Femtende del af krimi-føljetonen

- Jeg har fået en ide, siger Frank forhåbningsfuldt: - Jeg vil sætte mig hen til computeren der og notere alle adresserne ned i hele Karise. Det må kunne lade sig gøre i løbet af en times tid. Så kan vi krydse dem af efterhånden, som vi kan udelukke dem. Altså hvor der holder en anden bil i carporten eller ved fortovskanten.
- Tja, men bagefter står vi alligevel med en større liste tilbage, spredt ud over hele byen, hvor det stadigvæk er muligt, at de bor. Og hvad hjælper det alt sammen? tilspørger Marlene tvivlrådigt.
- Næh, jeg tænkte bare, at hvis vi kunne udelukke alle huse på en vej, så behøvede vi ikke trille hen af den længere. Det ville være særlig smart med hensyn til de blinde vænger.
- Jo, men nu er det jo ikke sådan, at vi skal lede byen igennem hundredvis af gange. Som sagt, jeg triller hjemad senest først på eftermiddagen. Men hvis du bliver og skal vandre rundt her flere gange, ja så er det smart nok ... måske.
- Kan jeg virkelig ikke lokke dig til at blive et par dage mere?
- Jeg kunne selvfølgelig ringe og melde mig syg i morgen. Men jeg vil nu nødig gøre det, som sæsonarbejder får man ikke sygepenge.
- Nej. Men til gengæld trækker det så ikke ned i din SU. Nå, det kunne selvfølgelig også være, at vi er mere heldige her i formiddag, så det slet ikke er nødvendigt at blive her længere.
- Med mindre du skal have en længere samtale med hende?
- Nej. Hun vil nok næppe indrømme, at hun kidnappede den lille pige ... og slet ikke overfor en fremmed person.
- Det skal du nu ikke sige. Hvis du konfronterer hende med facts, så vil du helt sikkert på hendes reaktion kunne aflæse, hvorvidt hun lyver eller ej. Og spørger du ind til det fra forskellige vinkler, så kan hun nemt ryge ud i nogle selvmodsigelser. Og når du så sammenfatter disse for hende, så tilstår hun til sidst.
- Du har rigtig haft noget ud af det psykologikursus. Ja, det vil jeg prøve ... eller vi, hvis du går med ind.
- Det var måske slet ikke så skørt. Så kan jeg samtidig få prøvet teorien af i virkeligheden ... det kunne jeg så bruge til min ph.d.-afhandling næste år. Ja du, jeg skal nok opklare, om hun er mor til barnet.
- Det lyder godt.
- For øvrigt. Er du klar over, at du selv skal være far?
- Hvad! udbryder Frank forskrækket: - Hvordan kan du være sikker på det allerede?
- Ja, ikke med mig, svarer Marlene, står naturel ud af dobbeltsengen og går direkte ud under bruseren.
Anton Padegaard sætter det blå lys og sirenen i gang, mens han kører igennem Astrup. Dermed går en drengedrøm i opfyldelse for ham, om end det var helt unødvendigt. Straks ude på den anden side af landsbyen slår han det atter fra, så han ikke vækker opsigt på det sidste stykke ud til Borrisholt.
Da ingen reagerer på hans ringen og banken på døren, sniger han sig rundt om huset. Han spionerer ind af vinduerne, men ser ikke umiddelbart noget, der kan bruges i opklaringen: - Hvis barnet er gravet ned i haven her for 5 år siden, så er det ikke længere til at se, hvor det kan være gjort henne. Men på terrassen konstaterer han, at et afsnit ser betydelig yngre ud end resten: - Aha. Jeg skulle tage meget fejl, om ikke. Ja for satan. Der har han ikke tænkt sig om.
Pernille forsøger at give Emil morgenmad; men han vil hellere forsøge at vende tallerkenen på hovedet: - Nej, vil du ikke nok være sød og spise pænt?
- Han er nok ikke sulten endnu, bemærker Claes og guffer godt i sig af sin egen portion havregryn med mælk.
- Hvorfor ikke? Så bliver han det pludselig om en time, og så skal vi stille det frem igen.
- Jamen så gør vi da bare det ... eller hør, Lise og dig skal vel ikke ud og gøre frivillig tjeneste i dag igen?
- Nej. Vi er blevet enige om at vente til i morgen. Hvis vi så blot får lov til det for Henry. Det var da også pokkers, at der ikke var nogen hjemme på adressen i Karise.
- Vil det sige, at I var borte i 4 timer helt forgæves? ... jeg kan godt sige dig, at Mogens var stiktosset, da Emil og jeg forlod stedet. Hvad er det egentlig, I har gang i, som er så vigtigt at få opklaret?
- Det kan jeg desværre ikke røbe. Men det er en meget vigtig sag, som vi tror, er forløbet ganske anderledes, end hvad man ellers er kommet frem til, forklarer Pernille og tager al maden væk fra det uvorne barn, mens hun tænker: Selvfølgelig ændrer det ikke så meget på den samlede konklusion, om Mengele kidnappede Tanja før eller efter operationen. Men der er stadigvæk noget, der ikke stemmer. Pokkers at Louise Plum ikke var hjemme.
- Men det bliver vel offentliggjort, når sagen er endelig belyst? spørger Claes forhåbningsfuldt: - Så I kan få jeres velfortjente hyldest i medierne.
- Det er en sag af landsdækkende interesse, så ... ja. Men om Lise og jeg skal hædres i aviserne og på TV, nej det ved jeg nu ikke, erkender Pernille, gennemtænker muligheden og kommer frem til, at det nok ikke lige er det, hun higer efter: - Det vigtigste er, at vi får fundet frem til den rette skyldige.
- Det vil sige, at I i øjeblikket har anholdt en forkert person? spørger Claes, løfter Emil op af sin høje stol til højt mod loftet og lader ham falde ned i en form for bungee jump, til stor morskab for drengen.
- Nej faktisk ikke. Den justitsmyrdede er sluppet ud igen for længst; men egentlig aldrig fuldt renset for anklagen. Jo i retten på grund af bevisets stilling, men der er stadig fraktioner blandt almuen, som betragter ham som morder.
- Aha. Nå det er den sag.
- Ups!
Fortsættelse følger.