HJÆLP! Hvordan kommer jeg ud på en pæn måde?

Har været sammen med min kone i 20 år - gift i 16 år.
Vi har 3 børn på 7, 9 og 11 år.
Fast arbejde, ordnede boligforhold, gode venner og et aktivt liv.
Lyder som den perfekte tilværelse, ikke sandt?
Jeg har aldrig været forelsket i min kone. Jeg flyttede sammen med hende fordi jeg var træt af at være alene. Jeg tænkte at jeg kunne lære at elske hende. Det er også gået fint i perioder, selvom jeg aldrig har været "lykkelig" sammen med hende. Heldigvis har vi nogle pragtfulde børn, som er mit livs lys.
Hun har aldrig været særligt fokuseret på arbejdet i hjemmet. Og selvom jeg ikke er pedantisk, så jeg vil helst være fri for store kager af nullermænd på gulvet osv. Så det ender altid med at jeg støvsuger, vasker op, renser badeværelse - fordi ingen andre gør det. Jeg forsøger at opdrage vores børn til at rydde op efter sig og holde orden, men det er svært med det eksempel deres mor sætter!
Vores sexliv har aldrig været godt, og er efter børnenes ankomst gået næsten helt i stå. Dels fordi min kone ikke gider fokusere på andet end sine egne behov, dels fordi hendes hygiejne er noget tilbage at ønske og dels har hun aldrig fået trænet understellet op efter fødslerne. Der sker noget 1-2 gange om året når jeg af en eller anden grund ikke kan undslippe, og det ender med at hun "lukker festen" når hun er kommet, og så kan jeg selv få lov at gøre mig færdig.
Vi kan IKKE tale sammen om vore problemer!
Hver gang jeg forsøger at sætte en dagsorden, begynder hun at græde og derefter at fremhæve MINE dårlige sider. Men nogen konstruktiv diskussion om problemerne kan vi ikke - og har aldrig kunnet - få.
Jeg tror i høj grad at dette skyldes traumer fra hendes forældres skilsmisse i kombination med angst for selv at stå i den situation, samt utvivlsomt også et lavt selvværd.
Jeg har i årevis levet med tingenes tilstand og forsøgt at få det til at køre trods vores manglende kommunikation. Hovedsaglig af hensyn til børnene. Jeg har aldrig mødt skilsmissebørn der ikke i et eller andet omfang er traumatiseret, og jeg vil allerhelst i hele verden give mine børn trygge rammer.
Men i perioder (som lige nu) kan jeg næsten ikke rumme frustrationerne, og jeg ligger søvnløs om natten og spekulerer.
Hvis jeg sagde til hende at jeg ønsker skilsmisse, vil hun bryde fuldstændig sammen. Dernæst vil hele hendes familie (som jeg holder forfærdeligt meget af!) gøre mig til en skurk og lægge mig på is. Og mine børn vil blive splittet og skulle vokse op i forskellige hjem og måske også med papforældre.
Og DET kan jeg bare ikke se i øjnene!
Bortset fra at slå hende ihjel og skaffe hende af vejen (hvilket jeg TRODS ALT ikke kunne drømme om at gøre!), hvad kan jeg så stille op?
Er der en måde jeg kan lære at leve videre under disse forhold?
Er der en måde jeg kan væk fra hende uden at traumatisere og splitte mine børn?
Jeg kunne bare så godt tænke mig et kærlighedsliv. - Og et sexliv...

godt at du aldrig har været forelsket i hende ??

Du er da for led🙁 Nå nu har du lige fået kørt et par unger af, & så skrider du?
jeg håber hun blanker dig totalt af, og at du ender dine dage på mændenes hjem.
Dit dumme svin jeg kunne smadre dig mand.

Nej, jeg har ladet som om...
Men eftersom hun ikke er totalt idiot er hun givetvis klar over at jeg ikke er særligt begejstret over hende mere. Hun er bare ikke i stand til at kunne tale om det.
Så det lader vi være med...

