For høje krav skaber triste mennesker

En del danskere stiller for høje krav til sig selv for at få den accept, anerkendelse og kærlighed, som de måske ikke har fået nok af deres far. "Hvis jeg nu arbejder meget hårdt og presser mig selv meget, så kan chefen og kæresten bedre lide mig, og så får jeg den anerkendelse og accept af min chef, jeg aldrig fik af min far samt den beundring, jeg aldrig fik af min mor. Så kan jeg tillade mig, at føle mig god nok og oven i købet måske komme til at lide mig selv."
En del danskere kan ikke magte de alt for høje krav og føler sig så som en fiasko. Selvværdet bliver langt lavere, end hvis man stiller for lave krav til sig selv, og undgår skuffelserne, sorgen, smerten og vreden som opstår, når man ikke kan leve op til egne for høje krav. Man skal studere sig selv meget nøje og finde ud af, hvor stor kapacitet man har, hvem det er, man vil tilfredsstille (mig selv, min far, min mor, mine venner eller min kæreste) og hvor langt, man vil gå, for ikke at ødelægge sig selv. Danskere med for høje selvkrav plager tit deres omgivelser med at stille for høje krav til venner, kollegaer og kæreste, som så tager afstand og bliver irriterede, hvilket fører til meningsløse konflikter. For høje selvkrav er tit et udtryk for et mindreværd, som man prøver på at rette op på ved at præstere mere. Det kan være godt, hvis det sker med måde, idet det giver energi at stille krav til selv. Men for høje selvkrav forstyrrer tit nærkontakten til ens børn og kæreste, og derfor har vi set at både den norske og danske statsministers børn har begået selvmord indenfor de sidste fem år. Det skyldes blandt andet, at disse statsministre har haft for travlt med at frelse verden i stedet for at tage sig af deres familie. Det er jo tit sådan, at pædagogers og læreres børn er de værste.

Hvordan kan det være, Carl-Mar, at pædagoger for det meste har så lille selvtillid?
jeg er vokset op i pædagogboomet og rundkredspædagogikken og selvom det udviklede nogle værdier og kompetencer i bløde værdier, så havde det en meget høj pris, nemlig at jeg følte mig svag. En hær af kvindelige pædagoger med de bedste meninger, men med meget lille selvtillid, lærte mig at være bange for verden og gav mig intet gå-på mod, men en strøm af advarsler. De lærte mig ikke at være stærk og støttede mig bestemt ikke i at blive stærkere den dem. Da langt de fleste havde lille selvtillid, så holdt de også min selvtillid nede, jeg skulle jo nødig stige dem over hovedet.
Efterhånden og med terapi, har jeg forstået sammenhængen og alene og ad uransagelige veje, finde mennesker der kunne lære mig at kæmpe, stå fast og ikke gå på kompromis med min værdighed osv. Men det var svært at finde rollemodeller.
tilbage til spørgsmålet: Nemlig hvorfor har pædagoger stort set altid lille selvtillid?
-Selve faget er på universitetet, højt estimeret som vigtigt værktøj til formidling af alt stof, selve grundstenen i at lære en anden noget, men når det handler om de almindelige arbejdende pædagoger i skolen og rundt omkring, så er det et helt andet tit usselt billede, synes jeg. Det mest mærkelige er at der ikke er nogen der tager fat på det!!
Hvorfor er der f.eks. ingen der forlanger at pædagoguddannelsen blive en ordentlig uddannnelse i stedet for den gang hø det er idag?. Så vidt jeg er orienteret er det sgu blevet værre siden jeg gik i skole, og det afspejler sig direkte på nutidens ungdom, synes jeg.
Så er der lagt i ovnen :)
vh

punkt eller et levn er, at man før (tror jeg) har set uddannelsen, som et selvterapi – studium, ergo det vil være det samme som, at sige, at man ikke har været åben/rede/klar til, at tilegne sig ny viden/redskaber eller bare det, at tør, at eksperimentere, da det fornødne ikke har været til stede.
Man kan så forsvare det med, at en selvudviklingsproces er også at tilegne sig viden – ja om sig selv, men ikke i forhold til samfundets børn og den hidtil udvikling.
- og udviklingen går stærkt, måske derfor, det gør det vanskeligere at følge med, måske skal man ikke følge med? - Men udviklingen er individuel i dag, hvilket igen vil kræve, at alle ikke kan skæres over en kam, men kræve at man tør - for at ”tør” mener jeg det ville være optimalt, at man har en ballast, at man ikke har ”blinde pletter” i bagagen.
(kan du høre det, det bider sig selv i halen?)
Så kan man begynde, at spørge hvilke ledelsesformer der er eksisterende? Hvem der sidder på den ledende post? Har den ledende figur formået, at være ”talerør” både til den øvre instans og helt ned til ”gulvet”?
Og til sidst, jeg tror heller ikke i forhold til det, at pædagogerne tildrages mere og mere ansvarlighed for barnets trivsel er helt, som det skal være. Konflikter mellem forældrene og pædagogerne, som krav, er ikke blevet synlig endnu – eller for, at sige det på en anden måde, der er en konflikt i det, at skulle være sparringspartner, som samfundet forlanger. Hvis ikke denne forståelse findes, vil modstanden ofte opstå.
:) Krampen

