Homoseksualitet - hvor tilfredsstillende en livsform?
„Den homoseksuelle tilstand er sjældent, om nogen sinde, et spørgsmål om at vælge.“ Sådan hedder det i en officiel erklæring fra den katolske kirke i England.
Mange fortvivler når de bliver konfronteret med denne tanke. De føler at når de først er kommet ind på den homoseksuelle livsform, er det umuligt at komme bort fra den igen. Men sådan forholder det sig ikke. Med Guds hjælp er intet umuligt for den kristne. Det er som apostelen Paulus udtrykte det: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Fil. 4:13.
Læs en englænders personlige beretning, som er gengivet her, og døm selv.
JEG har altid godt kunnet lide at være sammen med det modsatte køn, og som teenager havde jeg forskellige veninder. Ikke desto mindre følte jeg mig, allerede som ung, tiltrukket af mit eget køn, men jeg gjorde oprør mod enhver tanke om en homoseksuel livsform. Tanken tiltalte mig ikke, især ikke når jeg overvejede de konsekvenser det kunne få senere i livet.
I 1950erne var bevægelsen ’Gay Liberation’ (Homoseksuelles frigørelse) ukendt. I begyndelsen af 60erne var en ny indstilling imidlertid ved at vinde frem, og der var ikke længere så mange der var imod homoseksualitet. Under alle omstændigheder var denne livsform mere accepteret i en storby som London. Alligevel holdt jeg mig tilbage, og jeg afviste de mange muligheder der bød sig for at indlede et homoseksuelt forhold.
Som så mange andre unge mennesker var jeg idealistisk. Jeg havde visioner om en verden med gode normer og en høj moral. Men da jeg skulle til at klare mig selv, kom jeg til at stå ansigt til ansigt med realiteterne. Jeg opdagede at verden er korrupt, og at endog folk som kalder sig ærlige og retskafne, ofte opfører sig meget umoralsk på mange områder.
Da mine ungdomsidealer tydeligvis var uopnåelige, husker jeg at jeg tænkte: „Hvad nytter det? Hvad opnår jeg ved at holde mig tilbage? Jeg kan lige så godt kaste mig ud i det og begynde at leve som homoseksuel, og så få det bedste ud af det.“ Med denne beslutning begyndte jeg på en livsførelse som skulle vare ved i mange år.
Til at begynde med følte jeg en vis befrielse ved at kunne lægge kortene på bordet og sige: „Okay, jeg er homoseksuel, og sådan er det altså!“ Nogle betragtede min livsform som umoralsk, men jeg kunne ikke se at jeg på nogen måde var værre end dem der gav sig af med forskellige former for korruption. Faktisk syntes jeg at jeg på sin vis var bedre, fordi jeg i det mindste ikke var hyklerisk og forsøgte at leve bag en facade. Da jeg først var begyndt at leve som homoseksuel, var jeg ligeglad med hvem der vidste det. Der var masser af lejligheder til at give efter for trangen, og ingen protesterede.
Da fri sex og løse forhold syntes at være normen i homoseksuelle kredse, indså jeg på et tidligt tidspunkt at det ville være en fordel for mig at dyrke forhold med mænd som kunne bringe mig op ad den sociale rangstige. Det er noget mange homoseksuelle gør, og hvis de er nogenlunde tiltrækkende mangler de ikke tilbud fra indflydelsesrige og velhavende mænd. Det resulterede også i at jeg blev inviteret ud og morede mig og nød livet sammen med mange mandlige venner.
Med tiden lykkedes det mig at få en meget rig ven. Han købte fint tøj til mig og førte mig ind i „high-society“-kredse hvor penge ikke er noget problem. Han havde en lejlighed i den eksklusive del af London og en anden i Sydfrankrig. Jeg kom med på dyre ferier i udlandet, og det var interessant for mig at omgås rige og berømte mennesker på så nært hold. Jeg var ung og fandt det nyt og spændende.
I London er der mange klubber hvor homoseksuelle kan møde hinanden. Faktisk var jeg overrasket over hvor mange mennesker fra de ’højere kredse’ jeg kunne lære at kende her — bankmænd, jurister, politikere og andre. Alle disse oplevelser tilskyndede mig blot til at fortsætte som homoseksuel.
