Hvornår var de berømte 70 år?
Bibelen fortæller om 70 år, hvor nationerne skulle være underlagt det nybabyloniske rige. Vi taler her om en del af historien, som er veldokumenteret også fra andre kilder end Bibelen, så det er ret let at sætte årstal på, finde baggrunde osv.
År 609 fvt. De 70 år begynder: I år 609 fvt var storriget Assyrien på hælene. Det nybabyloniske rige havde skridt for skridt indskrænket Assyriens magt og indflydelse mod øst i en grad, så det assyriske rige nu var presset op imod egyptiske interesser (herunder Judæa/Israel). Assyrerne holdt desperat fast i deres sidste fæstning, Harran i det Sydlige Tyrkiet. Men i år 609 fvt indtog babylonerne Harran og det tidligere så mægtige assyriske rige var faldet.
Dermed var babylonerne direkte i Egyptisk interessesfære og egypterne havde da også uden succes forsøgt at hjælpe assyrerne i Harran. Dermed begyndte et tilbagetog for den mindre egyptiske hærenhed, som på vejen "hjem" var nødt til at passere den jødiske Megiddo fæstning ved Karmel bjerget. Det var mere end jøderne kunne "tåle", så i en håbløs militæraktion sendte de kampenheder ud mod Egypterne, men blev meget naturligt slagtet. Bibelen skriver herom:
2. Kongebog 23:28-30
Svaret var forøvrigt, at nu var det slut med at sørgefaste i den 5. og 7. måned. Herren ville igen anerkende Jerusalem som sin by (8:3). Landet skulle ikke længere ligge øde (7:14). Hermed sluttede den anden 70 års periode.
Sekten Jehovas vidner tror de 2 70 års perioder er sammenfaldende. Men det er noget vrøvl: Den første 70 års periode begyndte med Josias' død da det assyriske rige faldt ved Harran i år 609 fvt og sluttede da kong Kyros' besejrede det babylonske rige i 539 fvt. Denne periode beskrives i Bibelen korrekt som en periode, hvor nationerne var underlagt Babylon og var i fangenskab i Babylon, men ikke på noget tidspunkt siger Bibelen, at jøderne skulle være i fangenskab i Babylon eller være underlagt Babylon i 70 år. Det er noget jehovas vidner digter, sådan som de så ofte digter angående Bibelen.
Den anden 70-års periode begyndte da Jerusalem blev ødelagt i den 5. måned år 587 fvt. To måneder senere dræbtes også den nye vasalkonge, Gedalja. Begge dele blev mindet med en sørgefaste i den 5. og den 7. måned. Denne tradition sluttede først 70 år senere da templet og Jerusalem var ved at være nogenlunde genopbygget. Denne 70-års periode omtales i Bibelen som 70 års sabbat, som 70 år hvor Herren ikke var med Jerusalem og som 70 år, hvor landet lå øde. Da perioden blev afsluttet 70 år senere (i år 518 fvt) skete det tilsvarende med ord om, at nu var de 70 års vrede afsluttet, man skulle ikke ikke længere sørgefaste i den 5. og den 7. måned, Jerusalem var igen Herrens by osv.
Bibelen blander ikke de to 70 års perioder sammen. MEn det gør sekten jehovas vidner. Forsøget nærmer sig det latterlige, når de påstår Jerusalem blev ødelagt 20 år før det rent faktisk skete, ligesom de spekulerer i at der må findes en eller anden ukendt babylonsk konge som regerede i det "hul" på 20 år deres vanvittige spekulationer har skabt.
Men sekten er "bundet" og tvunget til at benægte virkeligheden, for de har bygget hele deres 1914 pjat op omkring årstallet 607 fvt for Jerusalems ødelæggelse. Så er det jo lidt ærgerligt når beviserne jober sig op om, at Jerusalem umuligt kan være blevet ødelagt i 607 fvt - det skete først 20 år senere.
Forskellen på en sekt og en kirke er naturligvis, at opdager en kirke sådan en "fejl", jamen så konkuderer man, at ens beregning åbenbart var forkert. Men jehovas vidner har febrilsk holdt fat i deres 1914 fis, for sådan gør en sekt. Man kan modbevise deres 1914 beregninger på et hav af måder (eksempelvis troede de oprindeligt harmageddon ville starte i 1914), men i sekten nægter man at se virkeligheden i øjnene. Kollektiv virkelighedsfornægtelse er naturligvis en egenskab der karakteriserer sekter, så vi må konstatere, at jehovas vidner stadig er en sekt og nok vil vedblive at være det i mange år endnu.
