Jeg har dummet mig....

Hejsa!
Jeg er en pige på 20 år, som har begået noget af det dummeste, man kan gøre, når man er 3.g elev. 🙁
Som alle andre 3.g elever, er livet på gymnasiet hårdt med alle de mange lektier. For mig har det været ekstra hårdt, idet jeg gik ned med stress allerede i midten af 2.g.
Det har gjort, at jeg er gået fra at være en mønster elev til en, synes jeg selv, virkelig dårlig elev.
Jeg afleverer tit ikke mine afleveringer, fordi jeg ikke kan overskue dem. Hver gang jeg sætter mig ned, for at begynde på én af dem, bliver jeg frustreret, kan intet huske af, hvad jeg har lært og så begynder jeg at græde - til sidst giver jeg op. 🙁
Jeg har enormt meget fravær, og da denne frustration har været der længe over mine afleveringer, har jeg samtidig heller ikke kunnet lave mine SRP i december måned sidste år. 🙁
Nu kan jeg så ikke få min studentereksamen til sommer, fordi en SRP tæller som en eksamen.
Alt dette roderi og lorte liv jeg har på mit gymnasium, har jeg ikke fortalt til mine forældre. Jeg tør ikke at sige det til dem, fordi jeg er bange for, at de vil blive sure på mig. 🙁 - At de vil tro, at jeg er en svækling, som opgiver for let og ikke duer til noget...
Jeg vil gerne ind på universitetet efter endt eksamen, men jeg kan jo ikke få lov til at søge ind her til sommer 2013.... Fordi jeg jo netop ikke har fået min studentereksamen på dette tidspunkt....
Faktisk vil jeg godt indrømme, at det er gået så dårligt, at jeg ikke har fået karakterer det sidste halve år.... og jeg skal af den grund naturligvis op i fuld pensum til sommer. - Det er jeg selv uden om.
Jeg vil gerne være student, samt gerne ind på universitetet, og jeg kan sagtens klare det, sålænge jeg ikke har stress og når min hukommelse engang bliver bedre igen....
Jeg har nærmest fra den ene dag til den anden fået min hukommelsesevne halveret, og jeg ved ikke, om det er permanent, altså af en skade at være på min hjerne.
Jeg føler nærmest også, at jeg har noget at leve op til, for begge mine forældre har været enormt gode til deres uddannelser..... eller det synes jeg, og tilbage sidder jeg så, deres ældste datter, som intet kan og ikke kan tåle et hårdt pres, ligesom dem... det får mig til at føle mig som en svækling i forhold til dem.... et skvat, der ingenting kan....
Nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre.... jeg vil gerne fortælle mine forældre om mit dårlige standpunkt i skolen.... men jeg kan ikke få mig selv til det..... jeg prøver mest at fortrænge det - jeg har allermest lyst til at stikke dem en løgn og sige, at jeg bare gerne vil gå 3.g om.... men det vil jeg jo egentlig ikke....
Det skal dog lige siges, at jeg har tænkt mig at gå op til alle mine eksamener her til sommer, for så er jeg - næsten - lige så langt et skridt, som resten af eleverne i min klasse.... men det er selvfølgelig ikke helt det samme alligevel...
- Jeg håber lidt, at der sidder nogle varme sjæle derude, som kan hjælpe og styrke mig til at finde frem til den bedste løsning på de livskvaler, jeg har i mit gymnasieliv lige nu.

- Emilie

Hej,
Du vil blive ked af en dårlig studender eksamen, som du ikke vil kunne bruge som adgang til videre studie.
Du bør tage snakken med dine forældre, droppe ud, og tage året om.
Er er virkelig ikke nogen anden let løsning.
Med venlig hilsen
Ieet

Kære Emilie
Jeg har selv været studerende, og jeg kan godt forstå det pres du er under. Det ER hårdt, og det kan være rigtig svært. Du er ikke den eneste, der synes det, så lad være med at dunke dig selv i hovedet med, at du er svag fordi dine forældre kunne klare det og du ikke kan. Der er mange der har det som dig - du er ikke alene.
Jeg synes simpelthen, at du skal tage hul på det, og få snakket med dine forældre om det! Jeg kan godt forstå, at du er nervøs, men du skal huske på, at dine forældre elsker dig, og de ønsker dig kun det bedste! De vil helt sikkert gerne have, at du deler denne byrde med dem og giver dem lov til at hjælpe dig - der er en grund til at de er dine forældre. Jeg synes, at du skal sætte dig ned og snakke med dem om det, og så kan i sammen tage hen og snakke med din studievejleder. Her kan i få planlagt et forløb, der passer dig, og som er i dit tempo - så du kan følge med og stadig have det godt. Du bliver nødt til at fortælle dem hvordan du præcis har det så både dine forældre og din studievejleder kan give dig den hjælp du har brug for til at komme igennem det her - for det er for stort til at du kan gå med det alene!
Alt det med, at du gerne vil komme hurtigt i gang med en uddannelse på universitetet, og at du gerne vil være færdig på gymnasiet så hurtigt a som muligt forstår jeg godt. Men du skal tænkte på, at der er ikke noget der render fra dig - du har ikke travlt! Dit arbejdsliv efter studiet bliver langt - meget langt - og om du har et år mere eller mindre på arbejdsmarkedet gør ingenting! Du skal nok nå alt det du gerne vil - så lige nu skal du bare fokusere på, at få de ting gjort, der er foran dig, på en måde så du selv kan følge med!
Tror du ikke, at det hele skal starte med, at du skal snakke med dine forældre?
Mange hilsner Sofie