Religion gik jeg ikke højt op i. Jeg vil ikke sige at jeg på nogen måde var ateist, for jeg mente at der måtte være en højere magt, men jeg havde aldrig tænkt nærmere over den sag. Jeg opdagede at det var et emne som homoseksuelle sjældent drøftede.
I mine år som homoseksuel blev jeg udsat for adskillige umoralske tilnærmelser fra præster og gejstlige. Så hvad angår religion, havde jeg ingen grund til at tage det alvorligt. Den form for kristendom jeg så, var ikke anderledes end den verden jeg levede i.
Fortryllelsen ved den homoseksuelle livsform varer imidlertid ikke ved. Det stadige krav om evig ungdom og charme har ført mange ud i fortvivlelse og endog selvmord. Det kan have sine uheldige sider at skulle leve op til en vis standard og altid fremstille sig selv som charmerende og tiltrækkende. I mit eget tilfælde vidste jeg godt at når charmen aftog, eller når mit udseende begyndte at falme, ville jeg være færdig — blive kasseret, som så mange andre var blevet. Jeg valgte derfor uafhængigheden og forlod min rige ven.
Efter at have prøvet en så høj levestandard var det ikke nemt at finde sig til rette med en almindelig livsform. Jeg havde vanskeligt ved at beholde et arbejde og jeg begyndte at drive omkring med en dårlig klike. For at kunne forsørge mig selv blev jeg til sidst homoseksuel prostitueret.
Det betød en virkelig risiko for at få kønssygdomme, eftersom udbredelsen af kønssygdomme blandt homoseksuelle som bekendt er meget stor på grund af de løse forhold. Min egen læge var homoseksuel (jeg havde valgt ham af samme grund), og derfor vidste jeg at jeg ikke ville få nogen problemer med at blive behandlet for disse sygdomme. Alligevel var det ikke en livsstil jeg ville anbefale nogen, da den medførte mange andre farer end kønssygdomme.
Det var på dette ulykkelige tidspunkt i mit liv at jeg mødte den mand som jeg skulle komme til at leve sammen med i de næste 10 år. Lige fra begyndelsen kom min nye partner og jeg godt ud af det med hinanden. Jeg var meget glad for ham, og vi begyndte at bygge et hjem op sammen, ligesom et almindeligt ægtepar ville gøre. Vi betragtede vort forhold som noget helt specielt og enestående. Ingen af os følte at der var noget sært eller underligt ved det.
Som par var vi meget lykkelige. Der var et dybt, intenst og kærligt forhold imellem os. Vi syntes faktisk at den kærlighed vi nærede, var dybere end den vi lagde mærke til i mange heteroseksuelle forhold. Skønt vi havde mange lejligheder til at gå ud med andre, og skønt vi fik mange tilbud om det, holdt vi altid sammen. De 10 år hvor han og jeg holdt sammen var indtil det tidspunkt blandt de lykkeligste år i mit liv.
Så en dag modtog jeg en af Vagttårnsselskabets publikationer. Så snart jeg begyndte at læse i den — ja, lige fra den første sætning — var der ingen tvivl i mit sind om at det var sandheden. Jeg læste videre, og jeg fandt ingen fejl i det der blev sagt. Der opstod ingen spørgsmål hos mig. Jeg havde aldrig studeret Bibelen, men dette lød bare så ægte og troværdigt, og jeg husker at jeg tænkte: „Det her må være sandheden!“
Jeg fik øjnene op for muligheder som jeg aldrig havde vidst eksisterede. Efterhånden som jeg lærte om Bibelens håb for menneskeheden, kastede det et helt nyt lys over alt. Jeg havde en masse fritid til at tænke i. Når jeg ser tilbage, tror jeg at jeg havde et åndeligt behov, selv om jeg dengang ikke forstod det. Jeg havde altid ment at der måtte være en bedre måde at leve på — ikke kun for mig selv men for hele verden. Muligheden for at vælge en virkelig meningsfyldt og tilfredsstillende livsform med evigt liv i udsigt, talte til min fornuft.