År 609 fvt. De 70 år begynder: I år 609 fvt var storriget Assyrien på hælene. Det nybabyloniske rige havde skridt for skridt indskrænket Assyriens magt og indflydelse mod øst i en grad, så det assyriske rige nu var presset op imod egyptiske interesser (herunder Judæa/Israel). Assyrerne holdt desperat fast i deres sidste fæstning, Harran i det Sydlige Tyrkiet. Men i år 609 fvt indtog babylonerne Harran og det tidligere så mægtige assyriske rige var faldet.
Dermed var babylonerne direkte i Egyptisk interessesfære og egypterne havde da også uden succes forsøgt at hjælpe assyrerne i Harran. Dermed begyndte et tilbagetog for den mindre egyptiske hærenhed, som på vejen "hjem" var nødt til at passere den jødiske Megiddo fæstning ved Karmel bjerget. Det var mere end jøderne kunne "tåle", så i en håbløs militæraktion sendte de kampenheder ud mod Egypterne, men blev meget naturligt slagtet. Bibelen skriver herom:
2. Kongebog 23:28-30
Hvad der ellers er at fortælle om Josija, alt hvad han gjorde, står jo i Judas Kongers Krønike. På hans tid drog egypterkongen Farao Neko op mod assyrerkongen ved Eufratfloden. Kong Josija rykkede ud imod Neko, men Neko dræbte ham ved Megiddo, så snart han så ham. Josijas folk førte på en vogn hans lig fra Megiddo og bragte ham til Jerusalem, hvor de lagde ham i graven. Storbønderne tog Josijas søn Joakaz, salvede ham og gjorde ham til konge efter hans far.[/quote]
På trods af, at der var tale om en håbløs militær disposition fra jødernes side, kritiserer Bibelen den tydeligvis ikke. Det skyldes, at kong Josija var en god konge ifølge Bibelen, som udryddede afgudsdyrkelse og indførte den rette gudsdyrkelse ved den såkaldte "Josias reform", hvor Jahve-dyrkelsen startede (påny).
Men med slaget ved Harran faldt det assyriske rige og nationerne var under Babylon i de næste 70 år indtil kong Kyros nedkæmpede det babylonske rige i år 539 fvt.
DET VAR DEN ENE 70 ÅRS PERIODE, hvor nationerne i det tidligere assyriske rige trællede i/for Babylon
År 598 fvt. De første jøder føres i fangenskab Det er der ingen grund til at tærske langhalm på. Men på dette tidspunkt blev byen økonomisk, politisk og militært "ribbet".
År 587 fvt. Jerusalem ødelægges: I år 587 fvt ødelagde babylonerne Jerusalem, stort set til grunden (de brændte byen ned). Bibelen skriver om hændelsen:
2. Kongebog 25:8-12
[quote]På den syvende dag i den femte måned, det var i babylonerkongen Nebukadnesars nittende regeringsår, kom babylonerkongens tjener Nebuzar'adan, chefen for livvagten, til Jerusalem. Han stak ild på Herrens tempel og på kongens palads, og alle huse i Jerusalem, også dem der tilhørte rigmændene, brændte han ned. Murene rundt om Jerusalem blev revet ned af kaldæernes hær, som chefen for livvagten havde med sig. Chefen for livvagten, Nebuzar'adan, førte dem, der var tilbage i byen, og overløberne, som var gået over til babylonerkongen, og resten af folket i eksil. Kun nogle af de fattigste i landet lod han blive tilbage til at arbejde i vingårdene og på markerne.[/quote]
"Overløberne" havde jo nok gennemskuet den håbløse militære og politiske position byen befandt sig i. Siden Josias død var landet blevet holdt i et jerngreb af babylonerne og alligevel forsøgte man et håbløst oprør. Bemærk, at det var i den femte måned byen blev ødelagt. 2 måneder senere blev den nye vassalkonge, Gedalja, dræbt (se vers 25 i det sidst citerede kapitel). Disse to hændelser gjorde afgørende indtryk på jøderne og de sørgefastede på grund af dem de efterfølgende 70 år, indtil Jerusalem igen var genopbygget i år 518 fvt og Herrens vrede sluttede (Se Zakarias' Bog 7:5).
