Familien Gregersen på Århus teater

Min kone og jeg så "familien Gregersen" på Århus teater i går mandag den 20 februar. Er der nogen her som har set den og hvad synes i evt om det? Personligt synes jeg at handlingen var lidt langsom i forhold til første del sidste år, men sikke skuespiller præstationer der blev vist.

2.del af familien Gregersen fortælling tager sted i de herrens år 1967 til 1974, hvor man med store mellem rum, ser aktuelle emner fra tiden.
I stykket møder vi Mogens Gregersens som er fader i den velhavende familie, Mogens er Business mand og har æren i familien, som han holder meget overfladisk og holder på de gode traditioner. Desuden møder vi moren som står i skyggen af den eksklusive forretning herre, som altid frygter det værste hun føler et mangel på opmærksomhed på hende, de to har sammen 5 børn i form af Rune som er kærester med hippien Britta, Bo som har tilbragt en del år på eventyr i det store udland og oplevet lidt af hvert med stoffer og har fundet sin seksualitet som homoseksuel. Den psykisk ustabile Karen er i hendes ægtetskabet til manden kommet på glat is og forsøger som en anden bambi at holde sammen på liv med børn, psyke og familie. Derudover møder vi sønnen Erik som for at samle sig selv begynde til sensitræning. Hvor han møder Kirsten som han senere ender i med, som hurtigt bliver opdaget af konen Marianne, men livet forsætter. Den yngste søster Maj arbejder på et dameblad og er altid glad. Stykket har potentiale og historie til et mesterværk, men desværre for instruktør i samarbejde med skuespiller og kulisser spoleret fuldkomment. Historien om familien Gregersen af Christian Kampmann er vel valgt til et indblik i da tiden, men efter 2½ time vandren frem af tilbage af den ellers veludsmykkede kulisse, følte man mere at indblikket i da tiden merer virkede som en byrde en som et formål med stykket. Desuden havde man valgt at inddrage alle dimensioner af scenen, hvilket betød at det ikke var muligt at se alt hvad der forgik på scenen, men for at dispensere for dette valgte man at sende kameramænd på scene som bliv vist live på storskærm, hvilket fjernede det fantastisk rustikke århus teater, charme som teater, men mere en fornemmelse af reality TV, hvilket var meget skuffende.

2. del af familien Gregersen sagaen tager udgangspunkt i 60’erne, mere præcist i 1967 til 1974. I første del, ”Visse hensyn”, blev vi præsenteret for familiens mange medlemmer, de 5 børn og vennekreds. Dette foregik i 50’ernes stilfærdige ånd med kernefamilien som samlingspunkt.
Nu, i sen-60’erne og start-70’erne, er tiden og ånden en helt anden. Vi starter nytårsaften 1967 med at møde familien igen, der ved denne festlige lejlighed er samlet igen. Patriarken Mogens Gregersen er stadig overhoved, men man kan godt mærke at ungdomsoprøret også har sat sig spor i familien. Sønnen Rune er kærester med hippien Britta. Sønnen Bo er homoseksuel og har boet nogle år i London og New York, og har der været kærester med forskellige mænd. Derudover har han eksperimenteret med stoffer og hash. Den psykisk ustabile datter Karen er kommet lidt ud på et skråplan. Dette bliver ikke bedre da hendes mand Jes flytter fra hende for at bo i kollektiv og bliver ret venstreorienteret. Den ældste bror Erik er gift
med Marianne, men er utro med Kirsten, som han har mødt til sensi-træning. Den yngste datter Maj arbejder på et dameblad, og er som sådan ret overstadig. Med til kredsen hører også den tunghøre mormor og familiens ven Tjumse, som har et forhold til Mogens Gregersen. Derudover filmdivaen Marina Correll, barnebarnet Susanne og hushjælpen fru Hvidt.
Stykket kunne være så godt, men er desværre ret skidt. Egentlig ikke på grund af skuespillerpræstationerne (der faktisk er udmærkede), men mest pga. at det virker ligegyldigt og halvt. Når de ca. 2½ time er gået, sidder man tilbage med et stort ”hvorfor” i hovedet. Stykket vil så mange ting, men gør det ikke. Som information om 60’erne virker det for afpillet og for snæversynet, og humoren er i den grad misplaceret. Som familiedrama virker det for klichéfyldt og ikke rørende. Og som en fortælling om mennesker i hverdag virker det uinteressant og kedeligt. Opsætningen og scenen er ellers flot, og bl.a. fordi der går en kameramand rundt og filmer skuespillerne til en storskærm kan man følge fint med i hvad der sker. Men dette er lige meget når stykket ikke formår at fange éns opmærksomhed og fastholde den ordentligt. Det virker lidt som et afsnit af matador der blev kasseret fordi det var for dårligt.