Gud er indeni og udenfor alting
MANTRA FEM
Sri Isopanishad, mantra 5
SANSKRIT
tad ejati tan naijati / tad dure tad v antike
tad antar asya sarvasya / tad u sarvasyasya bahyatah
OVERSÆTTELSE
Den Højeste Herre går, og går alligevel ikke. Han er langt borte, men også meget nær. Han er indeni alting, og samtidig også udenfor alting.
KOMMENTAR af AC Bhaktivedanta Swami Prabhupada
Her beskrives nogle af den Højeste Herres transcendentale bedrifter, som de udføres af Hans ufattelige energier. Modstridende udtalelser anvendes her for at antyde Herrens uforståelige kræfter. "Han går og går alligevel ikke." Hvis en person kan gå , virker det normalt ulogisk at sige, han ikke kan gå. Når der henvises til Gud, tjener en sådan selvmodsigelse imidlertid til at pege på Hans ufattelige og modstridende kræfter.
Med vor begrænsede viden kan vi ikke rumme sådanne modstridende udtalelser, og derfor er der en tendens til, at vi kun forsøger at forstå Herren i forhold til vor egen begrænsede opfattelsesevne. Mayavada-skolens upersonlighedsfilosoffer anerkender for eksempel kun Herrens upersonlige eksistens og afviser Hans personlige egenskaber.
Bhagavata-skolen, idet den henviser til Guds ufattelige kræfter, accepterer imidlertid den mere fyldestgørende indsigt om Gud som værende både personlig og upersonlig. Uden besiddelsen af disse kræfter giver ordene "Højeste Herre" ingen mening.
Blot fordi vi ikke kan opfatte den med vores egne øjne, bør vi på ingen måde tage for givet, at Herren ingen personlig eksistens har. Sri Isopanishad tilbageviser denne formodning gennem at erklære, at Herren er langt væk, men også meget nær. Herrens bolig er hinsides den materielle verden, og vi formår ikke engang at måle dette ene univers.
Hvis det materielle univers er så vidtstrakt, hvor meget større må da ikke den åndelige verden være, fuldstændigt hævet som den er over det materielle univers?
Det bekræftes i Bhagavad-gIta (15.6) at den åndelige verden befinder sig langt, langt hensides de materielle universer. Men til trods for at Herren er så langt borte, kan Han alligevel på mindre end et sekund stige herned og fremstå for vore øjne med en fart, der overgår sindets eller vindens. Han kan også løbe så hurtigt, at ingen kan overhale Ham. Dette er allerede blevet beskrevet i det foregående vers.
Alligevel ignorerer vi Guddommens Højeste Personlighed, når Han viser Sig foran os. Sådan en tåbelig ligegyldighed fordømmes af Herren i Bhagavad-gIta (9.11), hvor Han siger, at tåberne håner Ham, for de anser Ham for et almindeligt dødeligt væsen. Han er ikke et dødeligt væsen, og Han viser Sig heller ikke for os i en krop, der er blevet frembragt af den materielle natur.
Mange såkaldt lærde hævder, at Herren nedstiger i en krop udgjort af materie præcis som et almindeligt levende væsen. Uden at kende Hans ufattelige energier placerer sådanne tåber Herren på samme niveau som almindelige dødelige.
Eftersom Gud er fuld af ufattelige kræfter, kan Han tage imod vor tjeneste igennem et hvilket som helst medium, og Han kan omforme Sine forskellige energier helt efter egen vilje. Troløse personer argumenterer, at Herren slet ikke kan inkarnere Sig, eller hvis Han endelig gør det, nedstiger Han i en form, der består af materiel energi. Disse argumenter ugyldiggøres, i samme øjeblik vi anerkender eksistensen af Herrens ufattelige kræfter.
Da forstår vi, at selv om Herren viser Sig for os i form af materie, kan Han sagtens omforme denne energi til åndelig energi. Eftersom energiernes ophav er den samme, kan energierne anvendes ifølge deres ophavs vilje. Herren kan for eksempel vise Sig i arca-vigraha-formen, dvs. som en Deitet der tilsyneladende består af ler, sten eller træ.
På trods af at Deitetsformerne ud hugges af træ, sten eller andre materialer, er De ikke afgudebilleder, som de troløse hævder. I vor nuværende ufuldkomme materielle tilværelse kan vi på grund af vort mangelfulde syn ikke se den Højeste Herre. De hengivne, som ønsker at se Ham med deres materielle syn, begunstiges dog af Herren ved, at Han viser Sig i en såkaldt materiel form, gennem hvilken Han modtager deres tjeneste. Man bør ikke tro, at sådanne hengivne, som befinder sig på det laveste stadium af hengiven tjeneste, tilbeder en afgud. De tilbeder rent faktisk Herren, som har indvilliget i at vise Sig for dem på en måde, de kan forholde sig til.