Med denne hændelse startede 70 år, hvor jødernes land skulle ligge øde:
2. Krønikebog 36:21
[quote]Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år.[/quote]
Hermed begyndte den anden 70 års periode - de 70 år Jerusalem var ødelagt, de 70 års sabbatserstatning og de 70 år, hvor landet lå øde
År 539 fvt. Det babylonske rige nedkæmpes af kong Kyros'. Dermed sluttede den første 70 års periode fra 609-539 fvt Også jøderne kunne vende hjem, selvom de jo ikke havde været fanger alle 70 år, hvor nationerne havde været fanger i Babylon. Men der stod jo heller ikke, at jøderne skulle være fanger i 70 år, i modsætning til hvad jehovas vidner tror.
År 518 fvt. De 70 sabbatår slutter I år 518 fvt spurgte Zakarias' om man stadig skulle sørgefaste i den 5. og 7. måned (underforstået: I minde om Jerusalems ødelæggelse, samt Gedalja's død i den 5. og 7. måned 70 år tidligere)? Man kan se spørgsmålet her:
Zakarias' Bog 7:1-3
[quote]I kong Dareios' fjerde regeringsår kom Herrens ord til Zakarias den fjerde dag i den niende måned, kislev. Betel-Sareser og Regem-Melek og deres folk havde sendt bud for at formilde Herren. De havde spurgt præsterne i Hærskarers Herres tempel og profeterne: »Skal jeg græde og være afholdende i den femte måned, sådan som jeg har gjort det så mange år?«
Svaret var forøvrigt, at nu var det slut med at sørgefaste i den 5. og 7. måned. Herren ville igen anerkende Jerusalem som sin by (8:3). Landet skulle ikke længere ligge øde (7:14). Hermed sluttede den anden 70 års periode.
Sekten Jehovas vidner tror de 2 70 års perioder er sammenfaldende. Men det er noget vrøvl: Den første 70 års periode begyndte med Josias' død da det assyriske rige faldt ved Harran i år 609 fvt og sluttede da kong Kyros' besejrede det babylonske rige i 539 fvt. Denne periode beskrives i Bibelen korrekt som en periode, hvor nationerne var underlagt Babylon og var i fangenskab i Babylon, men ikke på noget tidspunkt siger Bibelen, at jøderne skulle være i fangenskab i Babylon eller være underlagt Babylon i 70 år. Det er noget jehovas vidner digter, sådan som de så ofte digter angående Bibelen.
Den anden 70-års periode begyndte da Jerusalem blev ødelagt i den 5. måned år 587 fvt. To måneder senere dræbtes også den nye vasalkonge, Gedalja. Begge dele blev mindet med en sørgefaste i den 5. og den 7. måned. Denne tradition sluttede først 70 år senere da templet og Jerusalem var ved at være nogenlunde genopbygget. Denne 70-års periode omtales i Bibelen som 70 års sabbat, som 70 år hvor Herren ikke var med Jerusalem og som 70 år, hvor landet lå øde. Da perioden blev afsluttet 70 år senere (i år 518 fvt) skete det tilsvarende med ord om, at nu var de 70 års vrede afsluttet, man skulle ikke ikke længere sørgefaste i den 5. og den 7. måned, Jerusalem var igen Herrens by osv.
Bibelen blander ikke de to 70 års perioder sammen. MEn det gør sekten jehovas vidner. Forsøget nærmer sig det latterlige, når de påstår Jerusalem blev ødelagt 20 år før det rent faktisk skete, ligesom de spekulerer i at der må findes en eller anden ukendt babylonsk konge som regerede i det "hul" på 20 år deres vanvittige spekulationer har skabt.
Men sekten er "bundet" og tvunget til at benægte virkeligheden, for de har bygget hele deres 1914 pjat op omkring årstallet 607 fvt for Jerusalems ødelæggelse. Så er det jo lidt ærgerligt når beviserne jober sig op om, at Jerusalem umuligt kan være blevet ødelagt i 607 fvt - det skete først 20 år senere.
Forskellen på en sekt og en kirke er naturligvis, at opdager en kirke sådan en "fejl", jamen så konkuderer man, at ens beregning åbenbart var forkert. Men jehovas vidner har febrilsk holdt fat i deres 1914 fis, for sådan gør en sekt. Man kan modbevise deres 1914 beregninger på et hav af måder (eksempelvis troede de oprindeligt harmageddon ville starte i 1914), men i sekten nægter man at se virkeligheden i øjnene. Kollektiv virkelighedsfornægtelse er naturligvis en egenskab der karakteriserer sekter, så vi må konstatere, at jehovas vidner stadig er en sekt og nok vil vedblive at være det i mange år endnu.