Hjælp, jeg kan ikke komme videre ...

Ved ikke lige hvor det her indlæg skal ind henne, så nu bliver det smidt her ..
Jeg er en 15-årig pige der har været ude i noget rigtig lort. Jeg boede sidste år med min mor som er alkoholiker og jeg kender ikke min far. Jeg havde så ansvaret for min mor og det orkede jeg ikke til sidst. Senere kom jeg ud i stoffer og pjæk. Jeg begyndte at stjæle. Både fra min mor og fra butikker. Jeg blev på et tidspunkt opdaget og taget med på politi stationen. Som bare 14-årig sov jeg i detentionen for første gang, fordi jeg ikke ville fortælle hvem jeg var og hvor jeg boede. Jeg blev løsladt dagen efter, de mente at jeg havde fået "straf" nok ved forskrækkelsen, men nej. Jeg fortsatte..
Jeg kom på et tidspunkt ind i en pigebande. Jeg følte mig endelig værksat, på en måde. Det startede stille og roligt. med lidt fest i weekenderne, stoffer og sprut. Det blev så værre senere. Vi begyndte at stjæle sammen (var jeg jo vant til allerede) , og vi lod ingen stå i vejen. En aften gik det så galt, at vi tæskede en anden pige til grød. Vi var 11 piger og hun var 1. Overhovedet ikke fair. Vi fik af vide at hun røg på hospitalet, vi havde banket hende i livsfare Men vi var bar så vrede alle sammen.

Jeg er nu kommet i plejefamilie og er flyttet til den anden ende af landet, men mine tanker hjemsøger. Jeg har tit lyst til at stjæle hvis jeg får chancen og jeg har meget kort "lunte". Selvom jeg er blevet flytte hjemmefra, og jeg ved at det ikke er mit ansvar, føler jeg at jeg har ladt min mor i stikken. Hjælp, jeg kan ikke komme videre og glemme alt hvad jeg har gjort ..
Den dumme ..

skal skiftes ud, hvis de ikke har forstået hvad du er ude i - og det lader det ikke til! Du VED jo selv hvad der er galt.... men vil du hjælpes??? Jeg synes det er modstridende om du vil eller ej.... Efter min opfattelse er det din plejefamilies forbandede pligt at holde dig på måtten.... at give dig kærlighed.... at hjælpe dig videre.... mancph

De prøver deres bedste, men jeg stoler ikke rigtig på dem. Jeg tør' ikke fortælle dem om mine tanker.
Jeg ser ikke dem heller så meget til dem pga. deres jobs.
De snakker om at de vil sende mig til psykolog igen, men det virker ikke .

Din chanse har du fået hos den familie du er hos nu.Hvis du begynder at stjæle igen,bliv du med garanti smid ud af den familie.Det er et rigtig dårligt liv du har haft,men det gør dig ikke bedre at du lavet alt det lort for andre.Hvad vil du opnå ved det???At du har banken en pige sønder og sammen,viser hvor lidt respekt du har for andre.Hvad havde den pige gjort dig?????Du skal fandme tage dig sammen,eller ender du som en taber og luder,og uden selvrespekt.

Jeg er nærmest blevet afhæning af det, ligesom andre ryger ..
Jeg har altid været uvenner med pigen og hun har altid banket mig, så det var egentlig bare grov "gengæld". Jeg fortrød det også bagefter ..
Men hey, jeg er ikke stolt af det jeg har lavet, jeg prøver at få lidt hjælp her ..

Jeg er nærmest afhæning af det, lige som rygere er afhænige af smøger ..
Pigen har tit banket mig fordi jeg var så lille og spinkel, så det var på en måde grov "gengæld".
men hey, jeg prøver jo at få lidt hjælp her ..

