HVORFOR resignerer så mange.

Jeg tænker på både mænd og kvinder - og jeg tænker på kærligheden. Altså hvofor resignerer så mange i dagens Danmark mht. at kæmpe for deres kærlighedsforhold?
Nu har jeg været på soldebatten et par uger, og har været optaget af at finde nogle pejlemærker mht. folks motiver til enten at lade stå til at man mistrives i sit ægteskab eller også løse problemet f.eks. med utroskab eller skilsmisse.
Jeg skriver på en roman og er nysgerrig i at finde ud af, hvad der i grunden sker rundt omkring i hjemmene, når man skal redde sit parforhold. Der er de sidste ti år sket en markant opblomstring af utroskab/afblomstring af parforholdet; men hvorfor fortsætter folk i et ægteskab når det er kørt død, eller efter et utroskab eller når de ved partneren søger andre mænd/kvinder udenfor parforholdet. Når a. 50% af alle par går rundt og kontrollerer hinanden, ja så er der da noget helt galt!! Man stoler ikke på hinanden, man er ikke så tæt på hinanden mere åbenbart, for så ville disse kontrolforanstaltninger overhovedet ikke være nødvendige...
Det andet er at hvorfor man lader sig nøje med så lidt/at leve så utrygt, altså man bruger sin energi på at finde ud af om den anden nu også er tro, i stedet for at bruge sin energi på at styrke kærligheden til sin partner. Hvad er det f.eks. som gør, at en kvinde bliver i et forhold, hvor hendes mand tydeligt søger mod andre kvinder/en anden kvinde? Måske har han ikke været hende utro endnu, men han ØNSKER det og går efter det. Så det ved hun, alligevel vælger hun at kontrollerer sin mands gøren og laden ud i mindste detalje, for at hindre ham i sit foretagende. Dette forstår jeg simplthen ikke! Hvorfor gider hun investere energi i det? Er det pga. af noget materielt? At de lige har fået moderniseret parcelhuset, og det nye samtalekøkken er superlækkert når venner og familie kommer...altså alle de sociale positive kontakter, man jo har sammen som ægtefolk i et lækkert miljø. Kan det være DÈT, som får så mange til at holde fast i parforholdet og enten resignere eller kontrollerer eller evt. være den anden utro bag hans/hendes ryg, for overhovedet at kunne holde det ud.?
Jeg har endnu ikke kunnet finde indlæg om hvad det lige er, der holder folk tilbage for at leve ærligt sammen. Mange beklager sig herinde. Manden beklager sig over den sure mokke til en kone, han ikke kan udholde, men alligevel bliver boende sammen med. Eller konen over manden, hun ikke gider have sex med, men som hun fortsætter med alligevel...
Hvorfor gør folk dette mod hinanden?
Kom venligst med nogle bud om hvorfor folk i et frit samfund som vores finder sig i at leve et dårligt liv. (tosserne herinde må godt give deres besyv med også..ALT kan bruges ;o)

Vi er som nation, ved at blive koldere og koldere, ingen tolerence mere, for meget materalisme, altfor forkælede, tænker først og fremmest på os selv...
Vores Åndelighed, empati og indfølelse.. er bukket under for Materialismen.. jo flere penge jo mere velstand, jo mere frygtsomme blir vi, og jo mindre tror vi på hinanden.
Det afspejler sig så over i parforholdet, vi tør ikke tro på hinanden, vi giver os ikke 100%, vi kontrollere istedet.. sørgeligt men sandt.. suk !
Venlgst Klaus

er det de koner der bliver hos deres mænd efter utroskab - er det de mænd der bliver hos deres koner på trods af at de beskriver dem som sure mokker?
i så fald vil jeg undlade at svare da jeg opfatter dine indlæg som fordømmende over for os der har valgt en anden vej end din...
Lotte

Hej Pusserpige!
Mange forveksler kærligheden med romantik, forelskelse, knus og kram m.m. Det får vi fortalt i medierne, det er den generelle opfattelse efter min mening.
Jeg er overbevist om at kærligheden er et samlebegreb for så mange ting mellem mennesker. Tillid, sympati, den særlige opmærksomhed vi kan give hinanden, at sørge for fællesskabet fungerer for begge. Alle vil så gerne lykkes i et intimt fællesskab, men man har så let ved at fejle. F. eks. det at bruge den anden til at tørre sine egne forfængligheder af i, eller manipulere med hinanden til sin egen fordel.
Og når det så er slut, forsøger vi igen - og mange gange uden at slutte forholdet først, før det nye starter. Her spiller fejhed, modløshed, et stort behov for sikkerhed og sidst men ikke mindst et manglende fremtidsperspektiv en stor rolle.
At være utro er dog det værste der kan overgår et parforhold. Der ryger tilliden, som jo er så vigtigt for at trives i fællesskabet, og når tilliden ikke er der mere, kan det hele jo også være ligemeget.
Nogen gange tror jeg at folk generel ganske enkelt ikke er kloge nok. Jeg mener, man ved for lidt om mennesket i sig selv. Vi ved alt om kvinder og mænd, men tænker ikke på at vi jo i første omgang gerne vil behandles som mennesker, og først derefter som kvinde eller mand. Det gælder også i et partnerskab.
Bekræftelse som menneske får man ikke i et hurtigt knald.
Kærligheden og fællesskabet skal man bevidst beslutte sig til, og det er måske vigtig at notere sig at det ikke skal forveksles med forelskelse.
Når man har taget de lyserøde briller af efter noget tid, kommer partneren til syne med både stærke og svage sider, og mange er ikke tilstrækkeligt villige til at acceptere partnerens svage sider. Romantikken forsvinder ud i det blå, hverdagen bliver lidt kedelig, og så går det ellers ned ad bakken med partnerskabet.
Jeg har oplevet det på egen krop. Efter mit første ægteskab røg sig en tur (pga. utroskab) fand jeg verdens dejligste partner - igen! Den første har jo også været det på daværende tidspunkt. Jeg følte mig så heldig at jeg kunne elske igen, men denne gang er jeg meget opmærksom på hvad jeg selv laver, og hvordan jeg opfattes af min partner.
Vi har talt meget om utroskab, fordi det ville være det værste. Min partner og jeg har en aftale, der går ud på, at hvis den ene føler trang til at interessere sig for et andet menneske, mere end vi kan acceptere det, så siger vi det og giver den anden lov til at beslutte om han/hun vil gå sin vej. Vi vil ikke ud i utroskab og såre hinanden på denne måde. Intet dræber kærligheden og den intime tillid mere.
Håber det holder.
Kunne du bruge det?
kh
Michelangelo :)

Det er de tosseindlæg, uden andet budskab end shit - hvilket også kan bruges på en eller anden måde. Men nej, jeg mener ikke man er tosset fordi man accepterer og tilgiver utroskab - i nogel sammenhænge er man tossegod ja, men ikke alle. Jeg har jo selv engang været igennem møllen (27 år siden) men husker det som i går!

men alligevel, så kan jeg godt lide danskerne, synes nu ikke de er så overfladiske som det lyder som om.
Den daglige underholdning fremfor fordybelse kan også være ødelæggende for et parforhold!

???

gid at alle kunne tænke på den måde, men det er naturligvis utopi.
alle kender den sure kontrolerende mokke, som bruger sex som straf og belønning, hvis der er et eller andet som hun absolut vil have gennemført.
manden bliver reduceret til en del af møblementet, og når først ægteskabet er indgået, bestemmer hun suverænt 80 % af alt hvad der foregår inden for hjemmets rammer, og naturligvis også forholdet til den øvrige familie.
gennem medierne ser vi hvordan kvinder flygter ind på krisecentrene, fordi de har en voldelig mand, men måske er de selv skyld i volden, eller skænderierne, vi har set hvordan kvinderne flygter fra krisecentrene igen midt om natten, blot for at komme hjem til fyren igen.
krisecentrene blev oprettet i 1972, så før den tid har der nok ikke været voldelige mænd.
systemet burde fjerne børnene omgående, når fruen søger ind på krisecentret, og en eller form for sagsbehandling burde sørge for en skilsmisse, og manden skal også have ret til børnene.
ikke alle mænd er nogle skvat, men vi har nokden fejl at vi ser meget på kvindens udseende og sexuelle lyster, hvorefter forelskelsen hurtig kan blive en realitet.
jeg tror også mange finder sammen på grund af ensomhed, og ikke så meget på grund af kærlighed.
vi har jo set utallige tilfælde hvor en enlig mor har fundet en single fyr, som har acepteret hendes børn, på lige fod som sine egne, hvis han altså har børn, en sort mand, eller en muslim, jøde vil aldrig nogensinde overtage en anden mands børn, jeg ved ikke hvordan det er resten af europa.
min genbo har for ca. 3 måneder født, og barnevognen står stadig på altanen, jeg ved hun har en samboende fyr, men jeg ved ikke om de er gift, men hun bliver mere og mere fed, det var bedre hun gik nogle lange ture med babyen, istedet for bare at bruge altanen.
jeg er lykkelig single, men det betyder ikke at jeg jagter damer for sex, det med nattelivet intereserer mig slet ikke, jeg har nogle gode chat veninder rundt omkring i verden, og jeg kunne aldrig gifte mig med en dansk kvinde, de er alt for jaloux og kontrolerende, desuden har amnge ingen ""medgift, ud over klatgæld og dyre regninger til luxusvarer.
jeg så netop DR Phil igår, hvor fadersager var til debat i USA bluff, mænd derovre betaler op til 900 dollars pr. barn om måneden, afhængig af hvilken stat de bor i, men de kan nægte at betale, hvis damen har været utro, og er blevet gravid med en fremmed.
kvinden var 37 år, og havde et barn da hun mødte ham som giftede sig med hende, de fik et barn, men hun blev gravid med en anden fyr, så han nægtede at betale børnepenge, han havde ikke betalt i et helt år, dels fordi han ikke mente at pengene gig til hans søn, det viste sig også senere i udsendelsen, at damen havde købt en ny bil, hvor afdraget var 300 dollars om måneden, hun boede nu sammen med hendes forældre fordi hun ikke havde betalt husleje.
hun havde altså kun været gift en gang, med ham som var villig til at tage ansvar, men hun havde graviditeter med 3 fyre, jeg fatter ikke at forældrene lader hende bo hjemme, hun har selv været medvirkende årsag til de problemer hun nu har.
udsendelsen kommer mandag til fredag kl. 13.25 på CBS, samme station som OPRAH.
udsendelsen kan anbefales, da det viser meget om den amerikanske ""kultur, hvis man altså kan kalde det kultur.
men tak igen, og hyg dig, skriv gerne flere interesante indlæg.

