Forbløffende lidt politisk talent på venstrefløjen

P.t. erfarer vi, at S og SF ikke aner, hvilket ben de skal stå på efter de Radikales efterlønsafviklings-aftalen med regeringen. At de Radikale isoleret set havde alt at vinde ved at indgå en aftale om denne mærkesag kan umuligt ha' overrasket nogen i S og SF.
Alligevel er partiernes ordførere mundlamme og mavesure.
Nu melder spørgsmålet sig: Kunne man forestille sig en tilsvarende panik-reaktion hos toppolitikerne i den borgerlige lejr, hvis/når en sammenlignelig situation skulle opstå?
Mit svar er et utvetydigt nej. Bevidstheden om hele tiden at være i offensiven (også selv om det ofte blot er bluff og tomme ord) er alt for stærk hos de borgerlige ledere.
Desværre afslører uforberedtheden, at rigtig mange af S og SF's politikere slet ikke kender deres besøgelsestid. De har en ubegribelig ringe fornemmelse for, hvorledes de trænger igennem med budskaber i medierne og argumenterer kløgtigt for deres sag.
Det virker som om, selv de øverst placerede politikere i især Socialdemokratiet er umådelig dårlige til at tænke et par skaktræk frem... Sass, Bødskov m.fl. har ingen overbevisende gennemslagskraft overhovedet. Spørgsmålet er, om de er mere dovne end deres politiske modstandere, eller om de prioriterer deres tid forkert.
Hvis S og SF vinder valget skyldes det ikke politisk talent men alene regeringens konsekvent korrumperede adfærd og tomme retorik baseret på falske hensigtserklæringer. Det er sgu ikke imponerende.... Enig?

Talentet har de måske men de mangler endnu at vise det for vælgerne.
Indtil videre ha ssf levet godt af at Løkke ikke har gjort det overbevisende godt samt at han har været ude for sager som pressen har blæst op til astronomiske højder selvom det egentlig var småsager.
Jeg tænker selvfølgelig på ferieministre og lignende.

Løkke er også af en helt anden støbning end Fogh og Fogh er næppe den letteste mand at efterfølge, da bla journalister har en del at hævne da Fogh var mester i at nedgøre de journalister som stillede lidt for tåbelige spørgsmål.
Den slags kan Løkke ikke gøre uden at fremstå som en arrig idiot.
Jeg tror slet ikke venstrefløjen (s og sf) er klar over hvor hård en statsministerpost egentlig er og for mig at se virker det hele mest som om det hele er noget helleT tror man leger.
Hvis hun bliver statsminister (Himlen forbyde det) er jeg seriøst bange for hun fejler stort fordi hun slet ikke kan klare presset når folk vil se resultater.
Men så er det måske godt at kommunisten ole sohn kan hviske hende i øret hvilke magtmidler hun kan tage i brug for at stække vælgerne.
Da både sohn og helleT har en fortid i kommunismen så må de jo have et indgående kendskab til de tidligere russiske metoder selvom jeg dog ikke tror der bliver oprettet Gulags i Danmark.

