Hykleri

Debatten om utroskab er noget af det mest hykleriske jeg nogensinde har oplevet. Jeg er helt med på at mange mennesker i parforhold lider af sygelig jalousi og at jalousi gør blind, men SÅ blind, det er næsten ikke til at holde ud.
Basalt set er mennesker nogle skabninger (pattedyr), der igennem fænomenet intiligens, har udviklet en lang række kulturer med forskellige værdier, normer og regler. I gamle dages Grønland blev rejsende inviteret til at gøre fangernes kone eller datter gravid, så indavlen ikke lagde samfundet ned. Her på debatten bliver flirt, sms'er og strejfkys kriminaliseret! Jeg undres. Hvad er det der foregår? Er vi ved at udvikle rendyrkede ejerfornemmelser i vores parforhold og er vielsesattester ved at udvikle sig til ejendomsskøder og kontrakter?
Hvad er det præcis vi får ud af i dén grad at lægge bånd på hinanden og hinandens handlerum? Hvad opnår DU ved at kriminalisere at DIN kæreste har en holdning til et andet menneske, der giver ham lyst til at give et kram, et kys eller sove sammen med det? Er der en generel tro på, at eksisterende forhold bliver bedre, tættere og mere respektfulde, og at forelskelsen i forholdet styrkes og stiger, jo flere forbud og forhindringer der lægges i vejen for den personlige frihed? I øvrigt en frihed vi har kæmpet for i århundreder og som i dag er grundlovsfæstet. Der ER altså et problem.
Min parole er, at min frihed kun begrænses af andres ret til samme frihed.
Og det må alt andet gælde, at den inspiration vi får som mennesker, det være sig i form af ros, flirt, kys, kram, sex osv, i et ÅBENT og LIGEVÆRDIGT forhold, er fantastisk givende, også når den er hentet udenfor forholdet. Kan forholdet ikke bære det, er der i mine øjne tale om et knudet og fastlåst forhold, hvis fremtid i forvejen er ret usikker.
Jeg tror derfor, at debatten langt hen ad vejen meget mere handler om opretholdelse af stabilitet, anseelse, besiddertrang og beskyttelse af en skrøbelig og snærende tryghed.
massage-@sol.dk

Mange her på debatten har udbasuneret hvor frygtelig jaloux de er, der er ligefrem nogen der mener at jo mere jaloux de er jo mere elsker de deres kæreste, men intet et jo mer forkert, jalousi har intet med elskov eller kærlighed at gøre, der er en sygelig besiddertrang, som sandsynligvis udspringer af at vedkommende er meget usikker på sig selv og sikkert lider af nogle gevaldige mindreværds komplekser.

Jeg håber jeg misforstod det sidste i dit indlæg....du mener da forhåbentlig ikke at det skulle være givende for et forhold hvis ens partner går i seng med andre end den person de nu har valgt at indgå i et forhold med??
Ja nogle mennesker kan godt leve med sådan et forhold men så skal det da være aftalt. Jeg vil da på ingen måde finde mig i at min kæreste dyrker sex med andre end mig, og det synes jeg ikke gør mig besidderisk for jeg ville heller ikke søge den intimitet hos andre. Måske misforstod jeg dig, men nu har jeg da givet min mening.

Hej Charlotte,
Nej, du misforstod mig egentlig ikke, men jeg forudsætter at der er tale om et åbent forhold hvor, som du skriver, det netop er aftalt, at det kan man godt.
Jeg mener faktisk at det er en nødvendig del af et forhold, at man taler om og aftaler hvad man hver i sær forventer og kan leve med for at forholdet skal lykkes. Og her aftaler nogen at det er ok at dyrke sex udenom forholdet, mens andre aftaler at det må man ikke. Begge dele er fint med mig, i mit eget forhold er det den første aftale der gælder.
Problemet er, tror jeg, at det er langt flertallet af forhold der IKKE aftaler noget som helst, men blot lader sig føre med af den vej den oprindelige forelskelse nu sendte dem afsted i. Så ændrer vi lidt på os selv og hinanden, vi får nye kollegaer, møder nye mennesker osv, men forholder ikke SAMMEN forholdet til disse ændringer. Og så har vi pludselig hver sin opfattelse af ret og rimeligt og nedturen står næsten uundgåeligt på lur.
KH
massage-@sol.dk