Tak for det konstruktive svar ;)
Er du Anne Grethe Bjarup-Riis?
For det første har jeg jo ikke "lige fået kørt et par unger af", vi har været sammen i 20 år.
For det andet Vil jeg jo netop helst ikke bare "skride".
- hvilket du sikkert ville have opdaget, hvis du havde læst min post ordentligt igennem :)
Hvad ville du gøre, Kvalmegrænse?

voksen😕 Lige så snart tingene ikke går 100% efter dit hoved så piver du😮
Det har jeg nada respekt for. Så søg dog noget prof-hjælp så i kan finde ud af det igen.
Men det gider du sikkert ikke betale for😕
Så hellere "berige" os her på sol.

Helt skidt må det da ikke have været, siden du har holdt det ud i 20 år.
Er det først nu, du finder ud af, at du aldrig har været forelsket i hende? Det er ikke alle, der oplever den store forelskelse, derfor kan man godt komme til at elske...
Du er nødt til at tage en snak med hende om tingene, måske findes der en løsning. Netop når du nu for alt i verden vil skåne jeres børn.

at den fælde du sidder i, har du selv skabt. Det er måske så også din chance, da nøglen - til at komme ud af dit trummerum af et liv - også ligger hos dig selv.
Det første du skal gøre op med er dit behov for at være PÆN! At opføre dig PÆNT og derfor spørger du også om hvordan du kommer ud af dette forhold på en PÆN måde 😮
Så her er den første øvelse du skal igang med. Hold op med at opfør dig så pænt - du og din kone lever sikkert lige så kedsommeligt som tusindevis af andre pæne børnefamilier, hvor man ikke trives, godt vil have et andet liv, men alligevel ikke kan komme videre. Man sidder i fælden - nogle som dig tør så se virkeligheden i øjnene når fælden er blevet så trang, at den næsten er umulig at komme ud af UDEN at såre både kone og mange andre f.eks. dine børn. Du tør/kan ikke slippe pænheden og facaden for det ser nemlig ikke pænt ud. Så hvordan i alverden skal vi her på sol kunne give dig en opskrift på du slipper ud på en PÆN måde?
Nej du - begyndt med dig selv og lev i det mindste ærligt og stop med at vise følelser du aldrig har haft for din kone! Vær præcis den du er - og han opfører sig i grunden ikke særlig pænt vel? Når han har ladet sin kone leve på en løgn i over 20 år.
Nå jeg skal ikke fordømme dig, vi prøver jo alle at leve vores liv, så godt som vi nu evner det. Men tiden er måske inde til at du finder ud af OM du evner noget bedre end det du hidti har præsteret. har du talent til et liv udenfor fælden, så synes jeg virkelig du skal lytte til den stemme der råber om HJÆLP til at komme ud, og så bare følge den stille og roligt det næste års tid. Langsomt vil du så finde din vej ud.
Held og lykke [f]
Pusser

Hun har det garanteret på samme måde..
Kun taget dig for ikke at leve alene..
Fået børnene med dig, fordi ingen andre lige var til rådighed..
Er sikkert ved at brække sig, over din manglede sexede udstråling..
Og tænker sikkert på en helt anden mand, når i har sex..
Og leger med sig selv, når muligheden er der.....for DIG gider hun helt sikkert
ikke..
Nå, men nu gider jeg ikke bruge mere af min dyrbare tid på sådan et fjols..
Vil hen til min kæreste.....og sætte pris på ham..

lyder fandme skidt! ... drop hende .. børnene overlever🙂.. tro mig ;)

