Hvordan kommer jeg igang med at leve?

Hejsa
Jeg er en fyr/mand (alt efter hvordan man tager det) på 36år som synes jeg er kørt helt af sporet i mit liv. Ja, det lyder af meget og er nok lidt uoverskueligt at liste alt op, men der er stort set intet, der er gået som jeg har villet. Det er ligesom gået ned ad bakke i mit liv og jeg ser mig selv som en "taber" nu. Sandsynligvis fordi jeg ikke har turdet tage chancer her i mit liv, turdet satse og gøre noget vandvittigt og forfølge mine virkelige drømme.
Grunden er sandsynligvis, at jeg altid (siden de tidlige teenageår) har været velovervejet og på forhånd vidst mange ting om mangt og meget og har været god til at forudse ting. Her kunne jeg virkelig ønske at jeg var bare lidt ignorant nogle gange og handle før jeg tænker. Med andre ord gad jeg godt være kæmpe naiv nogle gange og bare springe ud i noget helt nyt.
Man kan sige, at jeg er fanget i mit eget tryghedsnarkomani, spørgsmålet er blot : hvad hulen gør jeg?
Jeg er ligesom "sunket i et hul" føler jeg og mangler ligesom en kick-start til at tage reel ansvar for mit eget liv og leve det som _jeg_ vil.
Mit problem er, at hver gang jeg kommer i de tanker, så tænker jeg at det får indvirkning på mine omgivelser:
- min kæreste/samlever gennem 6 år - jeg bliver måske nødt til at gå fra hende? måske ikke?
- min familie
- mine venner
- mit job/kolleger
Det virker måske diffust, kan være jeg vender tilbage her i tråden i løbet af i morgen, hvis nogen punker mig for ikke at være specifik nok.
Men kort og godt drejer det sig om, at jeg SLET ikke har nået det jeg vil her i livet, mit liv har indtil nu blot føles som værende "pakket ind i vat". Jeg vil gerne brænde det vat væk og komme igang med at leve og få indhentet mine drømme, men føler jeg står mutters alene med mine tanker (netop fordi de tanker involverer/berører mine pårørende) og ved ikke hvordan jeg kommer igang.

dig..
Jeg kan hjælpe dig - skriv til q33@ofir.dk

Mit problem er så, at der er så mange ting jeg vil i mit liv - på én gang, så jeg bliver nødt til at prioritere. Problemet ved denne prioritering er så, at den igen bliver "fornuftspræget" - altså jeg kommer f.eks. til at tænke på, at jeg ikke har så mange "skud i bøssen" som hvis jeg havde været 20 år og kommer derved automatisk til at lave en "skematisk" prioritering af drømme og derved udelukker jeg på forhånd en masse af de ting, som jeg måske i bund og grund helst vil.
Grundlæggende handler det nok om, at der er så mange ting i mit liv, som jeg ikke har prøvet af på egen krop, men kun haft erfaring gennem mine pårørende, ting som jeg måske egentlig havde bedst af selv at prøve af, men som min evindelige "fornuft" nægter at tillade mig.

Det er ALDRIG det vi har gjort vi fortryder, men det vi ikke fik gjort.
Jeg forstår ikke hvorfor din alder skulle være en hindring - bedre sent end aldrig.

