Et lorteindlæg
Barkas lagde en bæ i dag. Det er jo sådan set en daglig forteelse og som sådan ikke noget der normalt har blogpotentiale, men i dag valgte han at placere den på en høj sten - to centimeter fra en anden hundelort. Frem med posen, naturligvis. Knude på. Hmm, hvad med den anden bæ? Jeg havde ekstra poser i lommen og jeg burde virkelig have tage den med, når nu jeg alligevel stod og rodede med lort og poser. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Ikke på grund af “ikke mit ansvar”-attituden, men simpelthen fordi det er skideklamt at samle en kold, stiv og fremmed lort op. Sjovt nok rører det mig ikke det mindste at grabbe på min egen hunds lune eksrementer. Det er ligesom småbørnsmødre, der pudsigt nok får et helt anderledes og ubehageligt afslappet forhold til deres ungers gennemtyggede mad og diverse kropsafsondringer. Sådan nogle som lige hapser den, kvarte børnesavlsvåde og tilsnottede ostemad, som lille Børge levnede. Der er ikke noget værre og jeg nægter at blive sådan.
Og må alligevel erkende, at min egen hunds lort er langt mindre ulækker end andres. Suk.
Apropos hundelort: Forleden dag tænkte jeg på min afdøde morfar. Af en grund, som er mig uvis, kom der i tankerækken en association op i min hjerne. Hvide hundelorte på fortovet. Ikke fordi der er nogen direkte tilknytning mellem hvide hundelorte og min morfar, men nok nærmere fordi at hvide hundelorte eksisterede dengang min morfar levede - da jeg var barn. Man ser aldrig sådan en hvid, tør pølle ligge længere. Det undrede jeg mig så lidt over.
Tidligere i dag gik jeg og hørte P3, mens jeg (igen apropos) gik og mugede lort ud i en grisestald. Her bragte de netop spørgsmålet op (pudsigt!) og de havde forskellige teser oppe og vende. Måske fandtes der en anden hunderace i 70´erne og 80´erne, måske fik hundene noget andet foder eller måske fik lortene bare lov at ligge længere tid dengang. Jeg hælder til den sidste forklaring, men jeg hørte aldrig om de droge en konklusion i radioen. Var der nogen der hørte, om de fik opklaret mysteriet?
Og må alligevel erkende, at min egen hunds lort er langt mindre ulækker end andres. Suk.
Apropos hundelort: Forleden dag tænkte jeg på min afdøde morfar. Af en grund, som er mig uvis, kom der i tankerækken en association op i min hjerne. Hvide hundelorte på fortovet. Ikke fordi der er nogen direkte tilknytning mellem hvide hundelorte og min morfar, men nok nærmere fordi at hvide hundelorte eksisterede dengang min morfar levede - da jeg var barn. Man ser aldrig sådan en hvid, tør pølle ligge længere. Det undrede jeg mig så lidt over.
Tidligere i dag gik jeg og hørte P3, mens jeg (igen apropos) gik og mugede lort ud i en grisestald. Her bragte de netop spørgsmålet op (pudsigt!) og de havde forskellige teser oppe og vende. Måske fandtes der en anden hunderace i 70´erne og 80´erne, måske fik hundene noget andet foder eller måske fik lortene bare lov at ligge længere tid dengang. Jeg hælder til den sidste forklaring, men jeg hørte aldrig om de droge en konklusion i radioen. Var der nogen der hørte, om de fik opklaret mysteriet?