Hva blev der af Troskab og ærlighed?

Søger vi alle sammen ikke troskab og ærlighed? hvorfor er der så så få der er i stand til at give det selv? Venner skal ikke lyve for hinanden heller ikke for at glæde dem. hvorfor lyve når man ved at en dag vil sandheden komme frem og så såre dem alligevel. hvorfor være sin kæreste utro? hvis man er sammen med en er det vel fordi man er forelsket eller elsker den person vildt meget hvad fanden skal man så med andre? hvorfor er folk blevet så lige glade med andres følser? hvorfor tænker folk kun på sig selv nu til dags hvis det da ikke altid har været sådan? Hvorfor? er der nogen der kan give mig et svar på det... gerne seriøst tak gider ikke alt det der pis hvor folk bare latteliggør det man skriver!

hippiernes skyld.

Jeg tror det bunder i to ting, primært:
1) Manglende følelse af fællesskab.
2) Manglende erkendelse af ensartethed.
Hvis vi tog fællesskabet (familien, demokratiet, husmoderforeningen, kunstselskabet, børnehaven, osv.osv.) alvorligt, ville vi være mere bevidste om, at vi kun er så stærke som det svageste led.
Vi ville værne om hinandens styrker og svagheder, og ikke først se trusler og manglende muligheder i andre mennesker.
Hvis vi erkendte, at vi er meget ens, i bund og grund indeholder de samme strenge at spille på, ville vi vide, at behandle andre, som vi gerne selv vil behandles. Fortærsket og forplumret, men ikke desto mindre sandt.
Vi har gennem tiden fjernet os så meget fra hinanden, at vi kva den fremmedgjorthed, har mistet en masse viden om os selv.
Derfor, som du skriver, vi kræver af andre, hvad vi ikke selv vil give.
Vi er blevet egoister, på den ufede måde, fordi vi egentlig søger behov dækkede, der rent menneskeligt, ikke har den store berettigelse.
For at sige det på lavmål:
Folk undlader at være sande overfor andre, og overfor sig selv, fordi det er den nemmeste vej over gærdet. Vi lyver, bedrager, og kræver, fordi vi KAN, og fordi vi har lært os selv, at det er sådan men begår sig i verden.
Man er altid selv den store nummer 1. Vi anser det ikke for muligt, at flere kan være ettere, og vi skider på hinanden for egen vindings og egen tilfredsheds skyld!
Når det så er sagt, så synes jeg personligt, at jeg er så heldig primært at støde ind i mennesker, der er tillid værdig, som behandler mig og andre med ærlighed og respekt, og som kan tåle at blive elsket og holdt af.
Mit udgangspunkt er, at andre er som jeg selv. Måske derfor jeg møder dem?
Og det er måske fordi JEG møder DEM med tillid og respekt, at jeg får det samme igen?
:)

Hvis man kigger godt omkring, så skal man nok finde de ærlige og trofaste personer. Det kan jeg med sikkerhed sige, fordi jeg selv betragter mig som en ærlig person. Det gør så at jeg en gang i mellem bliver snydt af andre, der misbruger min ærlighed og venlighed. Det fører til spørgsmålet om hvor vidt ærlighed i dagens verden kan betale sig. Jeg synes personligt at i kærlighedsforhold er ærlighed nødvendig. Har desværre også mødt en del folk der leger med folks følelser - uden at have det dårligt bagefter!
Så konklusionen må være: Ærlige folk findes stadigvæk, det er bare med at finde dem.

Ligesom Ære er troskab og ærlighed, ved at uddø, jeg tror mange folk er ligeglade med andre, at de i stedet er blevet for egoistiske og selvglade, men der findes stadig mennesker med ære, troskab og ærlighed, det er dem jeg kalder, venner, selvom man nogle gange finder ud af at det ikke er alle ens venner som følger disse normer.
Kærlig hilsen PhalanX

...rigtigt at det skal være sådan... hvad skal der til før folk får øjene op for andre? jeg kan huske hvor chokket jeg blev da jeg hørte om det i New York da strømmen gik og hvor hjælpsom folk var men kun pga 11 september. er det virkelig sådan noget der skal til for at få folk til at tænke på andre end sig selv?

er ærlige og tænker på andre.. ved godt det kan give bagslag men det er fordi folk ikke kan værdsætte det folk gør for dem.. kender det fra mig selv...

Sammenhold vil jo altid være størst, når flokken er truet, ikke?
Men helt nede på jorden, i hverdagen, handler det meget om, at jo flere der bare accepterer løgne, og hvad der ellers ligger i den boldgade, jo mere "lovligt" bliver det.
Jeg oplever selv, at i min omgangskreds, familie og de mennesker jeg omgiver mig med privat, er det simpelthen bare ikke noget "man" gør.
Der er en slags kodeks, og når det opleves, at der er nogle der ikke lever op til det, tjah... så er det ud.
Det lyder måske lidt som et Hemmeligt broderskab eller noget. :)
Vi vælger at passe på hinanden, fordi vi respekterer hinanden. Og er enige om, hvad der er okay og ikke okay.
Heldigvis er vi enige om at det ikke er okay at lyve, bagtale og såre hinanden med vilje.
Ser du pointen? Hvis du omgiver dig med mennesker, hvis kodeks er, at det er okay med den adfærd, som du ikke kan lide, så må du skifte omgivelserne ud. Medmindre du kan ændre deres holdninger.
Hvis du gerne vil det, kræver det ikke andet, end at du ikke er bange for konsekvenserne; for det første, at du vil opleve konflikter, for det andet, at du ikke kan løse dem alle.
Det handler meget, rigtigt meget, om mod!

Læste at du er fra Toftlund, og det blev jeg lidt nostalgisk af - der er jeg født og opvokset. Sad og tænkte 30-35 år tilbage, da jeg trådte mine ungdomssko der - glædelig jul og alt godt i det nye år - mojn.

Jeg kender det osse selv, man gør så meget for andre, men det bliver aldrig værdsat, man får aldrig noget tak eller et klap på skuldren.
Men der er selvfølgedig få som siger tak og fortæller, hvor glade de er for at have en som ven, og det gør efter min mening det hele værd.

men hvorfor er alle ikke sådan??

....tænker "kun" på sig selv, men ting kan være komplicerede, endog meget komplicerede........

mange ikke tænker så langt og så siger tak.
Mange tager bare ens hjælp for givet, og det er der ikke særlig meget at gøre ved desværre.

Skal man huske på at man har sine venner til at hjælpe, og man burde aldrig være bange for at bede sine venner om hjælp.

....een der kan hjælpe og jeg har bedt om hjælpen, men får den ikke...han er ligeglad

er han ikke en rigtig ven efter min mening, hvis man er rigtige venner, så burde man være der for hinanden, ikke kun i sjov men osse i nød