Du har ganske ret i, at dit indlæg er temmelig diffust, og det kan derfor være svært at komme med råd/forslag, men jeg gør et forsøg.
Du skal ikke være ked af, at du er tænksom og forudseende. Det har sikkert reddet dit skind i mange situationer. Lad være med at være ked af din personlighed! Hvis ikke du kan holde af dig selv, vil andre også have svært ved det. Tænksomme og forudseende personer kan sagtens få en masse oplevelser. Man behøver ikke at være hverken naiv eller dum for at få et spændende liv eller nogle spændende oplevelser.
Når det så er sagt, kunne jeg tænke mig at vide: Hvad består dine drømme af? Vil du kunne leve nogen af dem ud ved at prioritere anderledes i en periode. Det er de færreste af os, som har de økonomiske muligheder for at realisere alle vore drømme, så du bliver højst sandsynligt nødt til at prioritere.
Start med at finde ud af hvilken drøm, der betyder allermest for dig. Find dernæst ud af hvad det vil "koste" - både økonomisk og på den personlige front. Snak drømmen igennem med kæresten. Find ud af, hvad I kan gøre for at realisere den. Men husk hvis I skal realisere DIN drøm sammen, så har hun måske også en drøm, som hun gerne vil have realiseret. Find ud af, om I kan gøre det sammen. Hvis ikke det er muligt sammen, må I finde ud af, om I vil vælge drømmen eller hinanden.
Det er ikke sikkert, at det skal være jer to. Hvis I indtil nu kun har gennemført alle hendes drømme om villa, vovse og vovhund (og dette er bare gæt fra min side) på bekostning af, at du måske gerne vil bestige Mount Everest, så vil det ikke være holdbart i længden. Hvis et parforhold skal holde, skal der være plads til, at begge kan få nogle drømme opfyldt, og med mindre i har rø... fuld af penge, vil I også skulle vinke farvel til nogle af drømmene eller udsætte dem til senere. Jeg har f.eks. selv en drøm om at rejse jorden rundt, men selvom jeg har rejst, har jeg altså ikke været jorden rundt. Men drømmen lever endnu, og en skønne dag gør jeg det.
Kunsten i et liv er ifølge min mening, at man både skal have noget i det/livet, der gør en glad her og nu, men det er ligeså rart at have nogle uopfyldte drømme, som man kan arbejde sig henimod og glæde sig til at få opfyldt. Det lyder som om, at du indtil nu har udsat det hele til "senere", og det er muligvis derfor, at du er kørt træt i den daglige trummerum.
mvh hønemor1001

skrive side op og side ned,og det ville næppe hjælpe dig.
Jeg synes du skal læse en bog der hedder" Forny dig selv" Den er skrevet af en Amerikansk psykolog og er rigtig god,som en starter.Det handler simpelhen om ,hvordan man tænker. Han hedder Dyer,du kan måske låne den på biblioteket og ellers kan du låne den af mig.
Kom igen hvis du har lyst til at blive indviet lidt i den menneskelige tanke verden.
Kh.Drude

Hej
Det første som du skal finde ud af er hvad du vil med dit liv og så skal du gøre ting som du måske nok syntes er på grænsen, men det drejer sig vel egentlig om at du skal have flyttet nogle grænser.
Selv var jeg indtil jeg fyldte 25 meget forsigtig og overvejede altid meget grundigt hvad jeg skulle og fik så næsten aldrig gjort noget. Nu er jeg så blevet 30 år gammel og har prøvet de fleste af de ting som jeg gerne vil - sagde feks. mit gode arbejde op og blev selvstændig, kom i en mc-klub og tog spring i faldskærm. For mig var det som hjalp at sige "Det der, det tør jeg i hvertfald ikke - og så gjorde jeg det som jeg ikke turde".

Hvad går dine drømme egentlig ud på?
jeg mener for at give dig et råd til hvordan du kommer videre, skal man ligesom vide hvad du går og drømmer om.
Rejser?
Børn ?
Ægteskab?
Ny karriere?
Livet er åbent og du har, som jeg ser det frit valg på alle hylder.
Du lyder som den diamentrale modsætning til mit liv, som har været nok lidt for begivenhedsrigt og nu arbejder jeg på at skabe en tryg og stabil tilværelse for mig og min datter.
Også det ser ud til at lykkes, fordi jeg forfølger mine drømme :)
Giv mere lyd
Venligst Løvemor

Jeg siger tak for jeres svar. Det med mine drømme drejer sig nok grundlæggende om at turde kaste mig ud i noget, hvor jeg ikke kan bunde. Altså at følge min umiddelbare drøm og netop lade være at tænke for meget over det.
Hellere et lidt for begivenhedsrigt liv end et liv, hvor man tilpasser sig andre og sætter sine egne drømme i baggrunden. Jeg tænker vitterligt på at bruge de næste 10-15 år på at kaste fortøjningerne og bare leve livet som jeg har lyst til det, med de oplevelser det giver både de rigtig gode og de rigtig, rigtig dårlige. Måske specielt de sidste, da de ofte giver lærerig erfaring, så jeg ikke sidder her og føler mig som en med livserfaring som en 16årig teenager.

