Jeg har opført mig SÅ dårligt
Jeg var på vej i byen igår, og havde en halv aftale med kæresten om at vi skulle mødes, så vi kunne feste sammen for en gang skyld.
Da hans venner og han var på vej ind til byen bad jeg ham om at skrive når han vidste hvor de tog hen, så vi kunne komme. En time efter sender jeg ham et: ?
Han svarer at de sidder på en bar, og han ikke lige vidste hvor den lå.
Siger at hvis ikke han vil have jeg kommer kunne han da bare sige det, det ville være ok med mig.
Så skriver han gudhjælpemig bare: ok.
Det er jo så tydeligt at han ikke vil have jeg kommer, og der skulle jeg bare have ladet den ligge. Istedet flipper jeg som en anden kælling og råber mm.😕Blev bare så ked af det over at han ikke ville have jeg kom osv, (vi har været sammen i tre år og har det ellers fantastisk men tager meget sjældent ud sammen), og så kunne jeg pludselig ikke kontrollerer det! Nøj hvor jeg har moralske tømmermænd.
Han tilgav da ret hurtigt (;)), og vi aftaler at følges hjem sent. Da kl så bliver halv seks, ringer jeg og er ked af det fordi vi er blevet smidt ud af en fest og at jeg bliver nød til at gå alene hjem. Han spørger om jeg ikke bare kommer over til ham, i den anden ende af byen vel at mærke.
Jeg svarer at jeg ikke kan lide at gå alene, men han kan/vil altså ikke komme hen til mig.
(Her bliver jeg vildt sur, for var overbevist om at han ikke ville lade mig alene i sådan en situation.)
-På mine gå-ben hjem ad er det så at jeg bliver stoppet af en mand, det tydeligvis forsøgte at voldtage mig, han havde hånden oppe under min bluse og holdt mig fast indtil der kom en gruppe mennesker. Det var den mest ubehagelige oplevelse i hele mit liv.
jeg har det så dårligt, og kan ikke lade hver med at skyde skylden på ham, selvom jeg godt ved det er urimeligt.
Havde bare en idé om at han var min store stærke mand der aldrig lade mig udsættes for farer. :'( Årh jeg har det så skidt med det hele, kan næsten ikke holde ud at se ham i øjnene.
HVAD gør jeg?
Mange af de bedste hilsner
Da hans venner og han var på vej ind til byen bad jeg ham om at skrive når han vidste hvor de tog hen, så vi kunne komme. En time efter sender jeg ham et: ?
Han svarer at de sidder på en bar, og han ikke lige vidste hvor den lå.
Siger at hvis ikke han vil have jeg kommer kunne han da bare sige det, det ville være ok med mig.
Så skriver han gudhjælpemig bare: ok.
Det er jo så tydeligt at han ikke vil have jeg kommer, og der skulle jeg bare have ladet den ligge. Istedet flipper jeg som en anden kælling og råber mm.😕Blev bare så ked af det over at han ikke ville have jeg kom osv, (vi har været sammen i tre år og har det ellers fantastisk men tager meget sjældent ud sammen), og så kunne jeg pludselig ikke kontrollerer det! Nøj hvor jeg har moralske tømmermænd.
Han tilgav da ret hurtigt (;)), og vi aftaler at følges hjem sent. Da kl så bliver halv seks, ringer jeg og er ked af det fordi vi er blevet smidt ud af en fest og at jeg bliver nød til at gå alene hjem. Han spørger om jeg ikke bare kommer over til ham, i den anden ende af byen vel at mærke.
Jeg svarer at jeg ikke kan lide at gå alene, men han kan/vil altså ikke komme hen til mig.
(Her bliver jeg vildt sur, for var overbevist om at han ikke ville lade mig alene i sådan en situation.)
-På mine gå-ben hjem ad er det så at jeg bliver stoppet af en mand, det tydeligvis forsøgte at voldtage mig, han havde hånden oppe under min bluse og holdt mig fast indtil der kom en gruppe mennesker. Det var den mest ubehagelige oplevelse i hele mit liv.
jeg har det så dårligt, og kan ikke lade hver med at skyde skylden på ham, selvom jeg godt ved det er urimeligt.
Havde bare en idé om at han var min store stærke mand der aldrig lade mig udsættes for farer. :'( Årh jeg har det så skidt med det hele, kan næsten ikke holde ud at se ham i øjnene.
HVAD gør jeg?
Mange af de bedste hilsner