Det tog mig ikke lang tid at erkende at jeg stod ved en skillevej. Efterhånden som mit studium fik min værdsættelse af Bibelens sandheder til at vokse, forstod jeg at jeg blev nødt til at forandre min livsform. Men ville jeg være i stand til at tage udfordringen op?
Jeg var nu fuldt ud klar over hvad Bibelen siger om homoseksualitet. Skønt jeg aldrig før var blevet konfronteret med dens udtalelser, følte jeg instinktivt at det den sagde var rigtigt. Jeg levede bestemt ikke på en naturlig måde. Men jeg måtte have det stærkeste motiv for at ønske at ændre min livsform. Det var min voksende kærlighed til Jehova Gud der fik mig til at ønske at gøre en forandring.
Min første reaktion var at få min partner til at lære Guds veje at kende. Jeg ville gerne at han også skulle forandre sit livsmønster. Jehovas vidner i den lokale menighed inviterede os ofte ud til måltider og selskabelige sammenkomster. De viste os stor forståelse. Min partner havde ingen grund til at føle at han blev sat udenfor. Han blev i virkeligheden opmuntret lige så meget som jeg blev. Men desværre tog han ikke imod sandheden, sådan som jeg havde håbet.
Til sidst delte vi vores lejlighed op sådan at vi fik hver sit værelse. Men vi måtte snart erkende at et totalt brud mellem os var den eneste løsning. Hvordan skulle jeg dog kunne gennemføre det? Jeg husker at jeg tænkte: „Jehova vil gøre det muligt for mig.“ Jeg satte min lid til ham.
Tiden kom, og vi besluttede at gå hver til sit. Det var som at bortskære en del af sin personlighed og lade den bag sig.
Du har sikkert hørt nogle sige det samme som jeg har hørt: „Én gang homoseksuel, altid homoseksuel.“ Men sådan var det ikke i mit tilfælde. Jeg gjorde mig fri én gang for alle. Og dog må jeg stadig arbejde på at forandre mit livsmønster. Men det har været en stor trøst for mig at tænke på Jehovas altomfattende forståelse af mine problemer. Jeg har lært at forstå at han alene kender den enkeltes forhold og baggrund, og at han tager den skade man kan have lidt på grund af miljø eller andre ting i betragtning, idet han giver kærlig vejledning gennem sin hellige ånd.
Der har været mange gange hvor jeg følte at nu måtte jeg give efter for presset. Men jeg vidste at sandheden havde gavnet mig på så mange andre måder. Det seksuelle er jo ikke alt i livet. Der er så mange andre sider af tilværelsen, og jeg har erfaret at der, efter at jeg har lært sandheden fra Guds ord at kende, har åbnet sig mange muligheder for mig, og at jeg er blevet hjulpet i mit ønske om at forandre mig. Dog tager det tid at løse problemer. Homoseksualitet er ingen undtagelse.
Da apostelen Paulus skrev sit brev til Korintermenigheden omtalte han homoseksualitet som en alvorlig synd, men han fremhævede ikke denne synd som den eneste, eller som en synd der var værre end de andre han også nævnte. Han omtalte den sammen med andre alvorlige menneskelige svagheder, og kommer vi til kort på bare ét af disse områder pådrager vi os Guds mishag. Men jeg har opdaget at når man forsøger at bekæmpe sine svagheder, styrker Jehova en. At forvente en øjeblikkelig helbredelse ville være forkert. Men med Jehovas ånds hjælp kan man vise selvbeherskelse, så det bliver muligt at fortsætte på sandhedens vej og lægge kristen udholdenhed for dagen. — Rom. 5:1-5.
Det gør mig ydmyg at tænke på at Jehova har kunnet bruge mig, og til trods for mine ufuldkommenheder styrker han mig stadig.
Mange af mine kristne brødre har været meget venlige og opmuntrende. Jeg er meget taknemmelig for de muligheder og den kærlige vejledning Jehova har givet mig gennem sit ord, sin ånd og sin kristne menighed. Det er mit inderlige ønske at iføre mig den kristne personlighed og bringe Jehovas navn større pris. — Ef. 4:22-24.
