Et følelsesetisk spørgsmål

Kan man tillade sig at pålægge et andet menneske en viden om sine egne følelser rettet mod dette menneske? "Ja", ville de fleste måske svare, men hvad nu hvis disse følelser var kærlighed og forelskelse og man samtidig vidste, at udtalelsen af disse følelser ville komplicere et ellers harmonisk venskabs/arbejdsforhold? Hvad hvis man selv vurderer, at den person som de kærlige følelser er rettet mod, af praktiske eller følelsesmæssige grunde ikke kan gengælde disse følelser? Hvad hvis man selv er 50 % tilfreds med det rent bekendtskabsbaserede forhold, der allerede eksisterer, og ikke tør satse hele butikken for at få det hele? Hvad hvis aldersforskel og livssituation ikke umiddelbart indbyder til et forhold? Hvad hvis man på trods af dette, er opfyldt af kærlige følelser i en sådan grad, at man ikke kan få fred i sindet? Skal man da stadig forstyrre den andens tilsyneladende ubekymrethed for at få fred i sin egen sjæl? Skal man fortrænge følelserne som uvelkomne og forbudte, og hvordan gør man det? Findes der nogle generelle regler eller et par gode husmodertips om dette?

Du må ALDRIG lade chancen for kærlighed gå forbi dig - det kunne blive dit livs oplevelse..

Eller mit livs nederlag? Min pointe er: Hvem giver mig ret til, at vade ind i en anden persons liv og erklære mine følelser? Det er en person, som jeg er "tvunget" til at se hver uge. Hvad hvis hun ikke er interesseret i at høre, hvad jeg føler? Jeg har forsøgt at sende så mange signaler, men de bliver ikke opfattet og returneret, som jeg gerne ville have det.

...."de bliver ikke opfattet og returneret, som jeg gerne ville have det".
Er det så reelt hende du vil have? :)

Det er nok rigtigt. Men følelserne er der endnu. I går aftes var vi i biografen. Det skulle man tro, var et signal i sig selv, men det er det bare ikke. Der er mange fisk i vandet, men ikke alle har lige præcis den smukke kombination af alle regnbuens farver.

som startede tråden her? – og du er 26 som din profil bekræfter. Så er det dig der er regnbuen🙂Hvis ikke det kan ses, mærkes, fornemmes?

Det er mig, som førhen var anonym, men i mellemtiden har fået oprettet en profil. Det som står i profilen, er dermed under 1 time gammelt og derfor sandt fra ende til anden.
Det er pænt at dig, KKKK, at foreslå mig som den regnbuefarvede fisk - jeg vælger i hvert fald at opfatte det som et opmuntrende kompliment. Men sagen er, at jo ældre regnbuefisken bliver, desto smukkere folder den sig ud (dog indtil en vis alder, må det vel retfærdigvis bemærkes). Den fisk i vandet, som jeg så gerne vil fange, er godt inde i det aldersmæssige årti efter mig. Hvad præcist mener du med "Hvis ikke det kan ses, mærkes, fornemmes"?

Hvis ikke det kan ses, mærkes, fornemmes, at du fisker og gerne vil fange hende😉 hvorfor så ikke fiske i en anden sø?
Bliver du mæt af at fiske, uden fangst? ;))

Tjo det kan selvfølgelig også være en drivkræft; at det man ikke kan få, er mest interessant.

Nej, mæt bliver man ikke at af kaste snøren ud igen og igen i den samme sø, hvis fisken er så snedig (eller dum), at den svømmer uden om det lækre madding på krogen.
Det er for mig ikke en drivkræft, som du ellers fornuftigt nok foreslår. Kræfterne er meget bedre brugt på andre gøremål, hvis man ved, at fisken aldrig vil lade sig fange.
Men ligesom ludomanen bare lige skal prøve med en sidste mønt, håber fiskeren også hver torsdag morgen, når han vågner, at lige netop denne dag, bliver dagen, hvor den sjældne regnbueørred må overgive sig.

Har du været tydelig i din fremtoning/signaler?
Kan du mærke, at hun modtager dine signaler? – uden at give tilbage.
Hvad får du ud af, at hige efter hende, jeg tænker.... et eller andet må komme retur til dig? Hvilket? – er det håbet?
For i forelskelsen er håbet – hvem har lyst til, at denne følelse skal tvinges væk af det rationelle?

