Hvordan kommer vi ud af EU?
Jeg hader EU. En god EU-embedsmand er en død EU-embedsmand.
Hvordan får vi vores selvstændighed igen?
Jeg tror på, at vi sagtens kan klare os ved skiftevis at læne os op ad verdens stormagter. Vi bør også have vores egen sikkerhedspolitik.
Vi behøver ikke EU:
Da EU sprang op som en trold af en æske…
Da danskerne i 1972 ved en folkeafstemning skulle tage stilling til dansk medlemskab af det daværende EF, var det vel de færreste, der kunne forestille sig, at dette i grunden fornuftige samarbejde om harmonisering af handel og udbygning af et praktisk europæisk samarbejde en dag skulle få ambitioner om at udvikle sig til en mastodont med ønske om at kontrollere lovgivningen i 25 medlemslande ned til mindste detalje. Den oprindelige idé om europæisk samarbejde var god og rigtig. En lang række opgaver løses nemlig bedst på tværs af nationale grænser – f. eks. miljøområdet.
Derfor ønsker Dansk Folkeparti heller ikke endnu en opslidende debat for eller imod EU.
Ikke desto mindre er det i dag en realitet, at EU-politik og national politik er flettet så meget ind i hinanden, at det kommer bag på de fleste. Inden for væsentlige og afgørende områder fungerer Folketinget i virkeligheden som et rent ekspeditionskontor for EU-beslutninger. Således var 77 procent af alle vedtagne love på miljø- og energiområdet i folketingssamlingen 2000-2001 direkte afledt af allerede vedtagne EU-direktiver. Og på fødevareområdet og det finansielle og økonomiske område var billedet det samme: Næsten 80 procent af lovgivningen var afledt af direktiver fra Bruxelles.
For erhvervs- og forskningsområdets vedkommende bar 70 procent af lovgivningen EU-fingeraftryk, mens det drejede sig om cirka halvdelen af de vedtagne love på sundhedsområdet. Hertil kommer en lang række love og forordninger, som er EU-love med direkte virkning overfor borgerne i alle medlemsstater, og som i 2001 udgjorde tre fjerdedele af al EU-lovgivning. Disse realiteter står i skærende kontrast til alle EU-tilhængernes besværgelser om, at EU skam ikke har nogen særlig indflydelse på danskernes dagligdag, samt alle løfterne om, at Danmark vil bestå som selvstændig nation med indflydelse på egen lovgivning.
EU-tilhængerne har nemlig for længst fundet ud af, at tiden er løbet fra Uffe Ellemann-Jensens blågule EU-sokker, og Socialdemokratiets jubeleuropæiske og hænderklappende begejstring for Unionen er fejet ind under gulvtæppet. Nu er fremgangsmåden langt mere forsigtig. I erkendelse af, at både hollænderne og franskmændene ved folkeafstemninger i 2005 gav EU-forfatningen dødsstødet, og drevet af frygt for, at de danske EU-tilhængere endnu en gang bliver ydmyget som ved folkeafstemningerne om henholdsvis Unionen i 1992 og euroen i 2000 er strategien lagt afgørende om.
Nu lever EU og forfatningstanken en fordækt tilværelse og bliver som et pinligt anliggende holdt skjult for befolkningen. Hysteriske jubelskrig, vajende EU-flag og ”Ode an die Freude” er erstattet med ”ude af syne, ude af sind”. Måske er det derfor, statsminister Anders Fogh Rasmussen har set sig så lun på den tyske forbundskansler Angela Merkels drøm om at indføre en slags ”light”-udgave af forfatningen, som han vist ikke mener, at danskerne behøver at stemme om. Vi skal helst ikke diskutere emnet for meget i offentligheden, for så blusser hele den ubehagelige debat om EU op igen, synes frygten at være.
