Jaloux på eks-kæresten

Jeg har en dejlig kæreste, som jeg har været sammen med i lidt over et år nu. Vi er begge omkring de 30, vi bor sammen, og vi føler begge, at vi har fundet den rigtige, så vi har faktisk snakket om, at vi gerne vil giftes på et tidspunkt....
Mit problem lige nu er, at jeg har det svært med, at han stadig er meget gode venner med sin eks-kæreste. Han boede sammen med hende i seks år, og de havde været fra hinanden i et halvt år, da han og jeg mødte hinanden. Jeg vidste lige fra starten, at han stadig så en del til hende, og at de var venner, og at det var noget, jeg måtte acceptere. Det går det så meget op og ned med, må jeg sige....
Jeg er ikke i tvivl om, at han elsker mig, og at det er mig, han vil have. Jeg ved godt, at der ikke er noget som helst romantisk eller seksuelt imellem de to længere, det stoler jeg fuldstændig på. Når han besøger hende, er jeg ikke nervøs for, at der sker et eller andet - overhovedet! Men jeg må jo alligevel vedkende mig at være jaloux.... Jeg synes virkelig, det er svært at leve med, at de er så gode venner og er så nært knyttede til hinanden stadigvæk. Jeg tror, de har daglig kontakt via sms eller mail.
Jeg har haft fornøjelsen af at møde hende et par gange. De har naturligvis en fælles vennekreds, og i går var vi til fest sammen med hende og hendes nye kæreste, som hun har kendt i et lille års tid. Jeg må sige - uagtet at hun er min kærestes eks-kæreste - at jeg finder hende usympatisk! Jeg synes, hun er barnlig og selvcentreret, vimser omkring min kæreste, og flirter til højre og venstre (dog ikke med min kæreste), mens hun lader sin kæreste, som ikke kender ret mange, sidde alene tilbage. Og når hun er sammen med ham, kan hun finde på at hakke på ham på den mest nedladende måde. Det er svært at beskrive kort, men jeg bryder mig ikke om hende.
Vi skal til en koncert næste måned, og det er noget, min kæreste og jeg har aftalt for længe siden. Nu har hun imidlertid været så venlig at skaffe billetter til både os og dem, og hun regner med, at vi skal følges alle fire. Jeg har sagt til min kæreste, at det vil jeg simpelthen ikke.
Jeg har svært ved at holde hende ud, og jeg kan ikke bestemme, hvem han skal have som venner, men jeg kan bestemme, hvem jeg selv vil pleje omgang med, og det er ikke hende. Jeg har også svært ved at holde ud at se dem sammen - min kæreste og hende. Min kæreste er meget ked af, at det skal være nødvendigt, for det er der jo ikke nogen grund til, som han siger. Han kan godt følge mig i de ting, jeg siger, om hvor svært jeg har det med, at de er venner, men han er jo ude af stand til at forstå mig til fulde, for han holder jo af hende.
Jeg kommer ikke videre ved at snakke med ham om det, så nu vil jeg gerne høre andres mening om sagen. Kan I forstå mig, eller er jeg langt ude?

Jeg kan fuldt ud forstå dig, jeg har set en eks-kæreste som lige har kan man sige "taget min bedste veninde fra mig" Hun har gået og talt grimt om hans måde at være på overfor mig og nu er de bedste venner. det er hårdt. Og nu har jeg mødt min gamle forlovede og er begyndt at se ham igen, og han er også gået fra sin dame gennem 6½ år, så jeg har det på samme måde, men vi er nu ikk blevet kærester. Jeg syns ikk din kæreste kan være helt bekendt at bruge så mange timer på sin eks, for en eks er og bliver en eks. Her i denne sag er det sådan at min eks-forlovede var med til min ældstes datters fødsel, så han er næsten hendes far, men handes gudfar blev han da. Og min nuværende eks er far til den mindste datter jeg har. Så ja vi er vidst lidt i et dilemma begge to søde. Men håber snart din kæreste forstår dig.
Du er altid velkommen til at skrive til mig.
Mange knuzz staybaby.