du har fat i noget der :0)
Lotte

Hvorfor bliver man når ens mand har været utro? - endda gennem en lang periode. Fordi man pludselig bliver så bange, fordi svigtet skærer en i hjertet og i ens sjæl, fordi ens børn ikke skal være skilmissebørn, fordi man ikke kan overskue bodeling, samkvemsret osv. Fordi det ikke er til at bære at lukke ned for de engang så lykkelige fælles drømme, fortælle omgangskredsen at det er slut og få nyt efternavn. Fordi det ikke er til at holde ud, at han skal elske en anden og fordi man ikke vil lade en anden løbe med ham. Derfor bliver man. Lidt. Men mentalt er man væk. Jeg kæmpede med mit selvværd, min angst for gentagelser, min sexualitet og min tro på det gode i ham i 3 lange år. Men vores kærlighed var væk. Jeg elsker ham stadig, som den mand jeg blev gift med og som den mand der blev far for mine børn. Vi havde bare ikke tilliden og lysten til hinanden længere. Vi talte vores forhold ihjel og intet kunne danne bro efter hans langvarige utroskab.

Efterfølgende har jeg selv været elskerinde. En elskerinde, der blev valgt fra til fordel for en familie. Men jeg ventede, rigtig længe endda, men nu er han kommet tilbage til mig og vi er nu fast par. Jeg forstod at han måtte give hans familie den sidste chance, - at man må prøve alt inden man vælger at forlade kone og børn. Men deres forhold var som mit første, ligeledes ødelagt af svigt, mistro og foragt for de løgne den anden havde sagt.
Man bliver lammet når slaget om utroskab rammer en i ansigtet. Derfor bliver man. For en stund. For jeg mener inderligt, at langvarigt utroskab ikke er tilgiveligt. Der er blevet lagt hån om så mange værdier, at det ikke vil være muligt helt at klinke igen. Et enganngs kald, en lidt for heftig flirt kan sikkert overleve et godt forhold. Men ikke når der har været faste, tætte elskerinder/elskere indover. Derfor bliver man. Indtil man er stærk nok til at se sandheden i øjene og gå.

Hej Pusserpige,
interessante problemstillinger du ridser op.
Mit svar (og det er rent hypotetisk, for jeg valgte at forlade min utro kæreste), er at det er med ugunstige parforhold, som det er med alt muligt andet ugunstigt (rygning, overspisning, ludomani) og vi bilder os ind at det er "ægte kærlighed" - for vi kan jo ikke lade være med at elske ham (smøgen, slikken, casinoet). Man ved godt, at det er altødelæggende, men man har gjort sig afhængig og magelig. Enkelte ting kan så rette fokus væk fra det dårlige parforhold i kortere perioder: utroskab, kortvarig glæde i rejser sammen, nyt hus, nye møbler, ny stegepande, nyt tøj, ja, find selv på flere... vi mennesker er MAGELIGE, så det basker! Og uanset hvor hårdt vi prøver at glemme de kolde facts (at eks. manden har været utro) og uanset hvor mange nye ting vi køber og rejser vi tager på, ja....så kommer vores indre stemme og banker os oven i hovedet igen og igen gennem et helt liv. Forhåbentligt vågner vi op...desværre gør vi ikke alle. Nogle bliver i forholdet og kommer aldrig fri. De bliver som skygger af sig selv. Vi kender dem alle....de har det der tomme udtryk i øjnene...

Jeg har også set mange eksempler på kvinder der er uddannet lavere rangeret end deres velhavende mænd. Kvinder som elsker for meget! Kvinder som elsker deres mænd mere end omvendt eller dem selv! Kvinder der totalt har mistet troen på dem selv og helt har glemt deres drømme! Men de er sådan set også i øverste kategori; de lever i afhængighedslignende forhold og kalder det for "kærlighed"..."jamen jeg eeeeeelllllsker ham! Jeg kan ikke uuuuunnnndddvære ham! Han er manden i mit lliiiiiivvvv". Men ingen ved deres fulde fem, ønsker at være sammen med et menneske de ikke kan stole på, er dem utro, lyver osv... hele ders liv bliver bygget op omkring løgne, løgne, løgne og de tror. Gud bedvares, hvor disse kvinder TROR. Og det er både tragisk og komisk, når de pludselig en dag vågner op og indser "hvor David købte øllet"...
Til research til din bog, kan jeg anbefale dig, at læse bøgerne: Kvinder som elsker for meget (kan ikke huske forfatterens navn), Neurose (Karen Horney) og ikke mindst: Kvinder som løber med ulve (kan heller ikke huske navnet).
God fornøjelse med din bog! Fortæl os hvordan det skrider frem ;o)
Knus
Aaanonym

Hold kæft hvor er det godt skrevet! Og hvor har du bare ret!

lever jeg såmænd fint med det!! Men du skulle måske køre debatten færdig i din forrige tråd inden du starter en ny??
Nogle her tosser eller ej- holder stadig sammen parvis - pga kærlighed (den korte version).......

Jeg har først haft tid at læse dem nu, men er træt...så jeg svarer i morgen engang.
Nogle har hugget mit alias Pusserpige...jeg kan ikke komme igennem med det alias, så fremover skriver jeg under Pussrpigen!
God nat fra
Pus

Der VAR altså et par krummer af marmorkagen tilbage! hi-hi! har du nogensinde tænkt på, at hvis man ikke føler sig truffet, så trækker man bare på skulderen - hvis man føler sig truffet, så reagerer man negativt og i forsvar! Ha? har ikke været her i nogle dage, blev liiiiidt kvalm over nogen der efterlyste pigetrusser de kunne købe og sutte på!!!!!!?????? Føj for den!
Angående hende her, så må hun nok blive lidt ældre, før hun skriver om noget hun hverken har livserfaring eller forståelse for -❓hvorfor pokker vil hun skrive om noget hun ikke forstår? hvem gider læse en bog af en forfatter, der ikke selv kan give nogle svar, men kun spørgsmål? hun burde skrive om bekvem pubertet i stedet for ;-) det MÅ hun da vide noget om - ?

Så har du dit alias i fred....
mh kvinde50 (ikke altid indlogget) - nogen gange har jeg bare så travlt, at jeg ikke når at logge mig ind, førend jeg svarer på et indlæg.

være meget længe...
Og ja selvfølgeligt følte jeg mig truffet - pusserpigen skriver jo klart og tydeligt (for mig altså) temmeligt fordømmende over for os som rent faktisk har valgt at ændre det parforhold vi havde OG lære af det skete istedet for bare at smide vores partner ud med opvaskevandet.
Jeg læser nok bare stort set alle hendes indlæg som at man skal bare vende ryggen til og gå - det er den eneste løsning ellers har man ikke sig selv i behold. - Det er jeg så bare dybt uenig med - jeg har mig selv mere i behold nu end nogensinde før PÅ trods af at han var utro - ja vi har i dag lært at være mere end vi har været før BÅDE for os selv og også for andre - det havde vi da ikke ved bare at vende kærligheden ryggen.
Og ja en affære er et skridt væk fra mig og til sammenligning havde et totalt stop været så meget værre. - jeg sætter sgu da ikke pris på de mentale billeder men de er mine billeder og har INTET med hans utroskab at gøre - ja han har løjet og nu hvor alle sandheder kommer på bordet så har jeg sgu da også løjet - vi var ikke hele mennesker nu har vi været nede og vende og er rigtigt godt på vej til at blive det.
Så det handler ikke om at glemme han har været utro - tværtimod det handler om at lære af det - at stå ved at det sårede og gjorde ulideligt ondt - stå ved hvem man er - vi havde ikke mere at miste - nu har vi os selv at miste det er da bare 10000 x mere fantastisk end noget jeg før har oplevet.
jeg blev nok mest truffet over at pusserpigen ikke lagde op til debat men tværtimod stemplede folk der gjorde tingene anderledes var tossede -også selvom det ikke var os der blev ment til sidst. jeg er jo så heller ikke den eneste der følte sig truffet - det havde nok noget med skrivestilen at gøre...
Du er som sædvanligt skrap/skarp i dine iagttagelser - det vil jeg lade være med at kommentere yderligere *griner*
Lotte