Du udtrykker meget præcist, hvad jeg mener om jalousi, Peter, det kan ikke skriges højt nok.
Jalousi bunder i mindreværdskomplekser og uligehed i forholdet, derfor er forhold hvor jalousi er indblandet meget usikre. Det er noget pladder at påstå at en person skal være smigret over at vedkommendes partner er meget jaloux!
Det er derimod et STÆRKT tegn på, at denne partner har mindreværdskomplekser og ser mange konkurrenter/"fjender", som er ham/hende overlegne i "konkurrencen" om kæresten, og dermed et STÆRKT tegn på at forholdet ikke er ligeværdigt, men derimod usikkert og skrøbeligt.

.... det handler så meget om jalouisi, som om det at ville bevare noget godt !!!
Det kræver selvfølgelig at man selv gør en indsats, og ikke bare tager det andet menneske for givet ...... - men min parole er:
Der er vel ikke noget forkert i at elske et andet menneske, er der❓Der er vel ikke noget forkert i ikke at ville dele sin elskede med andre, er der ?
Det er jo ikke ensbetydende med at man er jalous !!!

Nej, det kan jeg heller ikke se der er noget galt i. Blot det bunder i en gensidig enighed om, at det skal være sådan. Problemet er nok, at meget få bruger tid på at drøfte den slags, så der opstår ulighed i de gensidige forventninger. (Se også mit indlæg med overskriften "Næh".
massage-@sol.dk

Jeg vil komplimentere dit velskrevne og letforståelige indlæg.
Jeg har været ivrig debattør i mange af de "omtalte emner" også fået nogen på hattepullen for mine meninger, som er præcist som dine.
Jeg er en moden kvinde 50+, og det har virkelig chorkeret mig, at unge mennesker er så skinsyge og besidderriske og begrænser hinanden i den grad, at de hver især går rundt i verden som halve mennesker..jeg undres over at der bliver brugt sååå meget energi på at kontrollere hinanden.
Jeg har selv en friere og mere tolerant indstilling til parforhold, og har altid haft det...men det var ikke velset i dabatten, så jeg måtte finde mig i at blive kaldt "so og luder"...så dit indlæg er kærkomment :
Vh..Piat

Hejsa,
Jeg synes det er helt fint, hvis man er til åbne forhold. Men hvis man nu ikke er til et åbent forhold og man ikke har aftalt at sidespring er i orden, så er det ret tarveligt at hoppe ved siden af. Det er ret ufedt at være den eneste som overholder en aftale.
Man kan kalde det besidderisk og skinsygt at insistere på troskab, men så kan man da bare sige at man vil have et åbent forhold.

Jeg er helt måløs.
Det er efter min opfattelse et meget firkantet og snæversynetindlæg. Hvad du giver udtryk for er ikke noget jeg vil vade i, da holdeingerne ikke er til at tage fejl af.
Når du en dag finder en rigtig sød pige finder du mange følelser som du efter min opfattelse ikke har følt endnu.
Det er et frit land vi lever i. Så skulle dig og din evt kæreste kunne leve sådan, er det ikke noget der kan få mig til at blive forarget.
Jeg ved dog at jeg ønsker et forhold som er bygget på tillid og nærhed. Der er ingen bedre fornemmelse end at føle sig elsket af en anden person og føle sig som noget helt specielt for den.
Held og lykke til dig og din livsstil.

Ja, vel er det ufedt at blive snydt. Især hvis man HAR en aftale, men det er præcis det der som oftest mangler. Forholdet er begyndt med hed elskov og ingen spilleregler bliver nogensinde bragt på banen. "Vi ved jo hvor vi har hinanden". Så er det bare lige spørgsmålet om nogen med rette kan føle sig snydt, når aftalerne er baseret på hvad vi hver i sær går rundt og tænker, men det aldrig er blevet sagt.
Personligt vil jeg aldrig love nogen at noget som helst varer evigt. Lænker kan bruges mere opfindsomt!

