Fascination af de store strejker i trediverne.
Da jeg gik på teknisk skole for efterhånden 30 år siden, var der et par kommunister på uddannelsen - en af hver køn - som var medlemmer af DKP. Når de ind imellem talte om deres politik, var de hovedsagligt fascineret af de store strejker tilbage i de første fire årtier i sidste århundrede. Jeg har aldrig rigtig forstået det imposante i netop det.
Nå men årene gik, Berlinmuren faldt, og DKP gik i opløsning. Så var vi da af med det ros, tænkte jeg. Men nu her mange år senere kommer der så pludselig en opblomstring for samlingen af de forskellige fraktioner af Marxistisk lærdom, kaldet Enhedslisten. Hvad kan det skyldes?
Johanne Schmidt Nielsen ser sød og troskyldig ud, samt taler meget lidt om den dybere kommunistiske politik. Det er da helt sikkert en væsentlig forklaring; men at hele 6,7% af befolkningen er plumpet i charmen og sødmen, det er dog utroligt. Ved de virkelig, hvad det helt præcis er, de har tilsluttet sig dermed?
Måske kunne man nok praktisere kommunisme uden at have en diktator ala Stalin, der sendte enhver protesterende til Sibirien; eller hjernevaske et helt folk som i Nordkorea; men at fratage alle danskere enhver form for foretagsomhed, det ville da være skrækkeligt.
Mine to medstuderende fra dengang så ders forbilleder i Albanien. Men selv dette land har nu opgivet den ultimative marxisme. Så vidt jeg ved. Det går i hvert fald så fredeligt for sig dernede, at landet aldrig mere omtales i medierne herhjemme.
Men grundlæggende: Kan man bygge et land på strejker? ... og hvad skal strejker til for, hvis de virkelig skulle komme til at regere landet efter deres agt?
Strejker bringer jo end ikke mad på bordet. Lig med sult/hungersnød.
Nå men årene gik, Berlinmuren faldt, og DKP gik i opløsning. Så var vi da af med det ros, tænkte jeg. Men nu her mange år senere kommer der så pludselig en opblomstring for samlingen af de forskellige fraktioner af Marxistisk lærdom, kaldet Enhedslisten. Hvad kan det skyldes?
Johanne Schmidt Nielsen ser sød og troskyldig ud, samt taler meget lidt om den dybere kommunistiske politik. Det er da helt sikkert en væsentlig forklaring; men at hele 6,7% af befolkningen er plumpet i charmen og sødmen, det er dog utroligt. Ved de virkelig, hvad det helt præcis er, de har tilsluttet sig dermed?
Måske kunne man nok praktisere kommunisme uden at have en diktator ala Stalin, der sendte enhver protesterende til Sibirien; eller hjernevaske et helt folk som i Nordkorea; men at fratage alle danskere enhver form for foretagsomhed, det ville da være skrækkeligt.
Mine to medstuderende fra dengang så ders forbilleder i Albanien. Men selv dette land har nu opgivet den ultimative marxisme. Så vidt jeg ved. Det går i hvert fald så fredeligt for sig dernede, at landet aldrig mere omtales i medierne herhjemme.
Men grundlæggende: Kan man bygge et land på strejker? ... og hvad skal strejker til for, hvis de virkelig skulle komme til at regere landet efter deres agt?
Strejker bringer jo end ikke mad på bordet. Lig med sult/hungersnød.