"bruge det".
Synes dit indlæg er så klogt, ikke mindst dette:
"At være utro er dog det værste der kan overgår et parforhold. Der ryger tilliden, som jo er så vigtigt for at trives i fællesskabet, og når tilliden ikke er der mere, kan det hele jo også være ligemeget.
Nogen gange tror jeg at folk generel ganske enkelt ikke er kloge nok. Jeg mener, man ved for lidt om mennesket i sig selv. Vi ved alt om kvinder og mænd, men tænker ikke på at vi jo i første omgang gerne vil behandles som mennesker, og først derefter som kvinde eller mand. Det gælder også i et partnerskab.
Bekræftelse som menneske får man ikke i et hurtigt knald."
Jeg er meget enig.
Jeg synes på en måde at parforholdet lidt minder om de samfund vi indretter os i. Der er de forhold, hvor man som en anden stasi er nødt til at kontrollere sin partner i hoved og r.., for at være sikker på han/hun ikke springer over muren ind i det forjættede drømmeland. Sådan så vi det i østtyskland, overfor vesttysklands åbne og mere frie samfund. Hvis man er SÅ bange for at åbne op og give sine borgere (sin partner) friheden til at møde andre omgivelser, så er det nok fordi man ikke har så meget at byde på. Østtyskland havde gode grunde til at spærre sine borgere inde...omvendt var der i Vesttyskland frihed til at gå over "på den anden side" - for de vidste udemærket at de havde nok selv at byde på, til at fastholde deres borgere. Altså inegn overvågneing, ingen spionage eller angiveri overfor egne indbyggere. Man vidste man selv havde noget at byde på.
Så hvis over 50% af danske parforhold kun opretholdes v.h.a. stasilign. metodert, hvor den anden bliver "skudt" såfremt han eller hun bevæger sig udenfor det ægteskablige territorium, så vil jag sammenligne disse forhold med et forarmet udpint regime, der ikke har så meget at byde på, og derfor er angst for at give frihed til sine borgere (partner). Det er da tragisk at det er sådan så mange forhold fungerer i et moderne samfund.
Og omvendt hvis man ikke kan administrere friheden, så kan det måske være fordi man ikke har lært at påskønne det man har - eller fordi det var en overfladisk form for frihed. Den evige jagt på underholdning giver ikke en dybere tilfredsstillelse - man skal hele tiden have mere af det og bliver aldrig rigtig tilfreds(stillet).
Jeg synes det er helt legitimt at man i stedet for at sætte energi og ressourcer ind på overvågneing af sin partner, i stedet sørger for at give ham/hende en følelse af at lige her hvor du er nu, der er rat og skønt at være. Så vil det nok ikke være så fristende at flygte hen over muren....
Jeg har da altid gennembollet min mand inden han skulle ud på "farligt område" så han var mæt ;-)
OG det er pudsigt det virker - også på mig, for på det sidste har han været ret så opmærksom seksuelt på min tilstand, således at jeg ikke "falder i utroskabsfælden". Når jeg føler mig elsket og seksuelt fyldt op, har andre mænd et mindre spillerum.
Så den bedste bud jeg har hvis man vil beholde sin partner i FRIHED og ikke under stasiagtig tvang, må være at gøre sit eget territorium så tiltrækkende, at han /hun ikke finder det særlig tiltrækkende at bosætte sig andre steder....

Det kunne jeg virkelig godt forstå og jeg giver dig ret i at man selvfølgelig skal give sit forhold en chance hvis man KAN!
Jeg er bare opvokset med en mor der var så underkuet en anden mand (var en gidt mands elskerinde hele min barndom - og ventede på ham forgæves..) at jeg er blevet godt vaccineret mht. at give mænd så mange chancer. Det var uværdigt følte jeg som kvinde, at lade sit liv i den grad styre af en mand og hans trang til mere end een kvinde. Så forstå mig ret - jeg er akkurat som jer andre et produkt af min barndom. Og jeg besluttede fra jeg var ganske lille at give ikke kun min mor, men ALLE kvinder oprejsning, ved selv at tage førertrøjen på overfor mændene i mit liv. Jeg vil aldrig tillade mig selv at undertrykke mig selv pga. af en mand der ikke kan elske mig 100% men må ty til andre kvinder også. Det er en beslutning. Jeg gider dem ikke kort og godt, og dropper ud hvis jeg mærker de har noget kørende. Derfor må jeg selvfølgelig også stille samme krav til mig selv! Jeg tror iøvrigt ikke på man kan svigte den man elsker i det lange løb uden også at svigte sig selv. jeg ville nok miste min selvrespekt - tror jeg da. HÅBER jeg :-)

jeg skal nok få læst dine anbefalede bøger- har læst den med Kvinder der elsker for meget.
Jeg tror mange kvinder burde lære at "ære sig selv" lidt mere. Den opofrende attutyde mange indtager i deres familier, er ikke altid så elskelig som de selv bilder andre ind. Det er en form for repressiv kærlighed.
Kærligheden er en fri tilstand sådan som jeg definerer den, og kan aldrig forbindes med kassetænkning, velbehagelighed eller angst...
knus
Pus

citat:"Kærligheden og fællesskabet skal man bevidst beslutte sig til, og det er måske vigtig at notere sig at det ikke skal forveksles med forelskelse.
Når man har taget de lyserøde briller af efter noget tid, kommer partneren til syne med både stærke og svage sider, og mange er ikke tilstrækkeligt villige til at acceptere partnerens svage sider. Romantikken forsvinder ud i det blå, hverdagen bliver lidt kedelig, og så går det ellers ned ad bakken med partnerskabet. "
Ja men hvorfor romantikken forsvinder skyldes jo ikke at man ikke elsker hinanden sådan pludseligt. man styres bare ind i nogle kedsommelige baner, hvor kommunikationen ofte ender i at konen irettesætter manden når han ikke husker at tørre op efter sig i badeværelset, henter underne til tiden og så videre og så videre. Og manden beklager sig over hans kone er endt som en rappenskralle han ikke kan genkende fra den kvinde han i sin tid forelskede sig i - og han begynder at se sig om efter andre kvinder. Så er det faresignalerne blinker, og man må vende bøtten. Det er ikke altid SNAK hjælper - man skal bare prøve at ændre på ens trang til at have MAGT i sit forhold...
Jeg stoppede for længe siden med den daglige irettesætte af min mand når han udøvede sine møgjirriterende vaner herhjemme..;-)
Det er kun når jeg er ved at eksplodere jeg giver en lyd fra mig - så gør jeg det til gengæld også!
Men det slider med den daglige irettesættelse og surmuleri - så stop det NU derude, for det føler kun til større fremmedgørelse parterne imellem.
Ja jeg vil skrive romanen færdig - og skal nok fortælle når den er færdig, og hvis den udgives dens titel. men det bliver under pseudonym, for jeg vil gerne beholde mit arbejde (der kommer jo nogle saftige ret så private episoder også). Jeg kommer desuden til at udlevere nogle lidt kendte personer, som jeg synes det er tarveligt at nogæe forfattere udleverer i deres romaner. Det kunne jeg ikke finde på, det er utrolig ondskabsfuldt efter min mening...
Tak for svar og lykke til i dit forhold, der virker ret så afklaret set herfra.:-)
Knus
Pus

Hej Sofia,
hvorfor i alverden skulle hun "gøre en tråd færdig" før hun starter på en ny. Tror ikke helt man selv kan bestemme hvornår en tråd er gjort færdig. Det må og vil den vel være, når der ikke er flere, der skriver inputs på den!
-din sidste linie gider jeg end ikke kommentere. Den er så bitter, at den bare skal stå for sig selv ;o)

- hænger sammen med din hudløshed.
- Jeg ser noget helt andet i de bogstaver, og for mig er det uforståeligt, at du føler dig ramt. Du er jo netop ikke resignerende, men er en af dem, der har kæmpet for sit forhold. Det overser du helt, at hun faktisk skriver.

og overhovedet ikke møntet på nogen bestemt herinde.
Så Dulkis har helt ret - det må være pga. en vis overfølsomhed lige nu, at det jeg skriver tolkes sådan. Da jeg skrev tosser, havde jeg de der spamtosser i hovedet, der kun kommer med indput for at skrive noget shit. men de kan også bruges - for hvorfor mon de bliver så provokeret tænker jeg så...
Tag mit indlæg som et opsang til min egen mor, der forlængst er død! Hele min opvækst var vores lille familie (skilsmissebarn) plaget af hendes ulykkelighed, hvor hun levede og åndede for de stjåldne møder hun havde med sin elsker, der var gift, og ikke lod sig skille, men holdt hende hen. Det var dybt nedværdigende for HENDE men da sandelig også for hans KONE derhjemme...talte engang med hende, og hun var ligeså frustreret som min mor. Så jeg reagerer derfor stærkt på kvinders eftergivenhed overfor den mand de elsker, for jeg har en dyrekøbt erfaring med hvor rædsomt et kvindeliv det er at leve i en sådan følelsesmæssig usikkerhed.
Derfor blev mit liv så helt anderledes end både hendes og den kone min mors elsker bedrog igennem 17 år!!!
Men skulle jeg vælge en af de to roller - hvad jeg takker kvindefrigørelsen for jeg da heldigvis IKKE behøver! - så ville jeg alligevel vælge elskerinderollen. Min mor beholdt sin kvindelighed langt op i årene, og havde det trods alt lidt sjovere ind imellem ;-)- modsat de koner jeg så jokke rundt uden mindste gnist i deres øjne kommanderende med deres mænd, som var de deres mor.
Det jeg så undrer mig over nu er, at ikke flere kvinder benytter sig af vores nyvundne frihed, og kræver at blive elsket som HELE individer. Som luder og madonna og MENNESKE som Michelangelo så fint skriver.
Det var mit ærinde - ikke spor andet. Jeg vil godt vide, hvad der holder kvinder tilbage i vores moderne frie samfund, fra at skabe sig et værdigt liv, hvor mænd ikke trækker dem rundt ved næsen, som de har gjort i århundrede.
Hvorfor resignere og finde sig i at blive elsket som halv kvinde, når man er en HEL kvinde, og har mulighed og frihed til at realisere at leve et værdigt kvindeliv - måske for første gang i menneskehedens historie har kvinder den mulighed.
Jamen så tag den dog/brug den!

