Hvorfor er der ingen veninder til mig

Jeg sidder her og kan ikke forstå hvorfor jeg ikke kan finde en veninde. Har skrevet her før, og fik også nogle henvendelser, men kun et par stykker skrev mere end 1 gang. Desværre var kun 1 fra det område i Danmark hvor jeg bor (Roskilde).
Jeg må jo nok indrømme, at det ikke er en chatveninde jeg søger, men en man kan mødes med, gå i biografen og på cafe med. Selvfølgelig også hjemme hos en af os. Nu lidt om mig selv.
Jeg er 47 år fraskilt og førtidspensionist p.g.a. leddegigt, bor sammen med min søn på 22 år. Mit ægteskab kostede mig alle mine veninder, da min ex havde nok i mig og sønnen.
Selvmord har været i mine tanker, men så er man fej i mine øjne, og det kan jeg ikke byde min søn.
Jeg troede jeg skulle starte et nyt liv efter en selvvalgt skilsmisse, hvor jeg havde siddet og kigget ind i væggen i 5 år. Det måtte stoppe, så derfor skilsmissen.Var jeg ensom før, så er det næsten blevet værre nu, da nogle gamle venner er sprunget fra, efter jeg blev single.
Jeg savner allermest den tillid og det specielle forhold to gode veninder kan have sammen.(ikke sex).
Skulle nogle søde piger i min aldersklasse have lyst til at møde mig(vi kan godt starte med at skrive sammen), så ville det være den bedste julegave jeg kunne få.
Min hotmailadresse er: Lotte_Nielsen45@hotmail.com

hej lotte
jeg syns det lyder lidt trist at du mangler venner, for dem kan man næsten ikke leve uden. men hvad med at prøve nogle aktiviteter...? det kan være alt fra sport, til kunst og biografklubber... jeg har ingen anelse om hvad der findes derude og hvor det skal findes, men det må da være værd at bruge lidt tid på at undersøge.
held og lykke med det

Kære Lotte,
Hold modet oppe. Der er veninder derude - også til dig.
Veninder kommer ikke af sig selv, og det er derfor et godt skridt at tage, at prøve at efterlyse nogen her i dette forum.
Men prøv evt. også aftenskole, foreningsarbejde, aktiviteter i dit beboerområde eller lignende, hvor man også er socialt sammen med andre folk.
Held og lykke med det!
Mange hilsner
Skattepige.

Tja. Det er ikke kun i Roskilde den er gal. Jeg sidder i Skive og kigger på den samme væg. Jeg har dog ikke været single i SÅ lang tid, men nok til at skulle forklare overfor "dem der vælger at styrte afsted"-venner at jeg selv, ene og alene skal igennem en fødsel til marts med en tre årrig. (Resten af min familie er flyttet til den anden ende af landet) Jeg har levet i et forhold i mange år, hvor jeg "ikke måtte gå ud" uden at HAN skulle vide hvor og hvornår osv. Så jeg starter også på bunden, med at vinke til de kære naboer og håber på at komme i snak med NOGEN... Jeg kan næsten ikke huske hvordan man kommer i kontakt med folk, UDEN at virke desperat eller UNDERLIG.... Jeg er ikke ligefrem en sportsidiot, så sports-aktiviteter er ikke lige mig. Nok er jeg en meget kreativ "pige", men at sidde i en syklub med (undskyld udtrykket, ikke for at fornærme nogen) gamle damer er heller ikke mig, desuden er det svært at finde noget, hvor man kan have en lille "terrorist" på 3 år med. At have en barnepige på, når man pludselig er gået fra en alm løn til kontanthjælp er heller ikke lige sagen for økonomien.... (Kommer i arb. igen efter barsel... Håber jeg da...) Så for mig er der ikke mange muligheder. Jeg er kun 25 og ALLEREDE mor til "næsten" 2 børn, og at håbe på at der er nogen "magen til" i en mødregruppe er et sjældent syn. De fleste kom-sammen grupper opløser som regel efter de første par mdr... (Har forsøgt den vej)
Så, jo.... Der BURDE være en "HJÆLP JEG ER ENSOM-cafe" KUN for folk der er ensomme.... (ISÆR i julen!!!!!!!!!)

det er nemmere at finde veninder der bliver, hvis man som de andre nævner melder sig til nogle fritidsaktiviteter eller noget andet socialt. Automatisk falder man i snak med nogle. Jeg vil ihvertfald umiddelbart tro at det vil komme til at virke som de mest "naturlige" venskaber. Men hæng mig ikke op på det, har ingen erfaring på området. Jeg håber virkelig for dig at nogen skriver til dig

der burde faktisk være sådan nogle cafeer. Men ærgeligt at nogles situationer når så langt ud, at man må oprette sådan en cafe. Siger vist lidt for meget om vores samfund. Men synes dog stadig det er en god idé. På den måde ville det være rimlig let at finde venner.

