Femte afslag på et år...

Ja nu har jeg så fået det femte afslag. 2 ud af de 5 var fulde, da jeg kyssede lidt med dem, men de 3 andre var fuldkommen ædru. Alligevel fik jeg enten et svar som "Jeg er vild med en anden" eller så hørte jeg aldrig fra dem igen. Måske burde jeg til at tage det personligt og indse, at jeg kommer til at dø ene og alene? Jeg er og bliver åbenbart det største turn off på fyre... Jeg har ikke haft en kæreste siden 5.klasse, og nu går jeg altså i 1.g!

Den der overlever ensomheden kommer styrket gennem
livet, fordi de ikke dør af at blive ensom. 😉
Desuden kan du klare at miste uden selv at miste livet, fordi
smerten kan blive for stor.
Du er slet ikke et turnoff. Selv den grimmeste kvinde
kan finde en kæreste, men det er ikke altid tilfældet
for en mand. 😮
Du er stadigvæk ung og har hele livet for dig, og dine
forældre elsker dig. 😉
Held og lykke! [f] [s][l]

JEG SAVNER DA OGSÅ kæreste - det er ikke sjovt at være alene

Det gælder 'bare' om at have is i maven og ikke mindst: ELSKE SIG SELV!
Så skal du nok se fyrene komme rendende! 🙂
Jeg selv måtte vente til mit 29. år før jeg fik min første kæreste, jeg havde ikke engang én i 5. klasse - før jeg begyndte at elske mig selv, men SÅ længe behøver du ikke at vente! Tænk bare, du har hele fremtiden foran dig og nogle gode år i gymnasiet.
Når man først elsker sig selv, så kommer kærligheden ganske uventet og overrumplende, har min erfaring været 🙂
Al held og lykke
[l]

Kun 5 afslag? Det er sguda ikke meget!
Jeg har heldigvis en fast kæreste, men jeg har da oplevet væsentligt flere afslag på en år end fem! Prøv du at være den sidste folk henvender sig til når de har været igennem alle dine lækrere veninder, det er sgu en større ydmygelse end at blive afvist 5 gange på et år.
Ikke at jeg nogensinde har benyttet mig af de "tilbud", det har jeg sgu for meget selvrespekt til, men sjovt er det ikke.

Det gør mig da ked af at høre, helt ærligt. Synes ikke du skal fortvivle. Hold fast i den du er. Det kan lige så godt være at du bare er det forkerte sted, iforhold til hvem du er som person? Lad mig komme med et Eksempel: hvis en meget "flippet" pige fra et meget "lille" samfund i nordjylland, ville måske have svært ved at tiltrække fyrene pga. at hun falder udenfor normalen eller virker "sær" på dem, blot fordi hun er anderledes. Men i Århus ville hun måske have meget success og være populær blandt fyrene.
Synes du skal holde hovdet oppe og selvtilliden op, og få smilet frem på læben. Du skal ikke være ked af noget og du skal ikke tænke så meget over det eller tage det personligt, at det måske ikke lige lykkes for dig iøjeblikket, men det skal nok ændre sig. Bare husk at med selvtillid og en glad udstråling, så kan du nå meget langt.
Håber ikke at det var helt sort det jeg skrev. Du er altid velkommen til at skrive til min mail, hvis du har noget på hjertet. Vil meget gerne høre fra dig, hvordan det går og hvad du synes om det jeg skriver.
Hold dig munter!
Anders

Kan klart genkende det med at føle sig som et kæmpe turn off! Mit liv har heller ikke været just lutter lagkage hvad kærlighed og mænd angår - jeg har fået så mange mindre pæne ting at vide, at jeg har været langt nede og det har da ødelagt en del for mig at jeg havde så ringe selvtillid og selvhad - ensomhed, depression mm.
Jeg føler stadig at jeg har til gode at møde den helt store kærlighed, har mødt én der vil mig - meget endda, men den store aldersforskel gør bare at jeg tøver.. ingen har sagt det skal være nemt. Hvis jeg siger nej, finder jeg så én der vil mig lige så meget igen!??

Det er sgu aldrig nogensinde sjovt at få et afslag - om det så bare er for en hyggelig stund eller om det skal være noget fast dateri som kan føre til et forhold.. Jeg kender det alt for godt fra mig selv af, så jeg ved godt hvordan du har det, og hvilke tanker du har gjort dig; "Er jeg ikke god nok?", "Er jeg grim?" osv... Det var i hvert fald de tanker jeg havde om mig selv...
Indtil den dag hvor jeg bare fik nok og sagde "FUCK dem, de narrøve - det er dem som kaster guld på gaden og ikke jeg!"
Så jeg vil sige som mange af de andre herinde - Tro på dig selv og elsk dig selv. Tag ikke et afslag som et nederlag, men som noget der styrker dig. Hvis de siger nej, så er det sgu synd for dem, for så lærer de måske ikke en dejlig person at kende😃
Og du er 1.G'er - det er jo endnu mere fantastisk😃 Gymnasietiden skal da bruges på at feste og lære mange nye mennesker at kende! Afsted med dig - vær lækker og selvsikker og knus en masse hjerter! Det skal nok lykkedes🙂
Mange smil og hulahopper
//Lulle😉

Kære "lille mig"
Hvorfor giver du dig ikke hen til den, som nu så gerne vil dig?
Hvad betyder en stor aldersforskel, det må være kærligheden som tæller, du vil måske hellere tilbage til det du selv beskriver som: "ringe selvtillid og selvhad - ensomhed, depression mm"????? eller er det fordi du stadig har en mindre depression?????
Som du beskriver dit liv, burde du nok tænke positivt på det du har uanset aldersforskel eller ej. Var jeg i dine sko, ville jeg ikke turde tage chancen at smide kærligheden over styr, når den endelig er der, med det held som du tilsyneladende har lader det ikke til at du har en hel sværm af giftelystne omkring dig. Om dit manglende held så skyldes din væremåde eller dit ydre, ved du jo kun selv, men at dømme ud fra dine egne ord, så vil jeg tolke det som om at det har noget med dit udseende at gøre.