Arca-formen (Guds deitetsform)fabrikeres heller ikke efter tilbederens luner. Denne form eksisterer evigt med alt, hvad der hører til, og er beskrevet udførligt i Vedaskrifterne, ifølge hvilkes anvisninger den frembringes. En ateist har ingen mulighed for at sætte sig ind i dette mysterie. Det kan faktisk kun opleves af en seriøs hengiven.
I Bhagavad-gIta (4.11) siger Herren, at den måde, Han behandler Sin hengivne på , afhænger af, hvor meget den hengivne overgiver sig. Herren forbeholder Sig retten til ikke at åbenbare Sig for hvem som helst, men kun for de sjæle, som har overgivet sig til Ham. For den overgivne sjæl er Gud således altid inden for rækkevidde, hvorimod Han for den rebelske sjæl altid er langt, langt væk og umulig at nærme sig.
I denne forbindelse er ordene saguna ("med kvaliteter") og nirguna ("uden kvaliteter"), som de åbenbarede skrifter ofte anvender til at beskrive Herren, meget vigtige. Ordet saguna betyder ikke, at Herren, når Han viser Sig med egenskaber, som vi kan opfatte, er nødt til at antage en materiel krop og underlægge sig den materielle naturs love.
For Ham er der ingen forskel på materiel og åndelig energi, for Han er kilden til alle energier. Som den, der behersker alle energier, bliver Han på intet tidspunkt på samme måde som os underlagt deres indflydelse. Den materielle energi virker ifølge Hans anvisninger, og Han kan derfor gøre brug af den uden på noget tidspunkt at blive påvirket af denne energis kvaliteter. I den forstand er Han nirguna, "uden kvaliteter". Herren bliver heller ikke på noget tidspunkt et formløst væsen, for yderst set er Han den evige form, den oprindelige Herre. Hans upersonlige aspekt eller Brahman-udstråling er blot skæret fra Hans personlige skikkelse på samme måde, som solstrålerne er glansen fra solguden.
Da barnehelgenen Prahlada Maharaja stod foran sin ateistiske far, spurgte faderen ham, "Hvor er din Gud?" Prahlada svarede, at Gud er overalt. Faderen spurgte forarget, om hans Gud også var i en af paladsets søjler, til hvilket barnet svarede ja. Da knuste den ateistiske konge søjlen foran sig, og i det øjeblik viste Gud Sig som Nrsimha (inkarnationen som halvt menneske, halvt løve) og dræbte den ateistiske konge.
Herren er således indeni alt, og Han skaber alting ved hjælp af Sine forskellige energier. Gennem Sine ufattelige kræfter kan Han fremstå hvor som helst og når som helst for at begunstige Sine oprigtige hengivne. Herren Nrsimha åbenbarede Sig ikke fra søjlen i lydighed mod den ateistiske konges ordre, men på grund af Sin hengivne Prahladas ønske.
En ateist kan ikke tvinge Herren til at åbenbare Sig; Han vil derimod fremkomme hvor som helst for at vise Sin hengivne barmhjertighed. I Bhagavad-gIta (4.8) erklæres det på lignende måde, at Herren viser Sig for at tilintetgøre de troløse og beskytte de troende. Selvfølgelig besidder Herren tilstrækkeligt med kræfter og forskellige repræsentanter, så som denne materielle natur, der kan gøre kort proces med ateisterne, men det behager Ham personligt at begunstige en hengiven. Derfor nedstiger Han som en inkarnation. Faktisk nedstiger Han udelukkende for at begunstige Sine hengivne og ikke af nogen anden grund.
I Brahma-samhita (5.35) siges det, at Govinda, den oprindelige Herre, gennem Sin fuldstændige ekspansion træder ind i alting. Han træder ind i selve universet såvel som i alle universets atomer. I Sin virat-form er Han udenfor alting, og som antaryami er Han indeni alting. Som antaryami bevidner Han alt, der foregår, og i denne form tildeler Han os ligeledes resultaterne af vore handlinger som karma-phala. Måske glemmer vi selv, hvad vi har gjort i tidligere liv, men eftersom Herren et vidne til vore handlinger, bringer vore handlinger altid et resultat, og dette resultat bliver vi under alle omstændigheder nødt til at tage imod reaktionerne på.
Kendsgerningen er, at der udenfor såvel som indeni intet andet er end Gud. Alting er en manifestation af Hans forskellige energier ligesom lys og varme, der udstrømmer fra en ild. På denne måde er Hans forskellige energier ét. På trods af denne enhed, nyder Herren imidlertid stadig i Sin personlige form i ubegrænset omfang alle de glæder, som kun nydes i meget begrænset omfang af de bittesmå levende væsener, som er Hans uadskillelige partikler.
