jeg har mistet troen på

at jeg nogensinde kommer til at arbejde på fuldtid, for det har jeg i mine 34 år aldrig magtet mere end 1-2 måneder pga. min ængstelig personlighedsforstyrrelse, depressions tilstand, panikangst og enkeltforbi, genneraliseret ansgt - alle disse lidelser har jeg i perioder i mere eller mindre udtalt grad...
Jeg har aldrig fået medicin mod disse lidelser, før nu, jeg er for 14 dage siden begyndt at tage lyrica mod min genneraliseret angst, men jeg bliver noget træt og lidt svimmel, men det har allerede hjulpet mod panikangsten og den værste tankemylder og jeg sover for det meste bedre om natten...
Jeg er lige startet et forløb hos en psykolog, der kender meget til alle mine former for angst...Vi arbejder med, at jeg skal få et stabil tilknytning til arbejdsmarket, men jeg må ærligt sige, både til psykologen og jer, at jeg har mistet troen på, at jeg nogensinde kommer til, at kunne magte et fuldtidsjob....Nu er det jo sådan, at psykologen skal finde det bedste frem i mig, men er det ikke urealistisk, at tro, at medicinen nærmest skal kunne hjælpe mig så meget, at mine angstlidelser bliver så tålelige, at jeg kan magte et fuldtisjob - og når jeg så sideløbende går i behandling....
Jeg har i ca 10 år sammenlagt i perioder gået i behandlinger hos div. psykologer, psykiater, psykoterapeuter og det har igennem årene også gjort mig mere stærk, men ikke så stærk, at jeg er blevet stabil på arbejdsmarket...
Jeg har efterhånden erkendt, at jeg er som jeg er og jeg overvejer, om jeg skal søge flexjob, men på den anden side, er jeg også bange for, at jeg kommer til at kede mig i flexjobbet og føler mit selvværd/selvtillid får et dyg, men hvis jeg skal gøre min afbrudte uddannelse færdig, som jeg egentlig også gerne vil, så er jeg bange for, at jeg på et tidspunkt igen får stress.... og stressen kan komme pga. at praktikperioderne i uddannelsen stiller for store krav som feks. læse næsten hver aften i 1 - 1/2 time i et halvt år + jeg også er i praktikstedet 34 timer pr uge + jeg bor selv med 2 børn - de ser ikke deres far og mit ene barn har DAMP, jeg har INGEN familie, der kan støtte op omkring mig, enten er de døde eller også er de syge - så det har været mig, der livet igennem har måttet støtte og hjælpe dem..... jeg har dog psykisk støtte i min kæreste + 2 veninder og en aflastningsfamile til mit DAMPbarn , men det er ofte kun 2 dage hver 14 dag..
Kommunen venter nu på, hvor godt min medicin virker og derudfra vil de i samarbejde med mig vurdere, om jeg skal i flexjob eller revalideres til uddannelse...
Hvad tænker I andre på, når I læser min historie - jeg har lige brug for at høre folks syn på sagen udefra.... 😉

Det er ikke bestemte jobtyper, men jeg ville da forsøge at blive færdiguddannet, hvis jeg var dig. Det er trods alt næsten altid bedre betalt at arbejde som uddannet end uuddannet - selvfølglig igen afhængig af, hvad det er, du uddanner dig til???
Med en uddannelse, kunne det vel også tænkes at du bedre kunne leve af nedsat tid, hvis det er der problemet ligger.
Godt du er kommet i behandling og især at det hjælper. De fleste velfungerende kvinder kan uden de store problemer klare to børn alene og der skulle du jo også gerne ende, så du ikke føler dig fuldstændig afhængig af omgivelserne eller stækket fordi du ikke får hjælp fra andre. Det er så forbandet godt at kunne selv.

