haster: aflivning - hvad med den anden hund

Hejsa.
Imorgen skal vores gamle hun lade livet ved dyrelægen, den har leukæmi og derfor er der ingen vej tilbage. Det har vi affundet os med.
Vi har dog en anden yngre hund, der er SÅ tæt på den gamle. De er så tæt, at den yngre kan hyle en hel weekend hvis den gamle er på tur eller ikke er hjemme. Det er helt tydeligt, at de er "et uadskilleligt par". Jeg forsøger SLET IKKE at give dem menneskelige egenskaber, slet ikke.
Men jeg tænker hvordan det skal gå efter imorgen, når den gamle ikke længere kommer hjem.
KUNNE det være en fordel at gennemføre aflivningen, og bagefter lade den yngre hund komme ind og se den gamle hund når den er død? Fra naturens hånd må hunde kunne mærke/dufte at den anden er død. Vil de give den en bedre "forståelse" af ændringen i flokken?
Eller er jeg helt tåbelig nu?
Nogle der ved noget om dette?
Mvh
Erik

ikke noget om det svar du ønsker?
Men jeg ved, at hos sådanne situationer er det vigtigt, at gøre hvad man finder rigtigt....der er ingen fortrydelses-ret.
Så stol på dig selv, også selv om du skulle virke tåbelig i andres øjne.
Pøjpøj og tanker til jer.

jeg tror du er på den rette vej med hensyn til måden at gøre det på.
vi havde 2 collier hvor den yngste fik kræft vi valgte at få den aflivet hjemme hos os selv, mens dyrlægen aflivede hunden tog vi vores anden hund over til nogle venner,og bagefter kom hunden over igen og gik rundt om hunden snuste nogle gange til den, vente
runtdt lagde sig ned ved siden af den, vi kørte så med den døde hund og den gamle hund blev hjemme der har aldrig været noget siden,good luck

Hej. Du Er på rette vej. Det er vigtigt at den anden hund får taget afsted. Bortset fra en eneste gang har alle hunde der har taget afsted med hunde jeg har aflivet forstået hvad der er sket. Jeg er sikker på at du kan lave en aftale med dyrlægen der skal aflive din hund at den anden hund får lov til at se den bagefter.
Det håber jeg for dig.
Med venlig hilsen
En hundeven

For 15 mdr. siden måtte vi aflive en af to labradorer. Aflivningen foregik hos dyrlægen, men hun blev begravet herhjemme.
Da vi kom hjem, kom den overlevende ud til bilen, hvor den døde lå. Den overlevende snusede meget stille og roligt.
Så bar vi den døde hen at ligge på jorden, mens graven blev gravet (hvis I vil det, så husk der skal 1 meter jord over hunden, og gerne nogle tunge fliser et stykke nede). Den overlevende gik frem og tilbage og snusede til den døde - også da hun var kommet i graven prøvede den overlevende at snuse. Vi var ikke i tvivl om at hun registrerede noget ved den døde.
Vi mærkede ikke den store reaktion bagefter, hos den overlevende og det tror jeg skyldes fremgangsmåden.
Det er sørgeligt, at skulle af med en hund, men det er også vigtigt at gøre det, mens hunden endnu har et værdigt liv.
Jeg føler med jer. Det er en tung besluting.

Hej med jer.
Jeg har med stor glæde læst jeres beskeder. Jeg vidste fra start at jeg helst ville ha den lille hund til at se den gamle når den er død. Det virker på mig helt logisk set udfra naturens cirkel. Flokdyr skal vide, hvorfor flokken ikke er indtakt. Alle dyr kan genkende døden, når de ser den eller lugter den. Så det var det jeg helst ville.
Det eneste jeg tænkte var, om jeg ville blive betragtet som en af de mange, der tillægger hunde menneskefølelser. At man synes den skal sige farvel eller alt det der. Og derudover er jeg jo ikke hundepsykolog og ved ikke, om man kan få en helt anden reaktion som kunne gøre den lille endnu mere ked af det. Så jeg var i syv sind og havde besluttet at tale med dyrlægen om det imorgen. Men nu VIL jeg den løsning. Har tænkt og tænkt. Jeg er sikker på at den lille hund vil få det nemmere, selvom ensomheden bliver stor.
Py ha, stor beslutning. Den store hund har det værre og værre, den logrer endnu og kan med medicin få nogle ekstra måneder. Men det er ikke værdigt for en aktiv hund at ha svært ved at gå, svært ved at komme når man kalder - og ikke kan holde på vandet. Det er ikke ham, og derfor sparer vi ham for smerten. Det ville være for vores skyld fremfor hundens. Men det svære har været at den lille ikke kan uden. Det har trukket det her lidt ud. Nu er tiden bestilt og beslutningen taget - og jeg gør som i siger og som jeg selv tænkte. Den lille siger farvel imorgen, ligesom vi gør.
Tak for tiden og ordene, de varmede inden det snart er morgen og overstået.
Erik

