Gud danser
Jeg har aldrig forstået Kirkens ide om de dødes opstandelse. Det er jo indlysende, at det ikke er en samling rådne lig, der stiger op og følger Kristus til himmels. Så hvilken krop får man, når man genopstår? Er det den krop, man dør i?
Hvis man dør som spæd eller olding, er det så den krop man vil have til evig tid ved genopstandelsen? En ret skræmmende tanke, faktisk. Så synes jeg, at den vediske forklaring giver mere mening. I den, er ens fysiske krop blot en ud a milliader, man har haft i forskellige livsarter. Når man bliver frelst, får man sin oprindelige åndelige krop og vender tilbage til Krishna på det evige plan.
Kirken fortæller os, at man kommer til himmelen og er sammen med sin familie og venner der forevigt. Men det er jo heller ikke en videre tiltrækkende at tænke på. Jeg mener, hvem gider være sammen med sin jordiske familie forevigt? Hvad hvis ens kone er en rappenskralde og man blev misbrugt som barn? Er det dem, man skal være sammen med forevigt? Jeg kan ikke se noget tiltrækkende ved det.
Når jeg ser den glade kærnefamilie på forsiden af Vagttårnet, så tænker jeg altid, hold da kæft, det må være kedeligt der.
Og hvad laver Gud i den kristne himmel? Det melder historien heller intet om. Det må jo være extremt kedeligt at være Gud i kristendommen. At sidde på en sky omgivet af engle, der spiller på harpe. Eller at være bager i universets største bageri, så Han kan levere brød til alle. Og sidde og høre på alle folks beklagelser og bønner - er det sådan det er? Eller som nogen tror, at Jesus er Gud og må komme ned i et fysisk legeme for at lide for det snot, JEG går rundt og laver? Hvad er der fedt ved det?
Og vad laver Gud i sin fritid i himmelen - når han ikke sidder og keder sig med en flok engle, eller når Han ikke hænger blødende og lidende sømmet op på en pæl? Hvad laver Han så? Kirken fortæller os intet om disse ting. Det er derfor jeg er så facineret af den vediske version. Her bliver Gud, Hans navn, Hans form, Hans kvaliteter og Hans lege beskrevet i detaljer.
At Krishna er Gud, er blot en sekundær ting. Det har Han sine ekspansioner som Vishnu og Narayan til. Krishna selv er simpelthen optaget af at lege og nyde med sine venner i Vrindavan.
Jeg tror det var Nitsche, der sagde, jeg kunne tro på en Gud, der danser.
Sjovt nok er et af Krishnas navne Natharaja, den bedste af alle dansere.
Og at forsøge at elske Krishna giver den højeste form for glæde og nydelse. Det er et faktum enhver kan opleve, som indgår i processen. Det har intet med tro at gøre. Enhver der forsøger at føje Krishna til sit liv vil øjeblikkeligt opleve hvordan hans eller hendes lidelse vil formindske og nydelse og glæde vil øge. Det er et demonstrativt faktum.
Krishna siger:
Jeg er kilden til alle åndelige og materielle verdener. Alting udstrømmer fra Mig. De vise, der ved dette til fulde, beskæftiger sig i Min hengivne tjeneste og tilbeder Mig af hele deres hjerte. (Bg 10.8)
De rene hengivnes tanker dvæler i Mig. Deres liv er helt hengivet til Min tjeneste, og de oplever stor tilfredsstillelse og glæde ved altid at oplyse hinanden og konversere om Mig. (Bg 10.9)
Til dem, der er konstant viet til at tjene Mig i kærlighed, giver jeg den forståelse, gennem hvilken de kan komme til Mig. (Bg 10.10)
For at vise dem særlig nåde, ødelægger Jeg, der dvæler i deres hjerter, med kundskabens lys det mørke, der er født af uvidenhed. (Bhagavad Gita 10.11)
Hvis man dør som spæd eller olding, er det så den krop man vil have til evig tid ved genopstandelsen? En ret skræmmende tanke, faktisk. Så synes jeg, at den vediske forklaring giver mere mening. I den, er ens fysiske krop blot en ud a milliader, man har haft i forskellige livsarter. Når man bliver frelst, får man sin oprindelige åndelige krop og vender tilbage til Krishna på det evige plan.
Kirken fortæller os, at man kommer til himmelen og er sammen med sin familie og venner der forevigt. Men det er jo heller ikke en videre tiltrækkende at tænke på. Jeg mener, hvem gider være sammen med sin jordiske familie forevigt? Hvad hvis ens kone er en rappenskralde og man blev misbrugt som barn? Er det dem, man skal være sammen med forevigt? Jeg kan ikke se noget tiltrækkende ved det.
Når jeg ser den glade kærnefamilie på forsiden af Vagttårnet, så tænker jeg altid, hold da kæft, det må være kedeligt der.
Og hvad laver Gud i den kristne himmel? Det melder historien heller intet om. Det må jo være extremt kedeligt at være Gud i kristendommen. At sidde på en sky omgivet af engle, der spiller på harpe. Eller at være bager i universets største bageri, så Han kan levere brød til alle. Og sidde og høre på alle folks beklagelser og bønner - er det sådan det er? Eller som nogen tror, at Jesus er Gud og må komme ned i et fysisk legeme for at lide for det snot, JEG går rundt og laver? Hvad er der fedt ved det?
Og vad laver Gud i sin fritid i himmelen - når han ikke sidder og keder sig med en flok engle, eller når Han ikke hænger blødende og lidende sømmet op på en pæl? Hvad laver Han så? Kirken fortæller os intet om disse ting. Det er derfor jeg er så facineret af den vediske version. Her bliver Gud, Hans navn, Hans form, Hans kvaliteter og Hans lege beskrevet i detaljer.
At Krishna er Gud, er blot en sekundær ting. Det har Han sine ekspansioner som Vishnu og Narayan til. Krishna selv er simpelthen optaget af at lege og nyde med sine venner i Vrindavan.
Jeg tror det var Nitsche, der sagde, jeg kunne tro på en Gud, der danser.
Sjovt nok er et af Krishnas navne Natharaja, den bedste af alle dansere.
Og at forsøge at elske Krishna giver den højeste form for glæde og nydelse. Det er et faktum enhver kan opleve, som indgår i processen. Det har intet med tro at gøre. Enhver der forsøger at føje Krishna til sit liv vil øjeblikkeligt opleve hvordan hans eller hendes lidelse vil formindske og nydelse og glæde vil øge. Det er et demonstrativt faktum.
Krishna siger:
Jeg er kilden til alle åndelige og materielle verdener. Alting udstrømmer fra Mig. De vise, der ved dette til fulde, beskæftiger sig i Min hengivne tjeneste og tilbeder Mig af hele deres hjerte. (Bg 10.8)
De rene hengivnes tanker dvæler i Mig. Deres liv er helt hengivet til Min tjeneste, og de oplever stor tilfredsstillelse og glæde ved altid at oplyse hinanden og konversere om Mig. (Bg 10.9)
Til dem, der er konstant viet til at tjene Mig i kærlighed, giver jeg den forståelse, gennem hvilken de kan komme til Mig. (Bg 10.10)
For at vise dem særlig nåde, ødelægger Jeg, der dvæler i deres hjerter, med kundskabens lys det mørke, der er født af uvidenhed. (Bhagavad Gita 10.11)