er fordi, der jo netop skal tages hensyn og at der kan være begrænset, hvad man får lov til af udfordringer - selvfølgeligt er det forskelligt fra sted til sted, men der vil altid være skånehensyn og det er det, jeg er lidt bange for, at komme til at kede mig....
Hvis jeg skal gøre min uddannelse færdig (pædagog) så vil jeg ikke kunne få mere udbetalt, end et flexjob, medmindre jeg tager et job på en døgninstition, men det er mig ikke muligt de næste 4 års tid pga mine børn..
Jeg kan fortælle dig, at jeg har gjort rent i flere hjem - de fleste bestod af to børn + mor og far - moderen havdefuldtidsjob og faderen overarbejde og de kunne IKKE overskue deres hverdag, så derfor gjorde jeg rent hos div. familier...
Da jeg var igang med min uddannelse, var der kun få, der var enlige med børn og de havde meget svært ved at få det hele til at hænge sammen, men der var få, som godt kunne klare deres uddannelse - jeg husker især en - hun har gennemført sin uddannelse - hun havde 2 hjemmeboende børn + 1 barn hver anden weekend, jeg tænkte ofte på, hvordan hun kunne klare sig. Jeg måtte sande, at jeg jo lider af div. lidelser, jeg har et DAMP barn og jeg har som hende heller ingen familie at trække på, hun lod hendes ældste barn passe den mindste - hente søsteren i børnehaven(har selv set det, da mit barn går i samme instiuation)når hun havde for mange timer i praktikken og hun lavede ikke så ofte sine opgaver, da vi var på skolebænken.......ja, jeg sammenligner hende med mig selv, men gør vi mennesker ikke nogen gange det....

Du er da også i den værste situation.
Ingen mor kan du støtte dig til,ej heller noget familie.
Brug nu psykologen,og se hvor langt du kommer.
Ingen kan tvinge dig til noget,eller sætte dig i et arbejde,hvor du ikke magter dagen.
Jeg synes at pædagog er et dårligt valg,al den stund at det kræver et personligt overskud,du bruger jo dig selv som arbejdsmatriale.....
Kan du ikke finde på noget,hvor du kan flexe i tid?.
Hvor ca. i landet bor du?Måske kan jeg hjælpe dig arbejdsmæssigt.
Kærlig hilsen
Drude

mine største ressourcer er indenfor musik, der har jeg altid været stabil, men jeg er ikke så god, at jeg kan blive optaget på musik konservatoriet...
Lige pt er pædagog et dårligt valg, da jeg arbjeder nok med mig selv og det gør jeg også på hjemmefronten. Kommunen har også sagt, at hvis jeg vil en anden uddannelse end pædagog, så vil de bevillige revalidering til det, men jeg aner ikke, hvad jeg ellers kunne tænke mig, andet end musik...
Livet er fuld af muligheder, men mulighederne er nogle gange så store, at det kan være svært at vælge og samtidig huske på, hvad jeg magter...

eller man har mere lyst til at lave noget andet i sin fritid.
Jeg var alene med tre børn, og kunne da have valgt at gøre rent i weekenden, som mange familier gør, men jeg valgte at betale mig fra det, så jeg kunne lave noget med mine børn i min fritid i stedet. Men jeg var gift gad jeg ikke diskussionen om hvem der gjorde hvad, så da havde jeg også rengøringskone.
Men jeg har da aldrig sagt til rengøringskonen at det var fordi jeg var en doven kælling, hun kom ind i billedet. Jeg sagde sandelig da, at jeg "ikke havde tid".😃

men i de fleste hjem, hvor jeg gjorde rent, var det fordi de ikke kunne overskue rengøringen - i andre hjem var det fordi de ikke havde lyst til at bruge deres hverdag eller weekend på rengøringen.
Hvis jeg selv en dag skulle være så heldig at overskue en uddannelse, så kunne det tænkes, at jeg selv anskaffer mig en rengøringskone - og det er både fordi jeg hellere vil prioritere tiden sammen med mine børn og fordi, at rengøring for mig ikke lige er noget opløftende arbejde...