Jeg havde aldrig haft succes med at finde en mand, når man havde mødt dem et par gange holdt de op med at kontakte mig, og tog ikke telefonen når jeg prøvede at ringe dem op.
Det skal lige siges at jeg ikke er den flotteste kvinde, mit ansigt er ret langt og smalt, næsen er heller ikke for køn, desuden er jeg meget bleg i huden, absolut ikke en som fyrene vender sig om efter, min selvtillid var lig nul.
En dag mødte jeg en noget ældre mand, han var meget kærlig og overbærende, og han elskede mig uden nogen som helst forbehold, han var der altid når jeg havde brug for ham(både i og uden for sengen), han fik min selvtillid til at blomstre, jeg følte mig endelig som en attraktiv kvinde.
Jeg afbrød forholdet til ham, jeg mente at nu da jeg havde selvtilliden i orden, så ville jeg nemt kunne finde mig en mand på min egen alder som som ville kunne elske mig uden forbehold, men ak og ve, den dag i dag sidder jeg alene efter endnu flere forliste forhold, jeg har efterfølgende datet med mange mænd på nettet, men mønsteret er altid det samme, mødes en enkelt eller få gange, og så er det slut. Jeg gider heller ikke at gå i byen for at møde en mand, det går som regel kun ud på at de vil ha et engangsknald.
Aldrig i mit liv har jeg fortrudt noget så meget som at jeg skubbede ham ud af min tilværelse, bare fordi jeg var så dum at jeg ikke kunne se, at han var det bedste kort jeg nogensinde havde haft på hånden, og højst sandsynligt det bedste jeg nogensinde får her i livet.
Min opfordring til alle jer som ikke har den store succes med kærligheden, må være grip chancen når den er der, også til trods for at det måske ikke netop er drømme- manden/kvinden, i risikerer bare at sidde tilbage som en gammel og trist person med en alen lang liste af forliste/mislykkede forhold, og dø som ensomme.

Hvad betyder noget ældre, er det 5, 10, 15, 20, eller 25 år vi taler om her??
Jeg er selv gift med en 18 år ældre mand, det har jeg ikke fortrudt et sekundt, når jeg ser hvad mine jævnaldrende veninder har af problemer, med jævnaldrende fyre, så priser jeg mig lykkelig over at være gift med en ældre mand.
Kender flere par hvor den ene part er en del ældre end den anden, de fleste af disse fortæller at skulle de finde en anden partner, så valgte de nok en ældre partner igen.
Min familie kiggede godt nok lige en ekstra gang, da jeg præsenterede min mand for dem, men de siger alle at jeg blev meget mere positiv, efter jeg mødte ham.
Havde selv været igennem en del forhold, hvor det meget hurtigt var blevet afsluttet af fyren.
Held og Lykke
Lone

Han var 15 år ældre end mig, hvilket ikke burde betyde noget, men det kunne jeg ikke se for 5 år siden, da var jeg 29 år og troede at min nyerhvervede selvtillid kunne skaffe mig en mand på samme alder som jeg selv.
Han fandt forøvrigt en anden, kort tid efter at jeg skubbede ham ud af mit liv, en pige på 30 år, idag har de 2 børn sammen, det kunne have været mig hvis jeg ikke havde været så forbandet "klog".
Hvor har jeg tit tudet mig i søvn, over mit livs største fejltagelse, jeg sidder også og flæber lige nu.

Desværre for dig er det bagklog, efterhånden når du også en alder hvor du ikke har muligheden for at få børn længere, og så svider det ekstra meget i såret, når man kan se sig tilbage og konstatere at det er ens egne dumheder, som er skyld i at man sidder alene.
Jeg var selv meget i tvivl om hvorvidt, en 18 år ældre mand var den rigtige for mig, jeg var nok også bange for hvad mine forældres reaktion ville være, men indså at skulle jeg noget her i liver måtte jeg kvitte alle fordomme, og som sagt har jeg ikke på noget tidspunkt fortrudt at jeg valgte at holde fast i ham.
MVH
Lone