det kræver dog at du er villig til at være åben omkring dine tanker. Hvis du ikke føler at du kan stole på dine plejeforældre, så er det nok en god ide at gå til psykolog igen, men du må og skal være åben og husk at psykologen har tavhedspligt også over for dine plejeforældre og andre.
min far drikker også og gjore det også da jeg boede hjemme. de kan kunhjælpes hvis de selv vil, og det samme gælder dig. tag ansvar for dine handlinger der er inge andre der kan gøre det for dig.
jeg lavede også meget lort, men har en dejlig familie i dag, men det er kun med hjælp fra dygtige folk (psykolog og andre) min dejlige mand hjælper mig i dag hvis de dårlige minder dukker op.
jeg havde også muligheden for at sige undskyld til et par stykker. Det gjorde godt at tage ansvar for mine handlinger, men det tog tid.
Så hav tålmodighed, åbenhed, og et positivt sind.
held og lykke

Det er bare svært ..
Har jo været til psykolog, men fik overhovedet ingenting ud af det. Hun virkede lidt kedelig og nedladende, som om at jeg bare sgu smides på den lukkede..
Vil prøve , tak

Først vil jeg sige til dig, at jeg synes der er flot at du skriver her, da det beviser at du virkelig tænker over tingene..
Men så må jeg også lige fortælle dig at du skal stoppe med at kalde dig selv "Den dumme" Jeg synes du virker som en god pige der er kommet ind på det gale spor men gerne vil have hjælp til at komme tilbage igen..
Du skal finde nogle voksne i din omgangskreds du kan tale med. Hvis ikke der er nogen du umiddelbart føler du kan stole på så prøv med psykologen igen. Det er vigtigt for dig at tale med nogle du kan stole på..
Sidst vil jeg lige gøre det helt klart for dig, at din mor ikke er dit ansvar. Men du kan glæde hende når du kan fortælle hende at du har klaret den og er startet på en frisk..
Mine varme tanker til dig og held og lykke
En mor

psykolog, det handler MEGET om kemi mellem dig og din psykolog. og lad inge presse dig til at tage en psykolog du ikke har kemi med.

.. Har prøvet . men hun virkede ligeglad og nedladende, så jeg stoppede hurtigt .
Tak for de varme tanker :)

dig ret. stop med at kalde dig "den dumme" du ender med at tro på det.

Kære "dumme".
først og fremmest: du er ikke dum. Det er flot at du med din fornuft er i stand til at se, hvordan dit liv har formet sig og af hvilke årsager. Det lyder som om dit problem ikke er at reflektere og forstå men at få bearbejdet de følelser, som gennem livet med din mor har bygget sig op i dig og stadig påvirker dig. Det er helt forståeligt at du har de følelser og at de ikke bare forsvinder efter at være kommet væk fra årsagerne. Den slags tager tid tid tid og indsats.
Jeg kan også godt forstå at du er bange for at fortælle din plejefamilie om dine tanker. På en eller anden måde viger vi altid tilbage for at indvie andre i de ting vi helst vil have ikke skal eksistere i os. Det er som om vi håber at når de ikke kommer ud og bliver opdaget af andre så eksisterer de faktisk heller ikke rigtigt. Men problemet er, at de eksisterer uanset hvad og at de faktisk oftest bliver større og fylder mere inden i os jo mere vi holder dem for os selv. At fortælle er ofte som at prikke hul på en ballon - pludselig bliver det meget mindre. Men det afhænger selvfølgelig af at dem vi fortæller det til kan håndtere det. Det kræver mod at fortælle det til din plejefamilie, men jeg tror alligevel det vil være det bedste. Sammen kan I finde en løsning. Hvis du ikke fortæller det er der stor sandsynlighed for at det vil bygge sig op og bygge sig op til du tilsidst gør noget du bagefter vil fortryde.
Angående at blive sendt til psykolog, så er jeg ked af at du har oplevet det ikke hjælper. Jeg har selv gået til psykolog og i terapi og kender også andre, der har. Mange har haft den oplevelse at der ikke kommer noget ud af det - eller sågar at det var en dårlig oplevelse. Men de fleste har også med tiden fundet en psykolog, som de kunne bruge til noget. Det er nemlig meget afhængig af den pågældende psykolog om man kan arbejde med dem. De bruger vidt forskellige metoder og har forskellige personligheder (selvfølgelig). Derfor vil jeg minde dig om at selvom du har erfaret det ikke hjalp at gå til psykolog så kan det sagtens være at det kan hjælpe med en anden psykolog. Opgiv det ikke - men bed om en anden, end den eller dem du har prøvet at gå hos.
Angående dine følelser: vrede har brug for udtryk og det er naturligt at du er vred over det du har oplevet. Din mor har gjort hvad hun var i stand til, men det var ikke nok. Du skulle have haft en forælder som tog sig af dig, tog ansvar for sig selv og dig og gav dig omsorg. Ikke omvendt. Det er både naturligt at være vred og at have skyldfølelse. Skyldfølelsen har du fordi du har indlært at det er dit ansvar at sørge for din mor. Men det er forkert indlæring. Jeg ved ikke om du dyrker noget sport, men hvis ikke skulle du prøve at finde en sportsgren at dyrke. Følelser sidder blandt andet i kroppen og en måde at få dem ud er at bruge kroppen - det løsner op for de spændinger som de ubehagelige følelser tit giver sig udslag i. Og så opnår man generelt større velvære. Hvis det er muligt for dig vil jeg faktisk foreslå at du forsøger at få lov at gå hos en psykolog og terapeut som også tager udgangspunkt i kroppen og i handlinger, så det ikke kun bliver ord alt sammen. For det lader jo til at du allerede har forstået med ord og fornuft.
Vid at du ikke er alene om dine problemer.
Og rigtig meget held og lykke med det hele.
Kærligst mig

