Hvornår er et foster et foster?

Hejsa alle
Jeg går i 3. g, og forleden dag snakkede vi om menneskerettighederne i historie. Vi blev delt op i to hold, der skulle være for eller imod dem. Jeg var på "imod-holdet", og da den første artikel hedder, at alle har ret til at leve, blev et af mine argumenter: Hvis man følger menneskerettighederne kan man ikke gå ind for abort. Modargumentet var, at hvis fosteret ikke var et foster, men kun en celledeling, er det vel ikke at slå ihjel.
Så, undskyld den lange historie, men hvornår synes du, at et foster er et foster? Optil hvilken grænse (aldersmæssig på fosteret) synes du, man kan få en abort? Og er du i det hele taget for eller imod?
Jeg er personlig nok imod. Jeg ville i hvert fald aldrig få en selv.
V.H. Marie

medmindre det drejer sig om kvindens helbred.
mange piger bruger abort for deres uansvarlighed.
US Præsident Foster Dulles havde en datter, som de kaldte Miss Foster.

Det er til enhver tid kvindens valg om hun i en situation ønsker abort, og så kan vi andre mene hvad pokker vi vil. I det øjeblik man kan påvise en graviditet er der i min verden tale om et foster. Hvor skulle man ellers trække grænsen: Når man kan se at det ligner et barn, når man kan se hænder, når man kan se ben???? Nej, ved befrugtningen......

Efter undfangelsen er det et foster, imdtil det efter 7. måned betegnes et barn.

Det er et varmt emne du har valgt.
Når et foster/barn kan klare sig uden for livmoderen uden kunstig hjælp. Det er min grænse. Indtil da vægter jeg kvinden og kvindens liv, og psykiske tilstand langt højere.

Barnets hjerte slår i 6. graviditetsuge, så der vil jeg mene grænsen går.

For min skyld kan man slå fostre ihjel lige indtil de er født. Jeg er totalt ligeglad med hvor gamle de er. Stod det til mig, kunne man provokere en abort af et otte måneder gammelt foster, selvom det ville kunne overleve som menneske, hvis det blev taget ud af moderen. Det er ikke det mest populære synspunkt, og heller ikke særlig mantisk. Men jeg kan virkelig ikke se, hvad man skal med flere uønskede børn.
Det er i bund og grund moderen som bestemmer, synes jeg. Herefter er det faderen og lægen/jordemoderens valg om de vil bakke hende op. Alle andre kan efter min mening blande sig udenom. Jeg kan virkelig ikke fatte at abort skal være et stort samfundsmæssigt emne. Jeg mener, at det må folk selv rode med.
Jeg har aldrig gjort en pige gravid (7-9-13). Men jeg kan ikke forestille mig, at det vil ændre mit syn på abort, hvis det kommer dertil en dag. For mig er fostre ikke "rigtige mennesker" endnu. Men jeg ved godt, at jeg ikke ligefrem hører til flertallet med den holdning.
Jg er stor tilhænger af folks ret til selv at vælge abort fra eller til.

Det er så rart at høre at også en mand har det syn på sagen.
Det der overrasker mig er, at de andre jeg har hørt som deler vores synspunkt er mødre.
Man kunne mest forestille sig det var folk som mig der er steriliseret, men nej....
Selvfølgelig skal det så vidt undgås at en kvinde får en sen abort, men hvis hun ønsker en sen abort, har hun så store psykiske problemer og så er det da et krav at hjælpe hende...

Den medicinske def: et befrugtet æg kaldes et embryo indtil og med dets 8. leveuge. Derefter kaldes det et foster.
Personligt synes jeg abort er en ok løsning, hvis man er blevet uønsket gravid. I starten er embyoet bare en klat celler, lidt i stil med en snotklat, så det kan jeg ikke betragte som et barn. Når fosteret når over de 12 uger begynder det at ligne et barn, og så bliver det mere vanskeligt. Et barn vil kunne overleve fra ca 5. måned, og dér går min grænse altså! En abort bør udføres på et stadie hvor barnet ikke kan være levedygtigt udenfor livmoderen. Så jeg synes at de 12 uger er en fin grænse, i den periode burde man have opdaget graviditeten og have besluttet sig for dens fremtid.

hvad er potentielt liv.? er 1 celle potentielt liv? er 2? er kønsceller så osse potentielt liv..?
dvs. når jeg går på gaden og ser en smuk pige, og tænker det kan være der er noget der;) at det er potentielt liv?.. eller er det først i undfangelsesøjeblikket...
ved ikk om i kan følge min point, men alt i alt mener jeg altså ikke et foster er et barn før det er født.. ved det er hårdt sagt, men før det har det vel ingen minder, og ved ikke hvad det går glip af..

hvis en lille pige på 13 år kommer "hjem" og er blevet gravid med en fyr på 17 år. vil det ikke være at ødelægge den piges liv at hun gennemførrer en fødsels. tænk lige på det stakkels barn der aldrig vil havde en "rigtig" mor?.

Hvor svært kan det være?