Sri Isopanishad, mantra 5
SANSKRIT
tad ejati tan naijati / tad dure tad v antike
tad antar asya sarvasya / tad u sarvasyasya bahyatah
OVERSÆTTELSE
Den Højeste Herre går, og går alligevel ikke. Han er langt borte, men også meget nær. Han er indeni alting, og samtidig også udenfor alting.
KOMMENTAR af AC Bhaktivedanta Swami Prabhupada
Her beskrives nogle af den Højeste Herres transcendentale bedrifter, som de udføres af Hans ufattelige energier. Modstridende udtalelser anvendes her for at antyde Herrens uforståelige kræfter. "Han går og går alligevel ikke." Hvis en person kan gå , virker det normalt ulogisk at sige, han ikke kan gå. Når der henvises til Gud, tjener en sådan selvmodsigelse imidlertid til at pege på Hans ufattelige og modstridende kræfter.
Med vor begrænsede viden kan vi ikke rumme sådanne modstridende udtalelser, og derfor er der en tendens til, at vi kun forsøger at forstå Herren i forhold til vor egen begrænsede opfattelsesevne. Mayavada-skolens upersonlighedsfilosoffer anerkender for eksempel kun Herrens upersonlige eksistens og afviser Hans personlige egenskaber.
Bhagavata-skolen, idet den henviser til Guds ufattelige kræfter, accepterer imidlertid den mere fyldestgørende indsigt om Gud som værende både personlig og upersonlig. Uden besiddelsen af disse kræfter giver ordene "Højeste Herre" ingen mening.
Blot fordi vi ikke kan opfatte den med vores egne øjne, bør vi på ingen måde tage for givet, at Herren ingen personlig eksistens har. Sri Isopanishad tilbageviser denne formodning gennem at erklære, at Herren er langt væk, men også meget nær. Herrens bolig er hinsides den materielle verden, og vi formår ikke engang at måle dette ene univers.
Hvis det materielle univers er så vidtstrakt, hvor meget større må da ikke den åndelige verden være, fuldstændigt hævet som den er over det materielle univers?
Det bekræftes i Bhagavad-gIta (15.6) at den åndelige verden befinder sig langt, langt hensides de materielle universer. Men til trods for at Herren er så langt borte, kan Han alligevel på mindre end et sekund stige herned og fremstå for vore øjne med en fart, der overgår sindets eller vindens. Han kan også løbe så hurtigt, at ingen kan overhale Ham. Dette er allerede blevet beskrevet i det foregående vers.
Alligevel ignorerer vi Guddommens Højeste Personlighed, når Han viser Sig foran os. Sådan en tåbelig ligegyldighed fordømmes af Herren i Bhagavad-gIta (9.11), hvor Han siger, at tåberne håner Ham, for de anser Ham for et almindeligt dødeligt væsen. Han er ikke et dødeligt væsen, og Han viser Sig heller ikke for os i en krop, der er blevet frembragt af den materielle natur.
Mange såkaldt lærde hævder, at Herren nedstiger i en krop udgjort af materie præcis som et almindeligt levende væsen. Uden at kende Hans ufattelige energier placerer sådanne tåber Herren på samme niveau som almindelige dødelige.
Eftersom Gud er fuld af ufattelige kræfter, kan Han tage imod vor tjeneste igennem et hvilket som helst medium, og Han kan omforme Sine forskellige energier helt efter egen vilje. Troløse personer argumenterer, at Herren slet ikke kan inkarnere Sig, eller hvis Han endelig gør det, nedstiger Han i en form, der består af materiel energi. Disse argumenter ugyldiggøres, i samme øjeblik vi anerkender eksistensen af Herrens ufattelige kræfter.
Da forstår vi, at selv om Herren viser Sig for os i form af materie, kan Han sagtens omforme denne energi til åndelig energi. Eftersom energiernes ophav er den samme, kan energierne anvendes ifølge deres ophavs vilje. Herren kan for eksempel vise Sig i arca-vigraha-formen, dvs. som en Deitet der tilsyneladende består af ler, sten eller træ.
På trods af at Deitetsformerne ud hugges af træ, sten eller andre materialer, er De ikke afgudebilleder, som de troløse hævder. I vor nuværende ufuldkomme materielle tilværelse kan vi på grund af vort mangelfulde syn ikke se den Højeste Herre. De hengivne, som ønsker at se Ham med deres materielle syn, begunstiges dog af Herren ved, at Han viser Sig i en såkaldt materiel form, gennem hvilken Han modtager deres tjeneste. Man bør ikke tro, at sådanne hengivne, som befinder sig på det laveste stadium af hengiven tjeneste, tilbeder en afgud. De tilbeder rent faktisk Herren, som har indvilliget i at vise Sig for dem på en måde, de kan forholde sig til.