Det var jo en mindre stil der ..
men mange mange tak alligevel, har gemt dit indlæg på min pc

du finder en voksen du kan tale med.
En der vil lytte til dig og som ikke er ligeglad og nedladende..
Hvad med på din skole, er der en voksen der du kan tale med? Jeg tror det er vigtigt for ellers ved du pludselig ikke hvad du skal stille op med dig selv og så gør du måske moget du kommer til at fortryde..
Lov mig at pas godt på dig selv..
Flere varme tanker herfra
En mor

Vil jeg prøve ...

Du må henvende dig til myndighederne og fortælle at du ikke har tillid til dem! mancph

Du skal huske at skelne mellem "at gøre noget dumt" og "at være dum". At stjæle og at banke en pige er "at gøre noget dumt", "at være dum" er at have nedsat intelligens. Dit indlæg her tyder på, at du er alt andet end dum, så som andre indlægsskrivere siger: "Lad være med at kalde dig selv for dum. Du kunne komme til at tro på det", og så er det da først en ulykke. Du virker som en intelligent pige - begynd at tro på det!
Det er derimod rigtigt, at du har gjort noget dumt, for det er dumt at stjæle, og det er dumt at banke andre (uanset hvor meget ens egen lille indre djævel kan tænke, at det har hun bare sådan fortjent). Men man kommer ikke igennem et almindeligt menneskeliv uden engang imellem at gøre noget dumt, så velkommen i klubben. Alle har selvfølgelig ikke prøvet at banke nogen, men så har man gjort noget andet dumt.
Der er to ting, som er vigtige i den situation.
1. Når man som du kan se, at noget ikke var så smart, så sørg for at lære af det. Det er første step på vejen til at undgå at lave den samme dumhed igen. Mærk efter inde i dig selv og dit eget følelsesliv - hvorfor gjorde jeg noget dumt i lige netop "den situation". Når du har fundet årsagen, kan du bedre beskytte dig selv næste gang. Så ved du, hvornår du skal "passe ekstra på dig selv".
2. Husk at tilgive dig selv. Det kan da godt være, at du nu som 15-årig kan se, at det ikke var klogt at banke den pige, men dengang har du højst sandsynligt været så opslugt af indestængt vrede (over de voksnes svigt) og loyalitetsfølelse overfor de andre piger i banden, at det overskyggede alt andet. Selv om der måske sad en "lille engel" på din ene skulder dengang og hviskede, at det skulle du ikke gøre, så har englen/samvittigheden ikke haft en chance for at få et ord indført, fordi alle svigtene overskyggede det hele.
Tilgiv dig selv. Fortæl dig selv, at du kun var et barn, og på det tidspunkt var du ikke klogere. Du havde ikke lært, hvordan du skulle kontrollere dig selv og din egen vrede, fordi du havde haft alt for travlt med at skulle hjælpe din alkoholiserede mor.
Men som jeg ser det, er årsagen, at du som alt for lille er blevet svigtet af både din mor, far og mange andre voksne, som skulle have hjulpet dig, og du har som alt for lille skullet hjælpe din mor. Det burde have været hende, som skulle hjælpe dig. OG det kan i den grad undre mig, - er der virkelig slet ingen pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, naboer, familiemedlemmer, bedsteforældre osv., som har kunnet støtte dig gennem din barndom?????
Men du skal videre:
Du SKAL have fundet dig en eller to fornuftige voksne, som du har tillid til. Nogle som du kan betro dig til, når du kæmper med dine tanker og følelser (for du skal/kan ikke kæmpe alene). Det kan være en af dine plejeforældre, en nabo, en lærer eller lign. En som ikke går i panik, når de hører, hvordan du har det. Og tro mig, der er masser af voksne derude, som har prøvet noget lignende eller kender en, som har, eller som bare er kloge nok til at vide, at bare fordi man har gjort noget forkert, behøver det ikke at betyde, at man er fortabt for evigt.
Jeg tror, at du skal starte med at betro dig til dine plejeforældre. Hvor længe har du været hos dem? Har de været plejeforældre før? Kan de snakke med hinanden? Kan du snakke med dem om "mindre farlige emner"? At de begge har fuldtidsarbejde er ingen undskyldning. Både min mand og jeg har fuldtidsarbejde, men vi er der både for hinanden og for vore børn, når der er brug for det.
Indtil du finder mindst én voksen, som du kan snakke med, må du gerne skrive til mig på mail: hoenemor1001@sol.dk
Jeg checker kun min mail ca. en gang i døgnet, så du kan ikke bruge mig, "når lokummet brænder", og du skal have hjælp her-og-nu, men du må gerne bruge mig til at vende diverse tanker og følelser.
Held og lykke!
mvh hønemor1001

