Hun er "manden" og jeg er "kvinden".
Min kæreste er vidunderlig og vores forhold ligeså, men vores omgivelser peger fingre af vores måde at være/leve på.
Jeg kan godt lide at gå hjemme og lave mad, rydde op, passe børnene, pusle om hende, hus og have og samtidig lade hende bestemme lidt over mig. Det har jeg det bedst med. Hun derimod har det bedst med at gøre karriere, lave gør-det-selv arbejdet i huset og komme hjem med små gaver til mig som f.eks. tøj, parfume, smykker, lækkerier osv.
Vi har det skønt sammen, men gang på gang reagerer omgivelserne som om, der er noget i vejen med os, når de opdager, hvordan vi lever. Folk kommer med kommentarer som:" Nå, gider din mand ikke at lave noget!" Eller: " Nå, hun har godt nok fået dig under tøflen!" Det gør os begge kede af det, fordi vi faktisk lever sådan af egen fri vilje. Jeg synes da, det er værre med de traditionelle parforhold, vi ser omkring os, hvor kvinden er sur over sine pligter, og manden ikke tør at være for feminin. Så hellere et utraditionelt parforhold, hvor begge er glade!
Hvad synes I?
Jeg kan godt lide at gå hjemme og lave mad, rydde op, passe børnene, pusle om hende, hus og have og samtidig lade hende bestemme lidt over mig. Det har jeg det bedst med. Hun derimod har det bedst med at gøre karriere, lave gør-det-selv arbejdet i huset og komme hjem med små gaver til mig som f.eks. tøj, parfume, smykker, lækkerier osv.
Vi har det skønt sammen, men gang på gang reagerer omgivelserne som om, der er noget i vejen med os, når de opdager, hvordan vi lever. Folk kommer med kommentarer som:" Nå, gider din mand ikke at lave noget!" Eller: " Nå, hun har godt nok fået dig under tøflen!" Det gør os begge kede af det, fordi vi faktisk lever sådan af egen fri vilje. Jeg synes da, det er værre med de traditionelle parforhold, vi ser omkring os, hvor kvinden er sur over sine pligter, og manden ikke tør at være for feminin. Så hellere et utraditionelt parforhold, hvor begge er glade!
Hvad synes I?