Hej og tak for dit indlæg.
Uden at ville fornærme dig (for det er jo heldigvis et frit land) vil jeg sige, at vi har to meget forskellige opfattelser af hvad snæversynetheder. Jeg er bange for at glorien hos mange mennesker er faldet lidt ned og pludselig udgør deres horisont.
Jeg kan oplyse dig om, at jeg er SÆRDELES LYKKELIG gift, har to børn og et dejligt liv sammen med dem. Jeg fjoller ikke rundt og laver sidespring i en lind strøm, men ja, det er sket og det vil formentlig ske igen. Og min søde, dejlige og smukke kæreste har det på helt samme måde.
Der mangler hverken tillid, nærhed eller kærlighed. Til gengæld mangler der heller ikke ærlighed, frihed eller åbenhed, og den forelskelse som så mange oplever ebber ud når der er gået nogen tid, stortrives hos os.
Jeg vil nødig tale om livsstil; nærmere om at tage konsekvensen af virkeligheden som for os begge rummer utrolig mange dejlige og søde mennesker, der er født nysgerrige og ofte udfordrer denne medføte egenskab.
Og børnene, vil mange sikkert spørge. De må, når tid kommer, danne deres egne værdier, normer og idealer. Vi introducerer dem ikke til vores intimsfære, men vi forsøger at fortælle dem at verden er mangfoldig og at den må udforskes. Vel at mærke med respekt for andres ret til samme frihed som den de selv forventer at møde.
massage-

Hej Piat,
Tak til dig. Ja, blive sat i bås kan man hurtigt blive herinde, men jeg syns det netop er det vigtige, at kan på trods af råb, skrig og ukvemsord, stadig kan deltage i debatten og være sig selv og sine meningers mod nærmest. Hold fast i det.
KH
massage-

Det er godt at i har det godt sammen. Det er det vigtigste. Jeg vil selvfølgelig også ønske jer det bedste frem over.
Men pas nu på ikke at såre hinanden. (Det bliver jeg nødt til at få med) :)

Jalousien er ofte den der dræber kærligheden.
Blot for at blive i din terminologi.
Du har ret på nogle punkter, men for mig også uret på nogle.
Desværre er det blevet sådan at ordet jalousi er et af vore moderne FY-ord der samtidig bliver brugt som undskyldning for at dunke sin kæreste/partner i hovedet eller gå fra samme. Hvis vi kunne gradbøje ordet en gang i mellem, så tror jeg meget ville være vundet.
Jalousi er en følelse vi alle har i større eller mindre grad. Hvordan vi så magter at tacle denne følelse er meget forskelligt. Nogle bliver kede af det og græder - andre bliver rasende og råber op. Lige som det forholder sig med mange andre følelser vi er i besiddelse af.
Jeg ved af erfaring at jeg ikke er særlig jaloux anlagt, og sagtens kan acceptere at min partner lever et frit liv - vi er f eks aktive swingere med stor fornøjelse. Det der for mig kan forårsage et rasende udbrud er når han lyver om sine hop ved siden af - og jeg finder ud af det tilfældigt.....Så bliver jeg s.. rasende og er i de situationer blevet beskyldt for at være jaloux...Det har for mig ikke noget med jalousi at gøre - men med skuffelse over at være blevet snydt og bedraget af den man holder af, hvilket er en HELT anden sag.
Måske er det det mange af indlæggene dybest set handler om når vi taler om utroskab og jalousi???
Måske er det faktisk ikke jalousi men følelse af afmagt og svigt der egentlig er tale om. Så bliver jalousien blot brugt som et godt redskab til at fastholde "retten" til at råbe op mm. eller som en hammer til at dunke ens partner med når man har brug for at få afløb for sin egen dårlige samvittighed efter at have hoppet ved siden af.
Dit indlæg har sat nogle tanker i gang, og måske er der i virkeligheden mere tale om andre følelser som manglende tro på at "ville hinanden", manglende tro på sig selv som "god nok". Men er det ikke samtidig disse ting vi som par bør videregive til partneren i form af at "du er god nok" og "jeg vil dig", også selv om du til tider handler anderledes end jeg ville.
Måske er begrebet frihed godt, men hvad er den totale frihed til at gøre det JEG VIL værd, hvis den koster mig det der er mig mest dyrebart i verden - min kærlighed og tryghed med min partner..?? Personligt vil jeg godt give afkald på en del af min frihed, hvis jeg risikerer at miste det jeg holder mest af ved at fastholde retten til at gøre SOM JEG VIL.
Hvis det sårer min partner usigeligt at jeg sexchatter og flirter - har jeg så bare retten til at gøre som jeg vil - eller bør jeg måske overveje hvad konsekvensen af handlingen i sidste ende kan blive....og er det prisen værd....
Det må i sidste ende handle om hvilke regler man som par sætter for ens eget forhold, samt om man kan og vil leve med det - eller må tage konsekvensen og sige - det bliver IKKE os to, da jeg ikke kan/vil acceptere at blive budt dette fra min partner.
Derudover må enhver leve som de vil....det gør jeg jo også - i nødvendigt samarbejde og samspil med de mennesker jeg holder af og vil være nær ved....jeg vil nemlig nødig ende ALENE med min store FRIHED TILAT GØRE HVAD JEG VIL!!
E_F_K