Kære KKKK. Jeg skal gerne besvare dine spørgmål, ligesom jeg er beæret over, at du viser min sag interesse. Jeg fornemmer, at der bag dit navn gemmer sig lidt af en "kærlighedsekspert" (i ordets positive forstand, uden medbetydninger af negativ karakter). Før jeg svarer på spørgsmålene og forhåbentlig gør både du og jeg endnu klogere, vil jeg dog gerne spørge dig om noget: Hvad er det, som giver dig lyst til bruge tid på disse spørgsmål? Er det nysgerrighed? Spænding? Chancen for at få be- eller afkræftet nogle fordomme? Dit svar har betydning for formuleringen af mine svar, så jeg håber, at du vil besvare spørgsmålet ærligt.

Jeg har et lykkeligt forhold på 7-8 år bag mig og vi elsker hinanden i dag. Jo vi har oplevet nedgang ;)) klart alt andet ville være en parodi.
Jeg tror jeg har valgt at bruge min tid her pga. din personlighed. Jeg er imponeret over dit hovedindlæg, som overraskede mig – din tankevirksomhed – for derefter, at du kan sætte ord på... også er du en mand ;))
Men allermest det hensyn du udviser.
Med dit hensyn er det næsten svært ikke, at respondere.
Så i bund og grund så er du en interessant karakter.
Hvad jeg får ud af det? - jeg bliver klogere, på min omgangsform/dialog, jeg ønsker sjældent at give et svar, men vil gerne give spørgsmålene til, at finde det.

At blive kaldt "interessant" er altid dejligt. Når jeg ønskede at spørge dig om dine interessemotiver, før jeg gav i mig kast med dine gode spørgsmål, var det netop for at få en fornemmelse af, hvor du stod henne på flere forskellige planer. Det giver du egentlig et godt billede af blot i ovenstående indlæg.
Jeg trækker prædikatet "kærlighedsekspert" tilbage til fordel for labelen "alment interesseret". Ok?
Dine spørgsmål er meget tankevækkende.
Du skriver: "Har du været tydelig i din fremtoning/signaler"?
Det er jo nok kernen i problemstillingen, som du der rammer. For at kunne bedømme, om de signaler man udsender er tydelige, må man jo have en eller anden målestok for den slags.
Min målestok har været, og er, hvor vidt jeg selv ville fange vibrationerne, hvis en person af det modsatte køn udsendte dem til mig. Det er måske en utilstrækkelig afvejning, at måle ens egne signaler på sig selv, men det er vel det nærmeste og mest pålidelige værktøj man har. Det er mest prøvende blikke og små korte kommentarer, som udgør mit personlige arsenal af signaler. Jeg har den indstilling, at man i en forstand træder ind på en andens personlige domæne ved at udsætte vedkommende for signaler.

Du skriver: "Kan du mærke, at hun modtager dine signaler? – uden at give tilbage".
Jeg er i tvivl om, hvor vidt hun modtager mine signaler. Men sikkert er som sagt, at hun ikke reagerer på dem, som jeg håber. Hendes reaktioner kan jeg bedst beskrive som venskabelige, uformelle, imødekommende (men altså ikke oplæg til noget..). Vi snakker og griner. Hun forstår, og reagerer på, (de flest af) mine vittigheder og jeg på hendes.
Hun virker bare så tilfreds med sin tilværelse som singlemor, at jeg ikke tror, der er plads til en partner, medmindre han er 110 % perfekt og det ideal, kan jeg ikke leve op til.
Du skriver: "Hvad får du ud af, at hige efter hende, jeg tænker.... et eller andet må komme retur til dig? Hvilket? – er det håbet"?
Ja, det er afgjort håbet. Selve min higen giver mig ikke noget, ud over lidt søvnbesvær og irritation over uforløste følelser. Det der kommer retur til mig, er vel netop håbet. En lille ting hun pludselig gør, eller siger, får mig til at tænke: "Måske vil hun alligevel have mig." Hun har bare alle de egenskaber, jeg ønsker mig hos en kommende partner. Selvironi ikke mindst, et sjældent og yderst skattet gode.