Men selv om statsministeren og andre forfatningstilhængere forsøger at lægge låg på debatten, så stikker EU med jævne mellemrum heldigvis sit hoved frem helt af sig selv. Senest i forbindelse med EF-Domstolens urimelige afvisning af det danske ønske om at opretholde bopælspligten, der rammer en pæl gennem dansk landbrugspolitik samt pensionsdommen, der med milliarder af kroner fossende ud af statskassen har berøvet os en mulighed for at finansiere og fremtidssikre det danske velfærdssamfund. Endelig problematikken omkring kapitalfonde, hvor regeringen er tvunget til at tænke kreativt, fordi en EF-dom fra 2006 spænder ben for Danmarks muligheder for at forhindre kapitalflugt til lavskattelande.
Man fristes til at spørge, hvornår det næste angreb fra EU's institutioner bliver skudt i gang, for det skal nok komme Om føje tid vil der hævet over enhver tvivl blive udpeget endnu et særskilt dansk område, der ikke længere kan varetages fra København, men som må underlægges en standardiseret og ærkebureaukratisk EU-lovgivning, der på en lang række områder – for eksempel miljøområdet - i højere grad tjener den europæiske storindustris økonomiske interesser end hensynet til borgerne i Danmark og de øvrige medlemslande
Dansk Folkeparti har indtil flere gange forsøgt at kickstarte debatten om EU. Men hvorhen vi end vender os, støder vi på en dyne af ligegyldighed. De fleste af Folketingets partier er af forskellige årsager aldeles uinteresserede i at debattere EU, og bedre står det ikke til blandt flertallet af danske medier. En dansk EU-debat er kun mulig ved udsigten til en afstemning. I de øvrige perioder trækker de fleste blot opgivende på skuldrene, når talen falder på EU – og fortsætter den søvngængeragtige gang hen imod mere og mere overstatsligt samarbejde og mindre og mindre national indflydelse.
Alligevel går danske politikere på tilhængersiden rundt og bilder sig ind, at de har enorm indflydelse på dansk politik. Og når så endelig EF-Domstolen ganske ubelejligt som en trold springer op af en æske og forkynder en dom, der udhuler dansk selvbestemmelse på afgørende områder – i ovennævnte tilfælde en århundredgammel landbokultur og en del af finansieringsgrundlaget for dansk velfærd – ja, så prøver selv samme politikere krampagtigt at bilde danskerne ind, at der skam blot er tale om undtagelser og bagateller, der let lader sig reparere. ”Det er kun godt med fælles lovgivning i EU”, siger de, mens sveden febrilsk springer fra panden på de ministerielle embedsmænd, hvis sure pligt det er at rydde op i stumperne af dansk skattelovgivning på pensionsområdet efter EF-Domstolens nådesløse hærgen.
Vinterens to domstolsafgørelser bør være en øjenåbner for danskerne. Med dommene stak EU sit sande ansigt frem – et ansigt, der ligger milevidt fra skåltalernes højstemte patos og vidtløftige visioner om et forenet Europa. Sandheden er, at de enkelte medlemslande hver dag afgiver selvbestemmelse på alle områder, lige fra afgørelsen om, hvor mange udenlandske studerende, der har krav på at blive optaget på universiteterne i andre EU-lande, til mulighederne for at finansiere velfærden i fremtiden. EU og dens magtfulde kommission og domstol afgør det hele.
Snart går forhandlingerne om en ny EU-forfatning i gang, og en fælles forfatning vil i endnu højere grad komme til at modarbejde danskernes interesser. Endnu flere afgørelser vil i fremtiden udhule dansk selvbestemmelse – og dermed også vores historisk betingede ret til at udstikke egne retningslinjer for velfærdssamfundets fremtid. Det er nu, vi skal handle. Det er nu, vi skal sige fra over for forsøget på at luske en EU-forfatning ind ad bagdøren. Og regeringen skal forstå, at Dansk Folkeparti aldrig vil acceptere at give afkald på en folkeafstemning om en fremtidig EU-forfatning.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard
Hvordan får vi vores selvstændighed igen?
