Familien forstår det ikk?
Hej
jeg er en ung pige der er opdraget med at man skal arbejde hårdt for at få det man vil ha.
i min familie tror man ikke på psykiske problemer, og jeg har altid haft samme indstilling til det som de har.
indtil det ramte mig selv.
jeg har siden mine tidlige teenage år går med en skjult tristhed
min mor har aldrig troet på det man gjorde, men altid givet høvl for det man gjorde.
hvis man hjalp hende med at vaske op fik man høvl for det ikke var godt nok.
alt hvad jeg gjorde var aldrig godt nok.
da jeg var 11 gik min mor fra min far, hun trængte til forandring, min far sad indlukket hver dag og kunne ik leve uden min mor. hans børn eksisterede slet ikke omkring ham, før den dag mor kom tilbage.
jeg har altid været ked af det, været den pige uden venner fordi jeg ikke troede nogen kunne li mig, jeg har jo altid fået afvide hjemmefra at jeg intet gjorde rigtigt..
jeg begyndte for ½ år siden af sidde og græde hele tiden, min kæreste fik skæld ud konstant og jeg ku aldrig finde et smil frem på læben.
så i går fik jeg utrolig ondt i brystet og kunne ikke trække vejret.
jeg gik til lægen med det og hun sagde det tyede på jeg havde en deprission.
efter noget overvejelse omrking dette, valgte jeg at skrive en sms til min mor, med mine tanker og hvordan jeg havde det.
hvor min mor ringede, men jeg turde ikke tage den, så skrev til hende at jeg ikke ville snakke for var bange for hun ikke forstod mig og ville skælde ud i stedet om at jeg tog fejl ..
så fik jeg en sms hvor der stod : hvad er dog det for noget vrøvl.
jeg kunne ikke andet end at sætte mig til at græde
de ringede mange gange, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for jeg vidste jo godt hvad de ville sige,
men jeg ringede alligevel til min far efter mange timer.
og han snakkede mere om sig selv end om mig.
han fortalte at han havde det ligesådan da han var i min alder.
men at det kun var fordi jeg ikke var voksen at jeg havde det sådan.
og at det var noget pjat at jeg gik til læge med det for det gik over.
jeg er bare så ked af det :(
for jeg har det virkelig ikke ret godt :(
er jeg forkert på den?
skal jeg bar inrette mig efter mine forældre?
jeg er en ung pige der er opdraget med at man skal arbejde hårdt for at få det man vil ha.
i min familie tror man ikke på psykiske problemer, og jeg har altid haft samme indstilling til det som de har.
indtil det ramte mig selv.
jeg har siden mine tidlige teenage år går med en skjult tristhed
min mor har aldrig troet på det man gjorde, men altid givet høvl for det man gjorde.
hvis man hjalp hende med at vaske op fik man høvl for det ikke var godt nok.
alt hvad jeg gjorde var aldrig godt nok.
da jeg var 11 gik min mor fra min far, hun trængte til forandring, min far sad indlukket hver dag og kunne ik leve uden min mor. hans børn eksisterede slet ikke omkring ham, før den dag mor kom tilbage.
jeg har altid været ked af det, været den pige uden venner fordi jeg ikke troede nogen kunne li mig, jeg har jo altid fået afvide hjemmefra at jeg intet gjorde rigtigt..
jeg begyndte for ½ år siden af sidde og græde hele tiden, min kæreste fik skæld ud konstant og jeg ku aldrig finde et smil frem på læben.
så i går fik jeg utrolig ondt i brystet og kunne ikke trække vejret.
jeg gik til lægen med det og hun sagde det tyede på jeg havde en deprission.
efter noget overvejelse omrking dette, valgte jeg at skrive en sms til min mor, med mine tanker og hvordan jeg havde det.
hvor min mor ringede, men jeg turde ikke tage den, så skrev til hende at jeg ikke ville snakke for var bange for hun ikke forstod mig og ville skælde ud i stedet om at jeg tog fejl ..
så fik jeg en sms hvor der stod : hvad er dog det for noget vrøvl.
jeg kunne ikke andet end at sætte mig til at græde
de ringede mange gange, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for jeg vidste jo godt hvad de ville sige,
men jeg ringede alligevel til min far efter mange timer.
og han snakkede mere om sig selv end om mig.
han fortalte at han havde det ligesådan da han var i min alder.
men at det kun var fordi jeg ikke var voksen at jeg havde det sådan.
og at det var noget pjat at jeg gik til læge med det for det gik over.
jeg er bare så ked af det :(
for jeg har det virkelig ikke ret godt :(
er jeg forkert på den?
skal jeg bar inrette mig efter mine forældre?