"For i forelskelsen er håbet – hvem har lyst til, at denne følelse skal tvinges væk af det rationelle?"
Er det ikke her, mennesket er evigt ambivalent? Det rationelle ville bringe klarhed, men samtidig rive og ud af en tilstand af behageligt drømmeri. Jeg er ingen skørtejæger og falder ikke for piger på min egen alder (grov generalisering). Urationaliteten ligger i, at min regnbuefisk er 8 år ældre end jeg, har et barn og har kendt mig i 5 år, uden at vi har haft nogle "øjeblikke". Jeg har dog altid haft følelser for hende. Først meget små så større og større. Mon ikke de eksploderer, og derved forsvinder, på et tidspunkt?
I går var vi i biografen og ude at spise. Bare os to. Det hele var hyggeligt, men samtidig rationelt og venskabeligt. Samtaleemnerne arbejde, pladsnormering i institutioner og den slags.
Jeg tør ikke blive for konkret - ikke af frygt for at hun skulle læse dette, hvilket måske i virkeligheden ville være det bedste, der kunne ske. Nej, jeg er nervøs for at tolke og konkretisere og derved ødelægge en ellers rimelig neutral skildring af situationen.

Kunne være et verbalt; jeg er vild med dig.
Men jeg tror vi, kvinder elsker handlingen frem for som du selv skriver, at konkretiseringen kan give konsekvenser, altså et ja eller nej, man skal forholde sig til, som kan være ødelæggende, men tænk også bringende;)
Hvad nu hvis det var bringende – var du klar til den, udløsningen af forelskelsen? Indgå i en familie, hverdag osv.?
Hvis jeg må have lov til, at blive lidt provokerende?😉
Jeg finder dit hensyn for interessant, men jeg kunne omformulere det til, et ”nøjes”. Du nøjes med 50% glæde, samvær med hende. Jow jeg forstår godt angsten for at miste, et venskab! Men nøjes du fordi du ved, der følger mere med? Altså er det et hensyn til dig selv?
110 % perfekt, sig mig lever du i en drømmeverden? - det er da, da ingen af os der er – hvad er det du ikke kan måle dig med, eller for den sags skyld give hende?
Du tror ikke der er plads til en partner...hmmm hvor kommer den tro fra? Hvad nu hvis hun havde været en utilfreds singelmor, ville hun så have været mere attraktiv? Du fejler altså her, hvis du skriver ”ja” :))
Dog synes jeg der er en fare i (lad mig nu ikke ødelægge det) at i har kendt hinanden i så lang tid. Set med briller i hvilke roller der har været, der er og hvor i er på vej hen? Måske er hun stadigt i ”været” – specielt hvis ikke hun har set signalerne. Signalerne har måske af denne grund været ubetydelige, eller de er blevet sorteret fra, da jeres indgang til relationen har været ven-baseret? Det er som om, der så skal en vulkan til før man får øjnene op til ”hvor er vi på vej hen”? Du ved vanen og magten ;))
Så måske er eneste udvej ;)) at sige det, at tænde den vulkan, at male en ekstra farve på fisken?
....Og jeg beklager hvis jeg har taget mine træsko på....men så finder du bare høvlen ;)

Nogle af os ser altså ikke "de små signaler", fordi vi ikke efterlyser en partner, men det behøver bestemt ikke han ikke er velkommen, så derfor: reagerer hun ikke på de små må du geare lidt op. Det kan selvfølgelig gøres i små nøk, men jeg tror egentlig du indtil videre, har druknet dig selv i en form for hensynsbetændelser - og ingen er interesseret i en veg mand (skulle måske nøjes med at sige nogle)
Kom dog ud af busken og se hvad det bringer. Jeg har da aldrig oplevet endnu at nogen blev fornærmet eller det der er værre af en velment interesse i personen. Kun hvis man ikke forstår og tager et afslag til efterretning giver det problemer.