(jeg kom til at klippe i mit forrige indlæg, her fortsættelsen)
Så alt i alt er det svært at gøre op. Måske bunder min passivitet også i eftervirkningerne af mangeårig social angst, som jeg først her de seneste 2-3 år langsomt er ved at bevæge mig ud af. Det har dog den hage, at jeg stadig har svært ved at få venner og ofte ikke kan følge med i sociale samtaler, når der er mere end 2-3 personer og hvor samtalerne varer mere end ca. 10-15 minutter...så er jeg simpelthen hægtet af samtalen...
Måske derfor misunder jeg også kolleger/bekendte/familie, som har været ude at opleve verdenen, har fået venner verden over og været ude og besøge- og opleve verdenen. Så ja, én af mine drømme er bestemt at komme ud at rejse. Jeg har fundet ud af, at jeg nok opnår mest, hvis jeg rejser på egen hånd, da hvis jeg rejste sammen med en ville det hurtigt komme til at foregå på dennes præmisser og ikke mine egne. Det skriver jeg, fordi jeg har et meget svagt "jeg" og glemmer mig selv, hvis en anden kommer med forslag - ja, så har jeg det med (99 ud af 100 gange) at tænke på den andens ønsker fremfor mine egne - altså hvad jeg selv ved. Jeg ved ikke om det bare er min høflighed, eller om det er mit manglende selvværd, måske nok det sidste.
Nu kommer jeg til at svare dig lidt stringent på dine spørgsmål, Løvemor, for du har bestemt haft nogle rigtige formodninger.
Så ja, bestemt, det at komme ud at rejse - for fulde gardiner - det er en hoveddrøm for mig.
Det med børn er bestemt også en drøm, men efterhånden føler jeg, grundet min alder, at jeg står overfor et valg. Enten at forfølge min drøm om rejse, eller også få børn. Dels også grundet af mine forældres alder og jeg ikke ønsker at mine evt. kommende børn skal få nogle gamle bedsteforældre, dels pga. det vil være en fordel, hvis mine forældre er nogenlunde friske til at være pleje og "aflastningsforældre", når den tid kommer. Her de sidste par år, kan jeg godt mærke at mine forældre er ved at blive trætte, men nu har de også ofte passet min lillesøsters 2 små de sidste 5-6 år.
Det med ægteskab - det betyder ikke så meget for mig, det betyder mere for mig at leve livet sammen med en jeg ved jeg vil blive gammel med. Og det ved jeg med 50% sandsynlighed, at jeg ikke vil med min kæreste. Ja, det er grufuldt at erkende, at jeg har nøjagtig den samme følelse som efter den 1. uge af vores forhold, men jeg har været alt for svag til at slå op. Jeg kunne skrive stople op og ned, hvorfor der så pludselig er gået yderligere 5 år uden jeg har foretaget mig noget, og ligeledes skrevet romaner om, hvor meget jeg er kommet til at ledes ved mig selv ved ikke at have gjort noget ved det, men det må blive en anden god gang. Det er som en Gordisk Knude at få løst op, det er ihvertfald ikke blevet lettere at få det sagt. Her kunne jeg bestemt også godt bruge hjælp!!
Så er der det med karriere - for snart 11 år siden fuldendte jeg en 5årig kandidatuddannelse med topkarakterer og havde herefter en god karriere, ganske sikkert misundelsesværdigt for mange - ikke så meget pga. den prestige og løn der fulgte med mit job, men måske mere fordi den var fagligt særdeles eftertragtet. Imidertid kuldsejlede min karriere efter 4 år, primært pga. min manglende tro på mig selv, psykiske problemer, etc. Det gik derfor ganske enkelt ikke, jeg blev også bortvist efter længere tids fravær fra jobbet. Herefter gik næsten 4½ år med ledighed og jeg har nu haft forskellige ufaglærte jobs. Min drøm på sigt er at komme ind i sådan et drømmejob, som jeg startede ud med, men jeg må ærligt tilstå, at jeg ofte mister troen på det, måske fordi jeg stadig ikke har troen på mig selv.
Helt enkelt kan det måske siges, at jeg ikke har turdet levet livet, fordi jeg ikke har turdet tro på mig selv. Det er det, jeg gerne vil igang med.