til mit trådoplæg, kan jeg i grunden ikke forstå at Lotte misforstod mig så uomtvisteligt!
Gentager det lige :"Jeg tænker på både mænd og kvinder - og jeg tænker på kærligheden. Altså hvorfor resignerer så mange i dagens Danmark mht. at kæmpe for deres kærlighedsforhold?"
Jeg havde ellers en opfattelse at Lotte er igang med at kæmpe for sit kærlighedsforhold. Hun stiller vel også betingelserne klart op for sin partner om hvad hun vil acceptere fremover, så utroskaben aldrig merte gentager sig.
Når jeg taler om at resignere, tænker jeg på de kvinder der vælger kontrolvejen fremfor åbenhed sammen med deres mand. De ved han er eller godt vil være utro - og alligevel bliver de, og bruger al deres energi på at spionere (mails, sms) og hindre ham i at møde fristende damer, fremfor at redde sig selv fra et kærlighedsløst ægteskab. Og igen jeg tror ikke børn har godt af det, så kom ikke med at det er for børnenes skyld. Jeg tror det er materialisme og velbehagelighed der styrer mange, så de resignerer og hermed giver manden ret i at de ikke er værd at elske som hel KVINDE.
Synd og skam!

.... og tid på at svare mig. Du har noget på hjertet.
Jeg er af den enkelte slags, dvs. jeg tænker ikke så kringlet. Jeg beslutter mig til noget, og så bliver det sådan. Ike noget "men" og "hvis".
Et partnerskab skal fyldes med positive følelser, som skal udtales. Når der melder sig noget negativt, er det jo så nemt med at give andre skylden. Det er der jeg bliver opmærksom og undersøger først min egen situation, og i givet fald skal den ændres - af egen drift, og uden at det skal debatteres til hudløshed.
Er min partner grund til støj på linien, så få han det at vide i vandtætte, men respektfulde vendinger - og omvendt!
Og derefter er der tid igen til at mødes "in the cosy corner" for at tanke op.
Jeg har lært det fordi vi har skændtes meget, og fordi jeg ikke vil miste et værdifuld partnerskab igen, igen!
Ved afalde i den samme grøft ville jo være et tegn på at jeg selv ikke har lært noget, eller?
Man skal ville kærligheden og tosomheden - som jeg plejer at sige:
heart work is hard work!
Glæder mig til at møde dig her en anden gang!
kærligst MA :)

... at give dig dette bogtip:
http://www.gyldendal.dk/webapp/wcs/stores/servlet/product+10001+10002+16755+1000
Dorrit Willumsen - morsom og stikkende. Hun lægger ikke finger imellem! 9 gode noveller om kvindelivet. Den med TDC-manden er den bedsteefter min mening - bare for vild!
MA :)

hmmm...hun giver udtryk for at ville høre seriøse meninger om noget hun på forhånd fordømmer - uanset om man vælger at gøre A eller B - de eneste valgmuligheder hun "giver" - og så kalder hun sig "pusserpige" - helt ærligt, DET kan man sgu da ikke tage seriøst?
Angående din "udvikling/selverkendelse" - hvornår skifter du så alias fra holy-cow - just-a-cow ;-)
Jeg ser slet ikke parforhold som du, jeg ser min mand som et fuldstændig selvstændigt individ, som solsorten i haven - og jeg er LYKKELIG for at netop han har valgt at følges med MIG gennem livet! større kompliment kan man da ike få! og har din mand været utro - og alligevel valgt dig, så har du jo fået dobbelt kompliment!

så det basker!

så læser jeg jo ud fra min historie - derfor læser jeg noget der ikke nødvendigvis står der nemlig min kriger der står og rækker tunge af mig fordi jeg er blevet.
Det skal måske lige siges at lige inden jeg læste dette havde jeg læst et svar pusserpigen skriver til en mand under kærlighedsdebatten - denne mand skrev klart og tydeligt at han IKKE kunne skilles fra sin kone - det var ikke den slags råd han søgte - pusserpigens svar var at hans kone var en mokke og han skulle løbe langt væk.
Så ja mit blik var farvet af at det tilsyneladende er den eneste måde pusserpigen har som svar på at det hele ikke går perfekt.
Og ja så læste jeg indlægget som fordømmende overfor dem som faktisk valgte at kæmpe på trods af utroskab og dårlige odds og hvor det sikkert havde været 120000% nemmere at gå.
Jeg kan sgu da ikke skifte alias - det er jo navnet på en kanon pub på new zealand - desuden er selverkendelse jo en god ting *griner*
Jeg må vist heller læse det igen i morgen - er træt efter en rigtig god dag.
Sov godt
Lotte

god morgen, har lige prøvet at læse dit indlæg...men fatter ikke så meget. min IQ er nede på en 14-15 stykker her til mogen, har stjerneondt i hele den øverste del af ryggen, sad i træk i går. SÅ det kostede nattesøvnen og en masse piller - der ikke hjalp YNK YK YNK! Og hvor ofte jamrer Den hætteklædte?
Og som om det ikke skulle være nok, så skal jeg i pauserne fra mit arbejde male havestuens vinduesrammer, som lige nu ser ud som tusindevis af sprosser...puh! jeg har spist en masse piller, men de virker ikke YNK YNK YNK!
narh, angående "pusserpigen", så er alle vist bedst tjent med at hun bare bliver ignoreret, som man lukker ørerne fra et pubetær aflad? hun er jo ikke moden nok til at komme ind under Dronningens "dumsarte bemærkninger"?
nok om det. Det tegner til en vidunderlig dag og weekend! og så får vi bil i dag! har ellers sværget til en ny kæmpe BMW-motorcykel købt sidste år (men mange indkøb kan ikke gøres på MC)
Så nu har jeg besluttet mig for, for ikke at lade mit humør spolere, at lukke ørerne og øjnene for summe kommentarer.
(YNK YNK YNK en lille ekstra gang!)
kikke ind senere, om der skule være en kommentar?

Når pusserpigen bør ignoreres, hvorfor i alverden så bruge både energi og tid på hendes tråd?
Bare en undren fra Pus....;-)))))

her hvor en anden tråd trækkes ind i debatten, så Lotte kan legitimere hvorfor hun har følt sig så personligt truffet af mit indlæg....
Hm..det må vist være debatten med den kønne plante der ydtrykkeligt i sit oplæg bad om alle slags råd...læs den lige igen ;-)
Han er tydeligvis færdig med sin kone, han skriver bla. "Jo, vi har børn. Det er det, der er problemet. Havde vi ikke børn, var jeg smuttet forlængst, Chio Bella... "
Og så er jeg bare af den overbevisning at det skader mere end gavner et barn, at vokse op i så kærlighedsløst et forhold som han så tydeligt beskriver.
Men hvad pokker det har med Lottes problemer med at føle sig truffet, skal man nok være ikke så lidt snørklet for at kunne forstå sammenhængen i!

at jeg følte mig truffet - i spurgte til hvordan det kunne være at jeg gjorde - jeg svarede. Og at du føler det bliver en skævvreden debat fordi jeg svarer ud fra adskillige ting du har skrevet - tja det er jo ikke mit problem.
Grunden til at jeg følte mig truffet af dette indlæg er kort og godt at jeg læser dine indlæg som om du har fundet vejen og fordømmer os der ikke ser gennem dine briller. - Jeg kan jo se og læse mig til flere steder at vi ikke er enige i mange ting - det er jo bare fint ellers var der jo ikke en debat bare en gang rygklapperi...

Og i øvrigt mht. indlægget med den kønne plante - prøv selv lige at læse det igen - manden skriver at hvis han ikke havde børn var han smuttet OG at nu hvor de har børn er det IKKE en løsning. - Han skriver jo så også selv at han ikke kan genkende sig selv i dit indlæg og at han ikke kan bruge dine råd til noget så det var nok bare ikke et indlæg hvor han fik af vide hans kone var en mokke og at hans skulle skride han efterlyste...