Høvlen bliver i skabet, der er ingen grænser overtrådt. Også velkomment med indlægget fra 3.-hånd.
Ok, nu hvor jeg genlæser de steder, du hiver fat i (KKKK), kan jeg godt se, at jeg har formuleret mig lidt for bombastisk visse steder. Der er et problemerne ved at sætte ord på så komplicerede fænomener som følelser.
Jeg vil gerne hive fat, i noget du skriver i begyndelsen af dit svar. Hvorfor er det, at jeg ikke bare siger direkte til hende, at jeg finder hende varm som en kakkelovn på en hedebølgende sommerdag? Er det kun af frygt for at miste et venskab? Nej, sandheden er i dette tilfælde bredere end det. Faktisk er det først inde for det seneste halve år, at jeg oplever, vi har fået en venskabelig relation. Ikke at vi har været uvenner før da, men der har det mere haft karakter af et (venskabeligt) arbejdstager/arbejdsgiver forhold: Jeg passede hendes søn nogle timer, hun stak mig 200 kr. (SORT! Tag den Kristian Jensen). Nu har det ændret sig, faktisk parallet med mine følelser for hende.
Der er 3 ting, jeg er bange for at miste ved at tone rent flag.
- Den relation som langsomt udvikler sig til et godt venskab.
- Forholdet til hendes søn, som jeg holder utrolig meget af, og ville have svært ved at undvære i min hverdag.
- Sidst, og klart også mindst, de små 1000 kr. om måneden for pasningen (jeg er studerende)
Dertil kommer selvfølgelig, at jeg, som du skriver, er bange for at såre mig selv. Dette er muligvis den dårligste af de 4 "frygtgrunde", men ikke desto mindre et oplevet reelt problem - især hvis man som jeg, er blevet gevaldigt stukket i ryggen før.
Det er et interessant scenario du opstiller med den "utilfredse alenemor". Når jeg svarer uden at tænke, mener jeg, at sagen så ville være desto lettere og klarere: En alenemor som ikke vil være alene = tag-selvbord. Men grunder jeg dybere over det, og det er vel også din pointe: Ville en utilfreds alenemor have de glædesspredende og næstekærlige egenskaber, som min regnbuefisk har? Næppe.
Vanen og magten er en klar magtfaktor i dette spil. Du må tænke på, at jeg blot var 21 år, da pasningsordningen begyndte, mens hun var en "moden" kvinde på knap 30, dvs ældre end jeg er i dag. Der er derfor stærkt belæg for at sige, at den afstand som jeg har tilbagelagt i personligheds- og identitsudvikling, den tid jeg har kendt hende, er meget større end hendes ditto. Forstår du?
Den person (mig) hun kendte til at begynde med, var måske lidt genert, svarede kortfattet på hendes spørgsmål og tog hurtigt hjem, når hun kom fra arbejde (vi har vel alle været 21). Hvor meget af den person husker hun og hvor meget ser hun udviklingen?
I dag er vi to voksne, jævnbyrdige personer, som eksempelvis i går ved vores biograftur.
Ja, jeg er klar til en familie. Ja, jeg er klar til en hverdag med børn, så længe der også er plads til mine bøger. Spørgsmålet er kun, om den også er klar til mig (-:

Har du tænkt videre? - er du mere afklaret i dag?

Nej ,jeg stillede dig nogle spørgsmål, som jeg henviser til.

Det var dog et ualmindeligt modent og intelligent og velovervejet indlæg her på debatten. Jeg er helt paf.
Hvad læser du til? Please - nysgerrig!
Umiddelbart vil jeg mene, at det på en måde i mine øjne synes at udvikle sig lidt. Jeg ville nyde det lidt endnu, hvis jeg var dig. Jeg ved ikke om det er smart at sige, at du er vild med hende, og jeg tvivler på, at det helt er din stil.
"...af følelsesmæssige eller praktiske grunde ikke kan gengælde disse følelser", hvad mener du nøjagtigt med det.
Hvordan blev biografturen igangsat?
Har du overvejet at vise hende dine indlæg?