Når du skriver: Hvis jeg siger nej, finder jeg så én der vil mig lige så meget igen!??
Du skriver videre at dit liv ikke har været lutter lagkage hvad kærlighed og mænd angår. Når du er i en sådan situation har du så nogen ret til at være kræsen? Ja det har du vel, men hvad nu hvis du vinker farvel til den som "vil dig" som du så flot beskriver det, og du ikke finder en anden som "vil dig", tror du så at han vil tage dig tilbage, det tror jeg næppe, medmindre at han er dum som en dør eller du har nogle skjulte talenter, eller måske har du en enorm tyk bankbog.
På en måde har jeg meget ondt af den arme mand, som må stå model til en pige som dig, tænk sig at være så kynisk at man risikovurderer situationen, for at se om der skulle dukke et bedre emne op. Ud fra det jeg kan læse mellem linerne i dit indlæg. er det måske nok sådan noget du selv har været udsat for, og med det resultat at du fik ringe selvtillid, hadede dig selv, var ensom og havde en depression, var det sjovt? Det tvivler jeg på at det var, så tænk dig lige om en xtra gang inden du selv bliver ligesom de mænd der har sagt "mindre pæne ting" om dig.

vi er stadigvæk sammen.. aldersforskel and all that - hvor vidt mit udseende er ringe ved jeg ikke, han er tilfreds - og det er det vigtigste.

satte lige nogle tanker igang - jeg er 30 og min kæreste er 17 år ældre, det er ikke easy peasy, har også tænkt over at "søge videre", men jeg har aldrig mødt én der har behandlet mig så betingelsesløst godt og vil nok heller ikke komme til det.

Hvorfor tager du ikke mod mandens kærlighed? Hvad er du bange for? Hvis han behandler dig så godt som du beskriver, og du ikke forventer at møde en anden som vil være ligesådan over for dig, hvad er det så der holder dig tilbage?
Jeg har læst indlæget i denne tråd, fra (meget trist kvinde), som ikke greb chancen da den var der, Har du læst det indlæg? det giver unægteligt meget stof til eftertanke, især hvis man ikke har scoregenet, eller måske som jeg selv ikke ligefrem er verdens smukkeste pige, måske snare tværtimod.
Jeg vil af egen erfaring sige, at jeg ikke føler det spor problematisk at der er en aldersforskel på 18 år mellem mig og min mand, han er kommet sig over alle de drengerøvs ting, som mine jævnaldrende veninder sidder og tuder over hvert andet øjeblik, han gider ikke at rende i byen i tide og utide, drikker sig nærmest aldrig fuld, tager baner eller ryger joints, han vil hellere blive hjemme ved mig og vores lille prinsesse på 14mdr.
Tag dog mod hans kærlighed, inden han opgiver dig og kaster sin kærlighed på en anden pige, husk på at du kun lever en gang, så hvorfor dog ikke få mest muligt ud af livet?
Held og lykke
Lone

Hvis jeg var i dine sko, ville nok se at træffe beslutningen inden alt for længe.
Selv var jeg lige ved at forlise forholdet til min mand, få måneder efter at vi havde mødt hinanden, han har altid behandlet mig som du skriver *betingelsesløst godt*, så jeg tog blot hans kærlighed for givet, og opførte mig forøvrigt som en rigtig dum tøs over for ham, og var ikke taknemlig for at det han gjorde for mig.
Grunden til min dårlige opførsel var vel først og fremmest at jeg ikke kunne blive klar over mine egne følelser, samt den tanke at nogen måske ville rynke øjenbrynene over den store aldersforskel, hver gang vi havde aftalt at vi skulle besøge mine forældre så han kunne blive præsenteret for dem, fandt jeg på en dum historie af ren skræk for deres reaktion, mine venner og veninder fik han heller ikke lov til at hilse på, til sidst følte han at jeg bare trak tiden i håbet om at der dukkede en jævnaldrende op.
Så en dag hvor jeg fik et af mine "anfald" og var total umulig, hvor jeg bebrejdede ham at han var blevet forelsket i mig og på det groveste svinede ham til, spurgte han mig stille og roligt om han skulle forstå det sådan, at jeg helst så at han tog sine ejendele og køret videre ud i verden, hvorpå han rejste sig og begyndte at tage sit tøj ud af skabet. Den dag glemmer jeg aldrig, der følte jeg mig virkelig som en meget sårbar lille tøs, jeg tryglede ham om at blive, og lovede ham at mine "anfald" ville stoppe.
Jeg vil nok give "blablabla" en smule ret i det han/hun skriver, dog ikke i så fordømmende vendinger, men jeg synes ikke at du kan ikke være det bekendt over for din kæreste, hvis han er sød, kærlig og hjælpsom over for dig, og ikke er typen der kommer hjem og smider sig på sofaen og spørger om kaffen er klar, og sidder i sofaen indtil der kommer aftensmad på bordet, bør du accepter aldersforskellen, det vil din familie og omgangskreds såmænd også gøre, især hvis de kan se du er lykkelig over at være sammen med din kæreste.
Det er yderst sjældent at nogen har sat spørgsmålstegn, ved aldersforskellen mellem mig og min mand (vi er 31 og 49) de få gange jeg har mødt det spørgsmål, har jeg forklaret den spørgende at det er MIT valg her i livet(OG DET SKAL HVERKEN FAMILLIE ELLER VENNER BLANDE SIG I), og min mand er alt det for mig som jeg overhovedet nogensinde, havde drømt om at en mand kunne være.
Held og lykke
Lone

Kan se at du andetsteds i denne tråd skriver at du: har også tænkt over at "søge videre".
Er det noget som du har fortalt din kæreste, eller bruger du ham bare til en midlertidig nødlanding, og lader som ingenting og lader bomben sprænge når du har fundet en på din egen alder? det vil da ikke være pænt, synes du selv det?
Fint at han er tilfreds med dig og dit udseende, det må jo være det vigtigste i et parforhold, håber at du værdsætter hans kærlighed til dig, lige så meget som han værdsætter dig.
Håber at i får et lykkeligt liv sammen!