Det er svært at finde nogle at snakke med. Jeg kender stort set ikke vores naboer og jeg har pjækket så meget fra skolen, at jeg ikke har lyst til at snakke med lærerne om det.
Begge mine plejeforældre har fuldtidsjob og det er første gang at de er plejeforældre.Jeg har faktisk aldrig RIGTIG snakket med dem, kun lige lidt om hvorfor at jeg er blevet fjernet hjemmefra.
Tak for din mail adresse. Er jeg glad for ..

Det kan godt undre, at de ikke "tager fat i vingebenet på dig" (altså insisterer på at få dig i tale), sætter dig ned i en stol og får en rigtig god lang snak. Med den baggrund, du beskriver, må de da vide, at du har 117 ting, som du har brug for at få bearbejdet, og herfra mit synspunkt synes jeg, at de svigter dig lidt ved ikke at snakke om det. Egentlig synes jeg, at du "skal tage fat i dem" og insistere på, at I får en god lang snak. Fortæl dem, at du har brug for, at de snakker med dig, så tror jeg faktisk, at de vil lytte.
Noget helt andet er så: Hvor åben er du selv? Du har i flere eller måske endda mange år skullet hjælpe din alkoholiserede mor. Du har højst sandsynligt gået og gemt dig. Du har ikke villet snakke med kammerater, fordi du har været lidt flov over, at din mor var alkoholiker. Du er blevet svigtet af din egen mor, og jeg kunne godt forestille mig, at du i det hele taget har meget svært ved at stole på voksne mennesker, fordi de fleste af dem, du hidtil har mødt, har svigtet dig mere eller mindre. Alt dette giver base for at udvikle en lille pige, som ikke taler med nogen om noget, men nu er den lille pludselig blevet stor. Og du er ovenikøbet blevet så stor og klog, at du kan se, at du har svært ved at komme videre, du vil gerne have hjælp til det, men du ved blot ikke hvordan.
Så mit næste spørgsmål til dig er: Kan du åbne dig? Kan du overhovedet fortælle dine inderste tanker til nogen? Er det evt. en del af problemet? Er det måske derfor, du hidtil ikke har fået noget ud af at tale med en psykolog? Fordi du ikke har turdet lukke op for den "pose" du har med alle de indeklemte følelser og den indestængte vrede over, at du er blevet svigtet! Har jeg ret, eller er jeg helt galt på den?
mvh hønemor1001
PS: Næste gang du skriver her, synes jeg ikke, at du skal underskrive dig "den dumme". Brug i stedet "en der er blevet klogere".