Jeg tror på, at vi sagtens kan klare os ved skiftevis at læne os op ad verdens stormagter. Vi bør også have vores egen sikkerhedspolitik.
Vi behøver ikke EU:
Da EU sprang op som en trold af en æske…
Da danskerne i 1972 ved en folkeafstemning skulle tage stilling til dansk medlemskab af det daværende EF, var det vel de færreste, der kunne forestille sig, at dette i grunden fornuftige samarbejde om harmonisering af handel og udbygning af et praktisk europæisk samarbejde en dag skulle få ambitioner om at udvikle sig til en mastodont med ønske om at kontrollere lovgivningen i 25 medlemslande ned til mindste detalje. Den oprindelige idé om europæisk samarbejde var god og rigtig. En lang række opgaver løses nemlig bedst på tværs af nationale grænser – f. eks. miljøområdet.
Derfor ønsker Dansk Folkeparti heller ikke endnu en opslidende debat for eller imod EU.
Ikke desto mindre er det i dag en realitet, at EU-politik og national politik er flettet så meget ind i hinanden, at det kommer bag på de fleste. Inden for væsentlige og afgørende områder fungerer Folketinget i virkeligheden som et rent ekspeditionskontor for EU-beslutninger. Således var 77 procent af alle vedtagne love på miljø- og energiområdet i folketingssamlingen 2000-2001 direkte afledt af allerede vedtagne EU-direktiver. Og på fødevareområdet og det finansielle og økonomiske område var billedet det samme: Næsten 80 procent af lovgivningen var afledt af direktiver fra Bruxelles.
For erhvervs- og forskningsområdets vedkommende bar 70 procent af lovgivningen EU-fingeraftryk, mens det drejede sig om cirka halvdelen af de vedtagne love på sundhedsområdet. Hertil kommer en lang række love og forordninger, som er EU-love med direkte virkning overfor borgerne i alle medlemsstater, og som i 2001 udgjorde tre fjerdedele af al EU-lovgivning. Disse realiteter står i skærende kontrast til alle EU-tilhængernes besværgelser om, at EU skam ikke har nogen særlig indflydelse på danskernes dagligdag, samt alle løfterne om, at Danmark vil bestå som selvstændig nation med indflydelse på egen lovgivning.
EU-tilhængerne har nemlig for længst fundet ud af, at tiden er løbet fra Uffe Ellemann-Jensens blågule EU-sokker, og Socialdemokratiets jubeleuropæiske og hænderklappende begejstring for Unionen er fejet ind under gulvtæppet. Nu er fremgangsmåden langt mere forsigtig. I erkendelse af, at både hollænderne og franskmændene ved folkeafstemninger i 2005 gav EU-forfatningen dødsstødet, og drevet af frygt for, at de danske EU-tilhængere endnu en gang bliver ydmyget som ved folkeafstemningerne om henholdsvis Unionen i 1992 og euroen i 2000 er strategien lagt afgørende om.
Nu lever EU og forfatningstanken en fordækt tilværelse og bliver som et pinligt anliggende holdt skjult for befolkningen. Hysteriske jubelskrig, vajende EU-flag og ”Ode an die Freude” er erstattet med ”ude af syne, ude af sind”. Måske er det derfor, statsminister Anders Fogh Rasmussen har set sig så lun på den tyske forbundskansler Angela Merkels drøm om at indføre en slags ”light”-udgave af forfatningen, som han vist ikke mener, at danskerne behøver at stemme om. Vi skal helst ikke diskutere emnet for meget i offentligheden, for så blusser hele den ubehagelige debat om EU op igen, synes frygten at være.