Kære E_F_K
Jeg er SÅ glad for det du skriver og i det hele taget for denne konkrete debat. Ikke fordi jeg selv startede den, men fordi jeg syns den er præget af voksen omtanke, respekt for andres meninger og ikke mindst for de mennesker vi hver i sær sætter højest i vores liv.
Og jeg må tilstå, at jeg giver der blankt ret i langt det meste af det du skriver. Din kritik af den frihed jeg argumenterer for er særdeles præcis og også rigtig. Dog vil jeg hævde, at betingelserne for at holde sammen og passe godt på hinanden, er dialogen. Det er igennem dialogen og samtalen vi må udvikle forståelsen og respekten for hinandens grænser og følelser. Og samtalen og parforholdet tåler ikke, at grænser KRÆVES flyttet.
Derfor er det vigtigt, at respekt er nøgleordet. Respekt for om dette eller hint er acceptabelt i forholdet eller om det ikke er. Et karakterskift der medfører at den ene af parterne pludselig udvikler lyst til sex-chat eller sidespring, er i den forbindelse ikke "godt nok" til at kræve at den anden part blot skal acceptere det. Her er det efter min opfattelse særdeles svagt at lade denne lyst gå ud over et forhold der er opstået i helt andre rammer og under andre aftaler. Enig.
Jeg er også enig med dig i, at jalousi nok ikke er det mest velvalgte ord. Jeg opfatter blot heller ikke begreberne at "snyde" eller "bedrage" som dækkende. Men du har nogle gode og meget rammende betragtninger af begreberne som jeg deler.
Kh
massage-

"Og det må alt andet gælde, at den inspiration vi får som mennesker, det være sig i form af ros, flirt, kys, kram, sex osv, i et ÅBENT og LIGEVÆRDIGT forhold, er fantastisk givende, også når den er hentet udenfor forholdet. Kan forholdet ikke bære det, er der i mine øjne tale om et knudet og fastlåst forhold, hvis fremtid i forvejen er ret usikker."
Ret mig hvis jeg tager fejl af dit indlæg.....
Men mener du seriøst, at hvis et parforhold ikke kan holde til utroskab, så er der noget galt?
Hvis ja.......så er det den mest latterlige undskyldning for at være utro, jeg længe har set.
At du forsøger at formulere dig pænt og tilmed bruger mange fremmedord - det gør det ikke bedre.