Du skal da ihvertfald ikke blive i et forhold hvor du ikke er lykkelig for børnenes skyld!
Giv dit forhold en sidste chance. Gør din kone opmærksom på alle de her ting du her har skrevet. Vær 110% ærligt omkring alting. Og gør hende klart at du ønsker at give jer to en sidte chance og at hun SATMENE skal kunne tale problemer med dig!! Det er da totalt utåleligt med en kvinde der bryder sammen hver gang noget gør ondt at tale om. Det kan man da ikke bruge til noget som helst, for så kan man jo aldrig løse konflikter.
Ændrer forholdet sig ikke, så se at komme ud af det og find dig en kvinde du kan forelske dig i som kan forelske sig i dig!
Børn er tilpasningsdygtige og de skal nok klare sig fint. De kan jo også godt mærke at mor og far ikke fungerer godt sammen! De vil da heller have at I er hver for sig og lykkelige, end sammen og ulykkelige!

hvad med du holdt dine meninger for dig selv i dette tilfælde. Du er en provokerede person, som ikke rigtig har fattet budskabet i trådstarterens indlæg.
Ja selvfølgelig skal han berige os her på sol....men de burde du måske ikke.

Det er en af grundene til at jeg skal ha' slået benene helt væk under mig for at indgå forhold med en person, der har været gift og har et hold børn - og så er der jo tale om en del år her! Tænker ofte på forhistorien, får man sandheden om skilsmissen (sjældent) og når det er gået galt ene gang kan det så ikke let gå galt igen, når det er blevet hverdag? Synes det lyder søgt at man kan tro at græsset er så meget grønnere når man er ude af ægteskabet, tit fortryder folk også, men så er modparten for længst kommet videre.

Du er da et klogt menneske, tænk at du er så forstandelig at du tror man kan lære at elske sin mand eller kone med prof.hjælp. Det lyder rørende og super logisk, bare gå i parterapi og du vil lære at elske og respektere igen.
Til din info, så skal kærligheden være der fra start af ellers hjælper professionel hjælp ikke på andet end hjernen, men følelserne kan man endnu ikke kontrollere og lære at tale til sine følelser og så sige lille du vil du ikke nok få mig til at elske min kone så højt at jeg vil være i mit fantastiske hjem i nogle år endnu. Tak til dig, mine følelser og tak fordi du gad høre på mig, så håber du har lært at trylle for som du kan læse vil jeg videre i livet, men min fornuft, min hjerne, min opdragelse siger mig jeg skal elske min kone, jeg skal blive hos min kone, fordi det skal jeg ikke fordi jeg synes hun har fortjent noget bedre.
Du skulle til og berige de mennesker der synes du har en fornuftig holdning til tingene, for hvis du ikke ved at med dette liv og med alle de ægteskaber der findes derude, så findes der masser af ulykkelige mennesker, fordi der netop findes mennesker som dig der tror bare man kæmper, bare man går i parterapi, så er lykken gjort. Problemet er at for de fleste er løbet kørt på dette tidspunkt, for det er for sent, og som du kan læse er det ikke noget han har fundet på over night.
Held og lykke med din fremtid og troend på at alting nok skal være som det plejer resten af dit liv, hvor der ingen udvikling, ingen kærlighed er og hvor der er en tro på f.eks. dette menneske intet har gjort i alle disse år.
Parterapi betaler en del kommuner for, dvs. dig og mig, netop fordi folk ikke selv vil betale herfor, og tror du ikke der er en grund hertil. Bare en tanke du kan give dig selv, ikke alle ønsker at prøve på at elske, nogen ved faktisk godt at de skal elske i forevejen og ville deres ægteskab for at parterapi lykkes.