Men selv om statsministeren og andre forfatningstilhængere forsøger at lægge låg på debatten, så stikker EU med jævne mellemrum heldigvis sit hoved frem helt af sig selv. Senest i forbindelse med EF-Domstolens urimelige afvisning af det danske ønske om at opretholde bopælspligten, der rammer en pæl gennem dansk landbrugspolitik samt pensionsdommen, der med milliarder af kroner fossende ud af statskassen har berøvet os en mulighed for at finansiere og fremtidssikre det danske velfærdssamfund. Endelig problematikken omkring kapitalfonde, hvor regeringen er tvunget til at tænke kreativt, fordi en EF-dom fra 2006 spænder ben for Danmarks muligheder for at forhindre kapitalflugt til lavskattelande.
Man fristes til at spørge, hvornår det næste angreb fra EU's institutioner bliver skudt i gang, for det skal nok komme Om føje tid vil der hævet over enhver tvivl blive udpeget endnu et særskilt dansk område, der ikke længere kan varetages fra København, men som må underlægges en standardiseret og ærkebureaukratisk EU-lovgivning, der på en lang række områder – for eksempel miljøområdet - i højere grad tjener den europæiske storindustris økonomiske interesser end hensynet til borgerne i Danmark og de øvrige medlemslande
Dansk Folkeparti har indtil flere gange forsøgt at kickstarte debatten om EU. Men hvorhen vi end vender os, støder vi på en dyne af ligegyldighed. De fleste af Folketingets partier er af forskellige årsager aldeles uinteresserede i at debattere EU, og bedre står det ikke til blandt flertallet af danske medier. En dansk EU-debat er kun mulig ved udsigten til en afstemning. I de øvrige perioder trækker de fleste blot opgivende på skuldrene, når talen falder på EU – og fortsætter den søvngængeragtige gang hen imod mere og mere overstatsligt samarbejde og mindre og mindre national indflydelse.
Alligevel går danske politikere på tilhængersiden rundt og bilder sig ind, at de har enorm indflydelse på dansk politik. Og når så endelig EF-Domstolen ganske ubelejligt som en trold springer op af en æske og forkynder en dom, der udhuler dansk selvbestemmelse på afgørende områder – i ovennævnte tilfælde en århundredgammel landbokultur og en del af finansieringsgrundlaget for dansk velfærd – ja, så prøver selv samme politikere krampagtigt at bilde danskerne ind, at der skam blot er tale om undtagelser og bagateller, der let lader sig reparere. ”Det er kun godt med fælles lovgivning i EU”, siger de, mens sveden febrilsk springer fra panden på de ministerielle embedsmænd, hvis sure pligt det er at rydde op i stumperne af dansk skattelovgivning på pensionsområdet efter EF-Domstolens nådesløse hærgen.
Vinterens to domstolsafgørelser bør være en øjenåbner for danskerne. Med dommene stak EU sit sande ansigt frem – et ansigt, der ligger milevidt fra skåltalernes højstemte patos og vidtløftige visioner om et forenet Europa. Sandheden er, at de enkelte medlemslande hver dag afgiver selvbestemmelse på alle områder, lige fra afgørelsen om, hvor mange udenlandske studerende, der har krav på at blive optaget på universiteterne i andre EU-lande, til mulighederne for at finansiere velfærden i fremtiden. EU og dens magtfulde kommission og domstol afgør det hele.
Snart går forhandlingerne om en ny EU-forfatning i gang, og en fælles forfatning vil i endnu højere grad komme til at modarbejde danskernes interesser. Endnu flere afgørelser vil i fremtiden udhule dansk selvbestemmelse – og dermed også vores historisk betingede ret til at udstikke egne retningslinjer for velfærdssamfundets fremtid. Det er nu, vi skal handle. Det er nu, vi skal sige fra over for forsøget på at luske en EU-forfatning ind ad bagdøren. Og regeringen skal forstå, at Dansk Folkeparti aldrig vil acceptere at give afkald på en folkeafstemning om en fremtidig EU-forfatning.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard