Jeg har fået en ny måde at se kærlighed på

For mig har kærlighed altid været at blive fyldt op af sin partner, at være i en såkaldt symbiose med min partner. At jeg ikke kunne se kan mig selv som et uafhængigt individ og ikke vide hvordan jeg skulle overleve på egen hånd. Kort fortalt - at være afhængig og uselvstændig og tilpasse mig for at please.
Min måde at elske på har ændret sig. Hvilket først var skræmmende, dernæst befriende. Jeg er sammen med min partner på 3. år. Han fylder mig ikke op på samme måde som jeg har oplevet det i mine "grønnere" år. Nogle gange sætter jeg tvivl ved om jeg har valgt den rigtige, stopper op og føler efter, og ved jeg har valgt den rigtige, Jeg er mig selv. Jeg gør ikke noget for at behage ham, jeg tilpasser mig ikke...jeg er bare mig. Det skræmte mig i starten, fordi min definition af kærlighed altid har været noget helt andet. Så jeg troede, at det jeg havde mødt ikke var kærlighed.
Jeg er i forholdet fordi jeg har LYST til det....jeg ved, at hvis ikke det holder overlever jeg nok. Jeg er ikke længere i et forhold, fordi det bare SKAL være sådan og ikke KAN være anderledes. Jeg er der fordi jeg ikke har LYST til det skal være anderledes.
Selvom jeg stadig skal vænne mig til mine nye værdier, tror jeg, jeg er nærmere ægte kærlighed end jeg nogensinde har været før. Måske bare mere erfaren og ældre[l]

Du har lært at elske dig selv, og har fundet kæresten som elsker dig for det du er og gør.. tillykke!... 😃 dét tror jeg også er ægte kærlighed. Det er det det hele handler om.. det alle ønsker at opleve og leve med.. essensen... af livet. Kærligheden... [l]
Nemlig.. ikke please og tro du dør hvis din partner ikk længere var din.. men at være med at andet menneske fordi du elsker at være med ham/hende.. har prøvet at være med en eller flere hvor følelsen af kærlighed var anstrengt, og nu oplever det hele som befriende, da ingen tvinger dig til noget.. du har selv valgt.. med hjertet.
Tak for dit indlæg 🙂

for positiv respons[f]

Det du her beskriver. For det er ikke pga. konventtioner - eller trang til tryghed med efterfølgende behagesyge (fordi man føler sig utilstrækkelig eller usikker på sig selv).
Når man er i den tilstand du her beskriver,tror jeg også man gir meget mere til sin partner. Jeg har det som dig i forhold til min mand - men der er også en pointe her. Det var først da jeg vandt mig selv tilbage at jeg blev fri og kunne elske ham med større rumlighed og ikke så nøjeregnende mht. om jeg selv fik NOK kærlighed. Og det har gjort vores forhold meget bedre og langt mere afslappet, hvilket er noget helt nyt for os 🙂
Men så kommer den egentlig pointe. Er det ikke fordi forelskelsen har lagt sig, at du føler sådan? Og er det ikke sådan, at når man er forelsket så er man langt mere sårbar og søger bekræftelsen i den anden - så er man bestemt ikke FRI snarere tværtom er man pokkers UFRI følelsesmæssigt, fordi den andens "dom" er altafgørende for en.
Og er det ikke sådan at det er nøjagtig det samme følsomme STED, hvor man er sårbar og føler stor smerte (hvis kærligheden ikke gengældes) hvor man netop føler lidenskab og hengivelse overfor den man elsker. Jeg mener det er samme sted, og synes derfor godt man kan blive foruroliget, når man som du - og jeg - pludselig føler stor lettelse og befrielse over at ens elskede ikke længere har den magt over en. Har du virkelig stadig lidenskab sammen med din mand ?
Den mand der rører mig inders inde i min sårbarhed (positivt og negativt) er desværre min forh.v. elsker. og ikke min mand. Men befriende er det at jeg nu kan elske min mand, uden hele tiden at skulle være "fyldt op" af ham som du beskriver det så godt.
Håber ikke din uafhængighed er et varsel om noget andet på vej. Forstå mig ret, for jeg taler jo kun ud fra min egen erfaring, men kunne netop helt genkende din tilstand, så det reagerede jeg på. Håber det bedste for dig og din mand fremover. Pas på det [l]😉
Pusser

Jeg har haft det sådan med ham, siden jeg mødte ham. En helt anden slags kærlighed, men den var der fra starten. Så jeg tror ikke det er et varsel. Det har simpelthen bare hele tiden været sådan. Og det er jeg blevet ret glad for. Men som sagt var det jo lidt af et chok og jeg var ikke sikker på jeg havde fundet kærligheden. Nu er jeg bare glad for, at jeg ikke opfører mig så underdanigt og uselvstændigt længere. Og jeg føler jeg gør alting mere af lyst....end bare fordi "ja nu gør jeg det...fordi det gør jeg bare" 😉

Og det lyder virkelig godt det du er inde i. Du har før i andre forhold åbenbart haft et indre krav om symbiose med din partner, og måske også ligget under for en eller anden drøm eller vision om hvordan et forhold bør være, for at det er RIGTIGT.
Tror mange har det sådan i deres unge dage. Nogle holder så krampagtigt fast i selve drømmen eller ideen om et prforhold, mens andre som du kan slippe det helt og bare leve med sig selv og den anden som livet nu er - fremfor som det burde være 😉
Jeg talte så om noeget helt andet, nemlig den kendsgerning at når man er forelsket (jeg var forelsket i min mand det i over 14 år af mit ægteskab ) så er man (jeg taler for mig selv og de´kvinder jeg kender) meget sårbar og man er meget PÅ mht. at please den anden og gøre sig umage etc. For det er for mig ikke nødvendigvis noget dårligt at man ikke er ligeglad med hvordan man er overfor sin kæreste ..
Nå men det er så en anden snak. Held og lykke med dit [l]liv.
Pus