Er det dette her? ; ”Den person (mig) hun kendte til at begynde med, var måske lidt genert, svarede kortfattet på hendes spørgsmål og tog hurtigt hjem, når hun kom fra arbejde (vi har vel alle været 21). Hvor meget af den person husker hun og hvor meget ser hun udviklingen?”
Hvordan skulle jeg kunne give dig et gyldigt svar?
Jeg vender retur til ”været” ”nu” og ”hvor er vi på vej hen”? Klart du har udviklet dig – men prøv at dele tingene op: Kæreste/ven-relation og din/hendes udvikling. Din udvikling fra 21 år til nu, er måske irrelevant? – og dog?
Jeg tror også mænd er sådan indrettet (drøftede det også med min mor ;)) ) at mænd forelsker sig igennem venskab, hvor kvinder gerne vil have forelskelsen først og derefter venskabet.
- Så hvis i først nu er begyndt, at udvikle et godt venskab, så tror jeg det er vigtigt, at du bliver kaptajnen på skuden og får sejlet denne hen mod forelskelsen frem for venskabet.

Det var ikke helt en ordre, men dog et ultimativt krav. Ligesom du definerer din skribentrolle, som "en der ikke giver svarene, men giver spørgsmålene til at finde dem", definerer jeg mit forfatterfundament her på debatten, som en der ikke bare øser ud af sine livspersonlige overvejelser til Gud og hver mand/kvinde. Derfor: Hvis du stiller et kortfattet og ganske ureflekteret spørgsmål på 8 ord, må du forvente, at boomerangen kommer sløvt tilbage. Som man råber i skoven, får man svar.
Din sidste pointe er interessant. Jeg har faktisk oplevet noget lignende i tidligere forhold. Hvis det er sandt som generalisering, at mænd tænker venskab -> kærlighed og kvinder omvendt, så vil jeg bestemt tage det til efterretning. Jeg synes dog, det er ærgeligt. At tænke kærligheden før venskabet kræver, at man virkelig tror på kærlighed som en ægte følelse og ikke medtænker parforholdet som historisk konstruktion. Jeg vil gætte på at 95 % af verdenshistorien parforhold de sidste 2000 år, har været venskabs- eller slægtsbestemt. Deraf følger, at kærlighed som en følelse der skal binde et parforhold sammen, er en relativt ny og uprøvet konstruktion. Denne påstand underbygges ganske tydeligt af skilsmissestatistikkerne.
Så når du siger, at "kvinder er sådan indrettet", hentyder du til noget biologisk. Jeg tror snarere, at meget af vores accepterede følelsesliv ligger i kulturen, mens vi dagligt undertrykker en masse følelser, som hører vores biologiske natur til og derfor er mere "sunde" og "rigtige" end følelserne i vores kulturbagage.

Kære pet. Tusind tak for dine rosende ord til mit indlæg. Det gør mig glad og varm om hjertet, at ord jeg har skrevet, fremkalder sådanne reaktioner. Især er det rart, at du er så konkret i din ros. Måske vil du ikke rose mig for den bemærkning, som nu følger.
Jeg kan ikke vide præcist, hvad du lægger i ordene "her på debatten", men jeg vil sige dig, hvordan jeg læser det. Her på debatten er der langt mellem snapsene. Jo, der forekommer gode, seriøse indlæg, hvor man virkelig kan mærke, at forfatteren har tænkt dybt over det, der skrives, men det meste er underlødigt, kortfattet og uden reel mulighed for at skabe intellektuel fremdrift. Jeg anerkender, at det er min forståelse af et debatindlæg, som udgør en minoritet i denne sammenhæng og at det derfor er mig, som er galt afmarcheret. Når jeg alligevel valgte dette forum til mit hovedindlæg, var det for at få respons, samt at undersøge hvilken form for respons det gav udslag i.
Desuden stiller jeg mig uforstående til, at stort set alle vælger at anonymisere deres person så meget, herunder også at holde deres profil "lukket". Det tenderer for mig at se til krysteri. Dette udfald rammer beklageligvis også dig, men er igen et produkt af min "forkerte" forståelse af dette debatforum: Jeg kan ikke se, hvordan det gør debatten bedre, at man ikke aner, hvem man taler med. Tværtimod. Blot et navn, et køn og/eller en alder, ville være tilstrækkeligt.
Trods din sproglige bønfalden vil jeg vælge at holde min uddannelsesretning hemmelig. Delvist som modsvar til de mange ukendte debatansigter som beskrevet ovenfor, delvist fordi jeg ikke helt kan se relevansen i denne sammenhæng.
Kort svar på dine spørgsmål:
Hvad er det, du vil have, at jeg skal "nyde lidt endnu"?
- Nej, det ligger bestemt ikke til mig, at være så direkte i udtalelsen af mine følelser for et andet menneske (jævnføre argumentationen i mit hovedindlæg).
- Følelsesmæssige grunde: Ganske enkelt at hun ikke gengælder mine følelser. Kærlighed er vel et to-vejssystem.
Praktiske grunde: Barn, aldersforskel, livssituation, boligforhold, m.m. Alt sammen noget som idealisten vil sige, er flintrende ligegyldigt, hvis kærligheden er til stede, men som realisten vil tillægge dog nogen betydning.
Biografturen: Bioturen blev igangsat, fordi jeg inddirekte spurgte til, om hun også troede, at en bestemt film som gik i biografen var god. Hun sagde ja, og foreslog, at vi kunne se den sammen.
Vise indlæg: Det indgår ikke i mine planer, at vise det jeg skriver frem til andre end dem, som alligevel læser det her på debatsiden.