Jeg mener klart, at hvis S og SF vinder næste valg, så skyldes det i høj grad, at regeringen gør det dårligt mediemæssigt snarere end et aktivt tilvalg af oppositionen.
Jeg mener ikke, at det nødvendigvis skyldes, at Helle & co. gør det specielt dårligt. Jeg mener snarere, at der er tale om et strukturelt problem. Socialdemokratismen har i gennemsnit på europæisk plan været for nedadgående siden 50'erne. Udfra en marxistisk tankegang kunne det tyde på, at socialdemokratismen som ideologi er ude af trit med befolkningen.
Den traditionelle reformistiske socialisme tog udgangspunkt i kriserne og i interessekampen mellem arbejde og kapital samt i parlamentarismen (som vel at mærke ikke var en blomst, der var groet i højrefløjens have, hvor man gerne så, at folk uden formue og pga. andre ting, kunne fratages stemmeretten).
Hvad er der så sket, siden en socialdemokrat sidste gang brugte hovedet (vi taler om før 1. verdenskrig efter min mening).
Jo med udfaldet af 2. verdenskrig måtte højrefløjen acceptere parlamentarismen.
Hvad angår kriserne som socialismen tidligt reagerede imod, så var de specielt slemme før bretton woods, da man stadig brugte guldfoden. Dvs. at pengenes værdi afhang af mængden af guld og centralbankerne i realiteten ikke havde meget at skulle have sagt vedr. pengemængden. Det betød, at deflation forekom i gnsn. (hvis man korrigerer for nye guldfund) lige så meget som inflation. Gik inflationen i minus, mistede man penge på at investere og over kort tid kunne hele økonomien blive sendt til tælling. Den store depression er den kendste deflationskrise, men Europa oplevede flere af den slags kriser fra midten af 1800-tallet og frem. Med bretton woods begyndte centralbankerne at styre pengemængden efter et fast inflationsmål, hvorved deflationskriserne afskaffedes. Samtidig er vi blevet rigere pga. den teknologiske udvikling. De kriser som socialismen vendte sig imod er altså ændret markant kvalitativt til det bedre og selvom det moderne samfund stadig oplever konjunktursvingninger, er vi i langt højere stand til at overleve dem, fordi vi er rigere.
Sideløbende med at den socialistiske kritik af kriserne er blevet udvandet, er der en ny dagsorden som trænger sig på. Nemlig hvorfor er det offentlige bedre til f.eks. sygehuse end de private? de gamle socialister skænkede ikke disse overvejelser en tanke. For dem var det offentlige et spørgsmål om fordelings- og konjunkturpolitik alene. De borgerlige har derimod beskæftiget sig indgående med emnet og kunne derfor præge debatten fra starten af med gennemtænkte (men efter min mening stadig forkerte) argumenter.
Højrefløjen reformerede sig totalt. Den moderne højrefløj har meget lidt til fælles med den gamle højrefløj. De gamle konservative og liberale ønskede ikke valgret for alle over 18 og de var hamrende ligeglade med både inflation og arbejdsløshed. Idag er de demokratiske og vil gerne have regeringsindgreb til at sikre en fast stabil pengemængde.
Interessegrupperne er forandret totalt. I gamle dage varetog partierne interesserne for forskellige interessegrupper (som idag). Der var de konservative som repræsenterede dem med naturressourcer såsom land, der var de liberale der varetog interesserne for dem, der ernærede sig via forrentningen af kapital og så var der arbejderne, der kun havde deres arbejdskraft at sælge.
Idag har vi en 4. komponent i vores BNP, som fyldere mere og mere nemlig humankapital/uddannelse. Folk der lever af deres humankapital har ikke de samme interesser og humankapital er ikke en entydig størrelse, men varierer. De 4 forskellige komponenter er heller ikke længere klart definerbare. M.a.o. så har vi myriader af forskellige interessegrupper og samtidig er vi på sin vis alle sammen blevet kapitalister i den forstand, at det kun er meget få mennesker i DK, der kun lever alene af deres arbejdskraft uden brug af hjerne. Selv traditionelle arbejderfag er idag højt specialiserede. Derimod giver det vind til højrefløjen, da vi jo idag allesammen lever af at være kapitalister, nemlig af forrentningen af vores humankapital.
Dertil kommer, at socialdemokrater er kloge mennesker, som kun bruger hovedet, når de er nød til det. Den traditionelle reformistiske socialisme var intellektuelt set død omkring 1950, men levede alligevel videre tilsat lidt keynesianisme. Derimod var de interessegrupper som socialdemokratiet repræsenterede så store, at de ikke behøvede at bruge knolden, men bare pragmatisk kunne gennemføre projektet. Socialismens idegrundlag behøvede man ikke at reformere, for hvem skulle man overbevise? Sådan er det ikke længere.
Jeg er politisk enig med Helle. Men socialdemokraternes problem er i grunden ideologisk og strukturelt og hvordan hun optræder på TV gør i de virkelig store sammenhænge hverken fra eller til. Iøvrigt er det ikke kun i DK, men i hele EU at socialdemokratismen har problemer.
Hvad jeg så mener, er vejen frem for socialdemokratismen, er en ny moderne kritik af kapitalismen, som jeg er igang med at skrive. Jeg har rundet de 20 sider og regner med at den kommer til at fylde over 30. Altså langt mere end hvad jeg kan være bekendt at poste som et indlæg på sol (trods alt).