Hvor kommer det fra?
Hej.
Hvor stammer behovet for at tro på noget man ikke kan påvise?
Hvor stammer behovet for at tro på noget man ikke kan påvise?
Hvor kommer det fra?
Hej.
Hvor stammer behovet for at tro på noget man ikke kan påvise?
Måske dit spørgsmål er forkert: måske det ikke er et behov for at tro på noget som ikke kan påvises - måske det nærmere er et behov for at få forklaringer og støtte/trøst. Altså et behov for tryghed, som religion så har udviklet til at udnytte.
Hvor kommer det fra?
Øh puha, det kommer an på, om du mener historisk eller individuelt?
Historisk er det vel ikke til at sige med nøjagtighed hvornår man begyndte at tro, men mon ikke der altid har været nogen der troede på noget.
Religions form tog vel først form omkring antikken i virkeligheden, men selvom jeg nyder historie er jeg ikke alt for skråsikker her.
For mig selv, som kristen troende. Tjaa jeg har bare altid fundet det logisk.
Så kan man sige, at der intet logisk er i at tro på noget som vi ikke kan se.
Og det er måske også rigtigt, men omvendt så tror jeg de fleste vil være enige om, at vi tror på at andre mennesker har følelser, men vi kan ikke se og måle dem.
Ingen tvivl om at jeg finder trøst i min tro, men jeg finder også så meget andet.
Jeg tror bare det vigtige er, at vi ikke gør troen til vores eneste støttegrundlag.
Det kan for vi der tror, være det vigtigste, men bør aldrig være det eneste.
Familien, vennerne, viden, samfundsopbyggelse, det er alle vigtige ting som vi bør deltage i.
Derfor er de farlige trosretninger dem, hvor disse ting under/bortprioriteres.
mvh multani
Historisk er det vel ikke til at sige med nøjagtighed hvornår man begyndte at tro, men mon ikke der altid har været nogen der troede på noget.
Religions form tog vel først form omkring antikken i virkeligheden, men selvom jeg nyder historie er jeg ikke alt for skråsikker her.
For mig selv, som kristen troende. Tjaa jeg har bare altid fundet det logisk.
Så kan man sige, at der intet logisk er i at tro på noget som vi ikke kan se.
Og det er måske også rigtigt, men omvendt så tror jeg de fleste vil være enige om, at vi tror på at andre mennesker har følelser, men vi kan ikke se og måle dem.
Ingen tvivl om at jeg finder trøst i min tro, men jeg finder også så meget andet.
Jeg tror bare det vigtige er, at vi ikke gør troen til vores eneste støttegrundlag.
Det kan for vi der tror, være det vigtigste, men bør aldrig være det eneste.
Familien, vennerne, viden, samfundsopbyggelse, det er alle vigtige ting som vi bør deltage i.
Derfor er de farlige trosretninger dem, hvor disse ting under/bortprioriteres.
mvh multani