Er jeg i panikalder?HJÆLP

Jeg er 40 år og gift på 16.år. Vi har 2 teenagere sammen og har haft et godt liv sammen på alle måder, indtil for 2 år siden, hvor min kone havde en affære. Tilliden blev derved brudt imellem os. Vi talte ud og valgte at blive sammen, da vi begge mente der var noget at bygge videre på og fordi vi generelt har det godt i hinandens selskab.
Men nu har jeg i gennem noget tid følt det som om jeg var ved at kvæles. Jeg kan mærke at jeg er blevet i tvivl om min beslutning om at blive i forholdet. Ikke fordi jeg hader min kone, men fordi jeg er i tvivl om hun er blevet på grund af medlidenhed og pligt overfor børnene og de mange år vi har haft sammen(23 år)gør jo også en sådan beslutning svær, specielt når den person hun var mig utro med, ikke var interesseret i andet et muligheden for lidt fremmed mad. (personen er gift selv.)
Min udbrydertrang bliver stærkere og stærkere for hver dag, men jeg er en kylling som ikke tør tage springet, jeg er bange for at blive alene resten af livet (er jo nok lidt af en tryghedsnarkoman ;-))
Hvad gør jeg i denne håbløse position og hvad ville DU gøre?

om du stadig elsker hende, og om du savner hende når hun ikke er der, for du ved bedst selv hvad der er det rigtige for dig at gøre.
Jeg har faktisk været i samme situation med min ex mand gennem 11 år.
Han var mig utro med en kollega (klassiker), og dette var jeg ikke i stand til bare at leve videre med.
Mit valg blev at gå, for jeg var 100% sikker på, at blev jeg, så blev det med en konstant usikkerhed på hans troskab.
Jeg ville ikke se mig selv som den jaloux kone, kontrollerende og nervøs, så hellere få det overstået og springe ud i et nyt liv.
Det var enormt hårdt, og kostede mange tårer og bitterhed, men idag er jeg meget glad for at jeg tog springet, og har nu et dejligt liv uden usikkerhed.
Og ja, kærligheden kan findes igen.

tja hvem ved ...om du er i panikalderen, syntes mere at det lyder som om du og din kone ikke har fået tingene helt på det rene efter hendes affære, da du skriver at du er i tvivl om hun kun er blevet ved dig af medlidenhed❓og at du er bange for at blive ensom .... Jeg skal på ingen måder kunne udtale mig om hvorfor tingene er som de er, men når jeg læser hvad du skriver, så lyder det mere som om at du har et problem med dit selvværd❓din usikkerhed på om konen kun er ved dig af medlidenhed og din frygt for ensomhed kunne jo tyde på at du ikke føler at du er værd at elske for den du er❓
Hvorfor skulle din kone kun blive ved dig af medlidenhed❓
Uddeles der størrer glorier ved himmeriges port til dem der er blevet ved deres ægtefæller af medlidenhed❓
Hvorfor skulle du blive ensom❓
du har børn og der er jo masser af kvinder ..?

For jeg så engang en læge beskrive mænds PANIKALDER og det bliv gjort således.
FULD FART PÅ INDEN LUKKETID.
Og det er jo ikke det der er dit problem.
Men når man i forholdet mangler noget, og ikke snakker om tilstanden, det gælder både mænd og kvinder, så må man jo gå til pølsemanden ude i byen.
Prøv at se på dig selv, er du rent faktisk også kørt træt i forholdet, dyrker du kvindet i dit liv, eller er hun bare konen, man sådan lige ruller omkring Onsdag aften, ikke for sent, for man skal tidlig op dagen efter, står det sådan til, så kan jeg godt forstå, at hun får sig lidt ude i byen.
Så se lidt på dig selv, og dyrk så den kvinde du nu har været gift med i mange år, for ellers går det alså galt for jer, og det er alså ikke kun hendes skyld, men også din.
Og de store unger i har der, de kan saktens klare sig selv, medens i dyrker hinanden, gerne i flere dage.
Kom så igang i dag, og ikke i morgen.