Hvorfor er den aldersforskel dog så vigtig?
Lever selv i et forhold hvor vores aldersforskel er 13 år, det fungere perfekt og har gjort det hele tiden.
Men må nok indrømme at hvis jeg havde været den mand som mødte "den nysgerige pige", så var jeg godtnok skredet på stedet, vi ældre mænd er nok mere tålmodige end de yngre mænd, men der må dog være en grænse for hvad man skal finde sig i, ville hun mon selv have fundet sig i den slags fra manden, det tvivler jeg godtnok på at hun ville.

At du har den holdning, at det er DIT valg og det skal ingen andre blande sig i, der er alt for mange som lader sig styre af andres mening, og ikke få den som de inderst inde elsker.
En af mine bedste veninder, turde ikke gøre op med sine forældre, så den jævnaldrende fyr som hun var forelsket i fandt en anden pige, og hun har efterfølgende heller ikke fundet kærligheden.

Jeg tror at folk frygter hvad andre tænker, når der er stor aldersforskel i et parforhold. Det var helt sikker noget af det, som fik mine tåbelige reaktioner frem lige da jeg havde mødt min mand.
Da jeg først indså at jeg måtte tage et valg her i livet, hvis jeg ville prøve at være lykkelig, kvittede jeg alle mine fordomme og bestemte at det skulle være MIT valg og ikke familie og venners valg, havde de skulle bestemme havde jeg nok stadig været single i dag.
Nej jeg ville bestemt ikke selv have fundet mig i den slags fra en mands side. Jeg var nok meget heldig med at han ikke skred, dengang da han var ved at pakke sit tøj, jeg ville have været sønderknust hvis han var skredet, for han var den første og eneste der nogensinde har holdt mig ud i mere end en uge eller to, hans kærlighed til mig har altid været uden en masse betingelser, han hjælper med ALT her i vores hjem, nogen gange er jeg nærmest flov over alt det han laver, men han gør det af egen fri vilje, og som han siger: at hvis vi ikke deles om de huslige opgaver, vil der opstå gnidninger mellem os over dette, og det ønsker han for alt i verden ikke sker.

Jeg har lige haft en stortudene veninde i røret, hun havde i juni måned endelig mødt en sød fyr som fik følelser for hende, og hun svævede på en lyserød sky af lykke, for hun havde heller aldrig haft en kæreste mere end max 14 dage.
Nu har hun så lige fundet ud af at han ikke kunne holde sig til hende, han sagde at han spillede pool, dart, gik i biffen og i byen med vennerne, men i virkeligheden havde han allerede en kæreste da han mødte min veninde, sådan en klam stodder(nu overvejer hun sku at hænge ham ud med navn osv).
Godt at min mand er ude over det der drengerøvsstadie, han gider ikke byture, han drikker næsten ingen sprut, han tager ingen stoffer og han ryger ingen joints, det er f..... skønt at man ikke skal bruge sit liv på at være bekymret over den slags lort.

Jeg vil da godt indrømme at både min kone og jeg var lidt bange for andres tanker, men vi fandt hurtig ud af at vores kemi passede perfekt sammen, så vi blev enige om at få "vist" hinanden frem for de respektive familier, og der har såmænd ikke været det store i det, de har accepteret at vi vil have hinanden.
Min kone havde ikke haft nogen succes med jævnaldrende fyre, mønstret ligner det som flere af jer har beskrevet, om hun er verdens kønneste kvinde ved jeg ikke, men jeg elsker hende som den hun er. Jeg var selv på vej ud af et længervarende forhold til en jævnaldrende kvinde, da jeg mødte min kone, så jeg havde oplevet kærligheden før.
Det med vores aldersforskel er ikke noget, som vi tænker over i vores hverdag, det sker da at vi kommer til at tale om det, vi synetes begge at det er det bedste forhold vi nogensinde har været i.
Jeg tog bestemt ikke min kone, på grund af hendes huslige evner, for dem havde hun næsten ingen af, men heldigvis kunne jeg styre vaskemaskine, gulvklude samt potter og pander, så stille og rolig har jeg fået hende lært at lave mad, vaske tøj og gøre rent.
I øvrigt hjælpes vi ad om tingene i det daglige, der er rart at stå over gryderne sammen, og få klaret alle de små og store problemer som dagen på vores jobs har givet, mens maden simre i gryderne.
Hendes veninder med jævnaldrende fyre, er temmelig misundelige på hende, og spørger hvordan hun har fået opdraget mig til at tage min del af alt det huslige, og så brokker de sig ellers over at de skal varte deres fyre op i hoved og r..

Har du ikke set spørgsmålet, eller er det for pinligt at svare på, fordi du holder en stakkels fyr for nar eller hvad?
Siden du skriver at han elsker dig, må man regne med at du sårer hans følelser, hvis du blot bruger ham som en nødlanding, og ikke har gjort ham det klart.

jeg har kun kendt manden i knap 3 mdr.! Jeg holder ham ikke for nar og søger ikke efter en ny kæreste lige nu, men prøver at forlige mig selv med at ha' et forhold til en fyr der er så meget ældre, og ikke mindst stifte familie med en der er 17 år ældre, når jeg "kun" er 30.

