Gud i Det Gamle Testamente
Ordet gud kommer af det hebraiske ord ”el” der betyder magt, kraft eller vælde http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/193461:Liv---Sjael--Du-gode-Gud I det Gamle Testamente er en gud altså en der er mægtig, og derfor værd at holde sig på god talefod med. Ordet gud bruges derfor ikke kun om den Gud der talte med Moses ved den brændende tornebusk, men også om andre folks guder, ja endog om mægtige mennesker, såsom dommerne.
Men Bibelen forkynder ikke mange guder, men kun en almægtig Gud. For at undgå forvirring skrives Gud oftest i flertal (elohim), men på en måde så det grammatisk bruges somom det er et entalsord. Nu fungerer hebraisk grammatik ikke som dansk grammatik, men den grammatiske konstruktion ville svare til at man skrev:
Der er kun en ”magterne” (Der er kun en Gud).
Ordet Gud kom på den måde til at betyde alle magterne som i virkeligheden kun er en magt – eller det vi ofte kalder den almægtige Gud. Samtidigt var det så let at genkende Gud fra en eller anden afgud, eller endog fra afguderne – fordi kun den sande Gud blev skrevet i flertal, men benyttet somom det var et entalsord.
Den jødiske Gud var altså en uhørt mægtig Gud – ja, i virkeligheden den eneste Gud. De andre guder var kun illusioner – træstykker som folk tilbad, magter uden reel magt. Derfor måtte jøderne ikke lave et udskåret billede af Gud – fordi Gud alligevel var langt mere mægtig end nogen magt vi mennesker kan afbilde.
Ordet Gud blev skrevet så specielt, at ordet kom til at fungere som et egentligt navn – der var ingen tvivl om, hvem man tænkte på når man skrev om Gud i en sammenhængende tekst (elohim). Derfor skriver jeg Gud med stort – fordi det fungerede som et egentligt navn. Derudover kunne man knytte ordet Gud sammen med ord der viste noget om Guds egenskaber – eksempelvis hærskarernes Gud (magten over magterne). Men udover disse mange navne havde Gud også et helt specielt navn:
”JEG ER”.
Ordet går igen i Guds andet navn: Jahve. Ordet ”JEG ER” betegner at Gud ikke er skabt og ikke opretholdes af nogen kraft. Da han jo er magten over dem alle, behøver Gud logisk nok ingen magt til at skabe sig eller opretholde sin eksistens – Gud er væren i sin dybeste essens. På den måde er Gud den der har forårsaget alting – han er skaberen, medens alt andet er det skabte. Derfor starter beretningen om Gud og hans folk også med beretningen om, at Gud skabte verden.
Jahve blev i så høj grad Guds foretrukne navn, at Jahve blev et synonym for Gud. For jøderne var det væsentligt at huske, så de fik det slået fast tre gange dagligt når de reciterede det såkaldte ”shema” (shema betyder ”hør” eller ”lyt” og er det første ord i shemaet – det var altså det jøderne følte det var vigtigt at høre hver dag). Shemaet indledes med denne kryptiske sætning:
”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én” 5. Mosebog 6:4
- Hør Israel! Jahve vor Magter, Jahveh er én
kunne det også siges. Magterne er i virkeligheden kun en Magt og Jahveh er kun én. Israelitterne forklarede her i den grad, hvorfor Elohim blev benyttet som et entalsord, selvom der er mange magter – fordi der kun er én Gud, kaldet Jahve.
For en jøde er det helt centralt, at der kun er en Gud. Det kan ikke diskuteres – heller ikke i dag. Monoteismen var en gang for alle kommet til verden, og Det Gamle Testamente er fyldt med beretninger om, hvorfor folkenes guder ikke er virkelige guder, som jøderne derfor ikke måtte tilbede.
Men Jesus var jo jøde – er der så også kun en Gud i kristendommen, eller hvordan ser kristendommen på det?
Det vil jeg prøve at undersøge i den anden del af denne indlægsrække.
Men Bibelen forkynder ikke mange guder, men kun en almægtig Gud. For at undgå forvirring skrives Gud oftest i flertal (elohim), men på en måde så det grammatisk bruges somom det er et entalsord. Nu fungerer hebraisk grammatik ikke som dansk grammatik, men den grammatiske konstruktion ville svare til at man skrev:
Der er kun en ”magterne” (Der er kun en Gud).
Ordet Gud kom på den måde til at betyde alle magterne som i virkeligheden kun er en magt – eller det vi ofte kalder den almægtige Gud. Samtidigt var det så let at genkende Gud fra en eller anden afgud, eller endog fra afguderne – fordi kun den sande Gud blev skrevet i flertal, men benyttet somom det var et entalsord.
Den jødiske Gud var altså en uhørt mægtig Gud – ja, i virkeligheden den eneste Gud. De andre guder var kun illusioner – træstykker som folk tilbad, magter uden reel magt. Derfor måtte jøderne ikke lave et udskåret billede af Gud – fordi Gud alligevel var langt mere mægtig end nogen magt vi mennesker kan afbilde.
Ordet Gud blev skrevet så specielt, at ordet kom til at fungere som et egentligt navn – der var ingen tvivl om, hvem man tænkte på når man skrev om Gud i en sammenhængende tekst (elohim). Derfor skriver jeg Gud med stort – fordi det fungerede som et egentligt navn. Derudover kunne man knytte ordet Gud sammen med ord der viste noget om Guds egenskaber – eksempelvis hærskarernes Gud (magten over magterne). Men udover disse mange navne havde Gud også et helt specielt navn:
”JEG ER”.
Ordet går igen i Guds andet navn: Jahve. Ordet ”JEG ER” betegner at Gud ikke er skabt og ikke opretholdes af nogen kraft. Da han jo er magten over dem alle, behøver Gud logisk nok ingen magt til at skabe sig eller opretholde sin eksistens – Gud er væren i sin dybeste essens. På den måde er Gud den der har forårsaget alting – han er skaberen, medens alt andet er det skabte. Derfor starter beretningen om Gud og hans folk også med beretningen om, at Gud skabte verden.
Jahve blev i så høj grad Guds foretrukne navn, at Jahve blev et synonym for Gud. For jøderne var det væsentligt at huske, så de fik det slået fast tre gange dagligt når de reciterede det såkaldte ”shema” (shema betyder ”hør” eller ”lyt” og er det første ord i shemaet – det var altså det jøderne følte det var vigtigt at høre hver dag). Shemaet indledes med denne kryptiske sætning:
”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én” 5. Mosebog 6:4
- Hør Israel! Jahve vor Magter, Jahveh er én
kunne det også siges. Magterne er i virkeligheden kun en Magt og Jahveh er kun én. Israelitterne forklarede her i den grad, hvorfor Elohim blev benyttet som et entalsord, selvom der er mange magter – fordi der kun er én Gud, kaldet Jahve.
For en jøde er det helt centralt, at der kun er en Gud. Det kan ikke diskuteres – heller ikke i dag. Monoteismen var en gang for alle kommet til verden, og Det Gamle Testamente er fyldt med beretninger om, hvorfor folkenes guder ikke er virkelige guder, som jøderne derfor ikke måtte tilbede.
Men Jesus var jo jøde – er der så også kun en Gud i kristendommen, eller hvordan ser kristendommen på det?
Det vil jeg prøve at undersøge i den anden del af denne indlægsrække.