HJÆÆÆÆLP! Min kæreste forstår mig ikke :`(

Jeg har i lang, lang tid gået og funderet over, hvem jeg skulle spørge, for at få et kvalificeret svar på mit problem. For at få min fustration lidt på afstand, besluttede jeg mig for at kikke lidt her på SOLdebatten - og med èt kom jeg i tanke om, at "Den frie debat for mænd" måtte være STEDET. Jeg håber inderligt, at der er nogle mænd, som vil tage mit råb om hjælp seriøst.
Vores situation kræver en lille forhistorie;
Min kæreste og jeg mødte hinanden for 3 år siden. Han er 38, veluddannet og har fast job. Ingen børn, ganske få - men langvarige -parforhold bag sig. Jeg er 39, veluddannet og har fast job. Jeg har 2 børn (fra et tidligere ægteskab, men børnene har ingen kontakt til deres biologiske far)og ligeledes ganske få - men langvarige - forhold bag mig. Vi bor med 85 km`s afstand, og ses som regl kun i weekenderne.....hvilket har fungeret godt, indtil nu....
I starten kunne vi tale sammen over telefonen i timevis. Vi kunne snakke sammen om alverdens ting. Lysten og impulsiviteten drev "værket" dengang. Nu er det blevet "hverdagsagtigt" (som han siger). De lange telefonsamtaler er stoppet. Vi taler næsten ikke sammen mere, og når vi gør, så ender det som regl med at vi bliver uvenner. Sex er der heller ikke meget af mere, for hvem har lyst til en partner, som har gået og surmulet (nogle gange en hel weekend) over en lille åndsvag bagatel?
Det er de mest mærkelige ting som får det hele til at ramle!!! Det kan være noget så tåbeligt som en fejlfortolkning af ET ord, eller en fejlfortolkning af den andens kropssprog. Jeg forstår det simpelthen ikke???! Hvorfor vogter vi pludseligt sådan over hinanden? Hvorfor er vi begyndt at FORTOLKE, istedet for at LYTTE og FORSTÅ? Det føles som om lysten, impulsiviteten og nærheden er blevet erstattet med mistillid, kølighed og distance.
Et par gange har vi været HELT derude, hvor vi har talt om at gøre det forbi, men når vi så har været fra hinanden en uges tid - og dønningerne har lagt sig - så savner vi hinanden VANVITTIGT. Vi er begge ved at blive tossede af det her!!
Hvad er det der går galt? Kan man rette op på et forhold, som konstant har været en rutchebanetur....nærhed, afsavn, varme, distance, latter, muthed, ømhed, kølighed...eller må vi erkende at "vores" tid er forbi?
Jeg vil gerne gøre en indsats for at få vores forhold - og familieliv - til at fungere igen, men jeg NÆGTER at "bøje mig ned i støvet", hvis det alligevel ikke bliver værdsat.
Hvad tænker I som mænd i/om sådan en situation? Hvad skal jeg gøre?....eller, kan/skal jeg i det hele taget gøre noget?
Med venlig hilsen,
og mange tak for hjælpen.

Med 85 km imellem jer, bliver det planlagt og konstrueret, at I absolut skal tænde vildt og inderligt på hinanden i de omtalte weekender.
Alt bliver hverdag og alt bliver rutine. Men I har ikke noget "rum" til at have jeres hverdag og rutine sammen i. Og I har heller ikke noget "rum" at at have hvert jeres i.
I mangler ganske enkelt hinanden. Mangler at have hinanden i nærheden og noget at flygte hen i, når nærheden bliver for meget.
Jeg ved godt, det lyder lidt uldent. Men det er, mener jeg, vigtigt som par, hvis man ønsker at være et par, at man sørger for at have nogen aktiviteter sammen samt sørger for at have nogen aktiviteter væk fra hinanden med nogle andre.
Flyt sammen med ham, spil tennis med ham og lad ham spille poker med vennerne. Hvis du forstår, hvad jeg mener.

