hvordan finder jeg ud af om han mener det alvorlig

efter 14 dages anderledes opførsel, spurgte jeg min mand i lørdags om der var noget i vejen. Det var der. Han elskede mig ikke mere og ville skilles. stort chok, for jeg havde ingeting bemærket og han havde intet sagt eller gjort. Han sagde han havde tænkt over det længe, 6-7 måneder og at han var helt afklaret.
I går havde vi så en længere snak om hvad der kunne være årsagen, for jeg forstår det ikke. Vi har været gift i 16 år og været sammen i 18, så jeg mener jo ikke at man bare kan smide det væk, fordi ens partner måske ikke er opmærksom i en periode (hvilket jeg synes jeg var, men at han netop ikke var).
I går fortæller han så at han synes han har kæmpet alt hvad han kunne, men at han jo ikke kan vide hvordan han føler om en måned, eller om 3 måneder eller om et halvt år. Og så bliver jeg lidt forvirret. Fordi.. er det en indrømmelse af at han lige nu "bare" er i tvivl og at der er en mulighed for at vi kan finde sammen igen? eller siger han det, fordi jeg er ked af det, men mener i øvrigt ikke noget med det?
Et eller andet sted har vi nok den samme følelse af, at den anden ikke er opmærksom nok, ikke giver nok, ikke vil lave noget sammen og sjældent har sex. Men hvor jeg stadig elsker ham og har lyst til ham, så er han tilsyneladende færdig med mig.
Han er ikke åben for parterapi (endnu ihvert fald).
Jeg tror ham, når han siger, at der ikke er en anden. der har heller ikke rigtig været nogen tegn på, at der var.
Skal jeg lade ham være i fred og ro lidt? eller kan jeg maile ham artikler om krise i parforhold?
Kors, hvor er jeg forvirret..

Jeg vil anbefale dig, at give ham tid til at overveje hvad han vil. Du bør ikke stille en masse krav, spørgsmål etc. Det vil trænge ham op i en krog og fjerne sig endnu mere fra dig. Hvis han vil dig, altså jer, så vil han komme til dig. Du kan ikke tvinge ham til at elske dig, det skal komme fra ham selv. Det er selvfølgeligt ærgerligt, at han ikke kan forklare sine ændrede følelser, men man kan heller ikke afvise, de kan forsvinde stille og roligt af sig selv. Alt i alt: lad ham være i en periode, også for din værdigheds skyld.
knus
glædelig jul :)

Hvorfor i himlens navn, har han så ikke åbnet munden? Hvorfor går han og ruger i månedsvis, uden at sige, der er noget, der er galt? Er han fuldstændig initiativløs?

Det er altid et chok at få det kastede i hovedet. Han har tumlet med det i 6-7 mdr. Han er afklaret. Du fik det af vide nu, og dit tæppe er væk under dig nu. Nu skal du takle det han har haft tid til at tænke over. Jeg er sikker på at din mand ikke bare "kaster" det væk. Det har sikkert været enormt svært for ham at erkende det som nr. 1. Og smide bomben hos dig og lade den springe. Det er aldrig nogen nem beslutning med mindre at vedkommen ligefrem er en skiderik. Så er det jo en ganske nem sag at afslutte et forhold. Men i har været sammen i 18 år, så jeg er ganske sikker på at det har ikke været nemt. Det kunne så have været rart for dig, at få det af vide noget før, så du kunne komme ind på banen i stedet for at være på sidelinien og tænke "vi har det godt"
Jeg ved hvad jeg ville gøre. Nemlig at give ham en nødvendig ro. Lad være med at maile artikler og gør andet der forstærker hans mening om det er det rigtige han har gjort.
Jeg synes det er synd for dig. Det bliver en hård tid. Og vælger han nu at gå tilbage til dig. Så find ud af om han virkelig vil det, eller om han gør det for dig og dine evt tårer.
Håber det bedste for dig/jer. Hvad det så end bliver.
Find styrken.
KK.

jeg har spurgt ham hvorfor han ikke har sagt noget - svaret var, at han ikke kunne finde ud af at tage hul på det.. så ja, han er fuldstændig initiativløs.
Han mener han har kæmpet, men da jeg ikke har kunnet mærke nogen forskel på ham, og slet ikke til det bedre, så er jeg jo ikke enig..

han har en anden. Og det røber han selvfølgelig ikke, så ville han også være en idiot. Men det lugter langt væk af han har noget kørende, eller godt ville.

du skriver du selv har opfattet ham uopmærksom og han har opfattet dig uopmærksom.
Så et eller andet er der jo galt mellem jer. Måske er det ikke så skidt at I har fået taget hul på det i hvert fald.
Jeg tror ikke du skal prøve at "hjælpe" ham gennem det med artikler ... han er jo ikke åben for terapi skriver du. Så det virker som om han er afklaret. Det betyder ikke det er eller har været let at tage hul på det for ham. Kender ham jo ikke men jeg tænker selv meget over tingene og når jeg tager beslutningen så er den gennemtænkt. Sådanne hentydninger ville jeg opfatte som pres og det ville der ikke komme noget godt ud af.
Jeg tror du må respektere hans beslutning ... selvom du ikke er enig så har det vist heller ikke været ideelt for dig. Kan han i virkeligheden ikke ha gjort dig en tjeneste❓taget en beslutning du ikke selv havde modet til at tage❓
Tænk på det som en ny begyndelse ... ja ingen bør leve i et forhold hvor de ikke er elsket. Se på usikkerheden som en udfordring en forandring som ikke nødvendigvis er noget dårligt ... men selvfølgelig uventet.
Ja giv ham fred ... for du kan intet gøre for at ændre det.

Tænk der findes mænd der er i stand til at tænke længe og dybt over tingene.
Han vil vel være sikker før han slynger den slags ud.
Sørgelig din fantasi kun rækker til utroskab, det er stadig kun 40% af jer der er den type svag pissere.

som om det er en impulsiv ide, eller noget sagt i vrede.
Hvad med at flytte hver for sig i en periode, måske få i så begge to øjnene op om i har en fremtid samme.
Håber i løser det.

selvom terapeuter er en gang øregas, der blokker svage sjæle for penge.
ikke alle mænd er utro, men man kan få en periode hvor man ønsker sig et frirum, måske mangler manden bare et sted, hvor han kan være sammen med andre fyre, og dyrke en interesse, eller hobby, jeg har ikke bollet konen i 12 år, men det betyder vel ikke alverden, vi spiser hver dag, og jeg kan takke hende for, at vi ikke har gæld nogen steder, hun er så god som dagen er lang,og desuden stryger hun alt tøj, også mine underbukser og lagner. find et andet sted til din lomme psykologi.

Hmm tja, han er gået fra at være fuldstændig afvisende til at synes at det er en rigtig god idé at have nogle snakke om hvilke følelser, der har rørt sig i ham de sidste par måneder.
Han er også gået så langt så han indrømmer det urimelige i ikke at have sagt noget, så vi sammen kunne kæmpe denne her kamp istedet for hver for sig.
Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal tolke det, men jeg kan både se og høre på ham, at han er rigtig forvirret og at hans afvisende holdning nok mere er et skjold end
hans egentlige holdning.
Men hvad betyder for fremtiden har jeg ingen anelse om...