedkommende, og selv der, er der mange der går galt af hinanden, fordi der ikke bliver lyttet.
Du oplever for eksempel at mændene gerne vil fortsætte med at se dig, selv om du ikke ønsker børn, fordi de regner med "at kunne lave dig om" eller noget i den stil.
Så samtale, samtale samtale og lytte, lytte lytte, forståelse forståelse forståelse.
Der er ingen der kan læse andres tanker. Heller ikke selv om de tror de kan det. Der skal samtale til.🙂
Selvfølgelig skal man finde en med nogenlunde samme værdier, som en selv på de områder, der virkelig betyder noget for en.
Det er samtalen gennem nærværet, der afgør om du finder ud af om den anden har de værdier. Først og fremmest om du føler dig forstået.
Det er min erfaring, at hvis man føler sig forstået, så bliver uenigeheder af mindre betydning.🙂
De højere magter forbyde, at du ved det dag 1. Så er det jo ikke sjovt at finde partner😉, hvis det er afklaret ved første møde.
Måske er det egentlig der, problemet er. Folk gider ikke at ofre mere end et enkelt møde i jagten på det perfekte parforhold. Hvis der ikke er kimi der, så er det, duer ikke, væk. Ikke mere plads i kalenderen.
venlig hilsen
Grøn

Som jeg har skrevet før, fatter jeg ikke de mennesker der kan mene at de ved om de vil en person efter bare 1 måned....
Kemi, er så et ord jeg hader. Man har kemi med sine venner ellers var de ikke dine venner, du skal gerne have en gnist med en partner.

Det har du nemlig så meget ret i.🙂
Gnisten skal være der, og holdes i live.
venlig hilsen
Grøn 🙂