Hvad kan forældre gøre?

Jeg har inderligt ondt af forældre, der har et barn, der ikke vil indordne sig under almindelige adfærdsnormer. Ikke vil passe sin skole. Skælder ud på forældrene, er uhøflig overfor alt og alle og kun tænker på sig selv.
Men hvad skal de stakkels mennesker gøre?
Hvilke sanktioner har de,når ungerne ikke VIL høre efter?
Når det går galt, kan forældre gøre een ting. Henvende sig til de sociale myndigheder og bede om hjælp.
Hvor mange bryder sig om det?
Hvad synes I?
The old baker

Hvad med stakkels barn.
Barnet har lært denne adfærd hos nogen - i 99% af tilfældene er det forældrerne.
Er det dit barn så kig på din adfærd overfor barnet. Får det respekt, føler det sig elsket (helt fra fødslen), føler det sig hørt osv.
Eller har det været sådan at børn skal ses, men ikke høres. Har forældrerne været der for barnet eller har de haft travlt med andre ting.
Har disse ting manglet - ja så er det ikke så underligt at barnet bliver sådan.
Æblet falder ikke så langt fra stammen.
Man kan se på de børn der "laver uro" i skolen, at der er noget galt derhjemme.
Så når et barn laver sådanne ting som du beskriver, er det en slags råb på hjælp. Når man er barn kan man jo ikke finde ud af at sætte ord på sådanne ting. Man er loyal mod sine forældre (ment som at man ikke går rundt og siger at det hele er noget l... derhjemme, at man er ked af det osv).
Så er der sådan et barn i din nærhed, gå lidt dybere i det, og du vil finde ud af hvorfor.

Kommuniker med barnet, lyt efter hvad det siger, også selvom det er noget du ikke kan lide.
Få en god snak og lad for alles skyld være med at bebrejde det. Sig i stedet at JEG bliver ked af når du gør sådan og sådan. JEG bliver nervøs hvis du ikke er hjemme der og der. HELE TIDEN tale i JEG form så du fortæller om hvad adfærden gør ved dig.
Hvis du i stedet angriber, bliver det til et skænderi for så skal modparten forsvare sig.
HUSK kommunikation kommunikation kommunikation. Det er altid det bedste middel. Ikke en-vejs kommunikation, men to-vejs. Det gælder selvfølgelig begge veje.
Aftal fra starten at i ikke må afbryde hinanden. LYT til hinanden. Lad være med bare at vente på at få ordet - MEN LYT og hør efter.
Håber du kunne bruge dette til noget.

er ikke meget bevendt.
De holder møde på møde, og når man tror, at nu kan man få en afgørende besked, så er den ansatte syg.
Afløseren ved ikke noget om sagen.
Man henvender sig så efter en kort periode igen, men så får man besked om, at nu er der kommet en helt ny på sagen.
Sådan går det ene år efter det andet.
Pludselig er ungen blevet voksen, og så er DET problem jo løst.
Kommunens ansatte opnåede een ting- de havde beskæftigelse.

Er det dine normer, der måske stammer fra en anden tid, eller de normer der er i resten af dit selvstændige barns miljø?
Jeg giver en af de andre debatører ret i, at man henter meget af sin adfærd fra forældrene. Pjækker forældrene for eksempel selv fra noget eller forsøger at springe over hvor gærdet er lavest?
En lille historie fra det virkelig liv: Min lillebror blev i sin tid sendt hjem fra sin efterskole, fordi han havde røget hash på skolen. Mens vi andre priste os lykkelige for at der ikke var tale om vold eller hårde stoffer, gik min mor helt i sort. Hun arbejdede længe og gik ind og lukkede døren til soveværelset, når hun kom hjem. Ikke en gang til måltiderne så vi hende. Sådan gik flere dage.
Hvad lærte min bror og jeg selv af den episode? Jo, det er da i orden at stikke af fra problemerne, når tilværelsen bliver en lille smule svær. Det er der nogen andre der tager sig af. Jeg droppede selv ud af gymnasiet midt i 2.G, for jeg havde jo lært hjemme, at det er iorden at melde sig ud af ting, fordi de er svære. Det er ikke min mors skyld, det var bare det jeg havde lært. Jeg skulle nok have lyttet mere til min dansklærer, der mente, at jeg godt kunne klare det, hvis jeg bare selv gad. I dette tilfælde var det omverdenens normer, og ikke min mors der havde været de bedste for mig at adoptere.

Skal vi jo ikke glemme, at det er forældrerne selv der skal opdrage børnene, så hvis børnene ikke har respekt for sine forældre, så er det vel i de fleste tilfælde, fordi forældrerne ikke har sat sig i respekt( hvilket også kan være svært)...
Men derefter, kan det være lige meget hvordan du har det med at drage de sociale myndigheder ind i det, da det er en lang sej kamp, med kommunekontorerne rundt omkring i landet, når man har behov for hjælp og vejledning,,,
Så der skal man nok rette op først, da mange forældrer opgiver på forhånd, fordi de ved hvormeget dynelyfteri og kikken-i-krogene der bliver ud af det,,,
Måske ville de være lettere hvis socialforvaltningerne rundt omkring, gennemgik et kursus i hvordan man behandlede andre mennesker, for det er tit der den bunder,, sagsbehandleren sidder i et job, hvor han/hun har meget magt over andre mennesker, og derfor skal de jo også lære at takle og formidle den magt..