Når man møder hinanden i mere mpden alder har man nogle venner med begge parter. Disse kan ind imellem være svære at acceptere for den anden part. Der vil altid være nogen man har det bedre med end andre. Der er fint at få lagt de ting på bordet og sige - ved du hvad min skat den person har jeg det ikke særligt godt med at være sammen med. Skal du se hende eller ham bør det primært være når jeg ikke er med. Selvfølgelig kommer der nogle situationer ind imellem hvor man bliver nødt til at være sammen fordi det nu lige ligger sådan til. Det kan man formentlig overleve. Det gælder jo begge veje. Du vil vel også gerne have din kæreste med når du ser dine venner og også gerne have han synes om de fleste.
Så er der problemet vedr en eks-kæreste. Som du beskriver det ser det slet ikke ud til at hverken din kæreste eller eksen har nogen som helst interesse i noget mere intimt. Så se på hende som enhver af hans gamle venner. Meld ud til din kæreste at han kann se hende uden dig (for det meste), men jeg synes det også ville være synd for dig ikke at komme med til koncerten.

Tak for din kommentar. Du har ret i, at jeg roligt kan se på hende som enhver anden af hans venner. Jeg tror bare, at hvis det var enhver anden af hans venner, han havde så tæt kontakt til, så ville jeg være jaloux - ihvertfald hvis det var en veninde. Hvorfor? Tjah... Jeg vil gerne være kvinden i hans liv. Jeg bryder mig ikke om, at der er andre kvinder, der er næsten lige så tæt på.
Med hensyn til den der koncert, så har jeg jo ikke sagt, jeg ikke vil med, men at jeg bare ikke vil følges med hende. Det er en koncert, jeg har glædet mig til at opleve sammen med min kæreste, og jeg orker simpelthen ikke, hvis hun skal fylde det hele, for det synes jeg, hun gør, når hun er tilstede. Jeg kan ikke holde ud at høre på hende. Og jeg havde ikke lige forestillet mig, at vi skulle have hende på slæb, når vi skulle til den koncert. Så jeg sagde til min kæreste, at hvis han ville have mig med, så blev det med mig alene. Jeg er bange for, jeg ikke ville have en særlig fed aften, hvis jeg skulle sluge den kamel, og jeg synes, jeg strækker mig rigeligt i forvejen, så her trak jeg bare grænsen. Men synes du, jeg er urimelig? Eller havd?

du er ikke urimelig. Det er da ganske rimeligt at gøre ting med sin kæreste - og stille forventninger/krav om at det kan foregå uden eks'ens indblanding. Men, hvor meget kan hun fylde til en koncert? Efter koncerten kan du jo have aftalt med din kæreste at i går ALENE ud og får en drink eller noget mad. Så har du da opnået et kompromis. Fortæl din kæreste at du altså har meget svært ved at holde finken ud, men at du for hans skyld accepterer tingenes tilstand, men du forventer ovennævnte kompromis fra hans side.
Held og lykke med det.
Knus.

Nu forholder det sig sådan, at vi bor et godt stykke fra hovedstaden, hvilket betyder, at det er lidt af et projekt at komme til koncert der. Jeg har fået lov at låne et vennepars lejlighed til overnatning, for de er på ferie den uge. Min kærestes eks-kæreste har tilbudt os kørelejlighed derover, og jeg har det bare sådan, at hvis vi siger jatak til det, så må vi også tilbyde dem overnatning - jeg tror ikke, de kender nogen, de lige kan sove hos... Og det er helt ved siden af at sige, at vi gerne vil sidde med i bilen derover, men at vi så iøvrigt ønsker at splitte op, når vi kommer frem. Jeg synes ikke rigtig, der er nogen mellemvej; enten følges vi hele vejen igennem, og ellers siger jeg fra, og så gør vi alt hver for sig (og håber på ikke at støde ind i dem!). Kan du se, hvad jeg mener?
Jeg er kommet til at tænke på, at jeg måske også har meldt for bastant ud.... Måske skulle jeg bare sige ok.... Det handler jo i bund og grund om, hvor meget jeg tillader hende at fylde. Jeg mener, der er mange måder for mig at tackle det på. Spørgsmålet er bare, om jeg har selvkontrol til ikke at flippe ud på hende og lave en rigtig pinlig scene.... Og det handler meget om, at jeg skal prøve at lade være med at se hende som en trussel. Hun er jo for fanden bare et menneske!! Og vel at mærke et menneske, som ikke har det særlig godt med sig selv. Det ved jeg fra min kæreste, og det kan jeg også godt selv gennemskue....
Jeg synes, jeg står og vakler i det her. På den ene side føler jeg mig stor nok til at rumme hende, fordi jeg ved, at netop de ting, som irriterer mig så grænseløst ved hende, er et udtryk for, at hun ikke har det godt med sig selv. Og på den anden side, så irriterer de sider mig netop så grænseløst, at jeg ikke ved, om jeg kan hæve mig over det i enhver situation. Jeg får fandme sådan lyst til at opdrage på hende! Og jeg kan lige forestille mig, hvordan hun, måske ikke til selve koncerten, men hele vejen derover og hjem og næste dag ved morgenkaffen bare kan sidde og bringe mit pis op til kogepunktet med sin måde at være på.
Jeg har overvejet at sige til min kæreste, at han ikke skal sige noget endnu, fordi jeg godt lige vil tænke lidt mere over det. Jeg er bange for at gøre ondt værre, og jeg kan et eller andet sted også godt se, at jeg selv blæser hende op til et monster, hun ikke er. Jeg giver hende simpelthen magt, og det kan jeg jo prøve på at lade være med... Men der er selvfølgelig også det ved det, at jeg jo må vedkende mig at være jaloux slet og ret. Det handeler ikke kun om hendes måde at være på; jeg er simpelthen pisse jaluox over deres nære kontakt. Det er hårdt for mig at se dem sammen, og jeg ved ikke, om jeg vil kunne holde det ud på hele den tur...
Det er fedt at tygge sig igennem problemet på denne her måde ved at skrive, og det er faktisk rigtig godt at få feed back fra et fremmed menneske. Du er meget velkommen til at kommentere igen, for det hjælper mig faktisk videre.