Hej Werto
Ja og nej! Jeg mener, som jeg har skrevet i nogle af mine andre svar, at det er afsindig vigtigt at vide hvor man har hinanden. På forhånd og også i mange andre sammenhænge. At man kommunikerer åbent og ærligt, også om lyst, behov, tanker osv. Alle mennesker har hemmeligheder og det er ok, men hvis hemmelighederne er der for at snyde et andet menneske, eller for at undgå at få bøvl med kæresten, er der noget galt.
Set i dét lys mener jeg det du citerer mig for. At det er aftalt mellem to kærester hvor grænsen for accept går. Og adskiller to menneskers grænser og behov sig væsentligt fra hinanden, mener jeg de begge alvorligt bør overveje om det forhold de er på vej ind i, er det rigtige for dem, eller med gensidig respekt for hinanden, aftale hvordan de SÅ vil kunne leve sammen.
Den snak bliver bare ofte ikke til noget og det er der jeg tror årsagen til langt de fleste forliste forhold skal findes: sandheden om de personlige værdier, mål, ønsker, behov, lyster m.v., ties ihjel, både før, under og efter forholdet.
Den med fremmedordene forstår jeg ikke en klap af. Hvad mener du? Hvor har du hittet "mange fremmedord" i det jeg har skrevet?
Kh
massage-

Hej Nick22
Tak for dit meget ærlige og oprigtige råd.
massage-

HEj
Jeg kan ikke lade være med at smide en kommentar på dette indlæg.
Er det virkelig sådan her i livet at jeg som del af et par ikke kan og skal tilgive fejltagelser eller dumheder fra partnerens side?
Skal jeg som del af et par tvinges til at lukke verden ude. Skal jeg acceptere at 1+1=1. Det hverken kan eller vil jeg, jeg vil da have lov til at flirte og nyde og deltage i den verden jeg er en del af. Så længe grænserne er aftalt i forholdet og vi er klare over hvor vi har hinanden, så 1+1=2 i min verden, to forskellige mennesker, med deraf følgende forskellige syn og opfattelser samt evne til at modstå fristelser.
Skal et enkelt fejltrin, herunder også utroskab, medføre konflikter, had og nag og måske et brudt parforhold efter mange gode år sammen? Hallo - hvor er respekten for den andens behov og følelser SÅ henne...er det at kunne tale sammen om tingene - også i de svære tider - ikke netop parforholdets stærkeste mur mod verdens påvirkninger. Det at kunne forstå og tilgive ser jeg som midlet til at hele sårene i forholdet. Hvis en enkelt "dumhed" kan ødelægge et såkaldt "godt forhold" der måske har varet i 20 år, hvad var det så lige det forhold byggede på?? Og har de 20 gode år sammen ingen værdi i vurderingen af "fejltrinnet"??
Så er jeg glad for at det ikke er samme forhold der gør sig gældende i forhold til familie, venner eller arbejdsgivere, for så var der nok ikke mange der havde job eller venner derude i verden.
Jeg mener absolut ikke at man skal kunne acceptere og tilgive alt, herunder f eks gentagene sidespring, gentagne løgnehistorier og gentagne svigt, eller gentagne brud på aftaler om hvordan vi vil fungere sammen som par. Her er der nemlig tale om en totalt manglende respekt fra partnerens side, og så kan man lige så godt stoppe den leg!!
Men mere at jeg som partner måske også skal huske at overveje min egen rolle i parforholdet, herunder om jeg nu virkelig er så åben, ærlig og opmærksom over for min partner som jeg selv går og tror. At jeg måske lige skal se en tur i spejlet og spørge: " Kunne jeg have gjort noget anderledes, og har dette ene fejltrin virkelig retten til at ødelægge noget der har så stor værdi for mig og har fungeret godt for os begge indtil nu??" Vil jeg virkelig "miste" alt fordi min partner lod sig friste over evne? Har jeg som partner ikke pligt til at prøve at sætte mig ind i hvad der skete og forstå? JEg ville da nødig selv blive dømt helt uden at have en chance for at forklare mig og blive forstået!!
Og bare rolig derude, jeg ved forbandet godt hvad jeg skriver om. Jeg har faktisk lige valgt at ét fejltrin IKKE skal ødelægge mange gode fælles timer og et forhold der har været baseret på dyb kærlighed - både førhen og fremover. Det kunne jo også ske at jeg lavede noget fuldstændigt dumt og idiotisk - så ville jeg da godt nok blive temmelig ked af det hvis min partner valgte mig fra på den baggrund.
Så jeg mener faktisk seriøst, at hvis et parforhold IKKE kan holde til et "fejltrin" af den ene eller den anden form, så er der noget galt !!! Og det har der formentlig været i meget lang tid. Fejltrin er nemlig ikke kun utroskab, men kan også være misbrug i mange former eller illoyalitet af forskellig art.
E_F_K