Jeg kunne jo ikke vide at i "kun" havde kendt hinanden i 3måneder. Men du bør da forlige dig selv så du enten kan nyde den mand som gerne vil have dig eller afslutte jeres forhold og finde en dig en anden mand.
Der må jo også være følelser involveret fra mandens side, og jo længere du trækker ham rundt ved næsen jo stærkere følelser kan han få for dig, og jo mere ondt vil det gøre ham hvis du bryder, forholdet med ham.

altså det med at jeg bør forlige med sig med hans alder - han har meldt ud at han elsker mig højt, vil giftes, ha' børn.. det hele er bare gået lidt for stærkt, ved ikke om jeg er klar til at flytte sammen efter 3 mdr., og 17 år føles ikke som meget nu men det vil det utvivlsomt gøre senere hen.. vil afsky at såre ham, men skal nok tage stilling til det hele snart - det fortjener han i hvert fald.

Siden han ligefrem har meldt ud at han elsker dig højt, må der vel have været en vis interesse fra din side også.
Er det ham der vil giftes og have børn, eller har han sagt at det ikke er en hindring for ham? der er en kæmpe forskel på de to ting, det er jo ikke sikkert at han vil giftes og have børn medmindre du insisterer på det. Har du tænkt på at det kunne være for at forsikre dig om at han virkelig elsker dig, at han vil ofre sig for dig og få børn i en sen alder, det er nok de færreste mænd som, vælger frihenden fra for at få børn i en sen alder.

Når i har kendt hinanden i 3 måneder, har du vel en svag fornemmelse af om du vil kunne leve sammen med manden, hvis jeres kemi passer sammen og i ikke graver skyttegrave, og udkæmper store orddueller.
Måske er du slet ikke klar til at bo sammen med nogen overhovedet, nu kan jeg ikke se hvor længe du har været single inden du mødte manden, men det er svært at omstille sig fra at være single og til at være en del af et par, endog meget svært, ingen tvivl om det.
Men der er også mange glæder ved at leve i et parforhold, det er rart at have nogen at tale med om alle livets små og store problemer , en at stå op sammen med, en at spise sammen med og en at sige godnat til. Det er selvfølgelig en balanceakt, men tror de fleste hellere vil leve i et parforhold end leve som single.
Held og lykke

Når man møder en person og indleder et forhold til vedkommende, skal man altid gøre op med sig selv hvad det er man ønsker sig af et forhold til denne person. Man skal huske på at det ikke kun er det man siger men også ens kropssprog som fortæller, modparten om man er villig til at indlede et forhold af mere alvorlig karakter end "BARE" et venskab.
Så hvis din du på en måde har signaleret at det var okay at gå videre(bevidst eller ubevidst), er det vel ikke så sært at manden er blevet forelsket i "lille mig", at du så mener at det er gået for stærkt, er op til dig at vurdere.
Personligt ville jeg dog være hurtigt ude med budskabet, sæt nu kvinden misforstod det hele og troede at jeg ikke havde nogen interesse i hende, og jeg bare ventede på at der dukkede et bedre emne op på markedet, så ville jeg stå tilbage uden en mulig livsledsager.

jeg kan også lide ham som den venlige og omsorgsfulde person han er, og han vil gerne "ofre" sig for mig i forhold til børn, noget jeg aldrig havde drømt om ville ske - burde egentligt være tilfreds at der endelig er en der vil mere med mig, og så lade det med alderen komme i 2. række... 17 år er ret meget (og ja folk kigger), men jeg kan nok heller ikke tillade mig at være kræsen længere.

hmm.. den sidste linje var måske lige lidt søgt - med at tillade sig at være kræsen, det bør man vel kun sige, hvis man tidligere har været kræsen vedr. udseende. Lige det har aldrig haft nogen særlig betydning for mig - i hvert fald ikke siden jeg forlod mine teenage år.

Da jeg mødte min mand følte jeg også at folk kiggede når vi kom gående sammen, jeg sagde til ham at det pinte mig, han sagde at det var bare noget jeg trode fordi jeg var lidt usikker på situationen, han begyndte at studere folks ansigtsudtryk når vi fulgtes ad og bad mig om at give hans hånd et ekstra klem når jeg følte at nogen kiggede på os, ret hurtigt gik det op for mig at der rent faktisk ikke var mange der kiggede efter os.
Og hvis der er nogen der kigger, er det så på jer begge to eller er det kun på dig eller ham? man kan altså se de mærkeligste ting, når man tror de er der. Glem alt om hvad andre måske tror og tænker og nyd kærligheden.
Jeg har som tidligere skrevet ikke fortrudt at jeg er gift med en 18 år ældre mand, og når jeg læser indlægget fra *meget trist kvinde*, bekræfter det mig blot i at jeg traf det rigtige valg på det rigtige tidspunkt.
Men som du beskriver ham du har nu, så lyder han til at være en okay mand, som gerne vil gøre en del for at dine ønsker her i livet bliver opfyldt.
Jeg var selv spændt på hvordan min mand ville reagere på, at jeg gerne ville have børn, det tog han nu meget stille og roligt, vi snakkede det igennem og han sagde åbenhjertigt at det havde han nok ikke lige haft i tankerne, men hvis det var mit ønske så skulle jeg nok få børn, og indtil videre er det blevet til en lille prinsesse på snart 15 måneder, og han forguder både hende og mig.