Mange fortvivler når de bliver konfronteret med denne tanke. De føler at når de først er kommet ind på den homoseksuelle livsform, er det umuligt at komme bort fra den igen. Men sådan forholder det sig ikke. Med Guds hjælp er intet umuligt for den kristne. Det er som apostelen Paulus udtrykte det: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Fil. 4:13.
Læs en englænders personlige beretning, som er gengivet her, og døm selv.
JEG har altid godt kunnet lide at være sammen med det modsatte køn, og som teenager havde jeg forskellige veninder. Ikke desto mindre følte jeg mig, allerede som ung, tiltrukket af mit eget køn, men jeg gjorde oprør mod enhver tanke om en homoseksuel livsform. Tanken tiltalte mig ikke, især ikke når jeg overvejede de konsekvenser det kunne få senere i livet.
I 1950erne var bevægelsen ’Gay Liberation’ (Homoseksuelles frigørelse) ukendt. I begyndelsen af 60erne var en ny indstilling imidlertid ved at vinde frem, og der var ikke længere så mange der var imod homoseksualitet. Under alle omstændigheder var denne livsform mere accepteret i en storby som London. Alligevel holdt jeg mig tilbage, og jeg afviste de mange muligheder der bød sig for at indlede et homoseksuelt forhold.
Som så mange andre unge mennesker var jeg idealistisk. Jeg havde visioner om en verden med gode normer og en høj moral. Men da jeg skulle til at klare mig selv, kom jeg til at stå ansigt til ansigt med realiteterne. Jeg opdagede at verden er korrupt, og at endog folk som kalder sig ærlige og retskafne, ofte opfører sig meget umoralsk på mange områder.
Da mine ungdomsidealer tydeligvis var uopnåelige, husker jeg at jeg tænkte: „Hvad nytter det? Hvad opnår jeg ved at holde mig tilbage? Jeg kan lige så godt kaste mig ud i det og begynde at leve som homoseksuel, og så få det bedste ud af det.“ Med denne beslutning begyndte jeg på en livsførelse som skulle vare ved i mange år.
Til at begynde med følte jeg en vis befrielse ved at kunne lægge kortene på bordet og sige: „Okay, jeg er homoseksuel, og sådan er det altså!“ Nogle betragtede min livsform som umoralsk, men jeg kunne ikke se at jeg på nogen måde var værre end dem der gav sig af med forskellige former for korruption. Faktisk syntes jeg at jeg på sin vis var bedre, fordi jeg i det mindste ikke var hyklerisk og forsøgte at leve bag en facade. Da jeg først var begyndt at leve som homoseksuel, var jeg ligeglad med hvem der vidste det. Der var masser af lejligheder til at give efter for trangen, og ingen protesterede.
Da fri sex og løse forhold syntes at være normen i homoseksuelle kredse, indså jeg på et tidligt tidspunkt at det ville være en fordel for mig at dyrke forhold med mænd som kunne bringe mig op ad den sociale rangstige. Det er noget mange homoseksuelle gør, og hvis de er nogenlunde tiltrækkende mangler de ikke tilbud fra indflydelsesrige og velhavende mænd. Det resulterede også i at jeg blev inviteret ud og morede mig og nød livet sammen med mange mandlige venner.
Med tiden lykkedes det mig at få en meget rig ven. Han købte fint tøj til mig og førte mig ind i „high-society“-kredse hvor penge ikke er noget problem. Han havde en lejlighed i den eksklusive del af London og en anden i Sydfrankrig. Jeg kom med på dyre ferier i udlandet, og det var interessant for mig at omgås rige og berømte mennesker på så nært hold. Jeg var ung og fandt det nyt og spændende.
I London er der mange klubber hvor homoseksuelle kan møde hinanden. Faktisk var jeg overrasket over hvor mange mennesker fra de ’højere kredse’ jeg kunne lære at kende her — bankmænd, jurister, politikere og andre. Alle disse oplevelser tilskyndede mig blot til at fortsætte som homoseksuel.
