hvad kan/skal man stå model til som ven til en syg

jeg kender en psykisksyg mand har kendt ham gennem 12 år og fik et barn med ham for snart 6 år siden.Vores forhold røg sig en tur da vi fik barn sammen, han har siden lidt meget af depresioner, har en meget kort lunde og er efterhånden blevet uvenner med alt og alle, jeg er den sidste der ser ham af alle hans gamle venner, men nu er jeg ved at have fået nok, det er meget besværligt at have ham på besøg han er meget agressiv og råber op over den mindste ting, jeg har prøvet og prøvet. Det er svært for vores datter at se sin far opføre sig på denne måde og jeg kan ikke forklare en 5,5 årig pige at hendes far er syg, men hun undre sig over at han så mange gange svigter hende. Jeg var med han på psykiatisk skadestue for 14 dage siden og han blev indlagt på en lukket skærmet afdeling, men da han havde 1000 ting der skulle ordnes fik han lov at gå og kom ikke igen, så nu hænger han hos mig, men jeg har måtte sige til ham at han må gå da det er synd for vores barn at hun skal høre på hans råben op. Alle mennesker familie og venner er meget uforstålige for hvorfor jeg overhovedet gider at se ham, men et eller andet sted er han far til mit barn og de elsker hinanden. Mit problem er nu at jeg ikke er tryg ved at de skal være alene sammen, lige pludselige fare han i flint over småting, og hun bliver selvfølgelig ked af det. han siger den ene gang efter den anden at han vil hente hende i børnehave men så er han for træt eller har andre vigtige gøre mål så jeg lige pludselig må smide hvad jeg har i hænderne og sørge for at hun bliver hente. Jeg vil jo gerne give ham en chance for at være der for hende og jeg holder hånden over ham i forhold til vores datter men jeg kan jo ikke blive ved, hun bliver større og større og jeg synes det er synd for hende og også for ham, men jeg synes ikke at det bliver bedre med ham tværdigmod synes det er bliver værre og værre.Han har gennem de sidste 4 år gået til psykolog men det hjælper ham ikke han har smidt sin medicin (angst dæmpende)den har han ikke tage det sidste lange stykke tid, selv om jeg er et meget stærkt menneske som har en enorm god ballast kan jeg mærke at det slider meget på mig og jeg begynder at få svært ved at sove, så nu har jeg sat stolen for døren og må afvente at han får hjælp !! andet sted fra

Du er ved at gøre det rigtige eller er du??
jeg synes du er ved at komme på rette spor du skal gøre hvad du magter for at beskytte og hjælpe det er hvad du som menneske kan gøre.. jeg sidder selv med en datter på snart 6 hendes far er maniodep. men han tager sin medicin jeg bor ikk sammen med ham mere jeg har en dejlig kærste der lider af en depression, men vi finder ud af det, jeg elsker nemlig min datter og min kærste og vil ikk at nogen af dem lider, min datter elsker min nye kærste og kan slet ikk huske alt det dårlige der var sammen med hendes far, når vi spørge hende om, hun tror vi min kærste hende og jeg altid har levet sammen siger hun helt bestemt ja..
kan kun sige du skal følge dit fornuftige hjerte og lad livet leves.. held og lykke

Hej Hjælper - Det er svært at have en psykisk syg tæt inde på livet....Jeg er selv vokset op med en mor der er manio-deppressiv så kender godt til hele møllen med dårlige perioder og indlæggelser. Derfor syntes jeg også det er vigtigt at du er ærlig over for dit barn og forklare hende på et alderssvarende niveau at hendes far er syg....Hun ved det nemlig godt, og tilliden mellem jer bliver kun styrket når du også hjælper hende med at sætte ord på det. Jeg tror også det er vigtigt at du fortæller i evt børnehave og snart skole at hun har en far der lider af depressioner, og hvordan situationen står til. Det vil give dem som også omgås din datter større mulighed for at tage fat i problemerne, hvis de opstår. Når det er sagt syntes jeg ikke du skal tage munden fuld, når det angår hvad du skal stå model til. Du skal hele tiden passe på dig selv, men dilemmaet er kæmpestort når man tænker på at han jo ikke kan gøre for at han har den sygdom...Hjælpen er ikke stor fra mig, men jeg ville bare lige lufte det med dit barn. Held og lykke med det hele:-)

Hej jeg er en mand der selv har prøvet at være syg men er kommet over det efter ca et halvt år, men kan godt se du får det dårlig efter så lang tids pres, hvis du mangler yderlig snak vedrørende det må du gerne prøve at maile til os benta@jubimail.dk .
Held og Lykke

jeg ved at du sikkert står med det ene ben, for at hjælpe ham, med lad vær.
det skylder du dig selv og ikke minst din datter.
jeg har selv prøvet livet svære stunder,
jeg har boet sammen med en alkoholiker, man tror
at det vil blive bedre. men man lyver jo bare for sig selv.
stikker sig selv blår? i øjene.
det bliver ikke bedre.
tænk lidt på dig selv.
og meget på din datter.
¨det går ud ovre hende i det lange løb, desværre.
det glemme vi "mødre" lidt, i jagten på at hjælpe
fadren.jeg håber at du står fast, selv om det er svært. knuzz

Hej du.
Jeg føler virkelig med dig. Jeger far til en pige på 8 og hende ser jeg kun i weekenderne.
At have kontakt til sine børn er en stor ting i livet, men han er selv klar over at noget er galt når han kryber uden om gang på gang.
Du er virkelig stærk, det vil jeg sige, og du har gjort meget for ham, men han lyder til at hænge fast i noget, som kræver andet end et godt netværk, herunder famlie for at redde ham.
Det (familie/netværk)vil givet vis komme senere.
Gid du kunne ringe til ham på en af hans 'gode dage' og få en snak. - Forsikre ham at han altid vil være pigens far, men at I begge (pigen & du)ønsker at han vil kontakte lægen og bede om en hjælp der duer.
Psykologi er ikke hans redning - det er indlysende.
Hans liv må ændres og især noget at være god til og lykkes med (identitet) skal den rare mand have i sit liv. Måske skal han skifte boform og desuden søge hobby med mange mennesker i?
Jeg ønsker dig det bedte held og siger til dig at du ikke må føle dig skyldig over for jeres barn far - han vil takke dig for det senere, stol på det.
Gejst

Kære Hjælperen!
Du kan ikke hjælpe ham med noget som helst. Han er syg og har hjælp behov, og denne hjælp kan han kun få gennem en tvang, hvor en tvang kunne være, at han i relation til dig og jeres fælles barn får et polititilhold, som betyder, at hvis han dukker op på din adresse, rekvirerer du politiet.
Kontakt det hospital, han er rømmet fra. Her vil man kunne vejlede dig om, hvordan det praktiske med politiet ordnes.
Som jeg læser dit indlæg, vil han kunne hjælpes, men selvfølgelig ikke, hvis han ikke indtager den ordinerede medicin. Altså stolen får døren, så han kommer til at forstå virkeligheden.
Kærlig hilsen
Askepot