Det jeg læser han efterlyser er jo netop metoder /råd til hvordan det kan ændre sig fra et kærlighedsløst forhold - som jeg heller ikke mener folk er tjent med - til et kærlighedsforhold.
At vi 2 læser dit indlæg og hans indlæg forskelligt - det er da selvsagt - vi er ikke samme sted og har ikke samme historier bag os - hvad der rammer mig rammer ikke dig og omvendt - det ville da være trist hvis vi alle skulle have samme mening og opfattelse af alle ting.
Du skrev vel heller ikke indlægget med ideen om at alle ville se tingene på samme måde som dig og derfor automatisk var 110% enige?
Lotte

nej lille pusserpige, det hedder voksen og med livserfaring. Vi kan sgu da ikke gøer for, at du ikke kan overskue mere end ét emne ad gangen? sådan er det når voksne debaterer, så switsher man af og til fra den ene tangent til den anden. Men du vil åbenbart KUN have at vi diskuterer alt ud fra DIN synsvinkel...og så blvier debatten jo meget hurtigt tømt ud og så sidder du som et overset barn. Face it, DIN synsvinkel er fattig.
SHHH! når de voksne snakker!

Hvor fanden bliver marmorkagen af?

det var sgu på tide! du kan da ikke sætte mig til at passe vores voksenoprør helt alene! HA-HA jeg vil også gerne ud i solen!

Det var das utroligt som mine ord kar kunnet provokere de der føler sig kaldet til betegnelsen "voksne"....hm..hører det med til at være voksen at indtage piller for at kunne sove en god nats søvn, så indrømmer jeg at jeg langt fra er voksen. Jeg sover fortræffeligt HVER nat :-)
For at gøre den "konne plante" debat færdig. Så vil jeg lige minde den gode Lotte der føler sig kalet til at være spykoterapeut(....) om at det ikke altid er de svar man selv ønsker og umiddelbart finder brugbare, som er de som rykker og gavner en person i krise.
Manden skrev iøvrigt mange tak op til flere gange for mine råd, så jeg tror vist mre det er Lotte der blev fornærmet end "kønne plante" der umiddelbart ikke kunne bruge mine råd til det han ville! Som jeg læser ham er det ikke for barnets skyld han bliver i et forhold han beskriver som totalt uudholdeligt - det er for hans egen skyld, han vil ikke undvære sit barn. Ja og sådan kan man jo udsætte sine børn for selv det værste indeklima rundt omkring i de små familier, i den tro det gavner dem. Jeg mener det er selvkærlighed og ikke kærlighed til sit barn, at udsætte det for de daglige "råååwen op" og skænderier, som jeg kunne forstå på "kønne plante" hans familieliv gik ud på.
Han skrev meget tankevækkende, citat:"Hvad vil de i grunden,kvinderne, har de en skjult dagsorden og hører indlægget i virkeligheden til under "konspirationsteorier"❓
Kom med nogle interessante (gerne nye) vinkler på dette århundrede gamle spørgsmål. Løber nu, hun råååwer igen..... "
Jeg har svært ved at se nogen nye vinkler i dine indlæg Lotte, udover den gamle sang om ægteskab for enhver pris, også selvom det går ud over børnene, også selvom en af parterne fornedres.
Fordømmende udtalelser mod mig og mine indlæg har du da fint ekseleret med herinde, så man næsten skulle tro jeg havde trådt på en øm ligtorn....

at læse en afbalanceret kvinde tale om emnet her. Det skyldes måske at du har arbejdet med dig selv (læst bøger) og har gennemlevet et forløb, hvor du har turdet tage dit liv i egne hænder. Det er altså bare så inspirerende at læse, så tak for det :-)
Jeg skal bestemt igang med de bøger du henviser til!!
Har også altid været en fan af Dorrit Willumsen, men har ikke læst hendes 9 noveller, så det må jeg nok få gjort en af disse skønne forårsdage - i en liggestol under et skyggefuldt træ med et glas kold hvidvin :-)
Så tak for din inspiration!
Pus

var alt jeg orkede at læse, af dit babyævl. Du lyder præcis som "VRRRÆÆÆÆ JEG VIL HA!!!" ungerne der smider sig i supermarkedet.
Bare lige til din orientering - jeg tager måske en pinex 2 gange om året - og når man når VOKSENALDREN, så bliver man altså lidt mere modtagelig for knubs osv - BØRN (!!!) slår sig fx ikke når de falder!
Jeg har haft gudsjammerligt ondt i ryggen i går, i nat og i dag - og hvis man skal hånes af en møgtøs som dig, fordi man var NØDT TIL at tage 3 pinex for overhovedet at kunne sove, så fortjener du slet ikke at blvie læst! jeg sover nemlig også altid nemt!
Skriv igen - om 10-20 år, når DU ER BLEVET VOKSEN OG KAN SE ANDET END DIG SELV OG DIN EGEN PERFEKTIONISME!
- og hvis du i virkeligheden er 25 eller 30 år, så er dine holdninger bare dét mere pinlige - for dig!

Citat:"så fortjener du slet ikke at blvie læs"
Netop! Men du kan åbenbart ikke dy dig alligevel..;-)

Enten er du for dum til at forstå eller også vil du ikke forstå? Der var en gang et sæt bøger i skolen "læs&forstå". Jeg skrev tydeligt, at jeg kun gad læse 1. afsnit - men dét har du i det mindste fattet, siden du kun skriver 2 linier.
Du gør trods alt fremskridt, lidt har også ret.
Er dét det mest intelligente du kan præstere eller var det formålet med selve din "debat", bare at få en undskyldning for at jorde andre - ?

Hvor læser du at jeg føler mig kaldet til at være psykoterapeut?
Jeg har skrevet at jeg vil uddanne mig til Gestalltterapeut - FOR MIN skyld - ikke for andres. I øvrigt er jeg ikke startet på udd endnu - Og nej jeg bilder mig ikke ind at alt hvad jeg skriver er det rigtige - det er rigtigt for mig - det samme er dine indlæg vel for dig?
Mht. den kønne plante - at vi tolker hans indlæg på 2 forskellige måder - nå ja - så kan han bruge det han kan - jeg blev i øvrigt ikke fornærmet - jeg pointerede at du greb det an fra en vinkel han selv (i min optik) skrev at han ikke så som en mulighed - og at han skrev at du skulle have tak for at bruge tid på ham men at han ikke kunne bruge eller genkende det du skrev. - så hvad - du er fornærmet over at han ikke straks pakker sine ting og går?
Nej jeg mener ikke man skal blive i et dårligt ægteskab for enhver pris! - jeg mener at hvis man har en ide om at man ikke kan gå så må man bruge de værktøjer som der kan være for at ændre situationen. Det er når man så er nået et punkt hvor intet virker og intet hjælper at man må overveje om den partner man har ikke er den rigtige.

Når man "vælger" en partner - så er det en der er på samme følelses mæssige plan som en selv - og en der minder om mor eller far - dette gør at man vil tage alt for mange uløste konflikter med sig ind i det forhold man nu er i.
Hvis en kone konsekvent lægger en skjorte frem til manden hver morgen - så kan han enten syntes at :wau hvor er jeg heldig min kone vil gerne at jeg tager mig ud fra min bedste side eller han kan blive vred og føle at :øv hun vil bestemme...
Hvad kan han gøre ved det - han kan tage konflikten og fortælle hvad det gør ved ham - han kan blive opmærksom på at det hans kone gør er sikkert det samme som hans mor gjorde og at han måske endda i virkeligheden føler sig som et barn der ikke selv kan bestemme når hun gør sådan OG han kan melde ud hvad han vil have
hvor mange ægtefolk er opmærksomme på den slags "små" konflikter der hver dag er - de findes i et utal hvor hun gør noget for han (for at være sød?) og han føler sig behandlet som et barn - eller den anden vej rundt for det sker jo også.
Og er alle disse konflikter ikke bare at vi som mennesker ikke er opmærksomme på hvad vi gør og hvorfor vi gør dem?
Så længe vi ikke kender os selv nok så vil vi ikke tage fat på hvor vores konflikter/mønstre stammer fra og de bliver ikke løst.
Og når du anbefaler at folk går så er det jo fordi du opfattede at det virkede for dig - jeg er blevet og har et forhold i dag som jeg altid gerne ville have og da det så virker for mig så er det klart det er sandheden for mig.
I øvrigt har jeg ingen ligtorne du kan træde på - at jeg argumentere mod dine indlæg er ikke ensbetydende med at jeg føler mig trådt på - det er fordi jeg har en anden mening -- hvis du føler jeg skriver fordømmende udtalelser mod dig og dine indlæg - ja så er det jo dig der her bliver ramt - så må du jo finde ud af hvordan det kan være du føler dig ramt og arbejde med det - lige såvel som jeg må finde ud af hvordan det kan være at jeg føler mig stødt af noget af det du skriver.