....for det lyder som om du kender NØJAGTIG til det der foregår.
Jeg kan ganske udemærket forholde mig til det du skriver, og jeg kan også sagtens føre dit råd og dine vejledninger ud i livet MEN, jeg får jo "på puklen" når jeg ignorerer ham. HAN er nemlig den værste til at holde regnskab og bare nag!
Hvordan ignorerer man sin kæreste, uden at det fører til problemer så?
Føler mig en lille smule latterlig, fordi jeg sidder hèr som 39 årig, og spørger om råd og vejledning for at få mit parforhold op og køre igen. Men jeg hiver mig selv op, ved at huske på et ordsprog som en meget ven engang sagde til mig;
"Det er ikke en svaghed, at vise følelser. Det er en styrke!".
Takker for at du tog dig tid til at besvare mine spørgsmål :o)
Mvh.

....weekenderne èr altid planlagte og konstruerede (det kan næsten ikke være anderledes...??) Og ja, ofte føles det som om vi SKAL tænde vildt og inderligt på hinanden! Ihvertfald regner jeg med, at det er noget han forventer. Oftest ville jeg dog langt hellere falde ham om halsen, og give ham et KÆMPE knus, og bare fortælle;" Hvor har jeg dog savnet dig!". Jeg afholder mig fra at gøre det, fordi han tit har fortalt hvor latterlig han synes hans tidligere kæreste var, fordi hun gjorde dette. Så den første time eller 2 går som oftest med, at vi føler hinanden efter på tænderne.....hmmmmm.
Rigtigt igen, at vi hverken har noget rum til at have en fælles hverdag eller rutine sammen i, MEN jeg synes der imod, at vi har MASSER af rum til at have hvert vores i. Faktisk er det èn af de overordnede problemstillinger i vores forhold.
Han giver ofte udtryk for, at han føler sig udenfor det familiære, og at han "bare" kommer hèr som en slags "lege-onkel" og weekendkæreste.
Jo, vi har været meget meget tæt på at flytte sammen, men hver gang har jeg fået kolde fødder. Han mener nemlig at det er mig og mine 2 børn, som skal rykke teltpælene op og flytte ned omkring "hans" egn.....for så kan han bibeholde hans arbejde (som han også betegner som hans hobby).
Jeg har fortalt ham, at tanken om at komme til at sidde arbejdsløs, imens han hygger sig på jobbet....tanken om at jeg også bliver totalt økonomisk afhængig af ham....tanken om, at det går op for ham, at et familieliv som "papfar" og fuldtidskæreste alligevel ikke er så skide dejligt.....SKRÆMMER MIG AF H. TIL!!!!
Jeg hàr fortalt ham alt dette, men han reagerer med at blive meget gal på mig. I hans verden sidestiller han min frygt med, at jeg udviser mistillid og mistro. Sådan er det jo slet slet ikke.....jeg er bare skide bange for at han svigter mig.
Har du så et foreslag til, hvorledes jeg får ham til at indse dèt?
Jeg er ked af at være sådan en følelsesmæssig kylling. Men jeg prøver, trods alt :o)
Mvh., og tak for din tid.

Jeg kender det. Det gør jeg da... Min erfaring med kvinder har lært mig nogle ting om jeres sprog:
"Du hører ikke efter" betyder "Jeg er træt og har brug for omsorg".
"Du er nødt til at hjælpe til med at få tingene til at fungere" betyder "let røven og tag initiativ til at forbedre livet for dig selv, mig eller os - gør noget!"
"Jeg har bare lyst til at hygge lidt, bare os to" betyder "sluk telefonen, hold døren, hjælp med frakken, køb rødvin, lyt til min dag og giv mig komplimenter."
"Slukker du ikke dén der og kommer lidt over til mig" betyder "Jeg keder mig, underhold mig, vis mig at jeg er vigtigst i dit liv."
Prøv at fintune dit sprog lidt. I stedet for "HJÆÆÆÆÆÆÆLP, min kæreste forstår mig ikke". Kunne du tænke "Min kæreste og jeg taler forbi hinanden. Jeg kunne godt tænke mig at vi lærte en bedre måde at kommunikere". Så anerkender du problemet uden at placere skyld, og du lægger op til en fælles løsning.
Hvad synes du om det? Giver det mening for dig, eller skal jeg forsøge at formulere det anderledes?