Det er tilsyneladende blot at gribe fat i den, og nyde den kærlighed som venter på at blive gengældt.
17 år, er det meget? Det kommer jo an på så meget, men hvis han ikke virker gammeldags i sine holdninger, burde aldersforskellen ikke gøre noget, ville ikke selv bekymre mig hvis min partner var 17 år yngre eller ældre.
Som der er en anden der skriver, er det ikke sikkert at folk kigger efter jeg, da jeg var yngre og meget genert følte jeg også at alle folk kiggede på mig, men med tiden fandt jeg ud af at de fleste folk kigger flygtigt på dem de passerer på gaden, så de kiggede altså ikke direkte undrende på mig, hvilket jeg selv troede de gjorde.

nu har vi jo som sagt ikke kendt hinanden så længe.. og hans eks + søn er ikke helt bekendt med detaljerne - endnu (ved bare at han har en anden). Men det med at folk stirrer er måske heller ikke så udpræget - hmm.. er nok også lidt nærtagende med sådan noget. Vi har haft "børnesnakken" og han vil gerne, hvis det er det jeg vil - det bliver noget af en omstilling selvfølgelig, når man som jeg har været single SÅ længe.. men håber det lykkes for os en dag, at få en lille prins eller prinsesse.. :-)

Hvis du ikke er tilfreds med mandens udseende, så sig det til ham nu, det er for sent at gøre det når i har kendt hinanden i flere år, så vil han regne med at du synes at hans udseende er helt okay.
En del mænd er ikke bevidst om deres udseende, og slet ikke tøjstil mm, næ de springer bare i nogen klude som de mener er behagelige at have på, og på med nogen udtrådte træsko.
Nu kan jeg af gode grunde ikke se hvilken type mand du kommer sammen med, men langt de fleste mænd vil nok gerne ændre lidt på tøjstilen, måske også frisuren og lade skæget gro eller fjerne det, hvis dine begrundelser er gode nok, og du selv er parat til at ændre på din stil, hvis der skulle komme nogen form for modkrav. Så mon ikke du kan få ham til at ændre stilen en smule hvis du ikke er helt tilfreds som den er nu?

Når han har et barn i forvejen, ved han hvad han går ind til, og han vil sikkert være en stor støtte for dig, når du som førstegangsfødende står med et lille barn i dine arme og ikke ved hvordan du skal tackle tingene. Hvis han ikke ønskede sig flere børn, vil han næsten med garanti have trukket sig, da du begyndte at tale om børn.
Det at hans eks og søn ikke er klar over alt endnu, kan jeg ikke se at være et problem for jer, well hans søn kan måske vende ham ryggen, men det kunne nok ske alligevel som en biting af en skilsmisse, man ser ofte at børn vælger at knytte sig til den ene part, og skubbe den anden i baggrunden, og det er ikke nemt at ændre ved, de fleste bliver fornuftigere med tiden.
Min mand har også en søn fra et tidligere ægteskab, som vendte ham ryggen til at starte med, men nu er der ikke noget i vejen mellem dem, fars bil er nu rar at låne og efter at prinsessen kom til verden kommer han tit sammen med hans kæreste, de er begge meget glade for hende, og spørger om vi ikke skal i byen så de kan få lov at passe hende :-)
Held og lykke
Lone

Jeg vil ønske jer alt mulig held og lykke med, at få en lille prins eller prinsesse.
Jeres kærlighed vedkommer vel ikke hans søn? og den vedkommer da slet ikke hans eks, som en anden skrev kan det godt være at sønnen vil være afvisende i en periode, men det ændrer sig for det meste, så barnet igen ønsker at se sin far.
Krydser fingre for at det vil lykkedes jer at få et barn en dag, og det vil helt sikkert være en stor omvæltning at gå fra at være single til at flytte sammen med en mand, og det bliver en endnu større omvæltning når i får et barn.
Held og lykke fra
Nyfikenpoejk

det roder stadigvæk lidt ind i mit hoved, det at han er så meget ældre i forhold til en evt. familie - ikke mindst i forhold til jeg selv tidligt har mistet en forælder - grubler også over hvordan man fortæller ham på en pæn måde at man har brug for en pause til at tænke situationen igennem? Jeg ved han bliver MEGET ked af det, især nu hvor vi nærmest har boet sammen i 3 mdr. (lod ham "flytte ind" alt for tidligt), men hvis jeg skal videre ved jeg han vil forstå mit valg.