Jeg kunne godt tænke mig at vide: Hvor ser du dig selv om 5 år? Hvad vil du gerne bruge dit liv til? Hvor meget ved du om, hvor dine stærke og svage sider er? Har du været nok i skole til, at du ved, om du er god til matematik, dansk (jeg kan se, at du skriver et godt dansk), praktiske ting, teoretiske ting, samfundsfag, hjemkundskab?
Har du nogen anelse om, hvad du vil arbejde med senere? Bare rolig - min 18-årige datter ved det ikke endnu, så du skal ikke føle, at jeg presser dig til noget, som du ikke er klar til. Der er mange unge, som i din alder ikke ved, hvad de skal lave senere. Rent faktisk kunne det sagtens være sådan, at du netop fordi du altid har passet din mor, ikke "har lært" at være opmærksom på dine egne behov og ønsker. Nu hvor du ikke skal have ansvaret for din mor, må du begynde at være opmærksom på, hvad DU gerne vil.
Hvorfor har du pjækket? Har du svært ved at få kammerater? Synes du, skolen er kedelig? Ved du, hvor dit problem i forhold til skolen ligger?
Hvad bruger du din fritid på? Har du fritidsinteresser? Dyrker du sport? Læser du bøger? Hvad? Ses du med kammerater efter skoletid?
Hvis du synes, at jeg bliver for personlig, og du ikke har lyst til at fortælle det her, hvor resten af verden kan læse det, kan du jo svare mig på mail, hvis du har tid og lyst.
mvh hønemor1001

du er i en alder nu, hvor kun du selv bestemmer hvem du vil være. Så prøv at ændre kurs ved at kalde dig selv noget andet...det du godt vil være. Så find ud af det, og så bliver du det med garanti!
Men kald dig hverken dum eller gå rundt og spild tid som tyvetøs. Da jeg var barn og ung, stjal jeg som en besat, både i forretninger og mærkeligt nok også lige for næsen af min mor. Man skulle næsten tro jeg ønskede at blive opdaget..endte også hos politiet. Jeg holdt op da en venlig politibetjent fortalte mig at havde jeg bare nogle bemærkninger fra politiet i miune papirer ville jeg ikke kunne rejse til USA f.eks. føren alt vare blevet slettet. Det var dengang mit højeste ønske . Du kan gå hen og ødelægge dit liv fuldkomment ved at fortsætte med det pjat. Så stop her og nu, det kan man sagtens..det gjorde jeg så det kan du også. Jeg var ret langt ude. Senere har jeg erkendt jeg bare manglede kærlighed...den kom så først da jeg tog mig sammen.
Det er kærlighed og accept du mangler kære søde "dumme" pige. Den får du lige her og nu fra mig og andree, fordi du selv har opsøgt den ved at skrive herind. Godt gået! Så bliv ved med det, så klarer du dig og kan vende den onde cirkel og dy skal nok ende med at få et godt liv hvis du selv vil det.
Jeg tror på dig, så her et stort knus fra den søde, der engang også bare var den dumme.

Jeg er selv 15 har været ude i det samme. (Har ikk slået en pige)
men jeg har slået mange..
Jeg har været det igennem som du har. og det er ikke til at glemme når det er sket,
Har du endeligt fortrudt det?
Har du tænkt over hvor meget man ødelægger andres liv?
Og har du tænkt over inden du startede med det, at du kunne blive taget?
Jeg tænkte tit på det..
Jeg fortryder så meget at jeg gjorde det, og nu kan jeg ikke komme vidre, jeg har gået til psykolog og snakket med 1000 forskellige mennesker..
Men jeg føler med dig 100% for jeg ved hvordan du har det, har det nemlig på samme måde som jeg skrev i starten,.
Jeg kan ikke selv komme vidre nu, for først nu tænker jeg helt klart over tingene og det ændre et helt liv..
tror mig, hvis man ikke har nogle som kan hjælpe en op af det huld man er fanget i så kommer man ikke op så hurtigt..
Hilsen anpnym pige !