skilsmisse - hvorfor?

Hvad var baggrunden for din skilsmisse? Hvor længe overvejede du for og imod inden du gik? og hvor længe kæmpe du?
Spillede utroskab og manglende tillid ind? Og hvad betød skilsmissen for Jeres børn?

Jeg synes ikke vores børn blev udsat for en masse skænderier eller noget i den stil inden vi blev skilt, men alligevel trives de i dag bedre end da vi flyttede fra hinanden for ca 6 måneder siden. Når de voksne er der, hvor de er på vej til at gå fra hinanden, er de også nået til et punkt, hvor de ikke kan skabe en hyggelig stemning i hjemmet. Det mærker børnene og måske har de mærket det i lang tid. Derfor mener jeg med 100 % ærlighed, at den slidte kliche om at man ikke skal blive sammen for børnenes skyld, er fuldstændig meningsfuld og troværdig.
Vi blev skilt da vi ikke længere kunne holde ud at flytte vores grænser for at blive sammen. Måske er det først bagefter jeg er blevet bevidst om det men i dag kan jeg se, at det var den evige og konstante revidering af hvad man kunne acceptere, der simpelthen sled os begge to op. I den fase kigger man meget tilbage og bliver trist over alt det, man kan miste. Men jeg tror, at man er nødt til at tørre øjnene og kigge fremad. Spørge sig selv hvordan nutiden ser ud og hvordan fremtiden realistisk set vil se ud. Det er ret tvivlsomt, at det bliver ligesom for fem eller ti år siden. Og selv hvis det gør det, skal man huske, at den situation sådan set gjorde, at i endte med at stå her.
Når jeg i dag tænker tilbage og fra tid til anden får et stik i hjertet over det, der er tabt, behøver jeg blot at minde mig selv om, hvordan det ville være, hvis vi stadig var sammen. Så gør det ikke ondt mere. Det gør kun ondt, når man tænker på de lykkelige stunder fra fortiden. Men de kommer aldrig tilbage. Teoretisk set ville det kun kunne lade sig gøre, hvis begge gik sindsygt meget på kompromis med deres egne behov, følelser, holdninger eller grænser. Og selv hvis man gør det nægter jeg at tro, at man med det udgangspunkt (to halve mennesker) kan bygge et godt forhold.
Ja årsagen var utroskab og i den situation er interesserne og følelserne simpelthen så meget i konflikt med hinanden, at selv om begge gerne vil forsøge at fortsætte, så kan det kun lade sig gøre, hvis de sælger fuldstændig ud af deres egen integritet. Og som lige nævnt, er det ikke det man bygger kærlige forhold af.
Alle mulige andre årsager til skilsmisse skal jeg ikke gøre mig klog på. men jeg gætter på, at det alliegevel altid handler om mere eller mindre det samme.
Vores krise varede i knapt et år, hvor mistro og løgne drev os ind i et helvede. herefter brød det for alvor sammen og jeg tror vores terminalfase (undskyld udtrykket) tog et par måneder. Derefter besluttede vi os og siden er det gået fremad. Jeg tror også at du lige nu er ved at ramme bunden, når du skriver sådan et spørgsmål. Husk det, det kommer til at gå fremad.
Et godt spørgsmål er hvordan man ved, hvornår det rigtige tidspunkt er. Det tror jeg ikke man kan svare på. der findes ihvertfald ingen facitliste. Man er nødt til at være modig og tør tage en chance. det er det livet handler blandt andet handler om. Det var også en chance, da vi giftede os, flyttede sammen, fik børn, skiftede job osv. Men gudskelov kan de fleste af os sige, at ingen af de valg vi har truffet igennem hele livet, er noget der skal fortrydes. sådan har jeg det ihvertfald.

kun lettelse og afklaring for mig.
Mine forældre kæmpede i flere år og blev yderligere tvinget til at være i samme hus af økonomiske grunde en god tid efter det praktiske i en skilsmisse var overstået.
Selve skilsmissen betød uendeligt lidt for mig. Det var utroligt tydeligt hvor skidt mine forældres forhold var og det der har tæret på mig (og bærer stadig mange af disse sår) var al den tid hvor de sled hinanden op. Hvor de skændes, græd og var utroligt ulykkelige begge to. Hvor man var fanget i et hus imellem et sæt forældre, hvor den ene ville væk og den anden ville blive.
Samlet set fra forholdet begyndte at vakle og til de endelig begyndte et liv hver for sig gik der ca 5 år.
Utroskab og manglende tillid var ikke grunde til deres brud. Den ene underkyede den anden og kærligheden forsvandt til sidst.
Hvis der er nogen der bliver sammen for børnenes skyld, så skal de kun gøre det i en kortere periode. Hvis der er nogen der virkelig er ulykkelig så går det også kun ud over børnene hvis det fortsætter for længe. Det sted der skulle være trygt for dem, ender med at være spændt med usagte ord, agressioner og ulykkelighed.
Jeg har været barn i en værre skilsmisse end de fleste og jeg vil bestemt mene at man skal kæmpe så længe begge parter er indstillet på det. Men hvis man først når til det punkt hvor man græder på vej hjem fra arbejde fordi man dybest set er ulykkelig, så er det med at komme ud.
Og for guds skyld.... man skal opføre sig pænt foran børnene. Der vil altid være sårede følelser og skuffelser ved et brud, men bland aldrig børnene ind i det. For den der måske er en dårlig/utro/skuffende/kold mand eller kone, vil altid være barnets mor eller far. Og hvad end de har gjort mod deres ægtefælle bør, ikke blandes ind i deres billede af deres forældre.

