Gravid...og hvad så.?

Sagen er den, at jeg har haft et sexuelt forhold til en mand i en månedes tid. Jeg har kendt ham i 5 år, da han er min eks kærestes bedste ven. Men eftersom det er 3 år siden, min eks og jeg gik fra hinanden og han nu skal giftes, regner jeg ikke med det er et problem for ham. Fyren her, har tidligere vist stor interesse for mig, hvor jeg har sagt nej, pga. min eks kæreste. Men er tiltrukket af ham og synes der nu er gået så lang tid, så min eks burde være ligeglad. Det er heller ikke problemet. Problemet er, at jeg nu er blevet gravid med denne fyr. Jeg har ikke fortalt ham det endnu. Han har en søn med sin ekskone. Han ser sønnen og er selvfølgelig stolt af ham. Jeg ved at det ikke gik med ham og hans ekskæreste, fordi hun ville have børn og han ikke ville have flere.´
Han sender mig dagligt smsér om, hvor meget han ville ønske vi var sammen nu og hvilket højdepunkt jeg er i hans liv. Men indtil videre er det kun blevet til det sexuelle. Han spørger dog dagligt til mig, om andre ting der sker i mit liv.
Jeg er bange for at fortælle ham, at jeg er gravid. Jeg er 31 år, og vil ikke have en abort nu,med den risiko for sterillitet der kan medfølge i min alder.
Men kan alligevel ikke overskue, hvordan det vil gå med mig og en nyfødt, specielt da jeg starter nyt job i næste uge, og gyser ved tanken om, at skulle på barsel så kort tid efter.
Ville selvfølgelig allerhelst, at han synes det var dejligt, at jeg var gravid og ville deltage i det. Men så heldig er jeg nok ikke.
Hvordan får jeg det fortalt til ham, uden at han bliver rasende, hvad kan jeg forvente af ham, og hvad med mit nye job. ?

når du ikke har gjort dig selv gravid, men han har gjort det?

Det kan du have ret i. Men du ved jo hvordan mænd er. :-)

hvis han ikke vil have flere børn så skulle han jo have brugt et kondom men det er jo altid let at være bagklog.
du er vel bare nød til at sige det som det er og fordi hans tidligere forhold gik i stykker pga hans ønske dengang om ikke at få flere børn betyder jo ikke at han har den samme mening mere🙂man har et standpunkt til man tar et nyt.

det håber jeg ihvertfald er tilfældet her. :-)

For det er egentlig først når du har fået dit barn, at du finder ud af at den følelse af lykke og realicering af mening med livet. overskygger både partner og job..
Men når det er sagt så er det naturligvis noget lort at du ikke er sikker på hans reaktion eller hengivelse.. for det er et meget opofrende job at gro børn op til at blive hele mennesker..
En ting er dog sikkert. du må få hul på bylden hurtigst muligt, og få en ordentlig snak om hvor i vil hen sammen.. eller om du skal skifte gear og finde en der er rede til at tage dig som du står. og følge det ordentligt på vej. (dog svært at gribe, for de fleste mænd)... men altså ærlighed og klarhed er den eneste holdbare vej.. Du holder jo trods alt et nyt menneske i "hånden" og du virker som om du er rede til at tage ansvaret..

Jeg vil helt sikkert tage rede om mit barn. Uanset om der er en far inde i billedet eller ej. Jeg er vant til at have mine søskendes 7 børn, og savner mit eget ansvar overfor et barn. Har været reservemor for min søsters lille dreng, da hans far svigtede ved fødslen. Er lidt bange for andres og faderens reaktion. Må snart fortælle ham det, så jeg ved hvor jeg står. Men uanset hvad der sker, glæder jeg mig. :-)

Held & lykke:)

Andre vil godt stå til ansvar for deres handlinger.

det har kun kvinderne.
Desværre acceptere samfundet det. Jeg har selv måtte opgive job og omlægge mit liv..men fortryder ikke barnet.. men desværre har barnet også søskene det aldrig får at se.. måske når hun er voksen.. men når der ikke er kontakt til faren er der ingen kontakt til farmor, farfar og andre søskene..desværre.
... desværre er det ikke ligestilling på det område, så man kunne lave en deleordning.
vh anonym...
og jeg kan godt forstå at du i den alder fravælger en abort, det jo ikke risikofrit og uden påvirkning af ens psyke (kun hos nogle). Jeg er også i 30erne. og faderen til vores barn er i dag sidst i 30èrne.. så ansvar og alder hænger ikke sammen.

ih hvor er det dejligt for dig , er du ikke spændt❓det ville jeg være ;0)
fortæl ham det , kan jo være at han bliver superglad , og hvis ikke , ja så må det være sådan
men uanset hvad skal du ikke i din tilstand gå rundt og være bekymret , og slet ikke når du allerede har valgt at beholde det
tiden med graviditet skal ikke gå med bekymring , den skal gå med glæde og forventning ;0))

http://foreningenmor.dk/www/index_dk.asp
måske du kan få glæde af det :-)
vh anonym