Hvad ville du bede Gud om?
Der en på dk.livssyn, der er meget imponeret over at Jesus gik på vandet. Han bliver ved med at fable om at blive let, så man kan gå på vandet.
Han minder mig om den gamle dame, der gik ud i skoven for at samle pindebrænde. På vej hjem bar hun kurven på sit hovede, men den blev ved med at falde ned, fordi hun havde overfyldt den med brænde.
Så i sin kvide råbte hun, åh Krishna, hjælp mig. Så Krishna kom og stof foran hende. Han sagde, ok, hvad kan jeg gøre for dig? Så hun sagde, jo, hvis du kan arrangere det, så jeg kan komme hjem med mit brænde. Krishna sagde, dit ønske er hermed opfyldt, og så gik kvinden hjem med sit brænde uden yderligere besværligheder.
Da hun var gået, rystede Krishna på hovedet, og tænkte ved sig selv. Hvor dum kan man blive. Her står Gud foran hende og kan give hende lige hvad hun vil have, og hun beder om, at må komme sikkert hjem med sit brænde.
Hun kunne have bedt om guld og grønne skove, men det eneste hun bad Gud om, var noget brænde. Og hvis hun havde været virkelig intelligent, havde hun bedt Krishna om befrielse fra fødsel og død, så hun aldrig mere ville have problemer af nogen art.
Det er dig... åh, Jesus, lad mig blive let, så jeg kan gå på vandet. Gud kan give dig hvad som helst, og du beder gudhjælpemig om noget så værdiløst som at kunne gå på vandet.
Hvad kan vi lære af det? Vi kan lære at det er en kunst at vide, hvad man skal bede Gud om. At bede Ham om materielle færdigheder, rigdom, social position, berømmelse eller ære, er som at bede Gud om glaskår.
Hvad vi virkelig bør bede Gud om, er at blive fri for selviskhed, at blive renset for kropslige begær og komme tilbage og lege med Ham.
Det er det man beder om, når man chanter Hare Krishna mantraet.
Kristendommen er en primitiv religion, fordi man kun beder Gud om materielle ting. Åh Gud, giv os brød og befri os for synd. Og det skulle være den eneste sande religion? Hvorherrebevares. Kan i se komikken?
Krishna siger:
Denne viden er kongen over al uddannelse og den mest fortrolige af alle hemmeligheder. Det er den reneste viden, og eftersom den giver en direkte opfattelse af selvet gennem indsigt, er det religionens fuldkommenhed. Den varer evigt og udføres med glæde. (Bg. 9.2)
Han minder mig om den gamle dame, der gik ud i skoven for at samle pindebrænde. På vej hjem bar hun kurven på sit hovede, men den blev ved med at falde ned, fordi hun havde overfyldt den med brænde.
Så i sin kvide råbte hun, åh Krishna, hjælp mig. Så Krishna kom og stof foran hende. Han sagde, ok, hvad kan jeg gøre for dig? Så hun sagde, jo, hvis du kan arrangere det, så jeg kan komme hjem med mit brænde. Krishna sagde, dit ønske er hermed opfyldt, og så gik kvinden hjem med sit brænde uden yderligere besværligheder.
Da hun var gået, rystede Krishna på hovedet, og tænkte ved sig selv. Hvor dum kan man blive. Her står Gud foran hende og kan give hende lige hvad hun vil have, og hun beder om, at må komme sikkert hjem med sit brænde.
Hun kunne have bedt om guld og grønne skove, men det eneste hun bad Gud om, var noget brænde. Og hvis hun havde været virkelig intelligent, havde hun bedt Krishna om befrielse fra fødsel og død, så hun aldrig mere ville have problemer af nogen art.
Det er dig... åh, Jesus, lad mig blive let, så jeg kan gå på vandet. Gud kan give dig hvad som helst, og du beder gudhjælpemig om noget så værdiløst som at kunne gå på vandet.
Hvad kan vi lære af det? Vi kan lære at det er en kunst at vide, hvad man skal bede Gud om. At bede Ham om materielle færdigheder, rigdom, social position, berømmelse eller ære, er som at bede Gud om glaskår.
Hvad vi virkelig bør bede Gud om, er at blive fri for selviskhed, at blive renset for kropslige begær og komme tilbage og lege med Ham.
Det er det man beder om, når man chanter Hare Krishna mantraet.
Kristendommen er en primitiv religion, fordi man kun beder Gud om materielle ting. Åh Gud, giv os brød og befri os for synd. Og det skulle være den eneste sande religion? Hvorherrebevares. Kan i se komikken?
Krishna siger:
Denne viden er kongen over al uddannelse og den mest fortrolige af alle hemmeligheder. Det er den reneste viden, og eftersom den giver en direkte opfattelse af selvet gennem indsigt, er det religionens fuldkommenhed. Den varer evigt og udføres med glæde. (Bg. 9.2)