Falsk retfærdighed i religionens navn
Troen skal ikke blot være en "feel good" oplevelse.
Konsekvensen af dette bliver, at man ofte ikke mærker hvor stor skade ens egen opførsel og handling egentlig forårsager. Konsekvensen kan også blive, at omverdenen bliver en grå masse, hvor det eneste lysende punkt er ens tro. Omverdenen bliver altså som oftest ikke vrede pga ens gode og retfærdige handlinger (i egen opfattelse), men fordi at omverdens handlinger og motiver tilsvarende nedvurderes. Selvgodhed, selvfedhed, selvtilfredshed, selvretfærdighed; der er mange betegnelser.
Når man så stiller sig retfærdigt op, og vil fortælle andre, hvad der er rigtigt og forkert, må man forvente at ens eget budskab bliver endevendt. Findes der hykleri og selvmodsigelser, bliver dette til en skam og hån for den selvretfærdige.
"For den rene er alting rent", har jeg hørt flere udtale. Folk lægger forskellige tolkninger i dette ordsprog. Det kan bla forstås sådan, at "den rene" ikke opfatter "urenheden" i egen tro og handling. Et tidigere indlæg oplyser et eksperiment der påviste, at folk der ->følte<- sig rene fik et sænket samvittighedsniveau overfor ting, som andre, der ikke følte sig så rene, reagerede skarpere overfor. Dvs at hvis man fortæller sig selv og sin gruppe tit nok, at de er glade, kærlige, og retfærdige, kan det ende med at de selv tror på det, uagtet hvordan de reelt tænker, taler og handler.
Her bliver et som oftest påpeget overfor JV, det grusomme i at overlade sig selv, sin ægtefælle eller barn til døden, fordi at man har bestemt sig for at tolke et skriftsted til, at gud ikke mener at kristne skal have blod.(uagtet interne rygter, SKER dette ofte)
Andre påpeger det grusomme i, at skille familier ad, fordi at familiemedlemmet ikke længere deler familiens opfattelse af troen på gud.
I mange idealistiske trossamfund opleves det, at børn misbruges seksuelt uden egentlige konsekvenser ved opdagelser.
Krigsførelse og drab er ofte blevet forherliget med henvisning til, at det er "de godes kamp mod de onde".
Uagtet forklaringer og begrundelser som kommes med, er det dog intet andet end bortforklaringer for, at man i virkeligheden har forhærdet sit hjerte på dette område. Eller at man ignorer forholdet og ikke ønsker at tage stilling til det, fordi at man ikke selv er ramt.
For den forhærdede, bliver tingene så kun et lærespørgsmål, hvor at man finder en stolthed i at kunne vise, at det VIRKELIGT er ens personlige beslutning. Det er bare ikke dét, at folk generelt hæfter sig ved. Det er hjertets forhærdelse hos den selvretfærdige. Og det det var dét, at Kristus forsøgte at banke ind hovederne på Farisæerne.
Fordi at andre tager fejl, betyder det ikke, at man selv har ret!
mvh
billen76
Konsekvensen af dette bliver, at man ofte ikke mærker hvor stor skade ens egen opførsel og handling egentlig forårsager. Konsekvensen kan også blive, at omverdenen bliver en grå masse, hvor det eneste lysende punkt er ens tro. Omverdenen bliver altså som oftest ikke vrede pga ens gode og retfærdige handlinger (i egen opfattelse), men fordi at omverdens handlinger og motiver tilsvarende nedvurderes. Selvgodhed, selvfedhed, selvtilfredshed, selvretfærdighed; der er mange betegnelser.
Når man så stiller sig retfærdigt op, og vil fortælle andre, hvad der er rigtigt og forkert, må man forvente at ens eget budskab bliver endevendt. Findes der hykleri og selvmodsigelser, bliver dette til en skam og hån for den selvretfærdige.
"For den rene er alting rent", har jeg hørt flere udtale. Folk lægger forskellige tolkninger i dette ordsprog. Det kan bla forstås sådan, at "den rene" ikke opfatter "urenheden" i egen tro og handling. Et tidigere indlæg oplyser et eksperiment der påviste, at folk der ->følte<- sig rene fik et sænket samvittighedsniveau overfor ting, som andre, der ikke følte sig så rene, reagerede skarpere overfor. Dvs at hvis man fortæller sig selv og sin gruppe tit nok, at de er glade, kærlige, og retfærdige, kan det ende med at de selv tror på det, uagtet hvordan de reelt tænker, taler og handler.
Her bliver et som oftest påpeget overfor JV, det grusomme i at overlade sig selv, sin ægtefælle eller barn til døden, fordi at man har bestemt sig for at tolke et skriftsted til, at gud ikke mener at kristne skal have blod.(uagtet interne rygter, SKER dette ofte)
Andre påpeger det grusomme i, at skille familier ad, fordi at familiemedlemmet ikke længere deler familiens opfattelse af troen på gud.
I mange idealistiske trossamfund opleves det, at børn misbruges seksuelt uden egentlige konsekvenser ved opdagelser.
Krigsførelse og drab er ofte blevet forherliget med henvisning til, at det er "de godes kamp mod de onde".
Uagtet forklaringer og begrundelser som kommes med, er det dog intet andet end bortforklaringer for, at man i virkeligheden har forhærdet sit hjerte på dette område. Eller at man ignorer forholdet og ikke ønsker at tage stilling til det, fordi at man ikke selv er ramt.
For den forhærdede, bliver tingene så kun et lærespørgsmål, hvor at man finder en stolthed i at kunne vise, at det VIRKELIGT er ens personlige beslutning. Det er bare ikke dét, at folk generelt hæfter sig ved. Det er hjertets forhærdelse hos den selvretfærdige. Og det det var dét, at Kristus forsøgte at banke ind hovederne på Farisæerne.
Fordi at andre tager fejl, betyder det ikke, at man selv har ret!
mvh
billen76