Fortjener hun mig, eller skal jeg efterlade hende...?
Hej Gruppe.
Jeg skriver fordi jeg som så mange her på sitet, er lidt i vildrede. Jeg har haft et løst forhold til en pige i de sidste halve år, og her den anden dag tog jeg en beslutning, som jeg ikke er sikker på er rigtig.
Hun har været igennem 5 lange forhold før mig, og i ingen af disse blev hun, i mine øjne respekteret som kvinde. Jeg fik hurtigt medlidenhed med hende, og vi bandt nogle bånd der hurtigt blev utrolig stærke.
Pga. af det hun har været igennem, har hun næsten hver dag en periode hvor hun er virkelig ked af det og græder, fordi hendes tro på lykke er smadret. Jeg har gjort mit bedste for at bygge denne tro op igen, og vi er nået langt. Hende sexliv tidligere har absolut heller ikke været godt, og hun var blevet vandt til at sex var noget der tog 3 minutter, uden initiativ og fornyelse. Hende og jeg fandt en lyst til sex, som ingen af os har prøvet før, og i løbet af kort tid gav vi hinanden seksuelle oplevelser, som vi aldrig før havde haft. Det var meget intenst og virkelig dejligt. Hun har fortalt mig MANGE gange at jeg er alt hvad en mand skal være, hun komplimenterer mit udseende meget, og jeg ved at vores sex er godt. Jeg beskytter hende, prøver så vidt muligt at deltage i hendes liv og jeg værdsætter hende og hendes nærvær.
Men: hun fortalte mig i mandags at hun på afstand havde set en fyr i byen, som hun kunne mærke hun godt kunne tænke sig at se igen. Jeg var forstående da vi jo ikke har et reelt forhold. Jeg fortalte hende at det var i orden, men at hende og jeg så måtte stoppe med at ses som vi gjorde, fordi jeg ville være den eneste for hende og ikke dele hende med andre. Efterfølgende, har vi ikke snakket sammen, og jeg har tænkt MEGET på hende og vores situation. Nogle ting irriterer mig helt vildt, og andre ting savner jeg mere end muligt. Bl.a. har hun en datter på 3 år, og har lige meldt sig til Robinson. Datterens far vil selvfølgelig tage sig af hende, men kan man tage bort i 1½ måned, fra så ung en datter? Men når vi er sammen, smelter vi fuldstændig ind i hinanden, griner, elsker, snakker og suger tryghed. Der er mange flere positive sider af hende, end der er negative…
Med alt den energi jeg har lagt i hende og jeg, synes jeg at hun burde vise mig lidt mere respekt. Men igen, jeg har jo ikke ret til at forvente noget af hende. Måske er hun ikke den intelligente kvinde jeg troede!?
Hun er 28, jeg er 24.
Mit spørgsmål lyder på: Skal jeg prøve at kapre hendes hjerte, eller skal jeg være kold og lade hende gå?
Kærlige hilsner
John Luck
Jeg skriver fordi jeg som så mange her på sitet, er lidt i vildrede. Jeg har haft et løst forhold til en pige i de sidste halve år, og her den anden dag tog jeg en beslutning, som jeg ikke er sikker på er rigtig.
Hun har været igennem 5 lange forhold før mig, og i ingen af disse blev hun, i mine øjne respekteret som kvinde. Jeg fik hurtigt medlidenhed med hende, og vi bandt nogle bånd der hurtigt blev utrolig stærke.
Pga. af det hun har været igennem, har hun næsten hver dag en periode hvor hun er virkelig ked af det og græder, fordi hendes tro på lykke er smadret. Jeg har gjort mit bedste for at bygge denne tro op igen, og vi er nået langt. Hende sexliv tidligere har absolut heller ikke været godt, og hun var blevet vandt til at sex var noget der tog 3 minutter, uden initiativ og fornyelse. Hende og jeg fandt en lyst til sex, som ingen af os har prøvet før, og i løbet af kort tid gav vi hinanden seksuelle oplevelser, som vi aldrig før havde haft. Det var meget intenst og virkelig dejligt. Hun har fortalt mig MANGE gange at jeg er alt hvad en mand skal være, hun komplimenterer mit udseende meget, og jeg ved at vores sex er godt. Jeg beskytter hende, prøver så vidt muligt at deltage i hendes liv og jeg værdsætter hende og hendes nærvær.
Men: hun fortalte mig i mandags at hun på afstand havde set en fyr i byen, som hun kunne mærke hun godt kunne tænke sig at se igen. Jeg var forstående da vi jo ikke har et reelt forhold. Jeg fortalte hende at det var i orden, men at hende og jeg så måtte stoppe med at ses som vi gjorde, fordi jeg ville være den eneste for hende og ikke dele hende med andre. Efterfølgende, har vi ikke snakket sammen, og jeg har tænkt MEGET på hende og vores situation. Nogle ting irriterer mig helt vildt, og andre ting savner jeg mere end muligt. Bl.a. har hun en datter på 3 år, og har lige meldt sig til Robinson. Datterens far vil selvfølgelig tage sig af hende, men kan man tage bort i 1½ måned, fra så ung en datter? Men når vi er sammen, smelter vi fuldstændig ind i hinanden, griner, elsker, snakker og suger tryghed. Der er mange flere positive sider af hende, end der er negative…
Med alt den energi jeg har lagt i hende og jeg, synes jeg at hun burde vise mig lidt mere respekt. Men igen, jeg har jo ikke ret til at forvente noget af hende. Måske er hun ikke den intelligente kvinde jeg troede!?
Hun er 28, jeg er 24.
Mit spørgsmål lyder på: Skal jeg prøve at kapre hendes hjerte, eller skal jeg være kold og lade hende gå?
Kærlige hilsner
John Luck