- hvis du ikke kender denne her side, så vil jeg lige smide den til dig. Den er også mere givtig end mine personlige erfaringer
http://www.skilsmisseklar.dk/
Det er ikke så svært, som det ser ud. Husk dig selv på, der er kun én vej, og det er vejen igennem.

vil høre om følgende er grund til at forvente at blive ex-kone
Min mand har igennem længere tid ”hemmeligt” skrevet med et ukendt antal mail venner, naturligvis ikke på hans normale mail, men den hemmelige som han hurtigt lukker skulle nogen komme for tæt på.
Han har lige meddelte han om en uge skal ud og spise og igen om snart, noget han ikke har gjort i flere år.
Af natur er jeg 100% trofast, men jeg vil sørme ikke pisses på,

Dagen efter skal han ud på længere overnatningsrejse, hvor jeg er uønsket skønt jeg med lethed kunne deltage.
Hvorfor det,
Er det mon fordi han lige skal prøvekøre en ny model, inden han skrotter den gamle, man er vel praktisk anlagt,,
Skal jeg gøre det samme, trods det er mig inderligt imod
Så står jeg da ikke alene
Fuck det er svært
Hvorfor behandler man den man elsker sådan
Gid mænd dog bare engang imellem brugte det hoved der sidder på skulderene, og forstod man skal passe på det man har, ellers en anden det tager.
mon jeg bliver snydt så vandet driver, mens jeg går rundt og er tro og forelsket stadigvæk ?
Fortsat god dag

børn som ikke skulle se på at far og mor ikke var et par med en gnist for hinanden.
Mere afslappede forældre, som var glade for deres nye liv og glade børn.

Undrer mig lidt over, at du spørger, når du underskriver dig med, at du snart er exkone. Det kunne jo godt give det indtryk at du havde besluttet dig. Hvorfor vil du så høre andres erfaringer? ikke fordi jeg bebrejder dig noget. men det kunne virke som om du er en af de mange, der har besluttet sig nede i maven og i hjertet men som alligevel ikke tager skridtet. Måske fordi de er bange eller feje og håber at en anden træffer afgørelsen for dem. tror at det er derfor (bla) at mange skilsmisser trækker ud i det uendelige og at den sidste tid bliver uværdig.

Hvis din mand evt.er utro..og du ikke kan leve med det,men I har tabt gnisten sammen, så er det bestemt ikke godt for jeres børn.
Min elsker lever i et ægteskab, hvor gnisten er slukket(midlertidigt). Og jeg ved at de børn lider under den uro, der i over et år nu er grundfølelsen i deres familie. Men økonomisk sikkerhed og tryghed gør at kvinderne ofte holder ved på trods af deresutilfredshed.
Men børnenes velbefindende kommer åbenbart i anden række. Mange mænd er virkelig angste for at miste deres børn ved en skilsmisse, da det jo stadig er normen at kvinden får børnene...
Men elsker du stadig din mand, jamen så bliv dog i ægteskabet, og VIS ham din kærlighed..:-)

Usædvanlig mange kloge svar. Hvad sker der dog for folk? ;-)

spørge ham meget direkte, hvad der foregår og hvorfor du ikke skal med. Prøv at være helt rolig når du gør det, så du kan lytte med helt åbent sind og derefter finde ud af hvad du selv mener. Jeg tror godt du inderst inde ved det, men ikke har lyst til at se konsekvenserne i øjnene.
Pas på dig selv

Allerede fem år før skilsmissen blev en realitet, var emnet oppe, men med to børn på 5 og 2 og et mege lavt selvværd (hvordan skulle jeg dog klare det?) var det for svær en beslutning at tage, så vi forsatte. Jeg var hjemmearbejdende, uden en uddannelse der kunne bruges til at få fuldtidsjob og havde detpå mange punkter godt. Jeg kune jo selv bestemme min hverdag og havde det rigig godt, med selv at tage mig af mine piger.
Så kom jeg i en bestyrelse, hvor der var en mand som jeg efterånden fik sympati for og tilsidst forelskede mig. Det var mig, der tog skridtet til et nærmere forhold (jeg var ikke fysisk utro, før jeg havde bedt min mand om skilsmisse) og det gav mig modet til at bede om skilsmisse.
Den nye kæreste var ikke årsag til skilsmissen, men var katalysatoren.
Idag har jeg det helt fint med det (måtte dog droppe den nye kæreste efter 3 år, da han var periodevis akoholiker) og mine piger som idag er voksne, forstår helt at jeg måtte gå fra deres far. Men nemt er det aldrig.

Jeg har overvejet en skilsmisse en gang, men nej, der var for mange plusser.
Manglende sex i forholdet er nok noget af det mest ødelæggende for et ægteskab.
Der bør kunne findes tålmodighed i et ægteskab, der er perioder hvor det hele bare kører afsted som, på en fabrik.
Der hvor det blir ødelæggende i forholdet er når man ikke taler rigtigt sammen mere.
Det hele blir bare: Har du gjort dit og dat, husket dit og dat.
Så liderligheden ideni i mennesker er det der driver os fra SENG TIL SENG.
Det koster en midre formue at blive skilt, det koster store sår på sjælen, man mister noget af sig selv og man bliver sjældent lykkeligere et andet sted.
Dybt indeni i alle mennesker ligger der nemlig et lille spørgsmål og gnaver:
Hvem er jeg egentlig ?
Begrebet lykke, er noget man selv skal konstruere indeni sig selv, desværre har mange igennem barndommen ikke fået kærlighed nok.
Så facit på et godt parforhold, skal findes i en gammel Beatles sang:
All you need is LOVE.............tyg lidt på den, kære forvirrede mennesker...
.........

med dette indlæg.
Tak..ja den vil jeg bestemt tygge lidt på..;o))
Pus