At du læser det jeg skriver til den kønne plante lyder som den gamle sang om ægteskab for enhver pris - det kan jeg da ikke gøre noget ved - jeg læser dine indlæg som en sang fra de varme lande om at hvis man ikke lige bliver behandlet som man ønsker så er det selvfølgeligt ens partners skyld og derfor må man søge videre - Det er bare ALDRIG ens egen skyld- eller har jeg misforstået dig helt?
At du ikke læser nye vinkler på mit indlæg til den kønne plante - det er jo heller ikke stilet til dig - du har måske gjort /lugtet til de metoder - han havde ikke ellers ville han vel ikke kigge nærmere på dem. Jeg skriver jo ikke til ham han skal sætte sig med hænderne i skødet og fortsætte den uheldige kurs de har taget - jeg skriver netop at de skal gøre noget andet end det de plejer - og derfor var vinklen ny for ham - man kan nemt stirre sig blind på noget til det er vokset så stort at det fylder hele ens synsfelt.
Jeg har måske lært et par ting der gør at det med at gå det er bare ikke altid løsningen - ved at gå tager du jo stadigt dine mønstre med videre og hvad har så ændret sig - ja du har nok fået en masse vidunderlig sex og når den første forelskelse forsvinder - tja så har du igen en partner der opfører sig som den tidligere - fordi du opfører dig på samme måde.
Hvis man tilgengæld forsøger at lære af hvordan tingene sker så kan man altså vågne op til en helt ny verden hvor det at tage ansvar for sit eget liv bliver noget man nu gør hvor man før bebrejdede alle andre at tingene gik skævt...
Hvis man som bekendt er 2 til et parforhold så er man altså også 2 om skylden og 2 om at pege fingre - og så kan man sidde bagefter og sige det hele var min partners skyld og lige der får man ikke taget ansvar - så da din mand i sin tid var dig utro så var det altså også din skyld på samme måde som det er min skyld at min partner har været det mod mig!
At vi begge har følt os ramt af den andens indlæg - det er jo bare sundt ellers kan man jo ikke lære af dem.
Jeg tager gerne min del af skylden for at vi kolliderede i vores indlæg og opfattelser - jeg vil gerne indrømme at jeg læste dem med mine briller og ikke dine - da det jo er en anelse svært ;0)
Jeg har tilgengæld også lært noget af vores debatteren - at selv om jeg nu har fundet en måde der fungere for mig så er det ikke det samme som at det fungere for andre.
Jeg læser dine indlæg som at du bebrejder din partner (det er aldrig din skyld)- at du på et tidspunkt syntes du havde ret til at have en affære - det havde han jo haft(hævn)
og derved kan jeg ikke se at du tager ansvar for dig - det er det jeg læser mig til ud fra det du har skrevet - om sandheden er sådan - hvad ved jeg jeg kender dig jo ikke ....

Lotte

Nej jeg føler mig ikke ligefrem truffet af dine indlæg, men har mere været desorienteret mht. dine formuleringer omkrind parforholdet. Det virker på mig som du tror alt kan løses ved at "snakke" - du taler i flere indlæg om de behov man skal have tilfredsstillet. Hvilke behov? Det lyder rædsomt i mine ører for at sige det lige ud. Vi har med noget så subtilt som følelser at gøre, så hvad med at prøve at løse konflikterne med følelser - det er ofte den hurtigste genvej til et andet menneske ;-)
Nej vores situation er meget forskellig. Lad mig lige gentage at det var ikke min "mand" der var mig utro - som din mand jo har været det mens i levede sammen. Du skriver : - så da din mand i sin tid var dig utro så var det altså også din skyld på samme måde som det er min skyld at min partner har været det mod mig!" Nej ikke lige det samme her. Havde jeg levet sammen med min mand dengang var det et helt andet problem. Men vi var lige startet et forhold, hvor han så løste en konflikt med mig med at være utro med sin eks. Og jeg gad ikke leve sammen med så vattet en mand, han måtte lære at blive et mandfolk, hvilket han også lærte. Men jeg gad altså ikke lære ham den lektie, som f.eks.du og andre mere moderlige typer godt vil bruge jeres tid på jeres utro mænd. Det er sødt af jer, men så må vi bare håbe på at jeres mænd så skønner på det, og fremover kan holde sig på måtten uden mors hjælp ;-)
Du taler om SKYLD! Hvad du selv finder af skyld i dit eget parforhold kan da ikke straks overførs på andres. Jeg går da ud fra at alle gør deres bedste i et kærlighedsforhold, og mere kan man vel ikke gøre. Men at tale om skyld er en sag for dommere og ikke for kærestefolk. Ja hvorfor blev Brian nu forbryder - det var selvfølgelig også andres skyld, men det var trods alt ham der udførte den forbryderiske handling, og derfor må tage sit fulde ansvar for ugerningen. For mig er det også noget med at respektere andre mennesker som selvstændig frie væsener, og ikke bare som marionetdukker der reagerer uhensigtmæssigt på omgivelsernes pres...
Vi har alle forskellige normer for hvad vi vil finde os i. Mine normer ligger milevidt fra dine - ¨så skal vi ikke bare lade det blive ved det. Vi er da heldigvis forskellige herinde, og så kan vi jo komme med hver vores "gode" råd. Din model med at blive i et uudholdeligt ægteskab (´til andre: læs under krælighedtråden om "den kønne plantes" rædselsfulde hverdag med en kone han ikke har eet eneste godt ord at sige om!)er så ikke min model.
Det er da ikke det samme, som jeg ikke mener man skal prøve at blive sammen, især efter et langt samliv hvor man stadig elsker hinanden. Jeg kan meget bedre forstå+ kvinde 50 hvis mand kun havde et eeneste sidespring - ærlig talt, det skulle være til at komme sig over. Så her vil jeg da også mene at man skal forsøge at redde ægteskabet.
Men længerevarende utroskab som i dit tilfælde, vil jeg tolke som noget dybereliggende end bare en aftens uopmærksomhed og falden for en fristelse. En tung sag må jeg sige, men al ære værd hvis det lykkes for jer at få tillid og kærlighed til at fundere optimalt i jeres ægteskab. Jeg ønsker dig da al held og lykke til med det :-)
PS) Misfortolk mig ikke fra min tråd hvor jeg var bange for at falde i utroskabfælden. Jeg lagde alle mulige scenarier ud, og gennemlevede det ved at skrive mulighederne, og her var undskyldningen med et hævnknald blot en af MANGE muligheder. Læs det jeg skriver som det der står og ikke ud fra dine egne fordomme. Ved det kan være svært, jeg har jo også mine fordomme overfor dine skriverier herind - hvor meget vender sig i mig, fordi det minder mig for meget om min mors og andre kvindeskæbners "forståelse" overfor deres lidet trofaste elskere/mænd).
Bedste hilsner
Pusser

Nej du har ret Dansken, er ikke så overfladisk, som det virker...
Men vi er heller ikke gode til at gå særligt dybt, når det begynder at gøre ondt, når det er de dybere følelser, det handler om, vi mangler redskaber, til at forstå, til at turde tage hul på det der virkeligt batter..
- men vi kan jo altid, tænde for TV'et og udskyde samtalen til imorgen..
Venligst Klaus

Nu kræver lange indlæg jo lange svar og vi er jo begge gode til at skrive vores tanker ud herinde så hvorfor skulle du dog ikke få et lang svar?
Jeg syntes også bare det er fint hvis du ikke føler dig truffet af det jeg skriver. Jeg har da så absolut misforstået din tråd - jeg kan ikke læse tanker og da du skriver at nu vil du lave et hævnknald kan jeg ikke tænke mig til at det er noget du fantasere - derfor så svarer jeg ud fra hvad jeg læser ikke ud fra hvad du tænker når du skriver dine indlæg....
Og lad os bare slå en ting fast - jeg er ikke blevet ud fra moderlige følelser - jeg er ikke blevet fordi jeg var bange for at gå - jeg er blevet fordi jeg elsker ham på trods af at han er et menneske der kan begå fejl.
Jeg har så absolut også en skyld - eller vi kan kalde det et ansvar for at det ikke fungerede for os før - og nej jeg overfører ikke min skyld til dig - jeg fortæller dig at i og med at man er 2 i et parforhold så er man også 2 om at det ikke fungere - dermed har begge parter et ansvar for at utroskab kan finde sted - og det er en svær kamel at sluge for de fleste!