resonneret. Jeg tror du har helt ret. Ved at bakke ud giver du hende plads. Det har du ingen grund til. Du har fat i den lange ende. Det er dig han vil have. Det er dig han elsker. Jeg tror han føler, at det er lidt synd for sin eks, at hun øjensynligt har det så skidt med sig selv. Hun hviler ligesom ikke i sig selv, som du mere gør. Du har evnen/muligheden for at ophøje dig selv lidt og få et overblik over situationen, mens hun panisk fare til højre og venstre som en forvirret kanin for at finde sig selv. Husk på at eks'en er langt mere forvirret og utryg ved situationen end du er.
Jeg havde ikke tænkt over at koncerten indebar flere dages samvær. Det gør selvfølgelig situationen noget mere kompliceret. Jeg mener fortsat ikke at der grund til at sige ja tak til mere end at gå sammen til koncerten. I har fået overnatningstilbud hos nogle venner - det indebærer ikke at i så kan invitere jeres "venner" med også. Det er ikke din ansvar at sørge for deres overnatningsmuligheder.
Hvad du end vælger skal du nok klare den. Du lyder som en fornuftig kvinde med begge ben på jorden. Så, op med næsen og vis at du kan bære over med situationen. Nyd koncerten og din mand. Blæs eks'en en hatfuld.

Ja, det tror jeg faktisk også, jeg vil gøre! Jeg siger nok alligevel ja til at følges med dem, men det er da rigtigt, det kan ikke blive mit ansvar, hvor de finder ud af at sove. På den måde er det jo meget godt, at det er mig, der har skaffet os husly. Så kan jeg bestemme, hvem der skal være med der, og hvem der ikke skal. Så tror jeg, at jeg vil foreslå min kæreste, at vi besøger hans søster dagen efter - hun skal iøvrigt også med til koncerten - og så behøver vi ikke følges hjem igen. Jeg kunne også besøge nogle af mine andre venner, jeg har i København, dagen efter og så tage et tog hjem selv, så kan han køre med dem, hvis han vil.
Og så vil jeg skide hende og hendes lave selvværd et stykke! Og hvis hun udviser alt for megen mangel på situationsfornemmelse, er en tand for selvcentreret, så det grænser til det pinlige eller hun er alt for ondskabsfuld overfor sin kæreste, så siger jeg sgu' da bare noget til hende! Jeg er da ikke så bange for at åbne munden, og hvad har jeg at miste? Hun ville have godt af at få et par kommentarer med på vejen... Nogen gange er man jo ikke selv klar over, hvordan man virker på andre, og hun er da clueless!
Endnu engang tak for dine kommentarer, Dr. bob. Det har været godt for mig at have dem at tygge på. Det kan være, vi kommer til arbejde sammen en dag. Jeg er nemlig sygeplejerske...

Jeg vil se frem til den dag. Jeg sidder nu rigtigt godt fast der hvor jeg er, så det er nok ikke så sandsynligt.