Det er ikke mere plads i tråden, der for klistrer jeg mig på her.
Jøsses *G*
Siden hvornår, har vi fået medspillere her på Solen? ;))
”Det var ikke helt en ordre, men dog et ultimativt krav. Ligesom du definerer din skribentrolle, som "en der ikke giver svarene, men giver spørgsmålene til at finde dem", definerer jeg mit forfatterfundament her på debatten, som en der ikke bare øser ud af sine livspersonlige overvejelser til Gud og hver mand/kvinde. Derfor: Hvis du stiller et kortfattet og ganske ureflekteret spørgsmål på 8 ord, må du forvente, at boomerangen kommer sløvt tilbage. Som man råber i skoven, får man svar”.
Ja ja jeg sagde jo du var interessant😉
Men sandt er, at du således bragte mig ud af min rolle, som spørgsmål giveren. Jeg havde ikke en forventning til, at jeg skulle yde i sådan en udstrækning - eftersom det ikke er mig, der ledte efter svar? Jeg ønsker ikke her, at negligere dig eller dit problem og forstår godt; giver og modtager relationen.
Mit problem her i forhold til min rolle er, at du pressede ( måske er begrebet pressede et forkert ordvalg, bare du forstår ) mig via dit krav til, at give svar – mine tanker bag var; at du var frustreret, derfor svært, at finde løsningen – hvis løsningen er svær, kan det være befriende, at få tingene konkretiseret, da man her har et valg, i stedet for, at man selv skal tænke sig til valg/ene.
Hertil ønsker jeg ikke, at der skal herske en magt gennem vores dialog – men modsat, hvis jeg ønsker mig en substans, så er det mig umuligt, at få den ved at stille betingelser, med den forklaring, som du benytter: ” Som man råber i skoven, får man svar”.
Jeg kunne så have kastet mig ud i spørgsmålet: Hvordan kan det være, at du ikke ønsker, at dele dine livs personlige overvejelser til Gud og hver mand, her på en anonym site? Tænk jeg synes det ringer lidt som et paradoks? Trods for jeg godt forstår den menneskelige reaktion bag. For har du overvejet, perspektivet for vores din og min relation?
Jeg kunne også have boret mere i de igangværende spørgsmål? Men vender så tankerne tilbage til din og min relation? For jo mere du åbner dig, jo mere vil du påvirke mig til, at åbne mig - ville du så være min ven? Ønsker du en ven? Ønsker jeg en ven? Eller ville det ebbe ud i en flad fornemmelse, hvor denne forløsning ikke er til stede? Som i dit det oprindelige hovedproblem.
Men derfor må jeg erkende, at jeg ikke har været god nok til, at spørge – men samtidigt sætte spørgsmålstegn ved om det kunne have været mig muligt, at kende hele konteksten, set i lyset af, at dette er en anonym site, altså at jeg ikke kender dig og jeg kun kan forholde mig til det skrevne?