Du er jo syg i hovdet menneske! Man kan ikke slå et barn ihjel når man er over 12 uger henne! Det er hvad man kalder mord!!

jeg er selv imod abort selv om jeg har fået en selv.
Jeg mener at fra det øjeblik et hjerte slår er det et lille barn og så skal man ikke fjerne det mm der er virkelig gode argumenter for dette.
Jeg var ved nr. 2 til scanning i uge 12 (3d/4d) scanning og der lignede han et menneske.
Så fra 6 uge når fostret "lever" så er det i mine øjne et menneske/foster.

Du har fuldstændig ret.
Har intet at sige andet end du har ret!!

Jeg er lidt begge dele på spørgsmålet om abort, jeg er generelt imod, men kan forstå der er situationer hvor det er mere eller mindre umuligt for kvinder at få det "uønskede" barn eller der er defekter i barnet, eller der er påvist sygdom i barnet.
og så er der dem der bare ikke burde få børn. (her tænker jeg på kvinder der føder børn der skal på afvænning, eller er "handicappet" og ikke i stand til at tage vare på barnet)
Jeg mener at grænsen skulle rykkes til 8. uge, vil helst sige 5. uge, men der er mange kvinder der ikke er klar over at de faktisk er gravide før end 5. til 7. uge, men så skal der også handles hurtigt, for i mine øjne er det også når hjertet slår.
Selv er jeg mor til en datter på 4 [l] hvor sygehuset tilbød mig en abort efter 12. uge!! grundet jeg skulle være alenemor!!🙁
og har fået foretaget en abort i 5. uge med et embryo i venstre æggestok, og selvom det sad der og gjorde ondt og kunne have endt galt, samt at jeg fiktjekket at hjertet ikke slog, så har jeg stadig meget dårlig samvittighed over det- [:*(] - så abort er ikke anbefalingsværdigt.
Og nu er jeg gravid og har lykkeligt båret barnet indtilvidere til 24. uge og håber på at ramme uge 40 også.🙂

Min datter er født i uge 31+5 (sidstnævnet er dage)
og hun skulle have hjælp af en kuvøse og have et tilskud af ilt når hun skulle spise, samt have coffeincitrat for at hun "huskede" at trække vejret.
vil du sige at hun ikke var/er et rigtigt barn?
vil lige stige at selvom hun kom 8 uger og 2 dage for tidlig, så klarer hun sig bedre motorisk og intellektuelt end flere end hendes jævnaldrende, hun bliver 4 i juli og hun cykler uden støttehjul og har gjort det i 2 mdr.
kan du stå inde for at hun - en blandt mange - ikke er et rigtigt barn, har hun ikke ret til at leve fordi hun fik hjælp til at leve den første måned i hendes liv??

