jeg kan ikke rumme mere

jeg er en pige på 17. jeg blev som otte-årig misbrugt seksuelt af min papbror. den samme papbror som nu hyler hele familien ud af den, ved sit hash-, kokain- og alkoholmisbrug. ingen kender til de seksuelle overgreb. de har senere gjort at jeg har udviklet angst og ocd - som der heller ikke er nogen der kender til. jeg har altid haft svært ved at snakke med mine forældre, og min papfar har et stort temperament og mener kun at hans egne holdninger er korrekte. jeg plejer at undertrykke mig selv derhjemme. jeg har været forelsket i den samme i gut i 1½ år nu, i dag tog jeg mod til mig og fortalte ham det, og hold kæft jeg synes jeg var sej. vi snakkede meget kort om det, men gik ikke i dybten. han havde aldrig haft mistanke til det og forstod det ikke. han vidste ikke hvordan han skulle forholde sig til det. det var som om jeg pludselig fandt ud af at det hele var en drøm. og at jeg pludselig vågnede op fra den. selvom jeg jo sådan set netop sagde det, for at kunne komme over det. jeg var forberedt på at det ville være hans reaktion, alligevel føles det som om... ja, det er bare... tomt. hold da op, det er mærkeligt. i dag finder jeg også ud af, at en dreng fra mit gymnasium er styrtet ud over en klippe og er død. jeg kender ham ikke, men vi har mange fælles venner. bla ham jeg er forelsket i, og nu skal komme over. hele mit liv føles bare som et stort rod og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. jeg kan ikke rumme det. det føles uvirkeligt... nu skal jeg høre min (pap)lillebror være pisse bekymret for min papbror pga stofferne. hvorfor kørte det hele nogensinde sådan af sporet...?

Hvis det du siger er sandt hvorfor så ikke sige det til politiet?
ellers løbe hjemmefra? du er 17 du burde have nogle venner der støtter dig eller sådan noget?
husk man kan ikke hjælpe dig hvis ingen ved det.

hvorfor skulle jeg gå til politiet? jeg kan ikke bevise noget, og ønsker ikke at ødelægge min families liv. og jeg elsker jo mine forældre. og har også bestilt en tid hos lægen og mine venner støtter mig selvfølgelig. 🙂

Det er ikke kørt af sporet. Du har oplevet det negative når det virkelig er slemt men har alligevel formået at kæmpe dig videre. Du er stærk og du skal ikke give op. Det dem der har gjort dig ondt der har meget at lære endnu. De kender ikke til kærlighed, men af hvad du beskriver kan jeg se at du rummer en masse af det. 🙂
Brug ikke din kærlige energi på folk der ikke vil modtage den.
OneLove my sister.

Er da slet ikke kørt af sporet, dine omgivelser har massive problemer, men dem kan du alligevel ikke løse. Pas din skole og uddannelse, det er det vigtigste for dig i dit liv lige nu. Så skal du se...pludselig er DIT liv meget bedre.
Held og lykke. 😉

1) skil dig af med din familie
2) find dig et job og en karriere
3) find derigennem en sød gut, som vil hjælpe dig
4) få dig så et liv, du kan holde ud
5) sæt næste generation i verden og håb på, at de ikke gør de samme fejl om igen

jeg elsker min familie. jeg vil ikke skille mig af med dem! jeg er jo også langt fra færdig med min uddannelse. og jeg vil jo ikke bare have en "sød gut".. og hvilke fejl er det du snakker om? mine eller min families?