Så jo selvom han ikke var din mand på det tidspunkt så havde i et forhold og derved har du også et ansvar for at det kunne ske.
Det næste er også - hvad er en længerevarende affære og hvad definere om man skal gå eller blive? - ja min kæreste havde en affære der varede 2 mdr. - i disse 2 mdr. så han hende 5 x og de havde sex 1 x. - Vi har været igennem mange samtaler - mange aftener hvor jeg har råbt og tudet og bebrejdet - og på trods af det er han altså blevet selvom han er hamrende konfliktsky - Da jeg bad om at vi gik i terapi - eller rettere krævede det så var det på ingen måde for hans skyld - jeg var så vred at jeg ikke kunne trække vejret.
Hans dårlige samvittighed har helt sikket været en væsentlig årsag til at han ikke gik og så er det sådan MEN en væsentlig ting er at da jeg første gang efter at have opdaget det begyndte at tude og tuede hele aftenen fortalte han mig at han ville ønske han kunne tage alt tilbage for NU kunne han se og mærke at jeg elskede ham.. Ja og hvis en fejl fra hans side gør at vi nu kan være 110% ærlige og tør kvæve hvad vi hele tiden har ønsket i et parforhold hvorfor fanden skulle jeg så straffe både mig selv og ham yderligere?
Mht. den kønne plante - jeg skriver ikke han skal blive uanset hvad - jeg skriver at når han ikke syntes at det at gå er en udvej så må han begynde at tænke anderledes OG finde ud af hvad han selv har ansvar for - du og jeg har KUN hans version af deres forhold - hvem siger han ikke er en modbydelig stodder der er så egocentreret at uanset om konen står på pinde for ham så er han bare ikke tilfreds med noget - det kan vi altså ikke vide ud fra det skrevne.
Og nej folk skal sgu ikke blive uanset hvad - de skal sgu tage ansvar for deres eget liv og dermed sørge for at få det de gerne vil ha skal være i det liv.
De behov jeg taler/skriver om er såmænd alt hvad du har af behov for at føle dig elsket - begæret - ønsket - den mest eftertragtede af alle mennesker.
Hvad nytter det at jeg står på pinde for at vise min kæreste at han er the king - hvis han tolker eller føler at de ting jer gør er for min egen skyld alene eller at jeg simpelthen ikke formår at gøre ting der dækker de behov hos ham - hvis han ikke melder ud hvad han har behov for så kan jeg sgu tænker herfra til juleaften uden at ramme plet en eneste gang.
Problemet med mange (og jeg mener absolut mange ikke alle!!!) er at folk er så skide bange for at stå ved deres behov - hvis alle turde stå ved hvad de ønsker sig af deres partner og ikke brugte så meget tid på at opfylde egne behov hos den anden så ville utroskab % sansynligvis se meget anderledes ud.
Og det næste kan vi blive enige om at der findes forskellige typer for affærer?
i min optik så er der dem hvor den utro på ingen måde angre at have såret en anden eller fortsat gør det - de mener enddog at have ret til at få dækket deres behov hos en anden og påstår endda at de elsker begge kvinder/mænd lige højt - jeg vil påstå at de ikke elsker nogen - heller ikke sig selv.
Så er der de andre som faktisk har en rigtig dårlig smag i munden over hvad de laver og er så fjerne fra sig selv at de ikke for sagt fra over for nogen og i den grad skader sig selv og andre ved ikke at mærke efter - altså dem som faktisk angre at de ikke turde sige fra - hverken overfor kæresten og heller ikke over for den de er utro med.
Mht. til de kvindeskæbner du skriver har forståelse overfor deres lidet trofaste elskere - ligger det ikke bare i ordet at der ikke er troskab fra den kant??
Mht forståelse overfor de mænd der ikke er tro - ja de faldt i utroskabs fælden - lige som du selv var ved og ligesom din dengang kæreste gjorde.
Jeg har jo kunnet læse mig til at du syntes samtaler med din mand finder du kedsommelige og unyttige - hvis i er lykkelige og fuldt ud tilfredse ved ikke at tale sammen - så skal jeg da på ingen måde diktere at nu skal i snakke - det er da ikke noget jeg skal blande mig i.
Når folk skriver om deres frustrationer herinde hvor mange af dem tror du så har det så de IKKE behøver at åbne for en samtale? - hvor mange af dem tror du er tilfredse med det de har❓- nok ikke rigtig nogen af dem ellers skrev de vel ikke - og kunne det så være en måde at arbejde på sit forhold at begynde at snakke og derved tage ansvar for at man ikke er glad og tilfreds.
At min beslutning om at blive hos min kæreste vender sig i dig - nå ja det smiler jeg jo så bare af :0)
Jeg skal ikke forsvare min beslutning overfor dig eller nogen anden.
At du gentagne gange skriver om dine telepatiske evner og at du finder snak kedsommelig ja så kan jeg ryste på hovedet og tænker at du i den grad er bange for at tage den samtale der gør at du kan finde ud af hvordan du kunne være modtagelig overfor en anden mands tilnærmelser - at du er bange for at fortælle din mand hvad du mangler i dette forhold og at du måske endda er bange for at finde ud af at han faktisk også mangler noget - han har jo ihverfald ikke dækket dine behov siden en anden kunne rykke frem og få disse tanker igang hos dig - og så tænker jeg at han måske ikke har det som dig - han er måske ikke så telepatisk at han kan læse dig og dine tanker - og det er så bare min vinkel....
Lotte

Hvad ved du om andres følelser, siden du i den grad kan give dem karakter af mindreværdige? F.eks. skulle de ifølge dig ikke kunne elske (ikke engang sig selv!!) de personer, der praktiserer og siger de elsker to på een og samme tid. Sikke dog en fordomsfuld afvisning af andre menneskers følelser:-(
Så er der den med di mand der åbenbart ikke kunn klare fristelsen/belaststningen hjemme og faldt i den såkaldte "utroskabsfælde". Du sidestiller det med min problemstilling, jamen jeg faldt jo netop IKKE i...måske fordi jeg ikke føler nogen belastning af betydning i mit forhold til min mand, hvad ved jeg. Men når du sidestiller det med min situation er det måske mere de gange din mand var fristet til at hoppe i utroskabsfælden, men ikke gkorde det. Jamen det er så en tilsvarende situation rigtig nok. Men igen jeg faldt jo ikke i som han, så jeg mener det er vidt forskellige situationer vi her taler om.
OG så både taler og snakker jeg skam med min mand hver dag :-)
Om en masse ting, og også vores kærlighedsliv, det har jeg vist aldrig sagt skulle være kedsommeligt har jeg ?
Det jeg skrev var kedsommeligt,er dine gentagne forslag om "SNAK SAMMEN" løsninger!
Jeg tror mere på at følelserne skal stimuleres (end snakkeorganet) når det er følelser mennesker imellem der står på spil. Og nej det er altså ikke fordi jeg er bange for at samtale med min mand, som du pludselig hævder. Det håber jeg da ikke jeg har skrevet, for sådan har jeg det bstemt ikke med ham.
Du mener jeg skulle være bange for at tage samtale skriver du. Hm.... - tror du ikke Angsten for at vise følelser kan iøvrigt godt være årsag til utroskab- tænk lidt over det. Og så har mænd det virkelig svært med at forholde sig til al det snakkeri...det ved vi da godt, så hvorfor dog ikke prøve en vej,der får forholdet til at LEVE, fremfor at tale det ihjel, som jeg føler er din vej til at redde dit ægteskab. Jamen hvis det virker på jer så er det jo ok. Vi har haft et 20 år langt ægteskab UDEN utroskab, og vi bruger meget følelser til at kommunikere med, så jeg vil ud fra egen erfaring klart anbefale den løsningsmodel fremfor din snakkemodel. Din mand svigtede dig efter I var flyttet sammen og havde valgt hinanden - det er immervæk en lidt anden problemstilling end min, så måske derfor vi taler forbi hinanden...
PS)
Ja jeg har stadig et stærkt ægteskab med min soulmate ;-)
Og jeg har ingen som helst problemer med at andre mænd (end min mand) kan virke tiltrækkende på mig, visse så jeg også ku`tænke at bolle med dem, HVIS jeg havde været alene. Regner da med min mand har det på samme måde. Men at være hinanden tro er jo netop IKKE at overskride den grænse,der går mellem at fantasere om sex med en anden, og så falde i fælden og gennemføre det i HANDLING som din mand gjorde det. Jeg går da udfra at der er tankefrihed i de ægteskaber der kommer gennem dit nåleøje mht. at elske hinanden....

angsten for at vise følelser kan være årsag til utroskab - det er jeg faktisk ikke i tvivl om er en væsentlig fakta.
Derfor kan jeg også tillade mig at mene at folk der i flere år kører videre med en affære bag en partners ryg ikke elsker med alt hvad det indebærer. - folk er netop så bange for at vise følelser - bange for at have en holdning der gør den anden går eller bliver vred eller det skaber en konflikt - så hellere gøre noget andet.
Så når jeg skriver at de ikke elsker nogen - heller ikke dem selv så er det baseret på at de jo netop ikke tør stå ved hvem de er og hvad de har behov for - de vil hellere være løgnere og bedragere for at proklamere at de har det lige som de vil have det - hvis jeg skal tro på at folk grundlæggende ikke er onde så kan jeg bare ikke forholde mig til den problematik på andre måder.
De er fuldstændigt ligeglade med at de sårer andre - og det gælder både deres koner/mænd OG den de er utro med - for du vil da ikke fortælle mig at dem der er på sidelinien er glade for situationen? - de VED at der er en anden i elskerens liv - de ved at der bliver løjet for den partner - mon ikke de har tvivl om hvor vidt de altid får sandheden?
Det er jo nok ikke lutter dans på roser uden at man mærker tornene - tror du da det?
I og med at dette er en skreven debat så læser vi ud fra os selv og hvad vi har lært og forsøgt os med - så ja jeg har læst det som om du syntes snak med din mand var det dybt kedsommeligt.
At du har en kontakt med din mand efter 20 år der gør at i kender hinanden¨på en måde der gør meget snak overflødigt - det er sgu da bare fedt - i har jo nok været igennem de snakke hvor der kun var plads til ærlighed eller?
jeg tror bare ikke at folk (incl.) mig selv har taget de snakke - og det er jo så før for vores vedkommene - vi tager dem nu og med stor success - og når vi har kontakten så er der heller ikke behov for de lange snakke - det kræver bare at kontakten er der - ellers går vi og antager at den anden tænker /føler gør noget som den anden ikke gør og det kan altså ikke løses ved ikke at snakke om det for vi kan altså ikke læse tanker nogen af os - og næste gang vi står i samme situation har vi lært af denne gang og så er snak mindre nødvendigt netop fordi vi har taget snakken.