Religion gik jeg ikke højt op i. Jeg vil ikke sige at jeg på nogen måde var ateist, for jeg mente at der måtte være en højere magt, men jeg havde aldrig tænkt nærmere over den sag. Jeg opdagede at det var et emne som homoseksuelle sjældent drøftede.
I mine år som homoseksuel blev jeg udsat for adskillige umoralske tilnærmelser fra præster og gejstlige. Så hvad angår religion, havde jeg ingen grund til at tage det alvorligt. Den form for kristendom jeg så, var ikke anderledes end den verden jeg levede i.
Fortryllelsen ved den homoseksuelle livsform varer imidlertid ikke ved. Det stadige krav om evig ungdom og charme har ført mange ud i fortvivlelse og endog selvmord. Det kan have sine uheldige sider at skulle leve op til en vis standard og altid fremstille sig selv som charmerende og tiltrækkende. I mit eget tilfælde vidste jeg godt at når charmen aftog, eller når mit udseende begyndte at falme, ville jeg være færdig — blive kasseret, som så mange andre var blevet. Jeg valgte derfor uafhængigheden og forlod min rige ven.
Efter at have prøvet en så høj levestandard var det ikke nemt at finde sig til rette med en almindelig livsform. Jeg havde vanskeligt ved at beholde et arbejde og jeg begyndte at drive omkring med en dårlig klike. For at kunne forsørge mig selv blev jeg til sidst homoseksuel prostitueret.
Det betød en virkelig risiko for at få kønssygdomme, eftersom udbredelsen af kønssygdomme blandt homoseksuelle som bekendt er meget stor på grund af de løse forhold. Min egen læge var homoseksuel (jeg havde valgt ham af samme grund), og derfor vidste jeg at jeg ikke ville få nogen problemer med at blive behandlet for disse sygdomme. Alligevel var det ikke en livsstil jeg ville anbefale nogen, da den medførte mange andre farer end kønssygdomme.
Det var på dette ulykkelige tidspunkt i mit liv at jeg mødte den mand som jeg skulle komme til at leve sammen med i de næste 10 år. Lige fra begyndelsen kom min nye partner og jeg godt ud af det med hinanden. Jeg var meget glad for ham, og vi begyndte at bygge et hjem op sammen, ligesom et almindeligt ægtepar ville gøre. Vi betragtede vort forhold som noget helt specielt og enestående. Ingen af os følte at der var noget sært eller underligt ved det.
Som par var vi meget lykkelige. Der var et dybt, intenst og kærligt forhold imellem os. Vi syntes faktisk at den kærlighed vi nærede, var dybere end den vi lagde mærke til i mange heteroseksuelle forhold. Skønt vi havde mange lejligheder til at gå ud med andre, og skønt vi fik mange tilbud om det, holdt vi altid sammen. De 10 år hvor han og jeg holdt sammen var indtil det tidspunkt blandt de lykkeligste år i mit liv.
Så en dag modtog jeg en af Vagttårnsselskabets publikationer. Så snart jeg begyndte at læse i den — ja, lige fra den første sætning — var der ingen tvivl i mit sind om at det var sandheden. Jeg læste videre, og jeg fandt ingen fejl i det der blev sagt. Der opstod ingen spørgsmål hos mig. Jeg havde aldrig studeret Bibelen, men dette lød bare så ægte og troværdigt, og jeg husker at jeg tænkte: „Det her må være sandheden!“
Jeg fik øjnene op for muligheder som jeg aldrig havde vidst eksisterede. Efterhånden som jeg lærte om Bibelens håb for menneskeheden, kastede det et helt nyt lys over alt. Jeg havde en masse fritid til at tænke i. Når jeg ser tilbage, tror jeg at jeg havde et åndeligt behov, selv om jeg dengang ikke forstod det. Jeg havde altid ment at der måtte være en bedre måde at leve på — ikke kun for mig selv men for hele verden. Muligheden for at vælge en virkelig meningsfyldt og tilfredsstillende livsform med evigt liv i udsigt, talte til min fornuft.