Uh, hvor jeg føler med dig, har selv en hund, jeg snart skal have aflivet. Hun har en allergi, hvor intet hjælper. Hun er nogenlunde frisk, men mærket pga. den medicin hun får. Og det vil jeg ikke byde hende. Hun skal aflives inden det bliver rigtig slemt. Det gjorde jeg desvære ikke med min forrige hund, og det fortryder jeg bittert. Hun blev holdt i live længere tid end hun skulle. Og det var kun for min skyld. Det vil jeg ikke gøre igen. Jeg har kun en hund nu. Men måden du beskriver, virker helt rigtig.
Lad den anden hund sige farvel, så den forstår, at den gamle hund ikke er i flokken mere.
Det ville den også gøre fra naturens side.
Tænker på jer, og godt du lader den syge hund få fred, med værdigheden i behold.
Det er den rigtige måde at gøre det på. Møg hårdt, men for hundens skyld. Det skylder vi vores dyr, når nu vi har valgt at tage ansvar for dem.
Skriv gerne hvordan det er gået, med den yngre hund.
Mange tanker herfra.

Hej med jer. Tak for jeres ord.
Aflivningen er nu fuldbyrdet, at beskrive det vil være umuligt. Men alle der har prøvet det ved, hvordan det føles. Vi havde nogle gode timer sammen inden med skovtur og leg, så man næsten fortrød - man kan hurtigt se på de gode sider i en hund og glemme, hvor skidt den har det om natten og når den ikke har fuld opmærksomhed. De sidste timer var ihvertfald dejlige - både for ham og mig.
Da aflivningen var sket, lå han i mit skød og efter 10 minutters tid lagde jeg ham på gulvet og hentede den lille hund. Den kom ind, snusede meget kort til den store - skubbede en enkelt gang med snuden til ham, og da der ikke var reaktion gik den lille igang med at snuse til hele rummet, der selvfølgelig duftede af alle andre hunde. Helt som han plejer. Da jeg kaldte kom han logrende hen og vi tog hjem. Han reagerede ikke på at den store blev derinde, han hoppede op i bilen og vi tog hjem. Han har siden været helt sig selv. Før kunne han ikke være uden den store i et minut uden at hyle og gø. Nu kører vi snart på et døgn uden en lyd og uden særlige reaktioner. Han er helt sig selv.
Jeg kan IKKE vide om det virker for alle, men kan VARMT anbefale det. Jeg er inderst inde sikker på, at han fra naturen er indstillet på, at lederen af flokken nu er en anden end før. Det fortalte duften ham af den døde hund, og så tager han den situation op og lever videre i den nye flok-ledelse. Jeg troede det ville blive meget hårdt at se ham snuse til min elskede døde hund, men det var det slet ikke. Det er fordi man tillægger dem mennesketanker. At det nok "bliver hårdt for ham at se den døde".
Det var det ikke. Det lignede en rå konstatering: Den er død, så må jeg videre i livet.
Og derfor var det heller ikke hårdt at se! Faktisk næsten livgivende.
Aflivning er det værste! Man føler jo man tager et liv. At man pludselig gør sig til herre over liv og død. Den ligger der, fordi jeg valgte det. Der er mange mange følelser i forbindelse med det, som jeg slet ikke havde forestillet mig.
Men hvad angår det jeg skrev om her - og var i tvivl om - så er jeg ikke længere i tvivl!
Har man to hunde, der er tæt forbundet - så lad den der lever SE at den anden er død. Lad den lugte at naturen er gået sin gang. Jeg er IKKE i tvivl om at det er derfor, at jeg lige nu ved mine fødder har en lille meget glad uldtot der ligger og nyder livet og afventer en tur i skoven om lidt. Det smitter i sorgen.
Tak for jeres ord, der gjorde mig sikker - anbefalingen hermed givet videre!
Erik!

Tak for din beretning. Dejligt at det er gået så smertefrit for den lille hund.
Det får én til at tænke over, at vi nok tillægger vores hunde, lidt mere menneskelig værdi, end vi burde.
Hunde lever efter instinkter. Ikke følelser som mennesket gør.

Hej og godt nytår Erik.
Det er aldrig rart at få aflivet et af sine kæledyr,og jeg ved det ikke har været nogle rare dage for dig. Jeg har også selv gjort det med at lade den anden hund snuse til den der blev aflivet,og med samme resultat som dig.Du skriver at du føler det som om du er herre og liv og død,ja måske,men du har efter min mening handlet helt korrekt. Det havde da været være hvis du lod hunden leve for din egen skyld,og den fik smerter osv.Nu kan du tænke på alle de dejlige minder du har haft med den,og vide at den fik en værdig afslutning på livet.
Mange hilsner og ønsker om et godt nytår