Er du nu helt sikker på at han vil forstå dit valg? Hvad hvis han ikke kan tackle det, hvis du vil forlade ham? Kunne han finde på at skade sig selv, hvis det ender mellem jer? Hvordan vil du håndtere det hvis han skader sig selv?
Ikke fordi jeg vil blæse en historie op, men de "stærke" mænd kan være meget svage når det kommer til stykket, en del af dem ender desværre på den lukkede afdeling, andre ender med at tage deres eget liv. Måske er ham du kender endnu ikke kommet sig helt over brudet med sin eks., hvis det er tilfældet er han ekstra sårbar.
I dit tilfælde, hvor i har boet sammen i 3 måneder er det klart at han nok har store følelser for dig, og når jeg læser dine tidligere indlæg får jeg en klar fornemmelse af at du måske har givet manden falske forhåbninger, i og med at i har haft børnesnakken(har i nok også drøftet andre ting her i livet), kan du ikke selv se at du på en måde har været med til at skabe forhåbninger hos manden. For mindre end en uge siden skrev du at: håber det lykkes for os en dag, at få en lille prins eller prinsesse.. :-) burde du ikke have tænkt lidt over konsekvenserne ved at have SÅ følelselsesmæssige samtaler/overvejelser, inden du overhovedet er afklaret omkring jeres fælles fremtid?
Tror du han vil tage dig tilbage, hvis du efter en "tænkepause" kommer til den konklution at han er det bedste bud på en mand i dit liv, i mit univers fortjener du det ikke, men nogen mænd er så blinde af kærlighed at de vil gøre hvad som helst, for at få et lykkeligt liv sammen med en kvinde.
Må sige at det virker lidt underligt på mig at, du skipper det du tilsyneladene har ledt efter meget længe, nemlig kærligheden, men jeg kan ikke se hvad der sker med tankerne i dit hoved, men på en måde virker du lidt kold og kynisk. Kan kun sige at hvis jeg blev behandlet sådan, ville jeg føle mig udnyttet eller røvrendt på det groveste.

Er du nu helt sikker på at han vil forstå dit valg? Hvad hvis han ikke kan tackle at du vil forlade ham? Kunne han finde på at gøre skade på sig selv, hvis det ender mellem jer? Hvordan vil du håndtere det, hvis han skader sig selv?
Ikke fordi jeg vil blæse en historie op, men de "stærke" mænd kan være meget svage når det kommer til stykket, en del af dem ender desværre på den lukkede afdeling, andre ender med at tage deres eget liv. Måske er ham du kender endnu ikke kommet sig helt over bruddet med sin eks., hvis det er tilfældet er han ekstra sårbar.
Jeg kan jo læse mig frem til at du selv er blevet behandlet skidt, og du skrev: at jeg har været langt nede og det har da ødelagt en del for mig at jeg havde så ringe selvtillid og selvhad - ensomhed, depression mm. Kunne det ende med at du skaber en lignende situation for den mand som elsker dig?
I dit tilfælde, hvor i har boet sammen i 3 måneder er det klart at han nok har store følelser for dig, og når jeg læser dine tidligere indlæg får jeg en klar fornemmelse af at du måske har givet manden falske forhåbninger, i og med at i har haft børnesnakken(har i nok også drøftet andre ting her i livet), kan du ikke selv se at du på en måde har været med til at skabe forhåbninger hos manden. For mindre end en uge siden skrev du at: håber det lykkes for os en dag, at få en lille prins eller prinsesse.. :-) burde du ikke have tænkt lidt over konsekvenserne ved at have SÅ følelsesmæssige samtaler/overvejelser, inden du overhovedet er afklaret omkring jeres fælles fremtid?
Der ikke nogen pæn måde at sige, at man vil have en pause til at tænke tingene igennem. Er det ikke lidt naivt, at tro at han vil tage dig tilbage, hvis du efter en "tænkepause" kommer til den konklusion at han er det bedste bud på en mand i dit liv, i mit univers fortjener du det ikke, men nogen mænd er så blinde af kærlighed at de vil gøre hvad som helst, for at få et lykkeligt liv sammen med en kvinde.
Må sige at det virker lidt underligt på mig, at du skipper det du åbenbart har ledt efter meget længe, nemlig kærligheden, men jeg kan ikke se hvad det er du grubler over i dit hoved, men på en måde virker du meget kold og kynisk. Kan kun sige at hvis jeg blev behandlet sådan, ville jeg føle mig udnyttet eller røvrendt på det groveste.
Mens jeg skriver dette, sidder du velsagtens og taler "sødt" med ham, vel videne at du inderst inde blot venter på at den rette lejlighed til at meddele ham, at du har givet ham falske forhåbninger her i livet.

Jeg må desværre give tvivleren ret i mange af antagelserne, du har tacklet dette meget dårligt.
Manden som elsker dig vil være den helt STORE taber i dette spil, jeg håber at han kommer sig over din opførsel, og kommer igennem dette uden at gøre skade på sig selv. Du har et meget stort ansvar i dette spil, hvordan ville du nogensinde kunne se dig selv i øjnene igen, hvis han bliver så uligevægtig at han begår selvmord?
Du skriver at, du selv har været langt nede pga nogen har behandlet dig mindre godt, hvorfor tænker du dig så ikke om, inden du selv bringer andre mennesker i samme situation, og så ydermere den mand som elsker dig betingelsesløst godt.
Efter at have læst dine tidligere indlæg i denne tråd godt og grundigt igennem, ser det ud til at manden nærmest forguder dig, og nok nærmest vil gå gennem ild og vand for dig, der er intet der tyder på at i har skændtes eller har store uoverensstemmelser, det eneste jeg får ud af dette er at du er en møg forkælet og dum TØZ, som skider højt og flot på alt hvad der hedder almindelig moral.
En sidste kommentar, du skrev følgende / Hvis jeg siger nej, finder jeg så én der vil mig lige så meget igen!?? / Det håber jeg altså ikke at du gør, mit håb vil være at du kommer til at rådne op i ensomhed, med lavt selvværd, og en KÆMPE depression, så du kan se hvad man får ud af at behandle andre mennesker så luset, som du har gjort.
Og mit ønske for din "elskede" vil være at han finder sig en sød og FORNUFTIG pige, som vil nyde godt at hans kærlighed, han har fortjent noget som er bedre end dig.