Arca-formen (Guds deitetsform)fabrikeres heller ikke efter tilbederens luner. Denne form eksisterer evigt med alt, hvad der hører til, og er beskrevet udførligt i Vedaskrifterne, ifølge hvilkes anvisninger den frembringes. En ateist har ingen mulighed for at sætte sig ind i dette mysterie. Det kan faktisk kun opleves af en seriøs hengiven.
I Bhagavad-gIta (4.11) siger Herren, at den måde, Han behandler Sin hengivne på , afhænger af, hvor meget den hengivne overgiver sig. Herren forbeholder Sig retten til ikke at åbenbare Sig for hvem som helst, men kun for de sjæle, som har overgivet sig til Ham. For den overgivne sjæl er Gud således altid inden for rækkevidde, hvorimod Han for den rebelske sjæl altid er langt, langt væk og umulig at nærme sig.
I denne forbindelse er ordene saguna ("med kvaliteter") og nirguna ("uden kvaliteter"), som de åbenbarede skrifter ofte anvender til at beskrive Herren, meget vigtige. Ordet saguna betyder ikke, at Herren, når Han viser Sig med egenskaber, som vi kan opfatte, er nødt til at antage en materiel krop og underlægge sig den materielle naturs love.
For Ham er der ingen forskel på materiel og åndelig energi, for Han er kilden til alle energier. Som den, der behersker alle energier, bliver Han på intet tidspunkt på samme måde som os underlagt deres indflydelse. Den materielle energi virker ifølge Hans anvisninger, og Han kan derfor gøre brug af den uden på noget tidspunkt at blive påvirket af denne energis kvaliteter. I den forstand er Han nirguna, "uden kvaliteter". Herren bliver heller ikke på noget tidspunkt et formløst væsen, for yderst set er Han den evige form, den oprindelige Herre. Hans upersonlige aspekt eller Brahman-udstråling er blot skæret fra Hans personlige skikkelse på samme måde, som solstrålerne er glansen fra solguden.
Da barnehelgenen Prahlada Maharaja stod foran sin ateistiske far, spurgte faderen ham, "Hvor er din Gud?" Prahlada svarede, at Gud er overalt. Faderen spurgte forarget, om hans Gud også var i en af paladsets søjler, til hvilket barnet svarede ja. Da knuste den ateistiske konge søjlen foran sig, og i det øjeblik viste Gud Sig som Nrsimha (inkarnationen som halvt menneske, halvt løve) og dræbte den ateistiske konge.
Herren er således indeni alt, og Han skaber alting ved hjælp af Sine forskellige energier. Gennem Sine ufattelige kræfter kan Han fremstå hvor som helst og når som helst for at begunstige Sine oprigtige hengivne. Herren Nrsimha åbenbarede Sig ikke fra søjlen i lydighed mod den ateistiske konges ordre, men på grund af Sin hengivne Prahladas ønske.
En ateist kan ikke tvinge Herren til at åbenbare Sig; Han vil derimod fremkomme hvor som helst for at vise Sin hengivne barmhjertighed. I Bhagavad-gIta (4.8) erklæres det på lignende måde, at Herren viser Sig for at tilintetgøre de troløse og beskytte de troende. Selvfølgelig besidder Herren tilstrækkeligt med kræfter og forskellige repræsentanter, så som denne materielle natur, der kan gøre kort proces med ateisterne, men det behager Ham personligt at begunstige en hengiven. Derfor nedstiger Han som en inkarnation. Faktisk nedstiger Han udelukkende for at begunstige Sine hengivne og ikke af nogen anden grund.
I Brahma-samhita (5.35) siges det, at Govinda, den oprindelige Herre, gennem Sin fuldstændige ekspansion træder ind i alting. Han træder ind i selve universet såvel som i alle universets atomer. I Sin virat-form er Han udenfor alting, og som antaryami er Han indeni alting. Som antaryami bevidner Han alt, der foregår, og i denne form tildeler Han os ligeledes resultaterne af vore handlinger som karma-phala. Måske glemmer vi selv, hvad vi har gjort i tidligere liv, men eftersom Herren et vidne til vore handlinger, bringer vore handlinger altid et resultat, og dette resultat bliver vi under alle omstændigheder nødt til at tage imod reaktionerne på.
Kendsgerningen er, at der udenfor såvel som indeni intet andet er end Gud. Alting er en manifestation af Hans forskellige energier ligesom lys og varme, der udstrømmer fra en ild. På denne måde er Hans forskellige energier ét. På trods af denne enhed, nyder Herren imidlertid stadig i Sin personlige form i ubegrænset omfang alle de glæder, som kun nydes i meget begrænset omfang af de bittesmå levende væsener, som er Hans uadskillelige partikler.