Gider du, at uddybe denne: ”Så når du siger, at "kvinder er sådan indrettet", hentyder du til noget biologisk. Jeg tror snarere, at meget af vores accepterede følelsesliv ligger i kulturen, mens vi dagligt undertrykker en masse følelser, som hører vores biologiske natur til og derfor er mere "sunde" og "rigtige" end følelserne i vores kulturbagage”.
Fordi sådan som jeg læser det, så mener du det er sundt, at undertrykke vores biologiske natur?

Jeg vidste jeg havde glemt noget ;))
I forlængelse af: ”Mit problem her i forhold til min rolle er, at du pressede ( måske er begrebet pressede et forkert ordvalg, bare du forstår ) mig via dit krav til, at give svar – mine tanker bag var; at du var frustreret, derfor svært, at finde løsningen – hvis løsningen er svær, kan det være befriende, at få tingene konkretiseret, da man her har et valg, i stedet for, at man selv skal tænke sig til valg/ene”.
Hvis jeg giver min mening tilkende i forhold til hvad du skal gøre, så stimulerer jeg ikke din indre motivation – du vil måske ikke mærke følelsen af en succes? – og herved handle ud fra mine erfaringer... er det fair? At jeg måske påvirker dig til et forkert valg? Er det, at tage et hensyn??

Jeg tror jeg forstår hvor problemet kan ligge mellem denne kvinde og dig. Du føler ikke, du kan trænge dig på med dine følelser, da hun ikke kan (vil eller tør?) vise hun gengælder dine følelser. Ved selvfølgelig ikke hvad hun føler, men tror der er stor sandsynlighed for, hun føler mere end venskab for dig, siden hun ville have dig med i biografen.. tyder på hun godt vil noget mere med dig end kun babysitningen.
Hun forbliver neutral og lader som opfanger hun ikke dine signaler. Hm..DÈT kender jeg alt for godt! Når en meget yngre mand er interesseret og sender "tydelige signaler", vil nogle kvinder være bange for at respondere, for dermed måske at gøre sig selv til grin. Hun har samtidig en slags arbejdsgiverrolle overfor dig, hvilket gør dette endnu sværere for hende. Hun har sikkert mere end nok at gøre med barn og sin egen karriere også, og jeg kan forstå hun ikke er bundet til an anden (?) så dette skulle i det mindste gøre det nemmere for dig.
Men jeg kan nok ikke råde dig til hvad du skal gøre. Andet end sige at for mit vedkommende ville (turde) jeg (kvinde) i en lign. situation heller ikke svare på de "tydelige signaler" og valgte at lade som ingenting , valgte INTET gøre. Det var også svært ikka at svare på tilnærmelserne når alt i mig bare ville ham, men en stor aldersforskel og netop forskellig livsvilkår gjorde, at jeg gemte mine følelser bag en neutral facade og tog tilflugt i en slags attityde/"sikkerhedszone" når vi mødtes.
Måske gør din eftertragtede kvinde noget lign? Jeg tror du nok skal melde dine følelser mere ud på et tidspunkt, du er den der skal vise mest, for I er altså ikke lige her. ALDERSFORSKELLEN og det at du har været SÅ ung, da I startede "arbejdsforholdet" gør sikkert at hun er meget varsom med at gå længere FØREND hun er helt sikker på, hvad hun vil og ikke mindst TØR!
Men vær lidt tålmodig og vent til situationen er der..altså lige der, hvor du kan mærke "et øjebliks svaghed", hvor hun måske kommer til at røbe et og andet følelsesmæssigt for dig. Det kan en mand trods alt godt mærke, selvom kvinden holder kortene tæt ind til kroppen!
Jeg tror faktisk at hun føler mere end venskab for dig...
Du virker klog og seriøs.
Pusser:-)

Tak for dit indspark. Jeg tror, det er meget rigtigt, hvad du skriver. Faktisk blev jeg lidt chokeret over at opdage, hvor stor ligheden er, mellem den situation du beskriver og så det jeg selv faktisk oplever.
Begge de spørgsmål du stiller i din tekst, kan jeg svare bekræftende til; Et panserskjold af en sikkerhedszone, som har nogle underlige joviale og venskabelige sprækker, som jeg ikke kan definere nærmere og et parforholdsmæssig status der, ifølge min vidende er "grøn", dvs ledig.
Tak for opskriften på en fremgangsmåde - den vil jeg have i baghovedet.