1000 tak for jeres "kærlige" kommentarer - når man blotter lidt af sit liv overfor fremmede risikerer man jo at få nogle kærlige tæsk! Som jeg ser det er det ikke selvisk at bede om en pause, han er OK med mine drømme for fremtiden og kan da godt følge mig i mine overvejelser - han vil vente til jeg er 100% sikker på hvad jeg vil og falder ikke ned i sort hul hvis vi ikke skal ses mere, har han forsikret mig om.

nok er han følsom, men ikke selvmords- eller depressionstruet overhovedet, vi talte ret tidligt om hvad der kunne ske, hvis en af os fandt en anden. Det er selvfølgelig ikke ham der ønsker børn, men jeg - så det er ikke det han drømmer om, men hvem ved - det kan jo ligeså godt være ham der dropper mig en dag, hvis hans højtelskede søn vælger ham fra pga. mig - jeg ved han betyder alt for ham.

Når du ikke har været helt ærlig over for ham, hvordan kan du så forvente at han har været det over for dig.
Hvis hans svar til dig er taget ud af en anden sammenhæng, så kan du heller ikke se det som nogen garanti for at han ikke ender i et sort hul.
Men du har klokket meget grundigt i det, ved at have de store følelsesladede samtaler med ham, har du givet hans håb næring så det har groet sig stort, måske alt for stort. Og jo mere du har trukket ham rundt i manegen, jo sikkere er han blevet i sin sag. Det kan godt være at han er helt ok med dine drømme, men du har vist selv givet ham for mange drømme.

Det at bede om en pause i et kærlighedsforhold, er i mine øjne et billig trick for at skaffe sig tid, er det fordi du vil se om der dukker en jævnaldrende ridder på en hvid hest op af den bare muld? Og hvis der ikke gør det så vende tilbage til den mand som elsker dig, som om intet var hændt?
Du har vist meget at lære om livets takt og tone, tror du selv på at han vil tage dig tilbage?

ok.. ingen pausesnak alligevel.. han har altså fanget mit hjerte med noget vi lige har snakket om i aftes - og manden sender mig blomster på arbejdet, iiih - man smider da ikke ikke guld på gaden.

For så havde han nok ikke sendt blomster til dig, han må være MEGET forelsket i dig, jeg har da til tider købt blomster til min kone, men har aldrig sendt en buket det tillader min nærrighed mig ikke.
Det at sende en buket er ret dyrt og den billigste buket man kan sende er så vidt jeg er orienteret min 150kr + min 60kr for at sende den og til sidst nok mindst en 10'er til et kort.
Heldig for dig at han er uvidende om at du var ved at skrotte ham, der er heller ikke nogen skrotningspræmie for mænd, det er kun for koner og gamle biler ;-)
Kan se du skriver en del om hans søn, så jeg tillader mig at spørge, hvor gammel er hans søn, siden du tror han vælger ham frem for dig? og hvor tit har han ret til at have ham på besøg?

Hvor tit skal han give dig blomster for at "overleve"? ;-)) fniiis ;-))
Det kunne måske være rart for andre at få et lille hint, der er andre hvor forholdet knaser lidt, som måske kan reddes af en spontan buket blomster.

kontakte en hjernevrider, dine indlæg bærer tydelig præg af at du er MEGET psykisk ustabil, det vil være fuldstændig uansvarlig at lade dig få børn, i den sindstilstand som du befinder dig i nu, du vil bare ende med at få en mega fødselsdepression, og derved måske miste barn og den mand som elsker dig. Det er vel ikke lige nogen ønskesituation?
Fint at du lige i øjeblikket er i stand til at se positivt på dit parforhold, og at manden elsker dig højt, men husker du så at fortælle ham, at du også elsker ham? eller er det kun en envejs forelskelse? For nok kan forelskede mænd være blinde af kærlighed, men det holder ikke hvis det kun er den ene part der viser og giver udtryk for det.

jeg står af her - tror I virkelig jeg har givet jer alle detaljerne? Heldigvis skal der mere end nogle blomster til at vinde mit hjerte - HAN har formået det - OK??? Tak for denne her "debat".

Spændene debat, var desværre for sent på den, øv

Håber at du har givet os alle detaljerne denne gang, jeg mener omkring det at HAN har formået at vinde dit hjerte, så det ikke bare er en gang røgslør for at skjule, at du helst så dig selv i en andens arme.
Håber at i får et godt liv sammen.

jeg behandler ham selvfølgelig som en pausefisk...det skader da ikke! Nogen skal jo være maneater, Klogeåge! (ironi anvendt),

Ironien må bestå i at kalde mig "klogeåge", for jeg tror efterhånden ikke på at du er oprigtig, når du siger at han har vundet dit hjerte (du har skiftet mening omkrig ham i næsten hver indlæg du har skrevet i denne tråd), men vi andre nok aldrig vished for om du vælger at beholde ham eller at skippe ham.

find nogen andre at kaste dit åsyn på.