Du nævner dialogen som et meget vigtigt element, og jeg er faktisk ret enig med dig i at man ikke kan "kræve" grænser flyttet hos partneren.
Dog må jeg også lige sige at jeg mener at jeg skal være parat til at se på mine egne grænser og vore fælles grænser som en del af det der kan flyttes, ellers er der jo ikke mulighed for at få en udvikling i gang i et forhold.
Udvikling er - tror jeg - midlet mod afvikling....Hvis vi som par ikke udvikler os sammen, ja så tror jeg vi afvikler parforholdet ved at udvikle os i hver sin retning. Hmmm - kryptisk - men jeg tror det siger det jeg mener....Bevidst valgte grænser behøver ikke tvinges til at blive flyttet, de vil selv flytte sig når forandring og behov nødvendiggør det.
Som eksempel på grænser - Omkring følelser har jeg selv lige haft erfaringen at jeg skulle tage SÅ MEGET UKRITISK hensyn til min partners følelser, både i forholdet til mig og i forholdet til hans "skønne hemmelige netveninde, der jo KUN var en veninde" (selv om de webcambollede sammen!!) - for de var jo SÅ ægte og det må man jo ikke stille spørgsmålstegn ved - VEL??
Med det resultat at mine følelser og det jeg følte ved hans udmeldinger om hans "hemmelighed" slet ikke måtte nævnes eller kunne få luft i dialogen - for så angreb jeg jo "hans ægte følelser".
Jeg skulle bare tvinges ind i rollen som den naive godtroende partner - der da SÅ GODT kunne forstå HANS følelser og det spændende han oplevede lige nu - og var parat til at modtage hans nye veninde som en "ven af huset".
Det holder bare ikke en meter, når jeg selv ikke kunne få lov at sætte ord på hvad det har gjort ved mig følelsesmæssigt at han løj om hende gennem længere tid. Mine følelser af svigt og illoyalitet skulle jeg bare glemme, de var jo ikke så ægte og fine som hans - vel??
Det blev jeg MEGET vred over og faktisk meget meget ked af. Jeg endte med at skrive til ham, da jeg bare ikke kunne komme igennem og blive hørt på anden måde.
Vi fik så efterfølgende en meget lang, heftig og god dialog om retten til at slå den anden i hovedet med sine følelser for derefter at lukke af for at tale om disse selvsamme følelser - og det jeg som involveret part i sagen følte ved de udmeldinger han havde givet mig.
Den samtale har faktisk betydet at jeg/vi i dag er blevet mere opmærksom på modpartens ret til at reagere følelsesmæssigt på det der meldes ud også når der er tale om følelser. DVS at jeg som partner ikke altid bare skal acceptere en udmelding fra den anden om at "jeg føler det og det" som troværdigt og rigtigt, men har retten til at stille uddybende spørgsmål - også til følelser - der ellers indtil nu har været ret urørlige som emne for diskussion - (for de er jo altid ægte og må ikke diskuteres var hans devise fra tidligere). Så her har vi virkelig rykket grænser i vores forhold, og det har betydet en styrkning på et tidspunkt hvor mange andre sikkert var gået hver til sit.
Og ja - jeg er faktisk også ret glad for denne debattråd, det er sjældent at der i debatter kan formidles så mange holdninger uden at der kommer et hav af "mærkelige" indlæg med "mærkelige" kommentarer.
E_F_K