Det tog mig ikke lang tid at erkende at jeg stod ved en skillevej. Efterhånden som mit studium fik min værdsættelse af Bibelens sandheder til at vokse, forstod jeg at jeg blev nødt til at forandre min livsform. Men ville jeg være i stand til at tage udfordringen op?
Jeg var nu fuldt ud klar over hvad Bibelen siger om homoseksualitet. Skønt jeg aldrig før var blevet konfronteret med dens udtalelser, følte jeg instinktivt at det den sagde var rigtigt. Jeg levede bestemt ikke på en naturlig måde. Men jeg måtte have det stærkeste motiv for at ønske at ændre min livsform. Det var min voksende kærlighed til Jehova Gud der fik mig til at ønske at gøre en forandring.
Min første reaktion var at få min partner til at lære Guds veje at kende. Jeg ville gerne at han også skulle forandre sit livsmønster. Jehovas vidner i den lokale menighed inviterede os ofte ud til måltider og selskabelige sammenkomster. De viste os stor forståelse. Min partner havde ingen grund til at føle at han blev sat udenfor. Han blev i virkeligheden opmuntret lige så meget som jeg blev. Men desværre tog han ikke imod sandheden, sådan som jeg havde håbet.
Til sidst delte vi vores lejlighed op sådan at vi fik hver sit værelse. Men vi måtte snart erkende at et totalt brud mellem os var den eneste løsning. Hvordan skulle jeg dog kunne gennemføre det? Jeg husker at jeg tænkte: „Jehova vil gøre det muligt for mig.“ Jeg satte min lid til ham.
Tiden kom, og vi besluttede at gå hver til sit. Det var som at bortskære en del af sin personlighed og lade den bag sig.
Du har sikkert hørt nogle sige det samme som jeg har hørt: „Én gang homoseksuel, altid homoseksuel.“ Men sådan var det ikke i mit tilfælde. Jeg gjorde mig fri én gang for alle. Og dog må jeg stadig arbejde på at forandre mit livsmønster. Men det har været en stor trøst for mig at tænke på Jehovas altomfattende forståelse af mine problemer. Jeg har lært at forstå at han alene kender den enkeltes forhold og baggrund, og at han tager den skade man kan have lidt på grund af miljø eller andre ting i betragtning, idet han giver kærlig vejledning gennem sin hellige ånd.
Der har været mange gange hvor jeg følte at nu måtte jeg give efter for presset. Men jeg vidste at sandheden havde gavnet mig på så mange andre måder. Det seksuelle er jo ikke alt i livet. Der er så mange andre sider af tilværelsen, og jeg har erfaret at der, efter at jeg har lært sandheden fra Guds ord at kende, har åbnet sig mange muligheder for mig, og at jeg er blevet hjulpet i mit ønske om at forandre mig. Dog tager det tid at løse problemer. Homoseksualitet er ingen undtagelse.
Da apostelen Paulus skrev sit brev til Korintermenigheden omtalte han homoseksualitet som en alvorlig synd, men han fremhævede ikke denne synd som den eneste, eller som en synd der var værre end de andre han også nævnte. Han omtalte den sammen med andre alvorlige menneskelige svagheder, og kommer vi til kort på bare ét af disse områder pådrager vi os Guds mishag. Men jeg har opdaget at når man forsøger at bekæmpe sine svagheder, styrker Jehova en. At forvente en øjeblikkelig helbredelse ville være forkert. Men med Jehovas ånds hjælp kan man vise selvbeherskelse, så det bliver muligt at fortsætte på sandhedens vej og lægge kristen udholdenhed for dagen. — Rom. 5:1-5.
Det gør mig ydmyg at tænke på at Jehova har kunnet bruge mig, og til trods for mine ufuldkommenheder styrker han mig stadig.
Mange af mine kristne brødre har været meget venlige og opmuntrende. Jeg er meget taknemmelig for de muligheder og den kærlige vejledning Jehova har givet mig gennem sit ord, sin ånd og sin kristne menighed. Det er mit inderlige ønske at iføre mig den kristne personlighed og bringe Jehovas navn større pris. — Ef. 4:22-24.