....for du har fuldstændig ret! Faktisk så meget ret, at jeg får helt kuldegysning. Så nej, du behøver ikke engang at omformulere dig (....griner!).
Så; Min kæreste og jeg taler forbi hinanden. Jeg kunne godt tænke mig, at vi lærte en bedre måde at kommunikere på.
Problemet er i aller højeste grad anerkendt, og jeg forsøger - i hvertfald ikke bevidst - at placere skyld. Jeg forsøger at finde frem til årsagen til alle vores mange, unødvendige, problemer - og finde et menneske eller 2, som kan give mig en logisk forklaring på, hvad det er der sker.
At fintune mit sprog lidt....jo, det vil jeg da gerne gøre en indsats for at prøve. Men jeg synes det er lidt uhyggeligt, at vi som par skal tale i "koder". Se f.eks. de ting du selv har skrevet ovenfor. Du har ret! FULDSTÆNDIG ret, men hvorfor skal det være sådan? Faktum er jo, at I mænd føler, at I er ved at blive kvalt, hvis Vi kvinder siger tingene lige ud, som de er. Og hvis vi skal gå og pakke tingene ind (som det første du skriver i eksemplerne ovenfor), så opstår der med garanti MULTI mange misforståelser. Og så havner man dèr hvor jeg er havnet!
Altså er min konklusion (også med dit svar taget med i betragtning), at jeg, som den første, skal finde et helt 3. sprog? Se eksemplerne nedenfor ;o)
"Du hører ikke efter" (Duer ikke! Virker anklagende og bebrejdende i hans ører)/ "jeg er træt, og har brug for omsorg" (Duer heller ikke! Kvinden virker krævende og svag). Et alternativ, efter min mening, kunne måske være;
"Jeg trænger til dig. Kom lige her".(?).
"Du er nød til at hjælpe til med at få tingene til at fungere" (Duer ikke! Kan nemt få følelsen af utilstrækkelighed til at melde sig hos ham)/ "Let røven og tag initiativ til at forbedre livet for dig selv, mig eller os - gør noget!" (Duer heller ikke! Lyder barskt og anklagende....som om det han gør ikke er tilstrækkeligt). Et alternativ kunne måske være; "Jeg har virkelig brug for din hjælp. Din fysiske tilstedeværelse betyder også utroligt meget for mig/os". (?)
"Jeg har bare lyst til at hygge lidt - bare os 2" (Duer ikke! "Nu vil hun lige pludselig til at sidde lårerne af mig", tænker manden)/ " Sluk telefonen, hold døren, hjælp med frakken, køb rødvin, lyt til min dag og giv mig komplimenter" (Duer heller ikke! Han vil meget hurtigt begynde at føle sig som en selvfølge....et skaffedyr af format). Måske kunne alternativet være; " Jeg trænger til at mærke dig, og føle at du virkelig godt kan li` mig". (?)
"Slukker du ikke dèn der og kommer lidt over til mig?" (Duer ikke! Nu vil hun også til at bestemme hvad han må og ikke må)/ "Jeg keder mig, underhold mig, vis mig at jeg er vigtigst i dit liv" (Duer heller ikke! Nu skal hun fannemer også til at UNDERHOLDES!!!?). Alternativet hèr kunne måske være; " ALT ander er ligegyldigt....jeg trænger til dig NU". (?)
Hvad synes du om det? Giver det mening for dig (jer som mænd), eller skal jeg forsøge at formulere det anderledes? (smiler og griner lidt samtidig).

En mand der er bange for hverdag ville jeg flygte fra.
Bliv dog voksen mand

...at han er bange for hverdagen? Jamen så kan jeg jo bare ikke få det til at hænge sammen med, at han bliver sur over, at jeg får kolde fødder, hver gang vi nærmer os emnet "flytte sammen" - for SÅ bliver det jo for alvor hverdag.
Hmmmmm.....du har fået mig til at tænke fra en helt anden vinkel nu!

"Faktum er jo, at I mænd føler, at I er ved at blive kvalt, hvis Vi kvinder siger tingene lige ud, som de er."
Som f.eks. "HJÆÆÆLP! Min kæreste forstår mig ikke"? Øv dig lidt mere i at anerkende konflikten uden at placere skyld ;)

....dèt har jeg skam gjort.....massevis af gange, men det kommer der ligesom ikke nogen løsning ud af!?? man skal vel også finde årsagen til konflikten, for at være istand til at undgå, at den dukker op igen på et senere tidspunkt (?).
Jeg ved ikke....må indrømme at luften er ved at fise lidt ud af ballonen.