Og det kan vel kun være en god ting at vi ikke er enige om hvorvidt der skal snakkes - så kan vi hver især give råd ud fra hvad vi syntes virker og det giver jo en bredere debat.
Jeg syntes jo heller ikke at det er et særligt brugbart råd at folk bare skal pakke og smutte - ja og så kan de overføre alle de dårlige mønstre de render rundt med til det næste og næste og næste parforhold de starter for de har intet lært af at det de er i nu.
Så det er da bare ok at vi ikke er enige - jeg kan sagtens se at det virkede for dig - og det er da indlysende at det så er din vinkel - det er da fedt at i i dag har et kanon ægteskab og han er din soul mate - tillykke det er flot gået i en verden hvor folk er så bange for at stå ved sig selv at det er nemmere at smutte når der er lidt konflikt :0)

Noget andet mht at snakke - når tingene er gået i hårknude og man mener man har gjort alt - hvad er det så man har gjort - er det daglige knus og kram og kys der virkeligt viser den anden at man vil dem - for mange er det desværre nok ikke - jeg viste da på en million forskellige måder at jeg elskede ham - syntes jeg - det var bare ikke de måder han ville have - han gjorde det samme - vi har været nødt til at klarlægge over for den anden hvilke mønstre der gør at vi reagere som vi gør - og det tror jeg mange er nødt til - hvis det først ser sort ud - så er kys og kram sgu ikke det der står højest på sedlen daglig.
Jeg har ikke noget nåleøje mht at elske hinanden - det er det du læser - det har jeg ikke skrevet - tværtimod så mener jeg jo netop at det at man vil hinanden er en kamp værd - og den kamp indebærer for mig samtaler og forståelse for hinanden.
så ja jeg vil hellere kæmpe for at få den kærlighed jeg fortjener af den mand jeg elsker frem for bare at vende det ryggen på grund af et enkelt fejltrin.
Men ok jeg mener jo også at det at nogle kan tilgive utroskab og blive er en kærligheds erklæring i sig selv - de elsker den anden så højt at de godt kan tilgive at den anden sårede dem - og man kan få en ny forståelse for at der er svigt i et hvert forhold - det er en del af at man er 2 individer med et fælles vi.
jeg syntes det er fremragende at vi har gang i denne tråd - jeg syntes det er fremragende netop fordi at vi hver især så må tænke over hvordan man kan formulere sig på en måde der gør den anden forstår - jeg kan dog også læse at det har vi ikke været særligt gode til - der er mange af de ting du har skrevet jeg har misforstået - og jeg kan læse at sådan er det jo også omvendt. så det kan vi jo øve os på ;0)
Lotte

jeg skriver ikke det er mindreværdige - det er dit udtryk - jeg skriver at de ikke står ved sig selv...og derved elsker man ikke sig selv nok i min optik.-
Så nej jeg syntes faktisk ikke de er mindreværdige - jeg kan se udfra hvor jeg selv og min kæreste står nu at vi ikke elskede os selv nok og det var desværre også en grund til at utroskab kunne finde sted.
hvad jeg har af holdninger og tanker er jo netop baseret på min og vores historie - det samme som dine tanker og holdninger er baseret på din historie.
Jeg tænker såmænd bare at de ikke har lært at elske sig selv og ikke tør stå ved sig selv og det syntes jeg er synd for dem.

I min verden findes der to slags mænd:
Den type, man gerne vil giftes med og have børn med og så den type, man gerne bare vil have lidt sjov med.
Jeg har selv en af hver slags i mit liv...
Min dejlige mand, som jeg har kendt i snart syv år. Han passer perfekt ind i mit liv; han er så god ved mig, som ingen anden før, han er blevet bedste venner med min bror, og er vellidt af hele min familie, (hvilket jo betyder meget). Han er fantastisk med børn, og han skal være far til mine børn.
Så ingen problemer der, bortset fra at jeg måske godt kan være lidt for eventyrlysten ind imellem... Jeg keder mig sgu med alt det småborgerlige og så trænger jeg til noget afveksling.
Til at styre den trang ... har jeg så en elsker.
Han er selv gift og har to børn med konen, og ingen af os har de mindste intentioner om at vi skal andet end bare have det lidt sjovt med hinanden ind i mellem, og naturligvis skal vores respektive ikke vide noget om det, (det ville såre dem og skabe alt for meget ondt - hvad man ikke ved, har man ikke ondt af) men for os giver det os et dejligt afbræk i alle rutinerne uden at det skal påvirke vores dagligdag.
Ja, så kan man sige at vi burde gøre noget ved vores respektive ægteskaber, men for mig fungerer det optimalt at have begge to.
Meget egoistisk af mig, men det fungerer for mig...
Så for at svare på spørgsmålet - hvorfor resignerer man istedet for at gøre noget ved problemet...
fordi man er glad for det man har og ikke vil miste det - men det betyder jo ikke at man ikke har lyst til lidt ekstra....

Jamen så er vi kommet lidt længere her...måske kan min aversion mod al det snakkeri skyldes at jeg har et længerevarende forhold bag mig og vi sådan set har overstået den del snakken omkring vores parforhold....
Men som jeg husker tilbage, så har det ikke været de gange hvor jeg har KRÆVET en snak, som har løst mest. Det har mere været, når den ene satte sig stille hen til den anden og bare tog hånden og følelserne så lige så stille gennemstrømmede os begge. DET viker altså langt mere end nok så mange ord. Der er et sprog mellem elskende, der er unikt og her er snakkeri og diskussion om forholdet altså mere dræbende end livgivende.
Jeg er ellers et ordmenneske - men det som jeg netop elsker ved mit forhold til min mand er at vi har noget andet sammen, end jeg har med så mange andre. Jeg elsker det ordløse rum vi nogle gange befinder os i sammen - kan gå rundt med hver vores gøremål uden vi behøver at småsnakke hele tiden, men hvor vi begge helt bevist nyder den anen bare er der. Det har vi (trods alt) snakket sammen om, at vi godt vil undgå for megen daglig snakkeri om ingenting...
Men vi er måske lidt specielle her. <Jeg har altid haft en stærk FØLELSE for min mand, som jeg stadig kommunikerer med frem for ord. Han kan simpelthen mærke hvor jeg er, og derfor er det også så altafgørende for mig, at jeg er tro mod mig selv. Vores forhold bygger meget på at vi giver udtryk for vores følelser daglig. Vi kan ikke snyde hinanden - og slet ikke med ord!

PS)
citat"Jeg tænker såmænd bare at de ikke har lært at elske sig selv og ikke tør stå ved sig selv og det syntes jeg er synd for dem."
Jeg synes sjældent det er synd for nogen, men mere det er synd for mig selv at jeg skal have det så svært til tider. ;-)
F.eks. med den fristelse jeg havde til at bolle med en ung smækker fyr (der iøvrigt fortsætter med at gå til mig, men nu med nogle andre taktikker....) Det var kun fordi jeg mystificerede det, at spændingen blev holdt i live. Da jeg blev konfronteret med mine egne følelser for min mand (det gjorde jeg da jeg pludselig brugte min energi på den tiltrækning jeg havde til en anden mand) da smuldrede mit grundlag pludseligt og jeg indså hvad jeg kunne miste. Så det blev pludslig afmystificeret, og jeg fik magten over mig selv og mit eget liv tilbage - der er altså en MAGT i mænds begær, som jeg godt kunne tænke mig vi en dag fik men anden debat om. Jeg blev igen "fyldt op" af det som er min basis i mit liv, og pludselig var det ikke så fristende at slikke is, bare fordi jeg tilfældigvis stødte på tilbud om en overlækker og tilsyneladende helt gratis iskage på min vej. Jeg var pludselig blevet mæt igen, bare ved at tænke hele min basis igennem. Der foregår en masse tankemæssigt i mit liv - inbdre samtaler, som jeg sagtens kunne undværte. De tager AL FOR MEGEN TID!

på kærlighed. Så jeg køber din definition, og tror godt det kan lade sig gøre at elske to eller flere samtidigt. Jeg tror det også har noget at gøre med ens personlighed, og hvilke typer mænd man falder for...
Der er dem der kan lide at leve på sletten, så er der dem der vil bestige bjerget og igen dem der ikke kun vil bestige bjerget men også vil IND i bjerget, helt ind og se hvad der gemmer sig i hulen.
Jeg hører nok til den sidste slags. Min mad er bare så spændende, at jeg ikke havde nok i at bestige hans bjerg, jeg søger hele tiden mere og flere oplevelser med ham. Jeg er en type der elsker at fordybe mig, og har det enormt svært i vores underholdningsfikserede samfund.Så måske skal vi søge vores indbyrdes forskellige måder at leve på som et tegn på vi lever i et frit og åbent samfund, hvor vi hver især har mulighed for at indrette os som vi vil.
Jeg kan nok ikke rumme flere end en person, - det er mere end nok til mig med den spændende mand jeg har giftet mig med. Så da jeg har det behov for at fordybe mig vil det tage alt for meget fras mit forhold til ham, hvis jeg samtidig skulle have et forhold til en anden mand. Men jeg tror sagtens det kan lade sig gøre, og man kan elske begge på hver sin måde...
Du skriver ikke noget om din mand. F.eks. hvis han nu gør det samme som dig, det er jo meget tænkeligt, at der så er (vil komme)noget han søger i hans liv han søger at få bekræftet hos en anden kvinde. Vil du stadig føle det samme for ham, hvis du opdagede han havde et tilsvarende udenomsforhold? Og i så fald, ville du kunne føle I stadig havde en fælles base sammen?
Bare nysgerrig omkring hvordan en sådan ordning kan forløbe - og med samme intensitet og fælles tryghed omkring familieprojektet.