så alle er dømt til at være ensome

Hele din kontaktannonce her er jo en kæmpe nedtur at læse. Og hvem har udvalgt dig til livets store taber? Ikke nogen, som elsker dig. Det er da ret sikkert. Og helt ærligt: Jeg gider i hvert fald ikke hænge ud med dig, hvis der ikke kommer andet ud af dig end denne slags beklagelser og selvmedlidenhed. Dit indlæg udstråler en hjælpeløshed, som jeg ikke gider frelse dig fra.
Det var så min fordømmende side og mit negative sprog, der kom frem der. Ikke så charmerende vel? Men jeg har faktisk en venlig og positiv side også, og den kommer jeg som regel længst med. Så den finder jeg frem hver morgen, simpelthen fordui den giver mig en god dag. Så det er min ide til dig: Find dine gode sider frem og tænk positivt om dig selv i stedet. Så skal din veninde nok komme af sig selv. Og husk nu at tage små skridt og ikke forvente mirakler på en uge.
Jeg synes, at disse ord fra Piet Hein passer perfekt til alle os, som ikke bader i mælk og honning hver eneste dag:

T.T.T.
Erindringsvers

Jeg har skrevet et sted,
hvor jeg daglig må se,
det manende tankesprog:
T.T.T.

Når man føler hvor lidet
man når med sin flid,
er det nyttigt at mindes, at
Ting Tar Tid

Piet Hein

Du synes hendes indlæg er negativt - tror du ikke du skal læse det en gang til, så fanger du måske budskabet om ensomhed.
Jeg ville nødig være ven med dig, for rigtige venner, de er der sandelig også, når man er nede, når man føler sig trist til mode - og især når ensomheden føles overvældende, når man er ved at miste sit fodfæste.
Jeg kender godt Piet Heins lille Gruk - og det kan være rigtigt i nogle tilfælde, men er altså ikke altid trøst nok, når ensomheden er for meget.
Jeg har prøvet det selv, er så heldig at have Jordens dejligst veninde, som også trak mig op, når jeg sagde eller skrev til hende, at jeg ikke orkede livet mere... og tror mig der er gået tid, men jeg kan stadig rammes af den samme følelse !!

Skriv dog noget bedre til hende, hvis du kan. Jeg gav min ærlige og velmenende reaktion på hendes indlæg. Nu har jeg læst hendes indlæg igen, som du beder mig om, og jeg er kommet til samme konklussion. Hendes sprog er negativt, og hendes selvbillede er ikke spor tiltrækkende. Jeg mener bestemt ikke, at man får en god veninde af at bede om at blive frelst fra sit eget liv. Er det så slemt, at jeg skriver det ærligt?
Jeg oversætter hendes indlæg til:
"Jeg kan ikke li' mig selv og mit liv. Derfor søger jeg en veninde at støtte mig til. Jeg har en sørgelig historie, som jeg dvæler ved og bruger som forklaring på at jeg er nedtrykt og ensom. Min fortid vil jeg gerne have sympati for, og jeg har tænkt mig at bringe den med ind i vores forhold. At jeg mistede mine gamle veninder var ikke mit ansvar, men jeg behøver en anden person, for at føle, at jeg er noget værd. Så skriv til mig."
Hvis ærlighed gør ondt, så er det nemmere at lyve. Og jeg er bestemt ikke ude på at være venner med hverken dig eller hende. Men hvordan kan du konkludere, at jeg er en dårlig ven, som forlader bekendte, som har det skidt? Læser du ikke lidt for meget mellem linjerne og projekterer dit eget liv over på situationer fra hendes og mit?
Fik du det bedre af at dømme mig? Hvad med nu, når jeg skriver tilbage. Var du parat til den reaktion? Du lagde selv op til en reaktion fra mig, nu må du tage ansvaret for den følelse, min reaktion fremkalder i dig.
Og det samme til dig Lotte0600: Tag ansvaret for dine egne følelser, og for tabet af dine veninder ligesom du gør for din skilsmisse og accepter at dine gamle mails ikke får fremmede til at skrive tilbage igen. Find dem dog frem og ret alle negative vendinger til positive - f.eks. sådan her
"jeg kan ikke forstå" - "jeg fortjener bedre"
"man er fej" - "jeg er for stærk"
"det kan jeg ikke byde min søn" - "ægte kærlighed holder mig i live selv i den værste modgang"
"mine gamle venner er sprunget fra" - "Jeg er endelig fri for de mennesker, som ikke vil mit bedste"
"Jeg er pensionist" - "Jeg har tid til at gøre lige hvad der falder mig ind"
"Jeg har siddet og stirret ind i væggen" - "Jeg har været nede i en periode, men nu er jeg på vej op stærkere end før"
og så videre. Jeg tror, at du forstår, hvad jeg mener. Du er jo helt tydeligt både stærk og har masser af kærlighed og meget lyst til at dele dit liv med andre. Så du fortjener ikke en veninde, som kun skriver, fordi du skal frelses fra dig selv. Du er på vej ud af den værste del af depressionen nu, men du skal ikke bæres. Du skal finde din egen styrke til at rejse dig helt op med ret ryg. Vær ærlig overfor dig selv og lad ikke angsten holde dig tilbage fra at være den person udadtil, som du er indeni.