Tak for din kommentar. Ja, når jeg taler er det en utro der har talt. Og ja, utroskab er en gensidig accepteret del af vores liv. Når det så er sagt, er det i vores forhold ikke acceptabelt at bedrage, lyve eller snyde. Det er ting der gør ondt og som gør at de frihedsrammer vi i øvrigt har aftalt med hinanden og som vi begge nyder godt af, pludselig er diffuse. Når det sker lider den gensidige tillid og troværdighed også skade og så er der en potentiel glidebane foran.
Men - derfra og så til at det skal føre til brud og ødelæggelse, dér er meget langt. Selvfølgelig skal det ikke det. Efter min (vores) mening. Derimod accepterer jeg at det på nogle mennesker kan gøre SÅ ondt, at de ikke ser anden udvej. Jeg forstår dem ikke, men jeg respekterer at de har det sådan. Dog tror jeg at professionel rådgivning - hvis man er klar til at tage den - i langt de fleste tilfælde vil hjælpe dem ud over tankerne om skilsmisse osv.
Et andet aspekt er så det decideret at blive forladt fordi den ene part har forelsket sig i en anden og har forbrudt sig mod de aftalte spilleregler. Der er nok kun at sige til det, at det er sket før, at det vil ske igen så længe der er pattedyr på jorden og, at absolut ingen i forvejen kan sige sig fri for at de en dag kan risikere selv at være den 'bedragende' part. Den der forlader, den der har været utro.
Med de briller på kan jeg kun sige: lev dog i nu'et og nyd dét.
massage-

Hej E_F_K
Jeg syns det er meget tankevækkende at læse det du skriver. Din fuldstændige oprigtighed imponerer mig og du får formuleret dig så skarpt at man næsten kan skære sig på dig. Den erfaring du skriver ud fra er i sig selv værd at tænke grundigt over; for mig bekræfter det dog langt hen ad vejen, at evnen til at skabe dialogen om hvordan vi indbyrdes gerne vil være, og hvordan vi individuelt har det med både stort og småt, er afsindig vigtig.
Samtidig peger du på to helt centrale ting. Den ene er ligeværdigheden, hvor også ligeværet imellem de følelsesmæssige behov skal iagttages. Den anden er din præcise udlægning af risikoen i et forhold, hvor indbyrdes begrænsninger bliver dominerende; at udvikling er midlet mod afvikling. Netop. Men i et forhold, en jævnbyrdig udvikling præget af ligeværd.
Jeg tror, at jo dybere man kan trænge ind til en reel forståelse, en respekt for og accept af hinandens måde at føle på, jo bedre kan man også opnå den intimitet der giver udviklingen i parforholdet. Sagt lidt mere filosofisk (og i '3. orden'), drejer det sig om 'mine følelser for mine følelser for dine følelser'.
Dér vil jeg indrømme at jeg var lidt langt ude. Især fordi begrebet 'følelse' ofte forstås som noget vattet fnidder ~ bløde værdier. Men nej, det her er sten hårdt og er med til at drive mennesker de mest vanvittige steder hen. Det er alt andet end blødt. Samtidig er det forholdvis uhåndterbart og er netop derfor noget af det sværeste. Normalt kan man ikke udvikle eller forandre noget man ikke kan 'holde om'. Alligevel er præcis dét opgaven i et forhold der er præget af følelser og ikke kun af at 'vi er sammen fordi vi nu engang er begyndt på at være det'.
massage-

Min ex-kæreste havde en del veninder som altid brugte ham ,når han skulle hjælpe dem.Nærmest for sjov sagde jeg en dag at jeg blev jaloux.Det har han spillet på siden,jeg fik at vide af -een at han elskede at gøre mig jaloux.Nu er løgnen blevet til sandhed,til et problem,som han dyrkede et par år.Vi er blevet uvenner over at en bekendt af os har blandet sig i vores parforhold(en hun)som han knap nok har kendt særlig længe.Han sagde inden det gik i stykker at han ville have en parmægler på,men begge gange smed jeg røret på.Nuvel alt det som I siger om jalousi.Hvad skyldes det så, at et menneske bruger det med vilje?Måske har jeg følt at han bare har taget mig ,fordi han ikke kunne få en af sine veninder før han tog mig.Er manden vanvittig eller er det mig der har gjort noget forkert i at sige det?Vil I ikke sige at der er noget der halter i parforholdet.Kh Annemette.