Jeg er født op opvokset de første 7 år af mit liv i en lille polsk og meget katolsk by.
Jeg har slev været meget fondematalistisk katolsk (hjernevasket). det betyder jeg jeg self uden nermer tanker var imod abort, lige siden jeg lærte at tænke for mig selv.
Da jeg var 17 blev jeg gravid. Jeg boede alene i en sølle lejelighed på Nørrebro. Jeg var fik støtte af kommunnen. Jeg gik ikke i skole eller havde noget job. jeg havde selvmordstanker. Og var kort sagt et meget ustabilt menneske.
Men nu skulle jeg være mor? eller hvad? Nu blev jeg virklig i tvivl. jeg havde en fast kæreste (som jeg stadig er sammen med i dag)og han synest ikke at vi var klar til at være forældre. Vi havde ikke noget at byde barnet. Jeg kunne godt se det fra den side, men en anden side mente at når man bliver gravid tager man ansvar for sine handlinger og får det bedste ud af det.
Men var det overhovedet et ansvar vi sku tag? for vi havde ikke været uansvarlige. Det var da ikke en konsekvens vi sku tage. Når jeg lige siden jeg har været 14 fået at vide at jeg ikke kan blive gravid.Sidst jeg fik det bekræftet var måneder før jeg blev gravid. Jeg troede ikke det var muligt, og havde instillet mig på et liv uden at få børn nogensinde. det havde jeg accepteret.
Og pludselig led jeg af kvalme, træthed, humørsvingninger (alle graviditets symptomerne) Folk sagde til mig at jeg var gravid, men jeg var sikker på at det ikke var muligt. Efter at have været syg i 2 uger og taget utrolig meget på på den nederste del af maven, begyndte jeg at tvivle på min manglende evne på at få børn, så jeg tog en test. Den var posetiv? det kunne jeg ikke tro. jeg troede det var en fejl og lavede en tid hos lægen for at få det bekræftet.
Men sådan var det ikke. Da jeg kom til lægen fandt jeg ud af at jeg var gravid. Og ikke nok med det. Jeg var 4 uger og 5 dage henne! det var et chok for mig. Jeg belev så forvirret. Min læge sagde bare: tag det troligt jeg ringer og laver en abort tid til dig op Hospitalet. Jeg sagde okay og tog hjem. Det var under strejken sidste år så der var lang tid til min tid på hospitalet. jeg gik hjemme og begyndte at føle mig gravid. kort tid før abort dagen blev jeg virklig i tvivl og kom til samtale på hospitalet. De fviste fuldstændig min tvivl og gav hormonerne skylden. de sagde jeg bliver lettet når det hele er forbi.
jeg gik hjem og tænktepå at mion mor var 16 da hun fik sit første barn og jeg betrægtede hende ikke som en mor, kun biologisk set. Hun har aldrig været der for mig og indrømmede på daglig basis at hun ikke skulle have haft mig. jeg skulle ha været død o.s.v. jeg løb hjemmefra som 14 og føølte jeg ikke fortjente dette liv. Hun var skyld i mine selvkomplekser og selvmordstanker.
Så tænkte jeg på min søster der fik sit første barn os som 16 årig. Barbet blev tvansfjernet og hun er på stoffer.
Jeg ville ikke følge familie traditionen! jeg ville bryde min sociale arv! jeg havde intet at byde et barn. Heller få det fjernet nu hnor det ikke har en velfungerende hjerne og følser der kan sorgeres. Kun mig ville det gøre ondt på nu, ikke forsteret.
Den 7. maj 2008 kl 11 blev jeg kørt ind til abort. 11 uger og 6 dage hende (lige før abort grænsen. 12 uger)Da jeg kom ud var jeg i chok. Jeg følte mig tom indeni og faldt i en frøklig depration. Jeg mistede mine sidste venner og familie i polen fordi de mente jeg var morder!
Jeg var helt alene i verden. ingen venner ingen familie. Kun en kæreste der ikke helt vidste hvordean han skulle gøre det letter for mig. han tog det jo ik nær så tungt som mig.
men han støttede mig. Han kom hjem til mig hver dag efter arbejde. Og selvom jeg skreg han slulle lade mig være og bare ville ligge alene under dynen. Så sad han der unde i stuen og ventede på mig indtil jeg var klar til ham og verden. Endelig kom jeg ud og han gik det igenem sammen med mig. Jeg Gik til psykolog og grad konstant i 2 måneder.
Så accepterede jeg at barnet var væk og at det nok var bedst sådan. Jeg tog mig sammen og startede i 10. klasse. jeg tænkte at jeg ville få styr på mit liv. Jeg tog mig sammen.Jeg ville have en fremtid. en uddannelse, en karierer så jeg en skønn dag kan få mit ønske barn i mit ønske liv. Og byde det barn det bedste. jeg er nu lige blevet færdig med 10. og er kommet ind på mit ønske gymnasie. Jeg er flyttets sammen meedmin kærste og vi har fået eg godt solidt forhold.
Jeg vil ikke råde nogen til at få en abort. men det var mit wake up call. Nu køre det for mig, og jeg fortryder ikke længere. Når jeg er færdig med gymnasium skal jeg på universitetet og studere polsk for at blive Dansk-Polsk tolk. Om 7 år er jeg færdig med det. Der er jeg de 25. hvis jeg stadig er sammen med min kæreste der og stadig mener han er den eneste ene. Så vil jeg giftes med ham og så kan vi snakke om børn efter det. Så jeg for alvor kan bryde min sociale arv og få en dejlig kernefamilie op at køre. det ville jeg ikke have fået hvis jeg fik barnet dengang. Jeg ville være en stresset uansvarlig dum teenage mor, der ikke ville kunne byde barnet noget som helst godt.
jeg mener ikke at arbort er en god løsning. Jeg er verken for eller imod. Jeg mener at det er et valg de 2 ansvarlige skal tage (ham og hende der er blevet gravide sammen)
Jeg synes at det er en dårlig start på eet barns liv at forældrene har tvunget sig klar til det barn. I fleste tilfælde ender det ikke særlig godt.
Mit råd er: Tag ansvar før det er nødvendigt. Er du ikke klar til at have barn så sørg for at det ikke bliver nødvendigt at tage stilling til en abort. Beskyt dig selv. Brug altid prævension, os hvis du har fået at vide at du ikke kan få børn. Jeg fandt ud af på den hårde måde at jeg godt kan få børn. Det var en god nyhed på en dårlig måde. Jeg har en p-stav i dag og tager graviditets test hver 3 måned. Og pluds jeg er opmærksom på mig selv. Hvis jeg er syg. fejler noget der kunne ligne graviditets symptomer, så tager jeg til lægen. Jeg kan nemlig ikke regne med min syklus. Da min minstration er meeeeget urelmæssig, det gøre mig lidt eksre parnoid. (HUSK) Man kan aldrig være for sikker. Men hvis "uheldet" er ude, og man bliver gravid. Pres dig ikke indtil at blive forældre, være fornuftig. Hvis det kan passe ind i dit liv og du føler dig klar, fint. Behold barnet om du så er ung. Det er ikke alderen der definere hvornår man er klar. Jeg har en nær veinde der blev gravid samtidig med mig, og er på alder med mig. Hun bliver snart 19 og har en lille søn på snart 1 år. Hun bor sammen med sin kæreste som hun har været sammen med i 4 år. Hun er hjemmegående husmor og han er hårdarbejdene mand. de har bevidst valgt det liv. Det passer dem og de er tilfredes med det. jeg mener barnet er i sikere hænder.