Gode pointer!. Netop det at det skulle opfattes som selvterapi, er nok centralt, idet jeg mener at dette at kunne sige noget om sig selv, simpelthen ikke er nok til at forstå et andet menneske, der skal mere viden til udefra.
Jeg mener også at studiet slår fallit, fordi mange netop ikke opnår resultatet af selvterapien, nemlig forløsning og øget selvbevidsthed, men fortsætter med den selvterapeutiske vinkel i deres arbejde og bliver dermed ,,anti-pædagoger,, idet de ikke kan se ud over egen næsetip- bruger ikke empati, forståelse for den anden/barnet, og dermed netop ikke hjælper barnet i vej med at blive sig selv.
Så jo det bider sig selv i halen, men heller ikke mere, end at der er nogen der har tænkt mange tanker om det her og de styrer åbenbart uddannelsen derhen, hvad der undrer meget.
Vi har historisk tradition for at lade vore børn undervise af præster, krigsinvalider og pædagogik regnes for nul og nix, fra dengang børn døde i flæng og arbejdede fra 4 års alderen, først når de blev konfirmeret var de rigtige mennesker.
Men hvorfor holder vi fast i den tradition?
- Ja, det kan betale sig økonomisk på kort sigt, men ikke på det lange.
Drømmen:
At pædagoger var højt estimerede professionelle, der mødte stor anderkendelse i samfundet. Et erhverv, der havde en 7 års uddannelse i psykologi og formidling og som selv havde gået i terapi for at rense sig lidt fra egne traumer.
En branche hvor børn fik de allerbedste muligheder for at udfolde sig og tage imod de udfordringer som livet og samfundet byder med fokus på motivation og ansvar osv..
Sådan er ordene også idag om vores pædagoger, men sagen er at det er det rene løgn, virkeligheden er barsk og afstumpet og meget nede på jorden.
Vi behandler vores børn som lort og det er så også det samfund vi skaber i fremtiden, simpel logik.
Og hvorfor kommer vi heller ikke snart til at det er almen praksis at man ,,læser til forældre,,?
Ikke at man skal skoles i bestemt koncensus, men at man for at have børn føler et stort ansvar for at være god til det og ikke bare forventer at man kan det af sig selv.
(ikke dermed sagt at forældre ikke gør sig store anstrengelser, men de står ret alene med det)
Hvorfor er dette så tabu? Indgreb i den personlige frihed?
Vi har da fået en stor hjerne for at bruge den og verden idag kræver en masse kompetencer på de bløde værdier.
(Jeg bør måske lige nævne at det stadig er almindelig accepteret at f.eks. 90% af alle psykiske sygdomme opstår i barndommen og mere og mere viser det sig, som følge af ret åbenlyse omsorgsvigt og krænkelser.)Kilde: fagblade indenfor psykologi, psykiatri, neurobiologi.
vh

Hvis nu vi forestiller os en person, med ballast, uden blinde pletter – ville denne person, vælge et fag, som pædagog, som psykolog osv.?


Men tilbage til det andet emne....
Efter at have skrevet til dig, tænkte jeg på, nej jeg skulle f…. have givet et provokerende svar *G* tilbage.
Jeg skulle have skrevet, til dit spørgsmål, citat: ” at pædagoger for det meste har så lille selvtillid?” – at da det gik op for dem, at deres omsorgs-gen eller rettere deres ”bedstemors pædagogik” ikke længere var tilstrækkelig, gav det et knæk i selvværdet og for den sags skyld selvtilliden. Jeg ønsker ikke at negligere dette gen, men det er bare ikke nok, i vores samfund.
Hertil synes jeg, at når man er inden for dette fag, så er det ens pligt, at engagere sig i sit nærmiljø, samfund og dertil verden, man er yderligere en formidler til denne viden, men der er langt fra at ville omsorgen til det, at være denne mellemmand – og måske svært, at kunne beherske begge???
Samtidigt kan jeg tænke - nu er uddannelsen taget og alene bliver definitionen, kun et ”job” – altså en lønslave, da ens eget liv med familien, virker hektisk i sig selv, man har ikke det fornødne og prioriteten hvor man vil sætte sin energi hen, er ikke svær, at gætte.
Så for en gang skyld tror jeg, at jeg vil skrive ”det er samfundets skyld” *G* - trods jeg hader denne sætning, men det er virkeligheden.
Lad os skubbe tiden tilbage, hvor kvinderne var ved kødgryderne *G* - eller lad os tage mændene denne gang, det er deres tur?! *G*


I forhold til din drøm.
Jeg tror at det bliver svært, at sætte år på, altså hvor lang uddannelsesforløbet skal være? Da jeg tror på, at det, at være inden for det psykolog/pædagogiske felt, kræver en entusiast – så kan vi kigge på hvilke indlærings/opdragelses former der gør, at du bliver sådan en? – altså at man har den basale ballast.
Men jeg kan ikke være mere end enig, fremtiden synes at være en stor brun klat *G* vilkårene er for ringe, det produktive er sat i højsæde – eller krav, som Carl efterlyser. Krav krav krav, det stritter på mig, bare jeg hører det ord og kan intet konstruktivt se i dette, med mindre kravet kommer indefra – men ville til hver en tid hellere kalde dette ord for ambitioner og et ønske om at udvikle.
Om forældre skal have et ”kørekort”? Tjo, er enig med dig i at konsensusen ikke er ens og skal ikke være ens for alle – hvilket gør dit spørgsmål kompleks. For jeg kan godt springe ud i det og skrive; jo s…. jo forældre skal have et kørekort, men jeg ville ikke være i stand til, at udstikke eksamensbeviset, ville du? For får man ikke børn af egoistiske grunde? – altså en livskvalitet. Spørgsmålet er så, kan denne livskvalitet bringe den fornødne ballast, i forhold til de rammer der er udstukket fra samfundet? – men klart et stort ansvar, som du er inde på, ville være et plus.
- om det ville være et indgreb i den personlige frihed? – kan du definere livskvalitet? – hvis du kan, ville du så være klar til, at den blev omdefineret af fremmede? – som du måske fandt, som idioter, netop pga. af deres vinkel til livet?
:) Krampen