Hej
Det vil kræve et kæmpe stykke arbejde fra Jer begge to - men jeg tror I har en chance. I kommer ALDRIG igennem uden hjælp - så start med at sætte din kone ned foran dig, og vær ærlig omkring nogle af de lidt "lettere" ting overfor hende. Måske vil hun kvittere med nogle ting ved din person, som hun ikke ligefrem elsker. Kom så langsomt ind på muligheden for at få noget professionel hjælp til at finde hinanden igen. 20 år er lang tid - hvis det havde været så skidt, som du beskriver hele vejen igennem, ville du være splittet for længe siden.
Jeg er på vej ud af en mere eller mindre lignende situation - har også været sammen 20 år, men har dog 4 børn. Vi flyttede hver til sit for et år siden, fordi det hele var gået så meget i hårdknude, at end ikke en parterapeut kunne redde skuden. Men pausen har gjort, at vi hver for sig har fået tid til at tænke, savne og erkende, at vi har en dyb, dyb kærlighed til hinanden, som ikke har tænkt sig at forsvinde. Det betyder, at vi lige nu - med hjælp fra parterapeut - undersøger, om vi kan bringe skuden på ret kurs igen - og indtil videre går det rimeligt godt. Jeg har i hvert fald fået følelserne tilbage - vores sexliv de seneste 10 år har været begrænset til de 2 gange, hvor vores 2 yngste børn er undfanget - så kan du selv regne resten ud.... det har ikke været hverken sjovt eller kærlighedsfuldt.
En parterapeut vil kunne hjælpe Jer igennem - og vil også kunne være der for Jer, hvis det alligevel ender med skilsmisse - og bidrage med gode råd og sørge for, at I kan blive skilt på en ordentlig måde.
I kan ikke være bekendt overfor Jeres børn at fortsætte sådan her - hvad for nogle voksne ægtefolk tror I, de bliver til, når de er vokset op i et hjem uden kærlighed, knus og overskud?? Det var det faktum, der til sidst fik os til at træffe beslutning om at gå hver til sit. Det er vigtigt for mig at understrege, at det har vi IKKE fortrudt!! Vi var ALDRIG kommet på ret køl, hvis vi var blevet boende sammen - for os var det, der skulle til, at mærke, at man faktisk savnede modparten - og at det er rigtig, rigtig svært at undvære hinanden, efter så mange år.
Jeg håber inderligt, at I finder ud af at komme videre - I har for meget på spil til bare at lade stå til og lade som ingenting. Du må endelig ikke bilde dig ind, at hun går rundt og er lykkelig - hun er jo ikke dum, vel...?
MHT nullermændene - en rengøringshjælp hver 14. dag et par timer til støvsugning og gulvvask kan sagtens holde det værste fra døren - og hvis I begge arbejder fuld tid, vil det være en ringe investering i Jeres fælles bedre fremtid.
tanker fra Mijanne

lille ven🙁

med dig😮 Han gør det sgi da ikke for hendes skyld nu er du dum😃
helvedes til tidspunkt at ville frigøre sig fra konen på, nu hvor de har sat 3 børn i verden😮
T-starter er ynkelig & patetisk en mandsling😮 & han bliver belønnet for det her på
sol😕

der står panikalder med store bogstaver henover det indlæg.

Det var en ordentlig mundfuld. Jeg føler med dig og du har det tydeligvis elendigt, men du må lade være med at tænke på andre og din kone for én gangs skyld. 20 år må være nok - hvis det ikke er den rigtige! Du lyder fuldstændig afklaret med kendsgerningerne og næste skridt er at mande dig op og sige til hende at det er slut nu.
Jeg forstår samtidigt ikke hvordan en eventuel skilsmisse skulle traumatisere og splitte dine børn. Et kærlighedsløst og anspændt forhold mellem far og mor vil til gengæld påvirke dine børn.
Det er min holdning til et følsomt emne, som du langt fra er den eneste der arbejder med.
Ønsker dig det bedste.

Hvad er panikalder i din verden?

Jeg er ulykkelig gift med 2 børn. Jeg har aldrig haft følelser for min mand, det er en lang historie. Men jeg føler at han er en klods om benet på mig, jeg vil gerne videre i mit liv og blive lykkelig, men hvad med børnene, det er så svært. Min mand ved udemærket at jeg ikke elsker ham og gerne vil skilles men han bliver ved med at klynke og spille den det er syndt for og den der bliver undertrykt af mig, jeg bliver jo kun et dårligere menneske. han bliver nød til at give slip på mig.